PERSONALERETTENS DOM

(Tredje Afdeling)

28. september 2011

Sag F-23/10

Finola Allen

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – social sikring – alvorlig sygdom – vedtægtens artikel 72 – forlængelse af den fælles sygesikringsordnings dækning mod risikoen for sygdom – kriterium udledt af manglende dækning i henhold til en anden ordning«

Angående:      Søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF, som finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til dens artikel 106a, hvorunder Finola Allen har nedlagt påstand om annullation af Kommissionens afgørelser, hvorved denne afviste at anerkende, at Finola Allen led af en alvorlig sygdom, og afslog at forlænge hendes dækning mod risikoen for sygdom ved den sygeforsikringsordning, der er fælles for Den Europæiske Unions institutioner.

Udfald:      Europa-Kommissionens afgørelser af 30. juni 2009, 17. juli 2009 og 7. januar 2010, hvorved denne afviste at anerkende, at Finola Allen led af en alvorlig sygdom, og afslog at forlænge hendes dækning mod risiko for sygdom, annulleres. I øvrigt frifindes Kommissionen. Kommissionen betaler sagens omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – søgsmål – bebyrdende retsakt – begreb – afvisning af en anmodning om anerkendelse af en alvorlig sygdom – afslag på at forlænge dækningen mod risiko for sygdom ved den fælles sygeforsikringsordning – omfattet

(Tjenestemandsvedtægten, art. 72, stk. 1)

2.      Tjenestemænd – social sikring – sygeforsikring – sygdomme, der anses for at være af »lige så alvorlig karakter« som dem, der udtrykkeligt er nævnt i vedtægtens artikel 72

(Tjenestemandsvedtægten, art. 72)

3.      EU-ret – fortolkning – tekster på flere sprog – ensartet fortolkning – hensyntagen til forskellige sproglige versioner

(Tjenestemandsvedtægten, art. 72)

4.      Tjenestemænd – social sikring – sygeforsikring – alvorlig sygdom – fastsættelse – kriterier

(Tjenestemandsvedtægten, art. 72)

5.      Tjenestemænd – søgsmål – forudgående administrativ klage – beslutning om afslag – ændring af begrundelsen i den anfægtede akt

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

6.      Unionsborgerskab – retten til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område – direktiv 2004/38 – betingelser for retten til ophold i henhold til EU-retten

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38, art. 7)

1.      Anerkendelse af en alvorlig sygdom gør det muligt for den berørte i henhold til afsnit III, kapitel 5, nr. 2, i de almindelige gennemførelsesbestemmelser vedrørende godtgørelse af udgifter til lægebehandling, der er vedtaget af Kommissionen, at modtage en godtgørelse på indtil 100% af udgifterne til lægebehandling i tilknytning til den omhandlede sygdom. En sådan anerkendelse opnås efter anmodning herom, således som fastsat i de nævnte bestemmelsers afsnit III, kapitel 5, nr. 3, når den pågældende sygdom anses for at være i overensstemmelse med den definition af »alvorlige sygdomme«, der fremgår af de almindelige gennemførelsesbestemmelsers afsnit III, kapitel 5, nr. 1.

Endvidere er en tjenestemands fraskilte ægtefælle, i tilfælde af anerkendelse af en alvorlig sygdom og med henblik på godtgørelse af udgifter til lægebehandling i tilknytning til denne sygdom, berettiget til en forlængelse af dækningen af den sygeforsikringsordning, der er fælles for Unionens institutioner, ud over perioden på et år fra den dato, hvor skilsmissen blev endelig, hvis den pågældende opfylder en række kumulative betingelser, som fastsat i de almindelige gennemførelsesbestemmelsers afsnit I, kapitel 3, nr. 2.

Således udgør en afgørelse om at afvise at anerkende en alvorlig sygdom i sig selv en retsakt, der – idet den er vedtaget efter en særlig procedure og har en vis virkning på den berørtes situation – er en bebyrdende retsakt for den person, der har indgivet anmodningen. På samme måde kan afgørelsen, når den person, der har indgivet en sådan anmodning, er en tjenestemands fraskilte ægtefælle, blive lagt til grund for en anden afgørelse vedrørende afslag på at forlænge den pågældendes dækning mod risiko for sygdom ved den fælles sygeforsikringsordning for Den Europæiske Unions institutioner.

