PERSONALERETTENS DOM

(Første Afdeling)

7. juli 2009

Sag F-39/08

Giorgio Lebedef

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Personalesag – tjenestemænd – årlig ferie – personalerepræsentanternes aktiviteter – udstationering på halv tid med henblik på faglig repræsentation – vedtægtsmæssig repræsentation – ubeføjet udeblivelse – nedsættelse af ferierettigheder – vedtægtens artikel 60«

Angående: Annullationssøgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Giorgio Lebedef har nedlagt påstand om annullation af afgørelser af henholdsvis 29. maj, 20. og 28. juni og 6. juli 2007, samt to afgørelser af 26. juli 2007 og en afgørelse af 2. august 2007, som alle vedrører nedsættelse af hans ferierettigheder for 2007 med i alt 32 dage.

Udfald: Kommissionen frifindes. Giorgio Lebedef betaler sagens omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – repræsentation – personaleudvalg – deltagelse af ikke-udstationerede tjenestemænd og øvrige ansatte

2.      Tjenestemænd – ubeføjet udeblivelse – efterfølgende regulering – betingelser

(Tjenestemandsvedtægten, art. 60)

3.      Tjenestemænd – repræsentation – personaleudvalg – forpligtelse til forudgående samtykke til udeblivelse

(Tjenestemandsvedtægten, art. 60)

4.      Tjenestemænd – udeblivelse – kompetence til at udføre kontrol

1.      Det er hverken muligt eller ønskeligt, at personalerepræsentationen udelukkende sikres af udstationerede tjenestemænd eller ansatte, uanset om de anvender 50% eller 100% af deres arbejdstid. Der er en vis interesse i, at personale, der ikke er udstationeret, opfylder en del af personalerepræsentationsforpligtelserne. En ordning, som specifikt bestemmer, at visse personalerepræsentanter kan udstationeres, indebærer imidlertid for så vidt angår tjenestemænd og ansatte, der ikke er udstationeret, at deltagelsen i personalerepræsentationen er lejlighedsvis, og at den dækker en forholdsvis begrænset procentdel af arbejdstiden beregnet pr. halvår eller kvartal.

Den nøjagtige afgrænsning af den »lejlighedsvise« karakter af deltagelsen i personalerepræsentationen er, ligesom den nøjagtige afgrænsning af den procentdel af tiden, der bruges hertil, ifølge sagens natur umulig og kan kun ske konkret. Hvis det godtages, at en tjenestemand eller ansat, der ikke er udstationeret, bruger næsten hele eller endog hele sin arbejdstid på personalerepræsentation, således at han kun bruger lidt, eller slet ingen arbejdstid på den tjenestegren, han er tilknyttet, vil det medføre, at den ordning, der er indført ved de forskellige aftaler mellem Kommissionen og de faglige organisationer og sammenslutninger, omgås, og kan efter omstændighederne i det konkrete tilfælde udgøre misbrug af rettigheder, som Fællesskabets retsinstanser kan blive nødt til at skride ind over for.

(jf. præmis 49 og 50)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 18. december 1997, sag T-222/95, Angelini mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 491, og II, s. 1277, præmis 35 og 36; 18. december 1997, sag T-57/96, Costantini mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 495, og II, s. 1293, præmis 28 og 29; 12. juni 2001, sag T-95/98 DEP, Gogos mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 123, og II, s. 571, præmis 24.

2.      I tilfælde, hvor der ikke foreligger en forudgående anmodning om fravær, eller i det mindste en forudgående meddelelse om fraværet, kan en efterfølgende erklæring, der legitimerer tjenestemandes fravær, kun fremlægges i sygdoms- eller ulykkestilfælde i medfør af vedtægtens artikel 60. Under alle omstændigheder – selv med sådanne efterfølgende erklæringer – skal den kompetente administration kunne bevare en vis ret til kontrol og vurdere berettigelsen af en efterfølgende regulering af udeblivelse, der er blevet anset for ubeføjet.

(jf. præmis 55)

3.      Selv om praktiske vanskeligheder eller fortrolighedshensyn under visse omstændigheder kan forhindre personalerepræsentanter i at overholde forpligtelsen til at indhente forudgående samtykke fra (eller i det mindste til forudgående meddelelse til) deres overordnede til udeblivelse, er det – for så vidt især angår spørgsmålet om fortrolighed og ud over det forhold, at adskillige oplysninger om personalerepræsentationsaktiviteter ikke er fortrolige, navnlig sted, tidsplan og deltagere i officielle møder, og at fortrolighedspligten således kun vedrører en del af aktiviteten – selv ved fortrolige oplysninger stadig muligt for en personalerepræsentant at give sin overordnede almindelige, ikke-fortrolige oplysninger, såsom et mødes omtrentlige varighed.

Det forhold, at den tjenestegren, tjenestemanden er tilknyttet, har almindeligt og vagt kendskab til tjenestemandens aktiviteter med hensyn til personalerepræsentation, kan desuden ikke udgøre forudgående meddelelse og end mindre forudgående samtykke fra den overordnede.

(jf. præmis 57 og 58)

4.      Med hensyn til en tjenestemand, der tilhører to hierarkiske strukturer, hvoraf den første er personalerepræsentationen vedrørende de aktiviteter, hvor han repræsenterer fagforeningen, den anden den tjenestegren, han er tilknyttet, forholder det sig således, at selv om personalerepræsentationen har kompetence til at udøve kontrol med disse udeblivelser i forbindelse med hans faglige udstationering, gælder det samme ikke for hans udeblivelser, der vedrører den arbejdstid, han skal bruge i den tjenestegren, han er tilknyttet, for hvilke den pågældende tjenestegren har enekompetence.

(jf. præmis 59)