PERSONALERETTENS DOM

(Første Afdeling)

23. november 2010

Sag F­75/09

Fritz Harald Wenig

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag — tjenestemænd — ansøgning om bistand — ærekrænkelse og krænkelse af princippet om uskyldsformodning«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Fritz Harald Wenig har nedlagt påstand dels om annullation af Kommissionens afgørelser om at afslå hans ansøgninger om bistand, dels om, at Kommissionen tilpligtes at betale erstatning for den skade, der blev forvoldt som følge af, at de nævnte afgørelser var ulovlige.

Udfald: Kommissionen frifindes. Sagsøgeren betaler sagens omkostninger.

Sammendrag

Tjenestemænd — administrationens bistandspligt — rækkevidde

(Tjenestemandsvedtægten, art. 24)

I henhold til den bistandspligt, som påhviler administrationen i medfør af vedtægtens artikel 24, første afsnit, skal denne, når der er indtruffet en begivenhed, som er uforenelig med en ordentlig og rolig afvikling af tjenesten, skride ind med den nødvendige fasthed og så hurtigt og hensynsfuldt, som forholdene tillader det, for at konstatere, hvad der er sket, og for på denne baggrund at kunne beslutte, hvilke konsekvenser dette skal have. I denne forbindelse er det tilstrækkeligt, at den tjenestemand, der gør krav på beskyttelse fra institutionens side, fremlægger et foreløbigt bevis for, at de angreb, som han hævder at have været udsat for, faktisk har fundet sted. I så fald er den pågældende institution forpligtet til at iværksætte passende foranstaltninger, navnlig ved at gennemføre en undersøgelse, for i samarbejde med klagens ophavsmand at fastslå de omstændigheder, der ligger til grund for klagen.

Bistandspligten er endvidere ikke betinget af, at ulovligheden af de handlinger, på grund af hvilke tjenestemanden har ansøgt om bistand, forudgående er blevet fastslået. En sådan betingelse ville i øvrigt være i strid med selve formålet med ansøgningen om bistand i de hyppige situationer, hvor ansøgningen netop er indgivet med henblik på — ved et søgsmål bistået af institutionen — at opnå, at de nævnte handlinger anerkendes som ulovlige.

Selv om bistandspligten i vedtægtens artikel 24, første afsnit, udgør en grundlæggende garanti for tjenestemanden og er ikke betinget af, at ulovligheden af de handlinger, på grund af hvilke tjenestemanden har ansøgt om bistand, forudgående er blevet fastslået, skal tjenestemanden dog anføre de omstændigheder, der i første omgang giver anledning til at antage, at disse handlinger er rettet imod ham på grund af hans stilling eller arbejdsopgaver, og at de er ulovlige i henhold til den gældende nationale lovgivning. Hvis tjenestemanden ikke skulle opfylde en sådan betingelse, ville administrationen nemlig være tvunget til at yde tjenestemanden bistand allerede fra det tidspunkt, hvor han indgiver en klage på grundlag af omstændigheder, der angiveligt har en sammenhæng med varetagelsen af hans arbejdsopgaver, uanset hvilke omstændigheder der måtte være tale om, hvor alvorlig klagen måtte være og muligheden for at få medhold.

Administrationen har endvidere ikke pligt til at yde bistand til en tjenestemand, der på grundlag af præcise og relevante oplysninger mistænkes for groft at have tilsidesat sine tjenstlige forpligtelser, og som derfor risikerer disciplinær forfølgning, selv om denne overtrædelse skyldes tredjemands retsstridige handlinger.

(jf. præmis 46-49)

Henvisning til:

Domstolen: 26. januar 1989, sag 224/87, Koutchoumoff mod Kommissionen, Sml. s. 99, præmis 15 og 16

Personaleretten: 16. januar 2007, sag F­115/05, Vienne m.fl. mod Parlamentet, Sml. Pers. I­A­1, s. 9, og II­A­1, s. 47, præmis 51