Sag C-94/14
Flight Refund Ltd
mod
Deutsche Lufthansa AG
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Kúria)
»Præjudiciel forelæggelse – område med frihed, sikkerhed og retfærdighed – retligt samarbejde i civile sager – europæisk betalingspåkravsprocedure – forordning (EF) nr. 1896/2006 – artikel 17 og 20 – forpligtelser for en ret, som skal udpege en ret, der har stedlig kompetence til at påkende en tvist, der er opstået som følge af, at skyldneren har gjort indsigelse mod et europæisk betalingspåkrav – kompetence for retterne i den medlemsstat, hvor det europæiske betalingspåkrav er udstedt – forordning (EF) nr. 44/2001 – krav, der støttes på en ret til kompensation i medfør af forordning (EF) nr. 261/2004 som følge af en flyafgangs forsinkelse«
Sammendrag – Domstolens dom (Anden Afdeling) af 10. marts 2016
1. Præjudicielle spørgsmål – Domstolens kompetence – grænser – den nationale rets kompetence – spørgsmålet, om en præjudiciel forelæggelse er nødvendig, samt de forelagte spørgsmåls relevans – den nationale rets vurdering
(Art. 267 TEUF)
2. Transport – luftfart – forordning nr. 261/2004 – kompensation og bistand til luftfartspassagerer – lang forsinkelse af en flyafgang – fastlæggelse af den internationale kompetence – spørgsmålet, om forordning nr. 44/2001 finder anvendelse – Montrealkonventionen om indførelse af visse ensartede regler for international luftbefordring finder ikke anvendelse
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 261/2004, art. 5-7; Rådets forordning nr. 44/2001; Montrealkonventionen af 1999, art. 19)
3. Retligt samarbejde i civile sager – europæisk betalingspåkravsprocedure – forordning nr. 1896/2006 – indsigelse mod det europæiske betalingspåkrav, der ikke indeholder en anfægtelse af kompetencen for retten i udstedelsesstaten – retsvirkninger – sagsøgtes fremmøde som omhandlet i artikel 24 i forordning nr. 44/2001 – foreligger ikke – indsigelse, der indeholder anbringender vedrørende sagens realitet – ingen betydning
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1896/2006, art. 17, stk. 1; Rådets forordning nr. 44/2001, art. 24)
4. Retligt samarbejde i civile sager – europæisk betalingspåkravsprocedure – forordning nr. 1896/2006 – forpligtelser for en ret, som skal udpege en ret, der har stedlig kompetence til at påkende en tvist, der er opstået i forbindelse med et krav, som ligger til grund for et europæisk betalingspåkrav, som følge af, at skyldneren har gjort indsigelse mod dette betalingspåkrav – processuelt spørgsmål, som ikke specifikt er behandlet i denne forordning – den nationale ret i den medlemsstat, hvor det europæiske betalingskrav er udstedt, finder anvendelse
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1896/2006, art. 17, stk. 1, og art. 26)
5. Retligt samarbejde i civile sager – europæisk betalingspåkravsprocedure – forordning nr. 1896/2006 – udpegelse af en ret, der har stedlig kompetence til at påkende en tvist, der er opstået i forbindelse med et krav, som ligger til grund for et europæisk betalingspåkrav, som følge af, at skyldneren har gjort indsigelse mod dette betalingspåkrav – spørgsmålet, om forordning nr. 44/2001 finder anvendelse – overholdelse af den effektive virkning og retten til forsvar
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1896/2006; Rådets forordning nr. 44/2001)
6. Retligt samarbejde i civile sager – europæisk betalingspåkravsprocedure – forordning nr. 1896/2006 – ret, som skal udpege en ret, der har stedlig kompetence til at påkende en tvist, der er opstået i forbindelse med et krav, som ligger til grund for et europæisk betalingspåkrav, som følge af, at skyldneren har gjort indsigelse mod dette betalingspåkrav – spørgsmålet, om der efter en sådan udpegelse foreligger international kompetence for retterne i den medlemsstat, hvor betalingspåkravet er udstedt – følger
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1896/2006; Rådets forordning nr. 44/2001)
1. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 40 og 41)
2. Retten til et fast, ensartet erstatningsbeløb som følge af forsinkelse af en flyafgang, der er afledt af artikel 5-7 i forordning nr. 261/2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser, består uanset retten til erstatning i henhold til artikel 19 i Montrealkonventionen om indførelse af visse ensartede regler for international luftbefordring. For så vidt som de rettigheder, der er baseret på henholdsvis bestemmelserne i nævnte forordning og Montrealkonventionens bestemmelser, er omfattet af forskellige lovgivningsmæssige rammer, finder de internationale kompetenceregler, som er fastsat i konventionen, ikke anvendelse på anmodninger, der alene er indgivet på grundlag af forordning nr. 261/2004, idet disse anmodninger således skal behandles i henhold til forordning nr. 44/2001 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område.
(jf. præmis 45 og 46)
3. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 47)
4. Under omstændigheder, hvor der for en ret er indbragt en sag vedrørende udpegelse af en stedligt kompetent ret i den medlemsstat, hvor der er udstedt et europæisk betalingspåkrav, og hvor denne ret skal undersøge, om retterne i denne medlemsstat har international kompetence til at påkende en tvist vedrørende det krav, der ligger til grund for et sådant betalingspåkrav, mod hvilket skyldneren har gjort indsigelse inden for den frist, der er fastsat med henblik herpå, skal EU-retten fortolkes således, at sådanne processuelle spørgsmål i henhold til artikel 26 i forordning nr. 1896/2006 om indførelse af en europæisk betalingspåkravsprocedure afgøres efter national lov, eftersom forordningen ikke indeholder oplysninger vedrørende den forelæggende rets beføjelser og forpligtelser.
