Language of document : ECLI:EU:C:2010:501

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

Y. BOT

fremsat den 7. september 2010 1(1)

Sag C-261/09

Straffesag

mod

Gaetano Mantello

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Oberlandesgericht Stuttgart (Tyskland))

»Retligt samarbejde i kriminalsager – rammeafgørelse 2002/584/RIA – den europæiske arrestordre – obligatorisk grund til at afslå fuldbyrdelse – ne bis in idem-princippet – grundlæggende rettighed – anvendelse, når den endelige dom er blevet afsagt i den udstedende medlemsstat – begrebet »samme handlinger« – selvstændigt begreb – anvendelsesområde«





1.        Den europæiske arrestordre, der blev indført ved Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA (2), har erstattet den formelle udleveringsprocedure mellem medlemsstaterne med en ordning for overgivelse mellem judicielle myndigheder, der er baseret på en høj grad af tillid mellem disse myndigheder. Den anses med rette for det instrument til retligt samarbejde på det strafferetlige område, som giver de bedste resultater.

2.        Rammeafgørelsen opregner udtømmende grundene til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre. Den foreliggende præjudicielle sag vedrører for første gang omfanget af den grund, der nævnes i rammeafgørelsens artikel 3, nr. 2), i henhold til hvilken en europæisk arrestordre ikke må fuldbyrdes, når den eftersøgte person er blevet endeligt dømt for de samme handlinger, på betingelse af at sanktionen i tilfælde af domfældelse er fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes.

3.        Til grund for den foreliggende sag ligger en europæisk arrestordre udstedt af den italienske judicielle myndighed mod en italiensk statsborger med bopæl i Tyskland, som myndigheden kritiserer for at have deltaget i ulovlig handel med kokain i en kriminel organisation mellem Tyskland og Italien i et tidsrum på flere måneder i 2004 og 2005.

4.        Oberlandesgericht Stuttgart (Tyskland) har rejst spørgsmålet om eventuel anvendelse af rammeafgørelsens artikel 3, nr. 2), i denne sag på baggrund af følgende omstændigheder. Dels er den eftersøgte person blevet domfældt af en italiensk domstol for lovovertrædelsen ulovlig besiddelse af kokain begået den 13. september 2005, dels rådede de italienske efterforskningsmyndigheder allerede på tidspunktet for denne domfældelse over tilstrækkelige oplysninger til at retsforfølge denne person for hans deltagelse i den ulovlige handel, der er omhandlet i den europæiske arrestordre, men de afholdt sig fra at videregive oplysningerne for ikke at kompromittere afviklingen af deres efterforskning vedrørende den ulovlige handel.

5.        Oberlandsgericht Stuttgart har stillet Domstolen to spørgsmål, det første om begrebet »samme handlinger« i rammeafgørelsens artikel 3, nr. 2), skal forstås som henvisende til lovgivningen i den udstedende medlemsstat eller til lovgivningen i den fuldbyrdende medlemsstat, eller om det skal gøres til genstand for en selvstændig fortolkning. Den forelæggende ret spørger med det andet spørgsmål, om dette begreb finder anvendelse på en situation, hvor efterforskningsmyndigheder på det tidspunkt, hvor den eftersøgte person er blevet domfældt for en isoleret handling bestående i besiddelse af narkotika, havde bevis for hans deltagelse i en mere omfattende ulovlig handel, men havde besluttet af hensyn til efterforskningen ikke at retsforfølge ham på grund af denne deltagelse.

6.        Disse to spørgsmål bygger på den forudsætning, at rammeafgørelsens artikel 3, nr. 2), ligeledes kan finde anvendelse, når de i den europæiske arrestordre omhandlede handlinger er blevet gjort til genstand for en endelig dom i den medlemsstat, hvor arrestordren er udstedt.

7.        Denne forudsætning bestrides kraftigt af størsteparten af de medlemsstater, der er indtrådt i denne sag, ifølge hvilke den går imod princippet om gensidig anerkendelse, der ligger bag ordningen med den europæiske arrestordre. Disse medlemsstater er af den opfattelse, at den omhandlede grund til at undlade fuldbyrdelse alene finder anvendelse, hvis de af den europæiske arrestordre omhandlede handlinger er blevet gjort til genstand for en endelig dom i en anden medlemsstat end den udstedende medlemsstat.

8.        Før undersøgelsen af de spørgsmål, der er stillet af den forelæggende ret, opfordrer jeg derfor Domstolen til at udtale sig om gyldigheden af den forudsætning, der ligger til grund for disse spørgsmål, ikke alene fordi det drejer sig om et principspørgsmål, men desuden fordi det er højst sandsynligt, at det vil opstå i et stort antal tilfælde.

9.        Jeg skal anføre, at selv om ordningen med den europæiske arrestordre bygger på en høj grad af gensidig tillid, forholder det sig ikke desto mindre således, at overgivelse af den person, der er omhandlet af en sådan arrestordre, skyldes en afgørelse fra den judicielle myndighed i den fuldbyrdende medlemsstat (3), som skal træffes under overholdelse af de grundlæggende rettigheder. Jeg vil gøre rede for, at rammeafgørelsens artikel 3, nr. 2), er et udtryk for ne bis in idem-princippet, som udgør en grundlæggende rettighed, der er anerkendt i alle medlemsstaternes retsorden og stadfæstet ved Den Europæiske Union charter om grundlæggende rettigheder (4).

10.      Jeg udleder heraf, at selv om det i henhold til princippet om gensidig anerkendelse ikke tilkommer den fuldbyrdende judicielle myndighed af egen drift at kontrollere overholdelsen af dette princip, står det dog fast, at den kan fuldbyrde en europæisk arrestordre, hvis den råder over tilstrækkelige beviser på, at det nævnte princip er tilsidesat, også i tilfælde af at handlingerne allerede er blevet gjort til genstand for en endelig dom i den udstedende medlemsstat.

11.      Jeg foreslår dernæst, at Domstolen fastslår, at det i rammeafgørelsens artikel 3, nr. 2), omhandlede begreb »samme handlinger«, i mangel af henvisning til medlemsstaternes lovgivning med hensyn til indhold, i overensstemmelse med fast retspraksis bør gøres til genstand for en ensartet fortolkning inden for Den Europæiske Union. Jeg mener ligeledes, at dette begreb skal fortolkes i samme retning som begrebet i artikel 54 i konventionen om anvendelse af Schengenaftalen (5) på grund af udtrykkenes identitet og ensartetheden af målene med disse to bestemmelser.

12.      Endelig foreslår jeg som svar på det andet spørgsmål, at Domstolen i lyset af retspraksis vedrørende fortolkningen af gennemførelseskonventionens artikel 54 fastslår, at den omstændighed, at efterforskningstjenesterne på tidspunktet for domfældelsen af den eftersøgte person for en isoleret handling bestående i ulovlig besiddelse af narkotika rådede over beviser for denne persons deltagelse i flere måneder i narkohandel i en kriminel organisation, men gav afkald på at retsforfølge personen herfor på det pågældende tidspunkt af hensyn til efterforskningen, er uden relevans for vurderingen af begrebet samme handlinger.

I –    Retsforskrifter

A –    Rammeafgørelsen

13.      Formålet med rammeafgørelsen er at afskaffe den formelle udleveringsprocedure mellem medlemsstaterne, der er fastsat ved de forskellige konventioner, som staterne har tiltrådt, og erstatte den med en ordning for overgivelse mellem judicielle myndigheder. Rammeafgørelsen tilsigter navnlig at »mindske den kompleksitet og den risiko for forsinkelser, der er en følge af de nuværende udleveringsprocedurer«, og erstatte den med »en ordning med fri bevægelighed for afgørelser på det strafferetlige område, både afgørelser før domsafsigelsen og endelige afgørelser« (6).

14.      Rammeafgørelsen bygger på princippet om gensidig anerkendelse af retsafgørelser på det strafferetlige område, som udgør »hjørnestenen« i det retlige samarbejde (7). Den med rammeafgørelsen indførte ordning med den europæiske arrestordre bygger på en »høj grad af tillid« mellem medlemsstaterne (8).

15.      Ifølge ottende betragtning til rammeafgørelsen skal afgørelser om fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre således underkastes tilstrækkelig kontrol, hvilket betyder, at en judiciel myndighed i den medlemsstat, hvor den eftersøgte er blevet anholdt, skal træffe afgørelse om den pågældendes overgivelse.

16.      Ifølge 12. betragtning til rammeafgørelsen respekterer den de grundlæggende rettigheder og principper, som er anerkendt ved artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union, og som afspejles i charteret.

17.      Disse mål i rammeafgørelsen gennemføres i dens retsforskrifter på følgende måde.

18.      Rammeafgørelsens artikel 1 bestemmer:

»1.      Den europæiske arrestordre er en retsafgørelse truffet af en medlemsstat med det formål, at en anden medlemsstat anholder og overgiver en eftersøgt person med henblik på strafforfølgning eller fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning.

2.      Medlemsstaterne fuldbyrder enhver europæisk arrestordre på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse og i overensstemmelse med bestemmelserne i denne rammeafgørelse.

