Language of document :

Appel iværksat den 29. november 2019 af PlasticsEurope til prøvelse af dom afsagt af Retten (Femte Afdeling) den 20. september 2019 i sag T-636/17, PlasticsEurope mod ECHA

(Sag C-876/19 P)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: PlasticsEurope (ved advokaterne R. Cana, E. Mullier og F. Mattioli)

De andre parter i appelsagen: Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA), Den Franske Republik og ClientEarth

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Rettens dom i sag T-636/17 ophæves.

ECHA’s administrerende direktørs afgørelse ED/30/2017 af 6. juli 2017 annulleres.

Subsidiært hjemvises sagen til Retten, med henblik på at denne træffer afgørelse om annullationspåstanden.

ECHA tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen for Retten.

Anbringender og væsentligste argumenter

Til støtte for appellen har appellanten fremsat følgende anbringender:

A.    Retten begik en retlig fejl, idet den anlagde en ukorrekt fortolkning af REACH-forordningen 1 , og idet den fandt, at ECHA ikke skal påvise, at der foreligger videnskabelig dokumentation for sandsynlige alvorlige virkninger i henhold til REACH-forordningens artikel 57, litra f).

B.    Retten begik en retlig fejl ved bedømmelsen af de beviser, der forelå for den, og ved vurderingen af de faktiske omstændigheder, som disse beviser støttede. Retten begik navnlig en fejl, da den konkluderede, at ECHA havde påvist, at der forelå »sandsynlige« alvorlige virkninger, da den ikke vurderede, om ECHA faktisk havde evalueret oplysningerne om, hvorvidt virkningerne var problematiske i samme grad, men i stedet fejlagtigt henholdt sig til ECHA’s forsikring om, at dette kriterium var opfyldt, da den forkastede appellantens anbringende om relevansen af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritets (EFSA) konklusioner vedrørende sagen, da den konkluderede, at EFSA’s konklusioner underbyggede og var i overensstemmelse med ECHA’s afgørelse, og da den foretog en urigtig gengivelse af de beviser, som parterne havde fremlagt.

C.    Retten tilsidesatte ligebehandlingsprincippet ved at behandle appellanten mindre gunstigt end ECHA.

D.    Retten begik en retlig fejl, idet den anlagde en ukorrekt fortolkning af REACH-forordningens artikel 2, stk. 8, litra b), og tilsidesatte sin begrundelsespligt ved ikke at behandle appellantens yderligere argumenter vedrørende mellemprodukter.

____________

1     Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 af 18.12.2006 om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier (REACH), om oprettelse af et europæisk kemikalieagentur og om ændring af direktiv 1999/45/EF og ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 793/93 og Kommissionens forordning (EF) nr. 1488/94 samt Rådets direktiv 76/769/EØF og Kommissionens direktiv 91/155/EØF, 93/67/EØF, 93/105/EF og 2000/21/EF (EUT 2006, L 396, s. 1, berigtigelse i EUT 2007, L 136, s. 3).