(jf. præmis 38-40)

2.      Hvad angår anerkendelsen af en alvorlig sygdom synes kriterierne i afsnit III, kapitel 5, nr. 1, i de almindelige gennemførelsesbestemmelser vedrørende godtgørelse af udgifter til lægebehandling, der er vedtaget af Kommissionen, ikke åbenbart uhensigtsmæssige eller fejlagtige med hensyn til det forfulgte mål, nemlig at identificere de sygdomme, der kan anses for at være af lige så alvorlig karakter som dem, der udtrykkeligt er nævnt i vedtægtens artikel 72.

For det første kan de fire sygdomme, der udtrykkeligt er nævnt i vedtægtens artikel 72, i visse tilfælde have særligt alvorlige fysiske og psykiske konsekvenser, være varige eller kroniske og kræve en omfattende behandling, der fordrer en klar forudgående diagnose, hvilket forudsætter særlige analyser og undersøgelser. Disse sygdomme kan ligeledes indebære, at den berørte person risikerer at blive svært handicappet.

Endvidere fremgår det af ordlyden af vedtægtens artikel 72, stk. 1, at kun de tilfælde – selv om de er omfattet af en af de fire sygdomme, der udtrykkeligt er nævnt i artiklen – der er særligt alvorlige, kan kvalificeres som alvorlig sygdom og dermed gøre det muligt for den berørte person at blive omfattet af den mere gunstige ordning, der finder anvendelse i tilfælde af anerkendelse af en sådan sygdom.

De nævnte kriterier overskrider ikke grænserne for, hvad der er passende og nødvendigt for at nå det legitime formål, der forfølges med den omhandlede bestemmelse, nemlig at begrænse tildelingen af de forskellige fordele, der er knyttet til anerkendelsen af en alvorlig sygdom, til kun de sygdomme, der er særligt alvorlige. Følgelig tilsidesætter de almindelige gennemførelsesbestemmelsers afsnit III, kapitel 5, nr. 1, ikke proportionalitetsprincippet.

(jf. præmis 49-52)

Henvisning til:

Personaleretten: 23. november 2010, sag F-65/09, Marcuccio mod Kommissionen, præmis 51-53 og 70, der er genstand for appel ved Den Europæiske Unions Ret, sag T-85/11 P

3.      Nødvendigheden af en ensartet anvendelse og dermed af en ensartet fortolkning af EU-retten udelukker, at en tekst kan betragtes isoleret i én af dens versioner, og kræver, at den fortolkes på grundlag af både ophavsmandens reelle vilje og det formål, der forfølges med teksten, bl.a. henset til de versioner, der er udfærdiget på alle Unionens sprog.

(jf. præmis 57)

Henvisning til:

Personaleretten: 30. november 2009, Zangerl-Posselt mod Kommissionen, der er genstand for appel ved Den Europæiske Unions Ret, sag T-62/10 P

4.      Hvad angår de lægelige vurderinger, der foretages af en rådgivende læge og Lægerådet, omfatter Unionens retsinstansers kontrol ikke de rent lægelige vurderinger, der skal anses for endelige, når de er tilvejebragt forskriftsmæssigt.

Kriterierne for, om en sygdom er alvorlig (kortere forventet levetid, kronisk udvikling, behov for diagnoseforanstaltninger og/eller omfattende behandling, svært handicap eller risiko herfor), henhører under kategorien lægelige vurderinger, idet den rådgivende læge eller Lægerådet for at udtale sig om, hvorvidt disse kriterier er opfyldt, ikke begrænser sig til at konstatere de faktiske omstændigheder, men foretager en egentlig vurdering af disse, hvilket kræver en lægelig kompetence.