3.      Denne rammeafgørelse indebærer ikke nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er defineret i artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union.«

19.      Rammeafgørelsens artikel 3 opregner tre obligatoriske grunde til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre. Rammeafgørelsens artikel 3, nr. 2), har følgende ordlyd:

»Den [fuldbyrdende judicielle myndighed] afslår at fuldbyrde en europæisk arrestordre i følgende tilfælde:

[…]

2)      hvis det af de oplysninger, den fuldbyrdende judicielle myndighed er i besiddelse af, fremgår, at den eftersøgte person er blevet endeligt dømt for de samme handlinger af en anden medlemsstat, på betingelse af at sanktionen i tilfælde af domfældelse er fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes efter domslandets lovgivning.«

20.      Rammeafgørelsens artikel 4 opregner de fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre. Rammeafgørelsens artikel 4, nr. 3) og 5), har følgende ordlyd:

»Den fuldbyrdende judicielle myndighed kan afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre:

[…]

3)      hvis de [fuldbyrdende judicielle myndigheder] har besluttet enten ikke at indlede retsforfølgning for den lovovertrædelse, der ligger til grund for en europæisk arrestordre, eller at bringe retsforfølgningen til ophør, eller når den eftersøgte i en medlemsstat har været genstand for en endelig afgørelse for de samme forhold, som er til hinder for yderligere retsforfølgning

[…]

5)      hvis det af de oplysninger, den fuldbyrdende judicielle myndighed er i besiddelse af, fremgår, at den eftersøgte person er blevet endeligt dømt for de samme forhold af et tredjeland, på betingelse af at sanktionen i tilfælde af domfældelse er fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes efter domslandets lovgivning.«

21.      Rammeafgørelsens artikel 8 opregner de obligatoriske oplysninger, som en europæisk arrestordre skal indeholde. Foruden den eftersøgtes identitet skal den europæiske arrestordre bl.a. indeholde en beskrivelse af, under hvilke omstændigheder lovovertrædelsen er begået og oplysninger om den eftersøgtes deltagelse heri. Disse oplysninger skal oversættes til den fuldbyrdende judicielle myndigheds officielle sprog.

22.      Rammeafgørelsens artikel 15 omhandler afgørelsen om overgivelsen. Den bestemmer:

»1.      Den fuldbyrdende judicielle myndighed træffer afgørelse om overgivelse af den pågældende inden for de frister og på de betingelser, der er fastsat i denne rammeafgørelse.

2.      Hvis den fuldbyrdende judicielle myndighed finder, at de oplysninger, den udstedende medlemsstat har fremsendt, ikke er tilstrækkelige til, at den kan træffe afgørelse om overgivelsen, anmoder den om straks at få de nødvendige supplerende oplysninger, navnlig i forbindelse med artikel 3-5 og 8, og kan fastsætte en tidsfrist for fremsendelsen af disse oplysninger under hensyn til nødvendigheden af at overholde fristerne i artikel 17.

3.      Den judicielle myndighed i [den udstedende medlemsstat] [(9)] kan til enhver tid fremsende supplerende nyttige oplysninger til den fuldbyrdende judicielle myndighed.«

23.      Rammeafgørelsens artikel 17 omhandler frister og procedurer i forbindelse med afgørelsen om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre. Den har følgende ordlyd:

»1.      En europæisk arrestordre behandles og fuldbyrdes som hastesag.

2.      I det tilfælde, hvor den eftersøgte giver sit samtykke til overgivelse, bør der træffes endelig afgørelse om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre senest ti dage efter, at dette samtykke er givet.

3.      I andre tilfælde bør der træffes endelig afgørelse om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre senest 60 dage efter anholdelsen af den eftersøgte.

4.      I konkrete tilfælde, hvor den europæiske arrestordre ikke kan fuldbyrdes inden for de i stk. 2 og 3 fastsatte frister, underretter den fuldbyrdende judicielle myndighed straks den udstedende judicielle myndighed herom og om grundene hertil. I så fald kan fristerne forlænges med yderligere 30 dage.

5.      Så længe den fuldbyrdende judicielle myndighed ikke har truffet endelig afgørelse om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre, skal den sikre sig, at de materielle betingelser for overgivelse fortsat er opfyldt.

6.      Ethvert afslag på fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre skal begrundes.

7.      Hvis en medlemsstat undtagelsesvis ikke kan overholde de frister, der er fastsat i denne artikel, underretter den Eurojust og angiver grundene til forsinkelsen. Desuden underretter en medlemsstat, der har været udsat for en anden medlemsstats gentagne forsinkelser i fuldbyrdelsen af en arrestordre, Rådet herom med henblik på en vurdering af gennemførelsen af denne rammeafgørelse i medlemsstaterne.«

24.      Endelig fastsætter rammeafgørelsen den eftersøgtes rettigheder. Når den pågældende anholdes, underretter den fuldbyrdende judicielle myndighed i henhold til rammeafgørelsens artikel 11 ham om indholdet af den europæiske arrestordre. Den anholdte kan give samtykke til sin overgivelse eller modsætte sig den. Den anholdte kan ligeledes give afkald på anvendelse af specialitetsreglen, hvorefter en person, der er overgivet i henhold til en europæisk arrestordre, ikke kan retsforfølges for andre inden overgivelsen begåede lovovertrædelser end den, for hvilken den pågældende er overgivet (10). Hvis den anholdte ikke giver sit samtykke til overgivelse, har han ret til at blive hørt af den fuldbyrdende judicielle myndighed (11).

B –    Ne bis in idem-princippet

25.      Rammeafgørelsens artikel 3, nr. 2), er et udtryk for ne bis in idem-princippet.

1.      Grundlaget for ne bis in idem-princippet

26.      Det princip, der udtrykkes i den latinske grundsætning »ne bis in idem« eller »non bis in idem«, som betyder »ikke to gange for det samme«, indebærer, at en person ikke kan dømmes to gange for den samme handling.

27.      Dette princip er uadskilleligt forbundet med retsstatsbegrebet. Når samfundet har udøvet sin legitime ret til at straffe ophavsmanden til en overtrædelse af dets regler, har det udtømt sin ret til at retsforfølge og har således ikke længere beføjelse til at pålægge den allerede dømte person sanktioner for dette forhold. Princippet er således uadskilleligt forbundet med princippet om retskraft og princippet om straffens forholdsmæssighed, i henhold til hvilket sanktionen skal stå i rimeligt forhold til de retsforfulgte handlingers grovhed.

28.      På individets plan tager ne bis in idem-princippet sigte på at garantere den dømte person, at når han har udstået sin straf, har han »betalt sin gæld« til samfundet og kan således genindtage sig plads i det uden at frygte for ny retsforfølgning. Princippet svarer således til et dobbelt krav om retfærdighed og retssikkerhed.

29.      Ne bis in idem-princippet er et meget gammelt princip (12). Langt fra at være bortfaldet ved desvetudo er det gradvis blevet styrket og udvidet ved udviklingen af strafferetten i de moderne samfund, navnlig hvad angår sanktionens rolle. Den moderne udvikling af strafferetten, der deles af samtlige medlemsstater, gør reintegration til en grundlæggende straffefunktion. Denne har således ikke længere alene til formål at være repressiv og afskrækkende, men har også til formål at fremme den dømtes reintegration. Denne reintegration indebærer nødvendigvis, at forseelsen anses for endeligt afsluttet, og at den pågældende, der er blevet endeligt domfældt, ikke længere har noget at frygte af lovgivningen.

30.      Ne bis in idem-princippet er blevet fastslået i flere internationale retsakter både i medlemsstaternes interne ret og inden for rammerne af Unionen.

31.      I intern ret finder ne bis in idem-princippet således udtryk i artikel 4 i protokol nr. 7 til konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet den 22. november 1984, i det mindste for de medlemsstater, der har tiltrådt den (13). Artikel 4 bestemmer:

»1.      Under een og samme stats jurisdiktion skal ingen i en straffesag på ny kunne stilles for en domstol eller dømmes for en lovovertrædelse, for hvilken han allerede er blevet endeligt frikendt eller domfældt i overensstemmelse med denne stats lovgivning og strafferetspleje.

[…]«

32.      På niveauet for forbindelserne mellem medlemsstaterne er ne bis in idem-princippet anført i artikel 54 i gennemførelseskonventionen (14) med følgende ordlyd:

»En person, over for hvem der er afsagt endelig dom af en kontraherende part, kan ikke retsforfølges af en anden kontraherende part for de samme strafbare handlinger, dersom sanktionen, i tilfælde af domfældelse, er fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan kræves fuldbyrdet efter den dømmende kontraherende parts lovgivning.«

33.      Gennemførelseskonventionens artikel 54 har til formål at sikre unionsborgernes frie bevægelighed inden for Unionen. Den tager sigte på at undgå, at en person, der udøver sin ret til fri bevægelighed, som følge heraf retsforfølges for de samme strafbare handlinger på flere kontraherende staters område (15).

34.      I mangel af harmonisering af medlemsstaternes straffelovgivninger indebærer anvendelsen af et sådant princip nødvendigvis, at der består en gensidig tillid mellem medlemsstaterne hvad angår deres respektive strafferetsplejeordninger, og at hver enkelt medlemsstat accepterer anvendelse af de strafferetlige bestemmelser, der er i kraft i de øvrige medlemsstater, selv om en anvendelse af medlemsstatens egen retsorden måtte føre til en anden løsning (16).

