Language of document :

Appel iværksat den 27. december 2018 af Europa-Kommissionen til prøvelse af dom afsagt af Retten (Femte Afdeling) den 18. oktober 2018 i sag T-640/16, GEA Group AG mod Kommissionen

(Sag C-823/18 P)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Europa-Kommissionen (ved T. Christoforou, P. Rossi og V. Bottka, som befuldmægtigede)

Den anden part i appelsagen: Gea Srl

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Den appellerede dom ophæves.

GEA tilpligtes at betale alle sagsomkostningerne i appelsagen og i førsteinstanssagen.

Anbringender og væsentligste argumenter

Kommissionen støtter sin appel på de følgende to appelanbringender:

Kommissionen har anført, at Retten begik to retlige fejl. For det første anvendte den ligebehandlingsprincippet ukorrekt, den så bort fra retspraksis om begrebet en virksomhed og om solidarisk hæftelse og begik også en fejl med hensyn til konsekvenserne af en bødenedsættelse, der kun kan indrømmes et tidligere datterselskab til den overtrædende virksomhed. Kommissionen finder nærmere bestemt, at Retten med den appellerede dom har afveget fra Domstolens praksis, ifølge hvilken begrebet solidarisk hæftelse for den del af bøden, der er fælles for alle de af bøden omfattede retlige enheder, er et udtryk for virksomhedsbegrebet i artikel 101 TEUF’s forstand (jf. C-231/11 P, Siemens Österreich, præmis 57). Følgelig er de retlige enheder, der på tidspunktet for overtrædelsen tilhørte den samme virksomhed, pr. definition alle solidarisk ansvarlige for bøden svarende til virksomhedens deltagelse i overtrædelsen (op til det maksimumbeløb, for hvilket hver retlig enhed er individuelt ansvarlig). Dommens logik er baseret på en analog anvendelse af teorien om interne andele af solidarisk hæftelse, som også tilsigtede at udelukke meddebitorer fra hæftelse for dele af den solidarisk pålagte bøde. Den teori blev imidlertid forkastet af Domstolen i sag C-231/11 P, Siemens Österreich og i de forenede sager C-247/11 P og C-253/11 P, Areva. Desuden tages der ikke i dommen hensyn til den retspraksis, hvorefter et moderselskab ikke kan nyde godt af det lavere loft på 10%, der gælder for dettes eget tidligere datterselskab (C-50/12 P, Kendrion, præmis 58, 68 og 70). Dommen er derfor behæftet med retlige fejl i fortolkningen og anvendelsen af Domstolens faste praksis, den skaber retlig usikkerhed og påvirker den skønsmargen, som Kommissionen har, når den pålægger en virksomhed bøder for at have tilsidesat artikel 101 TEUF.

For det andet finder Kommissionen, at Retten har begået en fejl ved at fastslå, at fristen for betaling af bøden for alle solidarisk ansvarlige retlige enheder i virksomheden (inklusive moderselskabet GEA) starter på ny fra meddelelsen af en ændringsafgørelse om nedsættelse af bøden for blot en af disse retlige enheder (ACW, et tidligere datterselskab til GEA). Dette er en retlig fejl, fordi Kommissionen er berettiget til med en ændringsafgørelse at nedsætte bøden for blot en af de solidarisk ansvarlige retlige enheder, såfremt der foreligger en materiel fejl, der berører blot denne retlige enhed, uden at Kommissionen behøver at ændre bøderne i de øvrige dele af afgørelsen, som er rettet til de resterende retlige enheder. Ligeledes er Kommissionen under sådanne omstændigheder berettiget (men ikke forpligtet) til at fastsætte en ny forfaldsdato for en eller flere retlige enheder, som kan falde på en tidligere dato end meddelelsen af den seneste ændringsafgørelse. Dette skyldes, at en ændring af bøden ikke er ensbetydende med at erstatte den. Når Domstolen nedsætter en bøde for en retlig enhed, er det på tilsvarende vis ikke ensbetydende med at fastsætte en ny bøde med en ny forfaldsdato (sag C-523/15 P, WDI, præmis 29-48 og 63-68 og sag T-275/94, Groupement des cartes bancaires, præmis 60 og 65). Såfremt de fejl, som dommen er baseret på, opretholdes, kan de påvirke den afskrækkende virkning af Kommissionens bøder, eftersom det vil betyde, at en ændring af en bøde for én adressat vil føre til tabet af de renter, der påløber den opretholdte del af bøden for den samlede virksomhed.

Endelig er dommen uklar og utilstrækkeligt begrundet i forhold til begge de aspekter, der er omfattet af appelanbringenderne.

____________