Language of document :

Appel iværksat den 28. november 2019 af Aeris Invest Sàrl til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Ottende Afdeling) den 10. oktober 2019 i sag T-599/18, Aeris Invest mod SRB

(Sag C-874/19 P)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Aeris Invest Sàrl (ved abogados R. Vallina Hoset og A. Sellés Marco)

Den anden part i appelsagen: Den Fælles Afviklingsinstans (SRB)

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Kendelse afsagt af Retten den 10. oktober 2019, Aeris Invest mod SRB, T-599/18, EU:T:2019:740, ophæves, for så vidt som den bestemmer, at sagen afvises.

Sagen hjemvises til Retten med henblik på, at denne – bundet af de afgørelser om retsspørgsmål, der er indeholdt i Domstolens afgørelse – træffer afgørelse i overensstemmelse med de påstande, som denne part har nedlagt i første instans.

Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.

Anbringender og væsentligste argumenter

Med det første anbringende har appellanten gjort gældende, at den appellerede kendelse tilsidesætter artikel 20 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 806/2014 af 15. juli 2014 om ensartede regler og en ensartet procedure for afvikling af kreditinstitutter og visse investeringsselskaber inden for rammerne af en fælles afviklingsmekanisme og en fælles afviklingsfond og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010 (EUT 2010, L 331, s. 12) og artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«). Ifølge appellanten har den retsakt, der er anfægtet for Retten, bindende retsvirkninger, for så vidt som den endelige værdiansættelse er en integrerende del af afviklingsafgørelsen.

Med det andet anbringende har appellanten anført, at den appellerede kendelse tilsidesætter chartrets artikel 17. Den fortolkning af artikel 20 i forordning nr. 806/2014, der foretages i den appellerede kendelse, er uforenelig med ejendomsretten, for så vidt som den tillader et indgreb i denne parts ejendomsret uden nogen kompensation herfor.

Ifølge appellens tredje anbringende tilsidesætter den appellerede kendelse artikel 20, stk. 11, litra b), i forordning nr. 806/2014. Efter vedtagelsen af afviklingsafgørelsen og nedskrivningen af aktierne blev Banco Populars tidligere aktionærer kreditorer i enheden. Således finder artikel 20, stk. 11, litra b), i forordning nr. 806/2014 anvendelse på de tidligere aktionærer, for så vidt som denne bestemmelse fastsætter en forpligtelse til, i lyset af den endelige værdiansættelse, at træffe afgørelse om at »nedskrive kreditorernes fordringer«.

Endelig har appellanten med det fjerde anbringende gjort gældende, at den appellerede kendelse tilsidesætter artikel 20, stk. 11 og 14, i forordning nr. 806/2014, samt chartrets artikel 41, idet den ikke tager i betragtning, at den anfægtede retsakt har bindende retsvirkninger for denne part, for så vidt som den forhindrer AERIS i at få adgang til aktuelle og fyldestgørende oplysninger om en enheds regnskabsmæssige situation, i hvilken AERIS havde 3,45% af aktieejerskabet.

____________