35.      Endelig er ne bis in idem-princippet fastslået i charterets artikel 50 som hindring for en dobbelt domfældelse både ved samme medlemsstats domstole og ved forskellige medlemsstaters domstole, på betingelse af at situationen henhører under unionsretten (17). I artikel 50 hedder det:

»Ingen skal i en straffesag på ny kunne stilles for en domstol eller dømmes for en lovovertrædelse, for hvilken den pågældende allerede er blevet endeligt frikendt eller domfældt i en af Unionens medlemsstater i overensstemmelse med lovgivningen« (18).

2.      Ne bis in idem-princippets indhold

36.      Det nøjagtige indhold af ne bis in idem-princippet, ud over den ovennævnte meget generelle definition, er vanskeligt at definere (19). Det kan variere væsentligt fra en medlemsstat til en anden. Forskellene kan dreje sig om de to elementer, som anvendelsen af dette princip afhænger af, nemlig bis og idem.

37.      Begrebet bis omfatter bestemmelsen af de afgørelser, der kan muliggøre princippets anvendelse.

38.      Artikel 4 i protokol nr. 7) til konventionen om beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, gennemførelseskonventionens artikel 54 og charterets artikel 50 tager, ligesom rammeafgørelsens artikel 3, nr. 2), sigte på en endelig dom om frikendelse eller domfældelse. Gennemførelseskonventionens artikel 54 og rammeafgørelsens artikel 3, nr. 2), tilføjer imidlertid som supplerende betingelse i tilfælde af domfældelse, at den er fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes efter domslandets lovgivning.

39.      Der rejses imidlertid det spørgsmål, om den sidstnævnte betingelse omfatter benådning og amnesti, og om afgørelser, der kan begrunde anvendelsen af ne bis in idem-princippet, begrænses til domstolenes afgørelser, eller om de også omfatter retsforfølgningsmyndighedernes afgørelser, når de bringer retsforfølgningen til endeligt ophør, og i givet fald på hvilke betingelser.

40.      Begrebet idem henviser til forhold, der skal betragtes som allerede pådømt. Det kan i en for personer gunstig forståelse dreje sig om identiteten af materielle forhold eller i en strengere forstand om identiteten af lovovertrædelser, dvs. disse forhold i deres retlige subsumption.

41.      Domstolen har allerede været konfronteret med flere af disse spørgsmål i forbindelse med fortolkningen af gennemførelseskonventionens artikel 54.

42.      Med hensyn til bis har Domstolen fortolket den betingelse, hvorefter en sanktion, som er blevet pålagt af en kontraherende stats domstol, er »fuldbyrdet« eller »ved at blive fuldbyrdet«, såfremt en tiltalt er blevet idømt en frihedsstraf, hvis fuldbyrdelse er gjort betinget. Dette begreb omfatter derimod ikke den situation, hvor tiltalte kortvarigt har været undergivet politiarrest og/eller varetægtsfængslet, og denne frihedsberøvelse efter domsstatens lovgivning skal fratrækkes i tilfælde af en senere fuldbyrdelse af frihedsstraffen (20).

43.      Domstolen har ligeledes fastslået, at ne bis in idem-princippet finder anvendelse på en afgørelse fra en kontraherende stats domstol afsagt efter gennemførelse af en straffesag, hvorved en tiltalt endeligt frifindes på grund af forældelse af den lovovertrædelse, der gav anledning til tiltalen (21).

44.      Dette princip finder ligeledes anvendelse på en endelig afgørelse om frifindelse på grund af manglende beviser (22). Endelig omfatter det en dom, der er afsagt in absentia af den judicielle myndighed i en medlemsstat uden for det område, der er omfattet af gennemførelseskonventionen (23).

45.      Hvad angår ophavsmanden til en afgørelse, der kan medføre anvendelsen af ne bis in idem-princippet, har Domstolen fastslået, at princippet ligeledes finder anvendelse på procedurer med tiltalefrafald, hvorved anklagemyndigheden i en medlemsstat uden medvirken af en retsinstans indstiller en straffesag, der er indledt i den pågældende stat, efter at tiltalte har opfyldt visse forpligtelser og navnlig har betalt et vist beløb, som anklagemyndigheden har fastsat (24).

46.      Ne bis in idem-princippet finder derimod ikke anvendelse på en afgørelse truffet af en medlemsstats retslige myndigheder, hvorved det fastslås, at en sag er afsluttet, efter at anklagemyndigheden har besluttet ikke at rejse formel tiltale alene i anledning af – og uden at der er foretaget nogen vurdering af realiteten – at der er indledt en straffesag i en anden medlemsstat mod samme tiltalte og vedrørende samme forhold (25).

47.      Princippet ne bis in idem finder heller ikke anvendelse på en afgørelse, hvorved en myndighed i en kontraherende stat efter en materiel prøvelse af en sag, som verserer for den, på et trin, før der rejses tiltale mod en person, der er mistænkt for at have begået et strafbart forhold, beslutter at indstille den indledte straffesag, såfremt denne afgørelse efter denne stats nationale ret ikke indebærer, at adgangen til strafforfølgning definitivt ophører, og dermed ikke udgør en hindring for ny strafforfølgning på grund af de samme handlinger i denne stat (26).

48.      Med hensyn til idem har Domstolen udtalt, at gennemførelseskonventionens artikel 54 skal fortolkes således, at det relevante kriterium med henblik på anvendelsen af den nævnte artikel er, at de faktiske handlinger, når disse forstås som en foreliggende helhed af handlinger, der er indbyrdes uadskilleligt forbundne, er identiske, uanset den retlige subsumption af disse handlinger eller den retlige interesse, der søges beskyttet (27).

49.      Domstolen har præciseret, at hvad angår forbrydelser vedrørende narkotika kræves det ikke, at de pågældende mængder narkotika i de pågældende to kontraherende stater eller de personer, som det påstås har deltaget i handlingerne i de to stater, er identiske, således at det ikke er udelukket, at en situation, hvori der ikke foreligger en sådan identitet, alligevel kan anses for at bestå af en helhed af handlinger, som efter deres natur er uadskilleligt forbundne. Den endelige vurdering heraf tilkommer de kompetente nationale instanser (28).

50.      Denne retspraksis afgør ikke mindsteomfanget af princippet ne bis in idem i de mellemstatslige forbindelser. I overensstemmelse med gennemførelseskonventionens artikel 58 udgør konventionens artikel 54 ikke en hindring for anvendelsen af mere omfattende nationale bestemmelser vedrørende virkningen af princippet ne bis in idem knyttet til retsafgørelser truffet i udlandet.

51.      I medlemsstaternes interne retsorden definerer Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol det mindsteindhold, som princippet ne bis in idem skal tillægges. Hvad angår begrebet idem har den overtaget Domstolens praksis, hvorefter der kun skal lægges vægt på de materielle handlinger uden hensyn til den retlige interesse, der søges beskyttet (29).

C –    Nationale bestemmelser

1.      Tysk ret

52.      Rammeafgørelsens artikel 3, nr. 2), er blevet gennemført i tysk ret ved § 83, nr. 1), i lov af 23. december 1982 om international retshjælp i kriminalsager (Gesetz über die internationale Rechtshilfe in Strafsachen), som affattet ved lov af 20. juli 2006 om den europæiske arrestordre (Europäisches Haftbefehlsgesetz) (30). Denne artikel, med overskriften »Supplerende betingelser«, bestemmer:

»Udlevering er ikke tilladt, når

1.      der allerede i en anden medlemsstat over den tiltalte er blevet afsagt endelig dom for det samme forhold, som danner grundlag for udleveringsbegæringen, på betingelse af at sanktionen i tilfælde af domfældelse allerede er fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes efter domsstatens lovgivning […].

[…]«

2.      Italiensk ret

53.      Artikel 73 og 74 i dekret nr. 306/90 fra republikkens præsident af 9. oktober 1990 om »den konsoliderede version af lovene om narkotika og psykotrope stoffer, bestemmer følgende:

»Artikel 73. Ulovlig fremstilling af, handel med og opbevaring af narkotika og psykotrope stoffer

1.      Den, som uden den i artikel 17 omhandlede autorisation dyrker, producerer, fremstiller, udvinder, raffinerer, sælger, udbyder, udbyder til salg, overdrager, distribuerer, forhandler, transporterer, skaffer, sender, videresender, ekspederer i transit eller leverer narkotika eller psykotrope stoffer, uanset formålet hermed, straffes med fængsel fra 6 til 20 år og en bøde på 26 000 – 260 000 EUR […].

[…]

6.      Straffen forhøjes, dersom forholdet er begået af tre eller flere personer, som handler sammen.

Artikel 74. Organisation, som ulovligt handler med narkotika eller psykotrope stoffer

1.      Når tre eller flere personer indgår i en organisation med henblik på at begå flere af de lovovertrædelser, som er nævnt i artikel 73, straffes den, der fremmer, udgør, leder, organiserer eller finansierer organisationen, med fængsel i mindst 20 år.

