Language of document : ECLI:EU:F:2013:65

RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS KENDELSE

(Første Afdeling)

28. maj 2013

Sag F-67/11

Luigi Marcuccio

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – tjenestemænd – annullation af en afgørelse fra Kommissionen – opfyldelsen af en dom afsagt af Personaleretten – skade som følge af ikke-opfyldelsen – betingelser – søgsmål, der er åbenbart ugrundet«

Angående:      Søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF, som finder anvendelse på Euratomtraktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorunder Luigi Marcuccio i det væsentlige har nedlagt påstand dels om annullation af afgørelsen af 24. juni 2011, hvorved Europa-Kommissionen afviste hans ansøgning af 28. februar 2011 om vedtagelse af foranstaltninger til opfyldelse af punkt 2 i domskonklusionen i Personalerettens dom af 9. juni 2010, Marcuccio mod Kommissionen (F-56/09, herefter »dommen af 9. juni 2010«), dels om, at Kommissionen tilpligtes at betale erstatning for den skade, som han angiveligt har lidt.

Udfald:      Europa-Kommissionen frifindes, idet sagen er åbenbart ugrundet. Luigi Marcuccio bærer sine egne omkostninger og betaler Kommissionens omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler i sag F-67/11 R, Marcuccio mod Kommissionen.

Sammendrag

Tjenestemænd – tjenestemandssager – dom om annullation – retsvirkninger – forpligtelse til at træffe foranstaltninger til opfyldelse heraf – overholdelse af EU-retten – erstatning af sagsøgerens tab i forbindelse med den annullerede retsakt – særlige vanskeligheder – tildeling af en rimelig kompensation for den ulempe, sagsøgeren har haft

(Art. 266 TEUF)

Det påhviler den pågældende institution at træffe de nødvendige foranstaltninger til opfyldelse af en dom i et annullationssøgsmål under udøvelse af det skøn, der herved tilkommer institutionen, og som er undergivet Unionens retsinstansers kontrol, og under overholdelse af domskonklusionen og præmisserne i den dom, den skal opfylde, samt af de EU-retlige regler.

Såfremt opfyldelsen af annullationsdommen indebærer særlige vanskeligheder, kan den pågældende institution opfylde den forpligtelse, der følger af artikel 266 TEUF, ved under overholdelse af legalitetsprincippet at træffe enhver afgørelse, der giver en rimelig kompensation for den ulempe, som den annullerede afgørelse har forvoldt de pågældende.

(jf. præmis 38 og 44)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 6. oktober 2004, sag T-294/02, Vicente-Nuñez mod Kommissionen, præmis 46

Personaleretten: 7. juni 2011, sag F-84/09, Larue og Seigneur mod ECB, præmis 64