Language of document : ECLI:EU:F:2011:188

PERSONALERETTENS DOM

(Tredje Afdeling)

29. november 2011

Sag F-119/10

Roberto Di Tullio

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – midlertidigt ansatte – orlov til aftjening af national tjeneste – artikel 18 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte – professionel soldat – aftjening af en periode med territorial kommando – afslag«

Angående:      Søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF, som finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorunder Roberto Di Tullio principalt har nedlagt påstand om annullation af den afgørelse, hvorved Kommissionen nægtede sagsøgeren orlov til aftjening af national tjeneste.

Udfald:      Europa-Kommissionen frifindes. Roberto Di Tullio bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

Tjenestemænd – midlertidigt ansatte – orlov til aftjening af national tjeneste – militærtjeneste – begreb

(Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 18, stk. 1)

I henhold til artikel 18, stk. 1, første punktum, i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte placeres en midlertidig ansat, der indkaldes til aftjening af værnepligt, til civil tjeneste, til et militært instruktionskursus eller genindkaldes, i den tjenesteretlige stilling »orlov til aftjening af national tjeneste«.

Den situation, der omhandles i nævnte ansættelsesvilkårs artikel 18, stk. 1, omfatter åbenbart kun den situation, hvor en midlertidigt ansat er forpligtet til i forbindelse med den nationale lovgivning om militærtjeneste i den medlemsstat, hvori han er statsborger, at gennemføre et begrænset militært instruktionskursus, f.eks. som reserveofficer. Disse bestemmelser kan til gengæld ikke omfatte den situation, hvor en national tjenestemand efter en periode med midlertidig tjeneste i anden stilling i EU’s institutioner i henhold til en kontrakt som midlertidig ansat skal genindsættes i sin administration for at opfylde forpligtelser forbundet med hans karriereforløb, selv om denne tjenestemand tilhører et korps, hvis medlemmer er underlagt militære regler og militær disciplin.

I øvrigt kan en midlertidigt ansat kun anses for »genindkaldt« som omhandlet i artikel 18, stk. 1, i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i det tilfælde, hvor en eller flere aldersklasser genindkaldes f.eks. som følge af en trussel om væbnet konflikt.

(jf. præmis 35, 38 og 40)