2.      Enhver, som deltager i organisationen, straffes med fængsel i mindst 10 år.

3.      Straffen forhøjes, dersom antallet af deltagere i organisationen er 10 […].

[…]«

54.      I henhold til artikel 649 i den italienske strafferetsplejelov »kan en tiltalt, som ved en endelig dom eller strafferetlig kendelse er blevet frikendt eller domfældt, ikke på ny strafforfølges for den samme handling, selv om sidstnævnte handling på grund af dens retlige kvalificering, grovhed eller omstændighederne i øvrigt vurderes anderledes«.

55.      Ifølge den italienske regerings oplysninger fremgår det imidlertid af retspraksis ved Corte suprema di cassazione (Italien), at »undtagelsen i strafferetsplejelovens artikel 649 ikke kan påberåbes, hvis den handling, der har givet anledning til en endelig dom, omhandler overtrædelser, der beror på ét forhold, når adfærden er blevet gjort til genstand for en endelig dom og kan omfortolkes som en faktisk omstændighed og efter en anden, alternativ fortolkning indplaceres i en mere omfattende lovovertrædelseskategori.

II – De faktiske omstændigheder og tvisten i hovedsagen

A –    Den omhandlede europæiske arrestordre

56.      Den 7. november 2008 udstedte Tribunale di Catania, Sezione del Giudice per le indagini preliminari (retten i Catania, afdelingen for undersøgelsesdommeren) (Italien) en europæisk arrestordre over for Gaetano Mantello, baseret på en national arrestordre af 5. september 2008, udstedt over for Gaetano Mantello og 76 medsigtede.

57.      Den europæiske arrestordre mod Gaetano Mantello omhandler to forhold.

58.      I perioden kort før januar 2004 og indtil november 2005 skulle Gaetano Mantello i Vittoria (Italien), samt i andre byer i Italien og i Tyskland sammen med mindst ti andre personer have været del af en kriminel organisation, som handlede med kokain. Han skulle have virket som kurér, stået for forsyningen og desuden virket som sælger og mellemmand.

59.      I løbet af samme periode og på samme steder skulle Gaetano Mantello, nogle gange alene, andre gange sammen med andre, ulovligt have købt eller under alle omstændigheder modtaget, transporteret, solgt eller overdraget kokain til tredjemænd.

B –    Afgørelsen, der kan være til hinder for fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre

60.      Det fremgår af den nationale arrestordre, at flere forskellige italienske myndigheder fra januar 2004 har indledt efterforskning af handel med narkotika i regionen Vittoria. Telefonaflytninger af Gaetano Mantello i løbet af perioden fra den 19. januar til den 13. september 2005 bekræftede dennes deltagelse i handelen. Efterforskningsmyndighederne har ligeledes afsløret Gaetano Mantello som narkokurér under visse af hans rejser, bl.a. mellem Sicilien (Italien) og Milano (Italien) den 28. juli 2005 og den 12. august 2005 og mellem Sicilien, Esslingen (Tyskland) og Catania den 12. september 2005.

61.      I forbindelse med den sidstnævnte rejse købte Gaetano Mantello 150 g kokain i Esslingen, og ved hans tilbagekomst om aftenen den 13. september 2005 blev han ved udstigningen af toget på Catania banegård kropsvisiteret af banegårdspolitiet. Han transporterede to konvolutter indeholdende henholdsvis 9,5 g og 145,96 g kokain, svarende til 599-719 individuelle doser.

62.      Ved dom af 30. november 2005 idømte Tribunale di Catania Gaetano Mantello en fængselsstraf på tre år, seks måneder og tyve dage og en bøde på 13 000 EUR for i Catania den 13. september 2005 at have været i ulovlig besiddelse af 155,46 g kokain med henblik på videresalg. Dommen stadfæstedes ved appeldom afsagt den 18. april 2006 af Corte d’apello di Catania (appeldomstolen i Catania).

C –    Sagen for den fuldbyrdende judicielle myndighed

63.      Anklagemyndigheden (Generalstaatsanwaltschaft) i Stuttgart fik via en indberetning til Schengen-informationssystemet kendskab til den europæiske arrestordre, og den 3. december 2008 blev Gaetano Mantello anholdt på sin bopæl i Stuttgart og blev fremstillet for Amtsgericht Stuttgart (Tyskland). Under forhøret for dommeren modsatte Gaetano Mantello sig overgivelse til den udstedende judicielle myndighed og gav ikke afkald på anvendelsen af specialitetsprincippet. Efter anmodning herom fra Generalstaatsanwaltschaft Stuttgart har Oberlandesgericht Stuttgart den 22. januar 2009 anmodet de italienske myndigheder om at fremlægge visse dokumenter, for at kunne afgøre, om den omstændighed, at dommen af 30. november 2005 havde fået retskraft, var til hinder for fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre.

64.      Da Oberlandesgericht Stuttgart ikke havde modtaget nogen oplysninger fra de italienske myndigheder, udsatte den ved kendelse af 20. marts 2009 fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre og udpegede en beskikket advokat for Gaetano Mantello.

65.      Den 4. april 2009 svarede undersøgelsesdommeren ved Tribunale di Catania, at princippet ne bis in idem ikke fandt anvendelse. Generalstaatsanwaltschaft Stuttgart anmodede derefter den forelæggende ret om at foretage fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre.

66.      Oberlandesgericht Stuttgart har imidlertid rejst spørgsmålet, om den kan modsætte sig fuldbyrdelsen i lyset af følgende omstændigheder. På tidspunktet for den efterforskning, der resulterede i Gaetano Mantellos domfældelse for opbevaring af doser af kokain med henblik på videresalg, var efterforskningsmyndighederne allerede i besiddelse af tilstrækkeligt bevismateriale til at stille ham for en domstol og retsforfølge ham for de anklagepunkter, der var omhandlet i den europæiske arrestordre, bl.a. for narkohandel i forbindelse med deltagelse i en kriminel organisation. Af hensyn til efterforskningen, for at kunne optrevle denne handel og anholde de øvrige implicerede personer, havde efterforskningsmyndighederne ikke videregivet de oplysninger og det bevismateriale, de var i besiddelse af, til undersøgelsesdommeren eller på det pågældende tidspunkt begæret retsforfølgning for disse forhold.

67.      Den forelæggende ret har anført, at i tysk ret som fortolket af Bundesgerichtshof (Tyskland), kan en lovovertrædelse i forbindelse med deltagelse i en kriminel organisation i princippet retsforfølges på et senere tidspunkt, hvis det tidligere anklageskrift og den tidligere retslige undersøgelse kun vedrørte isolerede handlinger foretaget af et medlem af en sådan organisation, og forudsat den anklagede ikke med rette kan påberåbe sig en berettiget forventning om, at den tidligere straffesag omfattede alle handlinger udført i forbindelse med denne organisation. Den forelæggende ret finder, at det desuden er nødvendigt, at efterforskningsmyndighederne på tidspunktet for retsafgørelsen om det isolerede forhold ikke havde kendskab til, at der var blevet begået andre individuelle lovovertrædelser samt en lovovertrædelse i forbindelse med deltagelse i en kriminel organisation, hvilket netop ikke gjorde sig gældende for de italienske efterforskningsmyndigheder.

68.      Den forelæggende ret har i øvrigt påpeget, at der i hovedsagen ikke foreligger noget overnationalt element, for så vidt som det potentielle idem udgøres af en retsafgørelse fra den udstedende medlemsstat selv og ikke fra en anden medlemsstat. Retten har endvidere understreget, at det i rammeafgørelsen omhandlede begreb »samme handlinger« endnu ikke har været genstand for Domstolens fortolkning. Retten har i denne forbindelse rejst spørgsmålet, om den retspraksis, der er udviklet inden for rammerne af gennemførelseskonventionen, kan overføres til den europæiske arrestordre.

III – De præjudicielle spørgsmål

69.      På baggrund af disse betragtninger har Oberlandesgericht Stuttgart besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)      Skal vurderingen af, om der er tale om de »samme handlinger« som omhandlet i [rammeafgørelsens] artikel 3, nr. 2), ske

a)      under henvisning til lovgivningen i den udstedende medlemsstat, eller

b)      under henvisning til lovgivningen i den fuldbyrdende medlemsstat, eller

c)      ved en selvstændig fortolkning af begrebet »samme handlinger«, som er specifik for Unionen?

2)      I en situation, hvor efterforskningsmyndighederne på tidspunktet for en domfældelse for ulovlig indførsel af narkotika var i besiddelse af oplysninger og beviser, som understøttede en stærk mistanke om deltagelse i en kriminel organisation, men af taktiske årsager forbundet med deres efterforskning undlod at videregive disse oplysninger og beviser til domstolen og undlod at indlede en retsforfølgning på grundlag heraf, udgør den nævnte ulovlige indførsel af narkotika da den »samme handling« som omhandlet i rammeafgørelsens artikel 3, nr. 2), som deltagelse i en kriminel organisation, som handler med narkotika?«

IV – Analyse

70.      Oberlandesgericht Stuttgarts anmodning om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling i henhold til bestemmelserne i artikel 35 EU. Det fremgår faktisk af meddelelsen om Amsterdamtraktatens ikrafttrædelsesdato, offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende af 1. maj 1999 (31), at Forbundsrepublikken Tyskland har fremsat en erklæring i henhold til artikel 35, stk. 2, EU, hvorved denne medlemsstat godkendte Domstolens kompetence til at træffe afgørelse i henhold til bestemmelserne i artikel 35, stk. 3, litra b), EU, dvs. om spørgsmål stillet af alle dens domstole.

