Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Finanzgericht Berlin-Brandenburg (Tyskland) den 27. november 2019 – M-GmbH mod Finanzamt für Körperschaften

(Sag C-868/19)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Finanzgericht Berlin-Brandenburg

Parter i hovedsagen

Sagsøger: M-GmbH

Sagsøgt: Finanzamt für Körperschaften

Præjudicielle spørgsmål

Skal artikel 11, stk. 1, i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (herefter »momsdirektivet 1 «) fortolkes således, at den er til hinder for bestemmelsen i § 2, stk. 2, nr. 2), i Umsatzsteuergesetz (lov om omsætningsafgift), for så vidt som denne forbyder et personselskab (her et GmbH & Co. KG), hvor selskabsdeltagerne ud over det beherskende selskab ikke kun er personer, som i henhold til § 2, stk. 2, nr. 2), i lov om omsætningsafgift er finansielt indlemmet i den virksomhed, der udøves af det beherskende selskab, at være et behersket selskab inden for rammerne af en momsretlig Organschaft-enhed?

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende:

a)    Skal momsdirektivets artikel 11, stk. 2, – under hensyntagen til proportionalitetsprincippet og neutralitetsprincippet – fortolkes således, at den kan begrunde udelukkelsen af personselskaber som omhandlet i det første spørgsmål fra en momsretlig Organschaft-enhed, fordi der for så vidt angår personselskaber ikke gælder nogen formkrav i henhold til national lovgivning for indgåelse og ændring af vedtægterne og det i tilfælde af kun mundtlige aftaler i enkelttilfælde kan være vanskeligt at dokumentere det beherskede selskabs finansielle indlemmelse?

b)    Er det til hinder for anvendelsen af momsdirektivets artikel 11, stk. 2, hvis den nationale lovgiver ikke allerede havde til hensigt at forebygge momssvig og momsunddragelse, da foranstaltningen blev truffet?

____________

1 EFT 2006, L 347, s. 1.