Imidlertid bør retsinstansen sikre sig, at den rådgivende læge eller Lægerådet har foretaget en undersøgelse, der er konkret og afpasset efter den situation, de har fået forelagt, selv om retsinstansens kontrol ikke udstrækkes til de rent lægelige vurderinger såsom dem, der vedrører en sygdoms alvor – og det så meget desto mere, når proceduren ikke yder samme garanti for så vidt angår ligevægten mellem parterne, som procedurerne i vedtægtens artikel 73 og 78. Det er i øvrigt administrationen, der skal fastslå, om der er foretaget en sådan vurdering.

For så vidt angår anvendelsen af afsnit III, kapitel 5, nr. 1, i de almindelige gennemførelsesbestemmelser vedrørende godtgørelse af udgifter til lægebehandling, der er vedtaget af Kommissionen, har ophavsmændenes hensigt med denne bestemmelse, hvilket brugen af udtrykket »idet de i varieret omfang kombinerer de fire kriterier« vidner om, været at fastsætte de indbyrdes afhængige indikatorer, der skal tages i betragtning i forhold til hinanden af den rådgivende læge eller Lægerådet med henblik på, at der foretages en overordnet vurdering af alvoren af den omhandlede sygdoms konsekvenser, hvorved der gives de praktiserende læger en stor frihed i deres lægelige vurdering af de enkelte situationer, de skal vurdere.

Den rådgivende læge eller Lægerådet kan således ikke foretage en undersøgelse af en anmodning om anerkendelse af en alvorlig sygdom ved at begrænse sig til en isoleret undersøgelse af visse af de betingelser, der er fastsat i de almindelige gennemførelsesbestemmelsers afsnit III, kapitel 5, nr. 1, eller alene begrænse deres vurderinger til de betingelser, der ikke synes opfyldt. Hvis et af kriterierne således ikke synes opfyldt, når det undersøges særskilt, kan undersøgelsen af dette i lyset af den vurdering, der foretages af de andre kriterier, føre til den modsatte konklusion, nemlig at det nævnte kriterium er opfyldt, hvilket udelukker, at den rådgivende læge eller Lægerådet kan nøjes med at undersøge ét enkelt kriterium.

Følgelig påhviler det Unionens retsinstanser i forbindelse med den begrænsede kontrol, som de udøver over udtalelserne fra de lægelige organer, der deltager i proceduren for anerkendelse af en alvorlig sygdom, at sikre sig, at disse udtalelser er vedtaget på grundlag af en konkret undersøgelse, der er afpasset efter omstændighederne ved den berørtes sundhedstilstand, og som er en undersøgelse, der tager et overordnet hensyn til de fire af hinanden afhængige kriterier, der er fastsat i de almindelige gennemførelsesbestemmelsers afsnit III, kapitel 5, nr. 1.

(jf. præmis 73 og 75-80)

Henvisning til:

Den Europæiske Unions Ret: 9. december 2009, sag T-377/08 P, Kommissionen mod Birkhoff, præmis 67 og 68

5.      Hvis administrationen i forbindelse med den klageadgang, der er fastsat i vedtægtens artikel 90 og 91, er nødt til, når den udtrykkeligt giver afslag på klagen, at ændre begrundelsen for vedtagelsen af den anfægtede akt, kan en sådan ændring ikke foretages efter anlæggelsen af et søgsmål for Personaleretten med henblik på prøvelse af den anfægtede akt. Endvidere er administrationen ikke bemyndiget til under sagens behandling at erstatte den første ukorrekte begrundelse med en helt ny begrundelse.

(jf. præmis 98)

Henvisning til:

Den Europæiske Unions Ret: 12. maj 2010, T-560/08 P, Kommissionen mod Meierhofer, præmis 59

6.      Artikel 7 i direktiv 2004/38 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område fastsætter de betingelser, hvorefter enhver unionsborger har ret til at opholde sig på en anden medlemsstats område i mere end tre måneder, uden dog at være til hinder for, at en medlemsstat udsteder en opholdstilladelse til en unionsborger på mere gunstige vilkår.

(jf. præmis 106)