71.      Før undersøgelsen af de af den forelæggende ret stillede spørgsmål synes det nødvendigt at undersøge, om den i rammeafgørelsens artikel 3, nr. 2), fastsatte obligatoriske grund til at undlade fuldbyrdelse finder anvendelse, når den endelige dom, som kan begrunde dens anvendelse, er blevet afsagt i den udstedende medlemsstat.

A –    Om anvendelsen af rammeafgørelsens artikel 3, nr. 2), hvis de af den europæiske arrestordre omhandlede forhold har været genstand for en endelig dom i den udstedende medlemsstat

72.      Flere stater, der er indtrådt i denne sag, har gjort gældende, at den i rammeafgørelsens artikel 3, nr. 2), fastsatte grund til at undlade fuldbyrdelse ikke finder anvendelse i denne situation (32). De har til støtte for denne opfattelse gjort gældende, at princippet ne bis in idem indgår i de generelle retsprincipper, og at de retsmyndigheder, der udsteder en europæisk arrestordre, har pligt til at sikre overholdelsen af det. De understreger, at disse myndigheder er de bedst egnede til at kontrollere, om den person, over for hvem den europæiske arrestordre er udstedt, allerede har været genstand for en domfældelse i deres stat for de samme handlinger.

73.      Ifølge disse medlemsstaters regeringer ville anvendelsen af rammeafgørelsens artikel 3, nr. 2), i en sådan situation gå imod princippet om gensidig anerkendelse og den høje grad af tillid, som den fuldbyrdende judicielle myndighed skal have til den udstedende judicielle myndighed.

74.      Ifølge den italienske regering er den udstedende judicielle myndigheds vurdering, hvorefter princippet ne bis in idem ikke finder anvendelse, bindende for den fuldbyrdende judicielle myndighed.

75.      Den spanske regering har understreget, at rammeafgørelsens artikel 3, nr. 2), skal gøres til genstand for en streng fortolkning, som det fremgår af præmisserne i dommen af 6. oktober 2009, Wolzenburg (33). Regeringen har, ligesom den tjekkiske regering, gjort gældende, at det i rammeafgørelsens artikel 3, nr. 2), omhandlede princip ne bis in idem nødvendigvis er overnationalt, ligesom det i gennemførelseskonventionens artikel 54 omhandlede princip. Den spanske regering har desuden anført, at den eventuelle overtrædelse af princippet ne bis in idem ikke skulle være begået i forbindelse med overgivelsen, men på det tidspunkt, hvor den udstedende judicielle myndighed, i givet fald efter at have hørt den eftersøgte person, alligevel rejste tiltale mod ham.

76.      Jeg deler ikke disse regeringers opfattelse, fordi den efter min mening er i strid med ordningen med den europæiske arrestordre, sådan som den er defineret i rammeafgørelsen, og fordi dennes artikel 3, nr. 2), er udtryk for en grundlæggende rettighed.

77.      Selv om rammeafgørelsens ordning bygger på princippet om gensidig anerkendelse, har EU-lovgiver ikke ønsket at sidestille en europæisk arrestordre med en national arrestordre, hvis fuldbyrdelse direkte påhviler den fuldbyrdende medlemsstats politimyndigheder. EU-lovgiver har bestemt, at den europæiske arrestordre bygger på samarbejde mellem de judicielle myndigheder i de berørte medlemsstater, og at overgivelsen af den eftersøgte person skal give anledning til en afgørelse fra den fuldbyrdende judicielle myndighed, som kan modsætte sig den af en af de i rammeafgørelsen opregnede grunde.

78.      Ved at gøre den i rammeafgørelsens artikel 3, nr. 2), nævnte grund til en obligatorisk grund til at undlade fuldbyrdelse, mens den udstedende judicielle myndighed angiveligt selv har kontrolleret, at de forhold, som den berørte person kritiseres for, ikke allerede er blevet pådømt, har EU-lovgiver udtrykkeligt ønsket, dels at princippet ne bis in idem ikke alene udgør en hindring for en ny domfældelse af den berørte person, men også en hindring for hans overgivelse, dels at overholdelsen af dette princip ikke overlades til den udstedende judicielle myndigheds vurdering alene, men ligeledes sikres af den fuldbyrdende judicielle myndighed.

79.      Med henblik herpå fastsætter rammeafgørelsen en række regler, der giver den fuldbyrdende judicielle myndighed mulighed for konkret at sikre overholdelsen af det nævnte princip. Det kræves således, at den europæiske arrestordre indeholder de nyttige oplysninger hvad angår de handlinger, den eftersøgte person kan kritiseres for. Det er ligeledes fastsat, at den fuldbyrdende judicielle myndighed skal afhøre den pågældende. Endelig kan denne myndighed i givet fald anmode den udstedende judicielle myndighed om alle de nødvendige supplerende oplysninger i forbindelse med en obligatorisk grund til at undlade fuldbyrdelse.

80.      Jeg forstår godt, på dette trin af analysen, regeringernes argument, hvorefter den ved ordningen indførte dobbelte kontrol kun vil være nyttig, hvis den eftersøgte person allerede er blevet dømt i en anden medlemsstat end den udstedende medlemsstat. Den udstedende judicielle myndighed, som eventuelt ikke har haft mulighed for at høre den eftersøgte person, kan, i mangel af en europæisk straffeattest, der centraliserer alle de straffedomme, der er afsagt af alle medlemsstaternes domstole, legitimt være uvidende om, at der allerede er blevet dømt i sagen i en anden medlemsstat. En sådan risiko ville derimod ikke forefindes hvad angår en afgørelse truffet i den udstedende medlemsstat, og så meget desto mindre, hvis, som i den foreliggende sag, den endelige dom, der er gjort gældende af den eftersøgte person, er afsagt, og den europæiske arrestordre er udstedt af den samme domstol.

81.      Jeg mener ikke, at dette argument kan berettige udelukkelsen af anvendelsen af rammeafgørelsens artikel 3, nr. 2), i tilfælde af en endelig dom afsagt i den udstedende medlemsstat.

82.      I henhold til den høje grad af tillid, der skal herske i forbindelserne mellem den fuldbyrdende og den udstedende judicielle myndighed, påhviler det ganske vist ikke den førstnævnte på eget initiativ at undersøge, om der allerede er idømt en straf i den udstedende medlemsstat eller i en anden medlemsstat for de i den europæiske arrestordre omhandlede handlinger. Rammeafgørelsens artikel 3, nr. 2), pålægger ikke sådanne forudgående kontrolforanstaltninger, eftersom den bestemmer, at den finder anvendelse, »hvis det af de oplysninger, den fuldbyrdende judicielle myndighed er i besiddelse af, fremgår«, at den eftersøgte person er blevet endeligt dømt for de samme handlinger.

83.      Dette rejser spørgsmålet, om denne judicielle myndigheds reaktion, når den er i besiddelse af sådanne oplysninger, skal være forskellig alt efter, om den endelige dom er afsagt i den udstedende medlemsstat eller i en anden medlemsstat.

84.      Det mener jeg af følgende grunde ikke. Dels som Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber har understreget, er rammeafgørelsens artikel 3, nr. 2), og den ordning, der skal sikre overholdelsen heraf, ikke begrænset til de tilfælde, hvor de i den europæiske arrestordre omhandlede handlinger er blevet endeligt pådømt i en anden medlemsstat end den udstedende medlemsstat.

85.      Dels har den grundlæggende rettighed, som tilsigter at beskytte denne bestemmelse i rammeafgørelsen, den samme værdi i begge tilfælde.

86.      Jeg erindrer om, at princippet ne bis in idem udgør en grundlæggende rettighed, som er en del af alle medlemsstaternes retsorden som iboende princip i begrebet retsstat, og som udtrykkeligt er blevet stadfæstet i charteret.

87.      Ifølge fast retspraksis skal medlemsstaterne, når de gennemfører unionsretten, gøre det under overholdelse af de grundlæggende rettigheder (34). Denne retspraksis er ikke begrænset til retsakter vedtaget inden for rammerne af EF-traktaten. Den finder også anvendelse på samtlige de retsakter, der er vedtaget inden for Unionens rammer (35), eftersom Unionen i medfør af artikel 6 EU bygger på retsstatsprincippet og respekterer de grundlæggende rettigheder, således som de garanteres ved den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950, og således som de følger af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner.

88.      Ligesom lovligheden af en retsakt vedtaget inden for rammerne af den tredje søjle, såsom rammeafgørelsen, kan kontrolleres i henhold til de grundlæggende rettigheder (36), skal medlemsstaternes foranstaltninger, når de gennemfører en sådan retsakt, være i overensstemmelse med disse rettigheder. Den fuldbyrdende judicielle myndighed er derfor underlagt denne forpligtelse, når den har til opgave at fuldbyrde en europæisk arrestordre, således som det udtrykkeligt bemærkes i rammeafgørelsens artikel 1, stk. 3.

89.      Ved at bestemme, at princippet ne bis in idem udgør en obligatorisk grund til at undlade fuldbyrdelse og ikke alene en hindring for en proces i den udstedende medlemsstat, har EU-lovgiver taget hensyn til og ønsket at forebygge de indgribende virkninger på de individuelle frihedsrettigheder, som fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre ville føre til ved tilsidesættelse af dette princip.