For så vidt som det følger af opbygningen af forordning nr. 1896/2006, at forordningen ikke har til formål at harmonisere medlemsstaternes procesret, og henset til den begrænsede rækkevidde af forordningens artikel 17, stk. 1, skal denne bestemmelse, idet den fastsætter, at sagen i tilfælde af, at skyldneren gør indsigelse, automatisk skal fortsætte efter de almindelige civile retsplejeregler, nemlig fortolkes således, at den ikke fastsætter noget særligt krav vedrørende arten af den domstol, ved hvilken sagen skal fortsætte, eller vedrørende de regler, som en sådan domstol skal anvende.
(jf. præmis 48, 54, 56 og 73 samt domskonkl.)
5. Under omstændigheder, hvor der for en ret er indbragt en sag vedrørende udpegelse af en stedligt kompetent ret i den medlemsstat, hvor der er udstedt et europæisk betalingspåkrav, og hvor denne ret skal undersøge, om retterne i denne medlemsstat har international kompetence til at påkende en tvist vedrørende det krav, der ligger til grund for et sådant betalingspåkrav, mod hvilket skyldneren har gjort indsigelse inden for den frist, der er fastsat med henblik herpå, skal EU-retten fortolkes således, at forordning nr. 44/2001 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område kræver, at spørgsmålet om, hvorvidt retterne i den medlemsstat, hvor det europæiske betalingspåkrav er udstedt, har international kompetence, afgøres i henhold til retsplejeregler, som gør det muligt at sikre den effektive virkning af denne forordnings bestemmelser og retten til forsvar, uanset om det er den forelæggende ret, eller om det er en ret, der af den forelæggende ret udpeges som stedligt og sagligt kompetent til at behandle et krav som det i hovedsagen omhandlede under en almindelig civil retssag, der træffer afgørelse om spørgsmålet
I denne henseende skal de nationale regler, der finder anvendelse på den sag, som er indbragt for den nationale ret, gøre det muligt for sidstnævnte at undersøge spørgsmålet om den internationale kompetence i henhold til reglerne i forordning nr. 44/2001 på baggrund af alle de oplysninger, som den har behov for med henblik herpå. Hvis dette ikke er tilfældet, vil det stå denne ret frit for enten at fortolke sine retsplejeregler således, at de gør det muligt for retten at opfylde nævnte krav, eller at udpege en ret, der har saglig kompetence til at påkende realiteten vedrørende et krav under en almindelig civil retssag, som den stedligt kompetente ret, der i dette tilfælde i givet fald må træffe afgørelse vedrørende sin egen internationale kompetence på grundlag af de kriterier, der er fastsat i forordning nr. 44/2001.
(jf. præmis 48, 62-64 og 73 samt domskonkl.)
6. Under omstændigheder, hvor der for en ret er indbragt en sag vedrørende udpegelse af en stedligt kompetent ret i den medlemsstat, hvor der er udstedt et europæisk betalingspåkrav, og hvor denne ret skal undersøge, om retterne i denne medlemsstat har international kompetence til at påkende en tvist vedrørende det krav, der ligger til grund for et sådant betalingspåkrav, mod hvilket skyldneren har gjort indsigelse inden for den frist, der er fastsat med henblik herpå, skal EU-retten fortolkes således, at såfremt en sådan ret træffer afgørelse om den internationale kompetence for retterne i den medlemsstat, hvor det europæiske betalingspåkrav er udstedt, og fastslår, at der, henset til de kriterier, der er fastsat i forordning nr. 44/2001 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, foreligger en sådan kompetence, er denne ret i henhold til sidstnævnte forordning og forordning nr. 1896/2006 om indførelse af en europæisk betalingspåkravsprocedure forpligtet til at fortolke national ret således, at det i henhold hertil er muligt at identificere eller udpege en ret, der har stedlig og saglig kompetence til at træffe afgørelse i en sådan procedure.
Såfremt en sådan ret derimod fastslår, at der ikke foreligger en sådan international kompetence, er denne ret ikke forpligtet til ex officio at foretage en prøvelse af betalingspåkravet under analog anvendelse af artikel 20 i forordning nr. 1896/2006. For så vidt som en sådan processuel situation ikke afgøres efter bestemmelserne i forordning nr. 1896/2006, men efter national lov, kan bestemmelserne i forordningen, herunder dens artikel 20, nemlig ikke finde anvendelse, end ikke analogt, i en sådan situation. I overensstemmelse med artikel 18, stk. 1, i forordning nr. 1896/2006 kan et betalingspåkrav, mod hvilket skyldneren har gjort indsigelse inden for den med henblik herpå fastsatte frist, desuden ikke erklæres eksigibelt. Såfremt en sådan ret konstaterer, at retterne i den medlemsstat, hvor det europæiske betalingspåkrav er udstedt, ikke har kompetence i medfør af forordning nr. 44/2001, har denne ret følgelig mulighed for at drage de konsekvenser, som i et sådant tilfælde er fastsat i national procesret.
(jf. præmis 48, 66, 67 og 69-73 samt domskonkl.)