90.      Det bemærkes, at fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre har anholdelsen af den eftersøgte person til følge og dernæst i givet fald hans varetægtsfængsling i den fuldbyrdende medlemsstat i en periode helt op til 60 dage, hvis den eftersøgte person ikke samtykker i sin overgivelse, og endelig hans overførsel under tvang til en anden medlemsstat, til den udstedende judicielle myndighed. Under hensyn til disse foranstaltningers virkninger på de individuelle friheder har EU-lovgiver med rette fundet, at fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre skal betragtes som en integrerende del af de retsforfølgninger, der iværksættes af den udstedende judicielle myndighed.

91.      I tilfælde af at de af den europæiske arrestordre omhandlede handlinger er blevet pådømt i den udstedende medlemsstat, udgør det desuden ikke en rent intern situation, hvis forenelighed med de grundlæggende rettigheder alene skal vurderes i henhold til denne medlemsstats ret under Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols kontrol.

92.      Fra det tidspunkt, hvor den eftersøgte person er genstand for en europæisk arrestordre, er hans situation omfattet af unionsretten, og fuldbyrdelsen af arrestordren skal være forenelig med de generelle retsprincipper, som omgiver Unionens og medlemsstaternes indsats, når de gennemfører denne ret.

93.      I forbindelse med vurderingen af, om rammeafgørelsens artikel 3, nr. 2), finder anvendelse eller ej, kontrollerer den fuldbyrdende judicielle myndighed ikke, om princippet ne bis in idem, sådan som det er defineret i den udstedende medlemsstats retsorden, er blevet respekteret af den udstedende judicielle myndighed, men kontrollerer overholdelsen af princippet, der er anført i denne unionsretlige bestemmelse, således som den er defineret af Domstolen.

94.      Endelig er de skadelige virkninger for den eftersøgte person af fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre i strid med dette princip lige alvorlige, hvad enten forholdene er blevet pådømt i den udstedende medlemsstat eller i en anden medlemsstat.

95.      Den fuldbyrdende judicielle myndighed skal derfor anvende grunden til ikke at fuldbyrde arrestordren i rammeafgørelsens artikel 3, nr. 2), hvis det undtagelsesvis viser sig, at de i den europæiske arrestordre omhandlede handlinger allerede er blevet endeligt pådømt i den udstedende medlemsstat, eller hvis den efter at have modtaget oplysninger herom og adspurgt den udstedende judicielle myndighed for at kontrollere korrektheden, ikke modtager et tilfredsstillende svar fra denne.

96.      Det følger heraf, at i den foreliggende sag, efter at den eftersøgte person havde anført, at han allerede var idømt en straf i Italien afsagt af Tribunale di Catania for de i den europæiske arrestordre omhandlede handlinger, adspurgte den tyske fuldbyrdende judicielle myndighed med rette de italienske judicielle myndigheder om eksistensen af og indholdet af denne dom for at vurdere, om den i rammeafgørelsens artikel 3, nr. 2), omhandlede grund til ikke at fuldbyrde arrestordren fandt anvendelse eller ej.

97.      Den tyske fuldbyrdende judicielle myndighed har, for så vidt som den nærer tvivl med hensyn til rækkevidden af rammeafgørelsens artikel 3, nr. 2), under omstændighederne i hovedsagen, og da Domstolen endnu ikke har præciseret betydningen af det i denne bestemmelse omhandlede begreb »samme handlinger«, legitimt forelagt Domstolen den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse.

98.      Dens præjudicielle spørgsmål, hvormed der ønskes en præcisering af de kriterier, på grundlag af hvilket dette begreb skal vurderes, er fuldt ud relevante for afgørelsen af tvisten i hovedsagen og kan derfor antages til realitetsbehandling.

B –    Det første præjudicielle spørgsmål

99.      Med sit første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om rammeafgørelsens artikel 3, nr. 2), skal fortolkes således, at det i denne bestemmelse omhandlede begreb »samme handlinger« skal vurderes under henvisning til lovgivningen i den udstedende medlemsstat, under henvisning til lovgivningen i den fuldbyrdende medlemsstat eller ved en selvstændig fortolkning af begrebet »samme handlinger«, som er specifik for Unionen.

100. Det Forenede Kongeriges regering gør gældende, at det omhandlede begreb skal bestemmes i overensstemmelse med den fuldbyrdende medlemsstats lovgivning af følgende grunde.

101. Ifølge ovennævnte regering skal rammeafgørelsens artikel 3, nr. 2), gennemføres ligesom de øvrige grunde til ikke at fuldbyrde en europæisk arrestordre, der er anført i denne artikel, og som henviser til lovgivningen i den fuldbyrdende medlemsstat (37).

102. Under omstændighederne i den foreliggende sag henhører spørgsmålet om graden af overlapning mellem de berørte handlinger og spørgsmålet om, hvorvidt manglende retsforfølgning for samtlige de lovovertrædelser, der var kendt på det tidspunkt, hvor de kun blev delvist retsforfulgt, udgør et proceduremisbrug eller en tilsidesættelse af retten til forsvar, under hver enkelt medlemsstats materielle strafferet.

103. Rammeafgørelsens artikel 3, nr. 2), har således netop til formål at finde anvendelse, når den fuldbyrdende medlemsstat giver princippet ne bis in idem en mere omfattende rækkevidde end den udstedende medlemsstat. Hvis dette ikke var tilfældet, og hvis begrebet samme handlinger skulle gøres til genstand for en selvstændig og ensartet definition, ville det være usandsynligt, at den udstedende medlemsstat havde udstedt den europæiske arrestordre.

104. Jeg deler ikke denne opfattelse. Jeg er ligesom de medlemsstaters regeringer, der er indtrådt i denne sag, samt Kommissionen, af den opfattelse, at der skal lægges vægt på det forhold, at rammeafgørelsens artikel 3, nr. 2), til forskel fra dens artikel 3, nr. 1) og 3), ikke henviser til den fuldbyrdende medlemsstats lovgivning for at bestemme dens indhold, men kun til domsmedlemsstatens lovgivning, og kun hvad angår det særlige spørgsmål, om den endelige dom, når det drejer sig om en straffedom, ikke længere kan fuldbyrdes.

105. Jeg tilslutter mig derfor de øvrige intervenerende parters opfattelse, hvorefter der skal gøres anvendelse af fast retspraksis, i henhold til hvilken en bestemmelse i fællesskabsretten eller unionsretten, som ikke indeholder nogen udtrykkelig henvisning til medlemsstaternes ret med henblik på at fastlægge dens betydning og rækkevidde, normalt i alle medlemsstater skal undergives en selvstændig og ensartet fortolkning, som skal søges under hensyntagen til bestemmelsens kontekst og formålet med den pågældende ordning (38). Domstolen har allerede bragt denne retspraksis i anvendelse hvad angår rammeafgørelsen med henblik på at fortolke de i artikel 4, stk. 6, omhandlede udtryk »opholder sig« og »er bosat« (39).

106. Rammeafgørelsens artikel 3, nr. 2), skal derfor efter min mening fortolkes således, at det i denne bestemmelse omhandlede begreb »samme handlinger« udgør et selvstændigt begreb i unionsretten.

107. De regeringer og Kommissionen, som argumenterer for denne opfattelse, foreslår Domstolen at gå længere i sin besvarelse og fastslå, at dette begreb skal gøres til genstand for den samme fortolkning som det i gennemførelseskonventionens artikel 54 omhandlede begreb »samme strafbare handlinger«. Jeg deler deres opfattelse.

108. Det er nemlig nødvendigt at præcisere indholdet af det i rammeafgørelsens artikel 3, nr. 2), omhandlede begreb »samme handlinger« med henblik på at besvare den forelæggende rets andet spørgsmål. Jeg tilslutter mig ligeledes de grunde, af hvilke de intervenerende parter foreslår at henvise til gennemførelseskonventionens artikel 54.

109. Begreberne er for det første beskrevet med identiske udtryk i størstedelen af de sproglige versioner. Dette er ganske vist ikke tilfældet med tysk, eftersom rammeafgørelsens artikel 3, nr. 2), nævner begrebet »derselben Handlung«, mens gennemførelseskonventionens artikel 54 henviser til »derselben Tat«. Den tyske regering har imidlertid selv angivet i sine skriftlige indlæg, at denne terminologiske forskel ikke bør udgøre en hindring for, at de to pågældende bestemmelser gøres til genstand for samme fortolkning.

110. Som den tyske regering har anført, er den samme fortolkning for det andet navnlig berettiget af ligheden af de mål, der forfølges af de to pågældende bestemmelser.

111. Gennemførelseskonventionens artikel 54 har som tidligere anført til formål at undgå, at en person, på grund af at den pågældende udøver sin ret til fri bevægelighed, retsforfølges for de samme handlinger på flere kontraherende staters område (40). Under den foreliggende sags omstændigheder er gennemførelseskonventionens artikel 54 – hvis det antages, at de handlinger, som Gaetano Mantello kritiseres for i den europæiske arrestordre, er blevet endeligt pådømt i Italien – således til hinder for, at han dømmes på ny for de samme handlinger i Tyskland.

112. Rammeafgørelsens artikel 3, nr. 2), er på en måde et supplerende instrument til gennemførelseskonventionens artikel 54 i forhold til Den Italienske Republik. Ved at forbyde de judicielle myndigheder at fuldbyrde den europæiske arrestordre, der er udstedt over for Gaetano Mantello, har den sidstnævnte bestemmelse ligeledes til formål at hindre, at den pågældendes ophold i Tyskland eller i en anden medlemsstat forhindres, hvis de i arrestordren omhandlede handlinger allerede var blevet endeligt pådømt.

113. Det i rammeafgørelsens artikel 3, nr. 2), anførte princip ne bis in idem har således samme mål som gennemførelseskonventionens artikel 54. Den sidstnævnte bestemmelse har til formål at sikre, at en allerede dømt person kan bevæge sig frit uden at skulle frygte for nye strafferetsforfølgninger for de samme handlinger i den medlemsstat, som personen rejser til (41). Rammeafgørelsens artikel 3, nr. 2), har til formål at hindre, at denne persons ophold i den pågældende stat forstyrres ved fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre udstedt af en anden medlemsstat.

114. Jeg foreslår derfor Domstolen at supplere besvarelsen af det første spørgsmål med en udtalelse om, at det i rammeafgørelsens artikel 3, nr. 2), omhandlede begreb »samme handlinger« skal fortolkes ligesom det i gennemførelseskonventionens artikel 54 omhandlede begreb »samme strafbare handlinger«.

C –    Det andet præjudicielle spørgsmål

115. Med sit andet spørgsmål ønsker Oberlandesgericht Stuttgart oplyst, om den situation, at de italienske efterforskningsmyndigheder på tidspunktet, den 30. november 2005, hvor Gaetano Mantello blev dømt for ulovlig besiddelse af kokain den 13. september 2005 med henblik på videresalg, allerede var i besiddelse af beviser for hans flere måneder lange deltagelse i handel med narkotika mellem Tyskland og Italien, er relevant for at vurdere, om overgivelsen af Gaetano Mantello skal afvises under henvisning til rammeafgørelsens artikel 3, nr. 2).

116. Den forelæggende ret spørger således nærmere bestemt, om rammeafgørelsens artikel 3, nr. 2), skal fortolkes således, at den omstændighed, at efterforskningsmyndighederne på tidspunktet, hvor en person blev retsforfulgt og dømt for en isoleret handling bestående i opbevaring af narkotika, allerede var i besiddelse af materiale, der beviste den pågældendes flere måneder lange deltagelse i en kriminel organisation med henblik på ulovlig handel med narkotika, men af hensyn til efterforskningen undlod at videregive oplysninger herom til den kompetente domstol, begrunder en antagelse om, at denne deltagelse i en kriminel organisation og den isolerede opbevaring af narkotika udgør de samme handlinger.

117. Den forelæggende ret har stillet dette spørgsmål, fordi en sådan omstændighed i dens nationale retsorden under visse betingelser kan medføre tiltalefrafald med hensyn til deltagelse i den kriminelle organisation.

118. Jeg er, ligesom de regeringer og Kommissionen, der er indtrådt i den foreliggende sag, af den opfattelse, at en sådan omstændighed ikke er relevant, og at den ikke begrunder en antagelse om, at en isoleret handling i form af opbevaring af narkotika og en flere måneder lang deltagelse i ulovlig handel med narkotika udgør de »samme strafbare handlinger« i den forstand, hvori dette begreb er defineret inden for rammerne af gennemførelseskonventionens artikel 54.

119. Det er tidligere anført, at ifølge fast retspraksis er det relevante kriterium med henblik på at vurdere elementet »idem« de materielle handlingers identitet, forstået som en helhed af indbyrdes uadskilleligt forbundne handlinger, uanset disse handlingers retlige kvalificering, der søges beskyttet (42). Denne fortolkning tager sigte på at beskytte den berettigede forventning hos en allerede domfældt person, som har udøvet sin ret til fri bevægelighed i den tro, at den pågældende ikke ville blive retsforfulgt på ny for de samme handlinger på grund af, at de tilsidesatte en forskellig strafferetlig bestemmelse i hver medlemsstat og kunne gøres til genstand for en forskellig retlig kvalificering.

120. Ifølge Kraaijenbrink-dommen (43) er den blotte omstændighed, at den ret, som skal træffe afgørelse i den anden straffesag, finder, at den mistænkte gerningsmand handlede med et samlet strafbart forsæt, ikke tilstrækkelig til, at der foreligger en sådan helhed af konkrete omstændigheder, der er indbyrdes uadskilleligt forbundne i gennemførelseskonventionens artikel 54’s forstand (44).

121. I lyset af denne retspraksis skal vurderingen af begrebet »samme handlinger« som omhandlet i rammeafgørelsens artikel 3, nr. 2), foretages på grundlag af en sammenligning af de objektivt kritiserede handlinger under den første straffesag med de handlinger, der er omhandlet i den europæiske arrestordre. Det drejer sig om at fastlægge, om den pågældende i forbindelse med den første straffesag allerede er blevet dømt for de i den europæiske arrestordre omhandlede handlinger.

122. Heraf følger på den ene side, at tidspunktet, hvor de i den europæiske arrestordre omhandlede handlinger blev opdaget af efterforskningsmyndighederne, ikke er relevant med henblik på at fastlægge, om de er uadskilleligt forbundet med de handlinger, der allerede har ført til domfældelse.

123. Det følger på den anden side heraf, at ved denne sammenligning må den fuldbyrdende judicielle myndighed ikke tage hensyn til subjektive forhold. Denne myndighed må således ikke, ligesom den ikke må tage hensyn til den eftersøgte persons kriminelle forsæt, tage hensyn til efterforskningsmyndighedernes strategi.

124. Som Kommissionen har anført, henhører spørgsmålet om, hvilke muligheder efterforskningsmyndighederne råder over for at kunne gennemføre en effektiv efterforskning i vanskelige, omfattende sager, såsom sager vedrørende organiseret kriminalitet, under deres medlemsstats straffeprocessuelle regler, og det er ikke relevant for at vurdere, om der er tale om de samme handlinger som omhandlet i rammeafgørelsens artikel 3, nr. 2).

125. Begrebet samme handlinger, der udgør et selvstændigt begreb i unionsretten, det forhold at en tilsvarende situation, i givet fald i den fuldbyrdende medlemsstat, ville føre til tiltalefrafald på grundlag af den interne ret, kan ikke begrunde en anden vurdering.

126. I forhold til retspraksis vedrørende rækkevidden af princippet ne bis in idem inden for rammerne af gennemførelseskonventionens artikel 54 kan dette princip ikke forstås således, at det forpligter efterforskningsmyndighederne til fra den første tiltale at retsforfølge alle de handlinger, der kan foreholdes den berørte person og lade retten vurdere dem.

127. Den omstændighed, at efterforskningsmyndighederne på det tidspunkt, hvor den eftersøgte person er blevet retsforfulgt og dømt for en isoleret handling bestående i ulovlig opbevaring af narkotika, var i besiddelse af materiale, der beviste personens flere måneder lange deltagelse i handel med narkotika, men som de valgte ikke at retsforfølge og videregive oplysninger om til den kompetente domstol for ikke at kompromittere efterforskningens forløb og give mulighed for optrevling af nettet i sin helhed, kan ikke begrunde en antagelse om, at de sidstnævnte handlinger udgør en med den første handling uadskilleligt forbundet helhed henhørende under rammeafgørelsens artikel 3, nr. 2).

128. Som den franske regering har anført, kan den omstændighed, at politimyndigheden i forbindelse med den retsforfølgning, der resulterede i straffedommen af 30. november 2005, valgte ikke også at retsforfølge de i den europæiske arrestordre omhandlede handlinger for ikke at skade efterforskningens forløb, ikke ligestilles med, at personen er blevet »endeligt dømt« for disse handlinger som omhandlet i rammeafgørelsen artikel 3, nr. 2).

129.  I forhold til fortolkningen af dette begreb inden for rammerne af gennemførelseskonventionens artikel 54, som Domstolen har foretaget i Gözütok og Brügge-dommen, Miraglia-dommen og Turanský-dommen, skal det bemærkes, at oplysninger om de pågældende handlinger ikke blev videregivet til den domstol, der havde fået forelagt den første straffesag, og heller ikke til anklagemyndigheden, og at de følgelig ikke har givet anledning til nogen materiel vurdering fra en myndighed, der skal deltage i administrationen af strafferetten i den pågældende retsorden. Politimyndighedens beslutning om ikke at indlede retsforfølgning har endvidere ikke bragt adgangen til strafforfølgning til ophør i denne retsorden.

130. I den foreliggende sag er den omstændighed, at de italienske efterforskningsmyndigheder på tidspunktet, hvor Gaetano Mantello blev dømt i november 2005 ved Tribunale di Catania for at have opbevaret og den 13. september 2005 transporteret 155,46 g kokain til Catania med henblik på videresalg, var i besiddelse af beviser på hans deltagelse fra januar 2004 til november 2005 i en kriminel organisation, der havde til formål at handle med kokain, derfor ikke til hinder for, at han overgives til den italienske judicielle myndighed i henhold til en europæisk arrestordre, der omhandler hans deltagelse i organisationen.

131. Det påhviler ganske vist den italienske judicielle myndighed fra den nye retsforfølgning over for Gaetano Mantello at udelukke de handlinger, for hvilke han allerede er blevet endeligt dømt. Overholdelsen af denne forpligtelse henhører imidlertid under dens ansvar og ikke under den fuldbyrdende judicielle myndigheds ansvar. I henhold til princippet om gensidig tillid, der ligger til grund for ordningen med den europæiske arrestordre, har den fuldbyrdende judicielle myndighed fra det tidspunkt, hvor den har kunnet kontrollere, at de i den europæiske arrestordre omhandlede handlinger ikke falder sammen med de allerede pådømte handlinger, opfyldt sine forpligtelser med hensyn til kontrol af overholdelsen af princippet ne bis in idem og skal træffe afgørelse om overgivelse af den eftersøgte person.

132. Jeg foreslår derfor at svare den forelæggende ret, at rammeafgørelsens artikel 3, nr. 2), skal forstås således, at den omstændighed, at efterforskningsmyndighederne på det tidspunkt, hvor en person blev retsforfulgt og dømt for en isoleret handling bestående i opbevaring af narkotika, allerede var i besiddelse af beviser for personens flere måneder lange deltagelse i en kriminel organisation, der havde til formål at handle med narkotika, men at de ikke havde videregivet oplysningerne til den kompetente domstol af hensyn til efterforskningen, ikke begrunder en antagelse om, at deltagelsen i den kriminelle organisation og den isolerede opbevaring af narkotika udgør de »samme handlinger« i denne bestemmelses forstand.

V –    Forslag til afgørelse

133. På grundlag af de anførte betragtninger skal jeg foreslå Domstolen at besvare de præjudicielle spørgsmål, som er forelagt af Oberlandesgericht Stuttgart, på følgende måde:

»1)      Artikel 3, nr. 2), i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne skal fortolkes således, at det i denne bestemmelse omhandlede begreb »samme handlinger« udgør et selvstændigt begreb i unionsretten.

Dette begreb har samme betydning som begrebet »samme strafbare handlinger« i artikel 54 i konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen af 14. juni 1985 mellem regeringerne for staterne i Den Økonomiske Union Benelux, Forbundsrepublikken Tyskland og Den Franske Republik om gradvis ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser, undertegnet i Schengen den 19. juni 1990.

2)      Den omstændighed at efterforskningsmyndighederne på det tidspunkt, hvor en person er blevet retsforfulgt og dømt for en isoleret handling bestående i opbevaring af narkotika, allerede var i besiddelse af materiale, der beviste den pågældende persons flere måneder lange deltagelse i en kriminel organisation, der havde til formål at handle med narkotika, men ikke havde videregivet oplysningerne til den kompetente domstol af hensyn til efterforskningen, begrunder ikke en antagelse om, at deltagelsen i den kriminelle organisation og den isolerede opbevaring af narkotika udgør de »samme handlinger« som omhandlet i artikel 3, nr. 2), i rammeafgørelse 2002/584.«


1 – Originalsprog: fransk.


2 – Rammeafgørelse af 13.6.2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (EFT L 190, s. 1, herefter »rammeafgørelsen«).


3 – Herefter »den udstedende judicielle myndighed«.


4 – Herefter »charteret«.


5 – Konvention om gennemførelse af Schengenaftalen af 14.6.1985 mellem regeringerne for staterne i Den Økonomiske Union Benelux, Forbundsrepublikken Tyskland og Den Franske Republik om gradvis ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser (EFT 2000 L 239, s. 19), undertegnet i Schengen den 19.6.1990 (herefter »gennemførelseskonventionen«).


6 – Femte betragtning til afgørelsen.


7 – Sjette betragtning.


8 – Tiende betragtning.


9 –      Herefter »den udstedende judicielle myndighed«.


10 – Rammeafgørelsens artikel 13, stk. 1, og artikel 27, stk. 2.


11 – Artikel 14.


12 – Det kan således antages, at det allerede var indeholdt i talionsprincippet, som udgjorde den første eller en af de første begrænsninger af retten til at straffe ved at begrænse sanktionen til den skade, der var forvoldt af gerningsmanden til lovovertrædelsen. Jf. ligeledes eksempler nævnt af generaladvokat Sharpston i punkt 72 i hendes forslag til afgørelse i sagen, der gav anledning til dom af 28.9.2000, sag C-467/04, Gasparini m.fl., Sml. I, s. 9199.


13 – Ifølge oplysningerne på Europarådets hjemmeside havde alle medlemsstaterne den 18.3.2010 undertegnet denne protokol, med undtagelse af Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland. Kongeriget Belgien, Forbundsrepublikken Tyskland og Kongeriget Nederlandene havde endnu ikke ratificeret protokollen.


14 – Artikel 54 i gennemførelseskonventionen forbinder de 27 medlemsstater, herunder Det Forenede Kongerige og Irland (jf. Rådets afgørelse 2000/365/EF af 29.5.2000 om anmodningen fra Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland om at deltage i visse bestemmelser i Schengen-reglerne (EFT L 131, s. 43), og Rådets afgørelse 2002/192/EF af 28.2.2002 om anmodningen fra Irland om at deltage i visse bestemmelser i Schengen-reglerne (EFT L 64, s. 20)).


15 – Dom af 11.2.2003, forenede sager C-187/01 og C-385/01, Gözütok og Brügge, Sml. I, s. 1345, præmis 38, og af 11.12.2008, sag C-297/07, Bourquain, Sml. I, s. 9425, præmis 41.


16 – Dommen i sagen Gözütok og Brügge, præmis 33.


17 – Som det er angivet i erklæringen om charteret, knyttet som bilag til traktaterne, udvider dette ikke unionsrettens anvendelsesområde.


18 –      I henhold til Lissabontraktaten, der trådte i kraft den 1.12.2009, har charteret fået en bindende værdi, eftersom det i medfør af artikel 6, stk. 1, TEU nu har den samme værdi som traktaterne.


19 – A. Weyembergh: »Le principe ne bis in idem: pierre d’achoppement de l’espace pénal européen?«, Cahiers de droit européen, 2004, nr. 3) og 4), s. 337.


20 – Dom af 18.7. 2007, sag C-288/05, Kretzinger, Sml. I, s. 6441.


21 – Dommen i sagen Gasparini m.fl.


22 – Dom af 28.9.2006, sag C-150/05, Van Straaten, Sml. I, s. 9327.


23 – Bourquain-dommen.


24 – Dommen i sagen Gözütok og Brügge.


25 – Dom af 10.3.2005, sag C-469/03, Miraglia, Sml. I, s. 2009.


26 – Dom af 22.12.2008, sag C-491/07, Turanský, Sml. I, s. 11039.


27 – Dom af 9.3.2006, sag C-436/04, Van Esbroeck, Sml. I, s. 2333.


28 – Van Straaten-dommen.


29 – Jf. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen Sergueï Zolotoukhine mod Rusland af 10.2.2009.


30 – BGBl. 2006 I, s. 1721.


31 – EFT L 114, s. 56.


32 – Det drejer sig om Den Tjekkiske Republik, Kongeriget Spanien, Den Franske Republik, Den Italienske Republik, Kongeriget Nederlandene og Republikken Polen.


33 – Sag C-123/08, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 57-59.


34 – Dom af 13.7.1989, sag 5/88, Wachauf, Sml. s. 2609, præmis 19, og af 4.6.2009, sag C-241/07, JK Otsa Talu, Sml. I, s. 4323, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis.


35 – Jf. hvad angår anvendelsen af de grundlæggende rettigheder inden for rammerne af Euratom-traktaten, dom af 27.10.2009, sag C-115/08, ČEZ, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 91.


36 – Dom af 3.5.2007, sag C-303/05, Advocaten voor de Wereld, Sml. I, s. 3633, præmis 45.


37 – Rammeafgørelsens artikel 3, nr. 1), bestemmer, at fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre afslås, hvis den lovovertrædelse, der ligger til grund for den europæiske arrestordre, er omfattet af amnesti i den fuldbyrdende medlemsstat, og denne medlemsstat har kompetence til at retsforfølge lovovertrædelsen i medfør af sin egen strafferet. Rammeafgørelsens artikel 3, nr. 3), bestemmer, at fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre afslås, hvis den person, der er omfattet af arrestordren, efter den fuldbyrdende medlemsstats lovgivning på grund af sin alder ikke kan gøres strafferetligt ansvarlig for de handlinger, der ligger til grund for den europæiske arrestordre.


38 – Dom af 18.10.2007, sag C-195/06, Österreichischer Rundfunk, Sml. I, s. 8817, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis.


39 – Dom af 17.7.2008, sag C-66/08, Kozłowski, Sml. I, s. 6041, præmis 42.


40 – Jf. Gözütok og Brügge-dommen, præmis 38, dommen i sagen Gasparini m.fl., præmis 27, og Van Straaten-dommen, præmis 57.


41 – Jf. dommen i sagen Gasparini m.fl., præmis 27.


42 – Kretzinger-dommen, præmis 34.


43 – Dom af 18.7.2007, sag C-367/05, Sml. I, s. 6619.


44 – Præmis 29.