FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
M. BOBEK
fremsat den 21. juni 2018 (1)
Sag C-337/17
Feniks Sp. z o.o.
mod
Azteca Products & Services SL
(anmodning om præjudiciel afgørelse fra Sąd Okręgowy w Szczecinie (den regionale domstol i Szczecin, Republikken Polen))
»Præjudiciel forelæggelse – område med frihed, sikkerhed og retfærdighed – retternes kompetence på det civil- og handelsretlige område – specielle kompetenceregler – sager om kontraktforhold – actio pauliana«
I. Indledning
1. I Roms tidlige historie var enhver fremmed statens fjende. Han kunne ikke nyde godt af nogen rettigheder eller beskyttelse i henhold til ius civile, der udelukkende gjaldt romerske borgere (2). Senere, i særdeleshed i imperietiden, opstod en vis grad af juridisk mangfoldighed, særligt i forbindelse med udbredelsen af Romerrigets provinser. Samtidig blev det i stadig større grad muligt at anvende ius civile over for ikke-borgere som følge af diverse juridiske konstruktioner såsom »fiktivt borgerskab« (3), formuleret af Gaius på følgende måde: »[…] en fremmed kan opnå fiktivt romersk borgerskab ved at anlægge eller forsvare sig i et søgsmål i henhold til vor lov, såfremt det er retfærdigt, at et sådant søgsmål involverer en fremmed […]« (4).
2. Under alle omstændigheder ville et sådant søgsmål blive behandlet af eller inden for institutionerne i Romerriget i bred forstand. I politisk henseende var der inden for Romerriget ingen selvstændige stater, mellem hvilke der kunne opstå lovkonflikter i nutidig forstand (mellem ligebyrdige suveræne retsordener). Dermed opstod spørgsmålet om retternes kompetence ganske enkelt ikke, da en prætor ved navn Paulus i perioden 150-125 f.Kr. tilsyneladende for første gang tillod et søgsmål, hvori en kreditor fik mulighed for at anfægte enhver retshandel, der var svigagtigt indgået af skyldner til skade for denne kreditor, et søgsmål, der senere blev kendt som actio pauliana (5).
3. I det herrens år 2018 er situationen en anden. De polske virksomheder Feniks Sp. z o.o. med hjemsted i Szczecin (herefter »Feniks«) og COLISEUM 2101 Sp. z o.o., der også har hjemsted i Szczecin (herefter »Coliseum«), indgik en kontrakt vedrørende et udviklingsprojekt i Polen. Coliseum indgik yderligere kontrakter med underentreprenører, men var ude af stand til at betale dem. Disse underleverandører modtog i stedet betaling fra Feniks. Dermed blev Coliseum Feniks’ skyldner.
4. Coliseum solgte efterfølgende en grund beliggende i Polen til Azteca Products & Services SL, der har hjemsted i Alcora (Spanien) (herefter »Azteca«). Et beløb, som Coliseum skyldte Azteca, blev modregnet i salgsprisen.
5. Feniks anlagde sag mod Azteca i henhold til bestemmelserne i den polske civile lovbog, som tillader retsmidlet, der benævnes actio pauliana, med henblik på, at det blev fastslået, at salgskontrakten om den faste ejendom er ugyldig i forhold til Feniks. Sagen blev anlagt ved Sąd Okręgowy w Szczecinie (den regionale domstol i Szczecin), der er den forelæggende ret. Retten har rejst tvivl om, hvorvidt de polske retter har international kompetence. Det er rettens opfattelse, at det er en forudsætning for kompetencen, at det pågældende krav kan defineres som værende »om kontraktforhold« i henhold til forordning nr. 1215/2012 (6). I modsat fald vil den internationale kompetence skulle fastlægges i henhold til den generelle kompetenceregel i den medlemsstat, hvor sagsøgte har sin bopæl, hvilket i dette tilfælde er Spanien, hvor Azteca har hjemsted.
II. Retsforskrifter
A. EU-retten
6. Da hovedsagen blev indledt den 11. juli 2016, finder forordning (EU) nr. 1215/2012 tidsmæssig anvendelse (7).
7. I 15. og 16. betragtning til forordning nr. 1215/2012 anføres følgende:
»(15) Kompetencereglerne bør frembyde en høj grad af forudsigelighed og være baseret på sagsøgtes bopæl som det principielle kriterium. Dette kompetencekriterium bør altid kunne gøres gældende, undtagen i enkelte velafgrænsede tilfælde, hvor det på grund af tvistens genstand eller af hensyn til parternes aftalefrihed er berettiget at lægge et andet tilknytningsmoment til grund […]
(16) Som kompetencekriterium bør sagsøgtes bopæl suppleres med alternative kriterier baseret på en sags nære tilknytning til en bestemt ret eller på hensynet til god retspleje.«
8. I henhold til artikel 1, stk. 2, litra b), i forordning nr. 1215/2012 finder sidstnævnte ikke anvendelse på »konkurs, akkord og andre lignende ordninger«.
9. Artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 bestemmer: »Med forbehold af denne forordning skal personer, der har bopæl på en medlemsstats område, uanset deres nationalitet, sagsøges ved retterne i denne medlemsstat.«
10. Artikel 5, stk. 1, fastsætter: »Personer, der har bopæl på en medlemsstats område, kan kun sagsøges ved retterne i en anden medlemsstat i medfør af de regler, der er fastsat i dette kapitels afdeling 2-7.«
11. Artikel 7, der er indeholdt i afdeling 2 i kapitel 2 i samme forordning, fastsætter: »En person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges i en anden medlemsstat:
1) a) i sager om kontraktforhold ved retten på det sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes
b) ved anvendelsen af denne bestemmelse, og medmindre andet er aftalt, er opfyldelsesstedet for den forpligtelse, der ligger til grund for sagen:
– ved salg af varer, det sted i en medlemsstat, hvor varerne i henhold til aftalen er blevet leveret eller skulle have været leveret
– ved levering af tjenesteydelser, det sted i en medlemsstat, hvor tjenesteydelserne i henhold til aftalen er blevet leveret eller skulle have været leveret
c) er litra b) ikke relevant, finder litra a) anvendelse.«
B. National ret
12. Artikel 527 ff. i ustawa z dnia 23 kwietnia 1964 – Kodeks cywilny (lov af 23.4.1964 om indførelse af den civile lovbog, Dziennik Ustaw 2017, pos. 459) (herefter »den civile lovbog«) regulerer det såkaldte actio pauliana-søgsmål i polsk ret. Artikel 527 har følgende ordlyd:
»1. Såfremt en tredjemand har opnået en formuefordel som følge af en retshandel fra skyldnerens side, som er til skade for kreditorerne, kan enhver kreditor forlange, at denne handling erklæres ugyldig i forhold til ham, hvis skyldneren ved handlingen har været bevidst om, at kreditorerne led skade, og tredjemanden havde eller med den fornødne omhu burde have haft kendskab hertil.
2. En retshandel fra skyldnerens side er til skade for kreditorerne, hvis skyldneren blev insolvent som følge af denne handling, eller omfanget af hans insolvens er øget i forhold til tidspunktet, før denne handling blev foretaget.
3. Hvis en person, som står skyldneren nær, har opnået en formuefordel som følge af en retshandling fra skyldnerens side, som er til skade for kreditorerne, lægges det til grund, at denne person havde kendskab til, at skyldneren ved handlingen var bevidst om, at han skadede kreditorerne.
4. Hvis en erhvervsdrivende, som har faste forretningsforbindelser med skyldneren, har opnået en formuefordel som følge af en retshandling fra skyldnerens side, som er til skade for kreditorerne, lægges det til grund, at han havde kendskab til, at skyldneren ved handlingen var bevidst om, at han skadede kreditorerne.«
13. Den civile lovbogs artikel 530 fastsætter følgende: »[B]estemmelserne i foranstående artikel finder tilsvarende anvendelse, når skyldneren har handlet med det forsæt at skade fremtidige kreditorer. Har en tredjemand imidlertid opnået en formuefordel mod vederlag, kan kreditor kun forlange dispositionen erklæret ugyldig, hvis tredjemanden havde kendskab til skyldnerens forsæt.«
14. Den civile lovbogs artikel 531 lyder som følger:
»1. Det kan ved anlæggelse af omstødelsessøgsmål mod den tredjemand, der har opnået en formuefordel som følge af denne disposition, fastslås, at en retshandel til skade for kreditorerne er ugyldig.
2. Såfremt tredjemanden har disponeret over sin fordel, kan kreditor gøre sit krav gældende direkte mod den person, til hvis fordel dispositionen er sket, hvis denne person havde kendskab til de omstændigheder, som begrunder, at den af skyldneren foretagne disposition erklæres ugyldig, eller hvis dispositionen skete uden vederlag.«
15. Den civile lovbogs artikel 533 fastsætter, at »[en] tredjemand, der har opnået en formuefordel som følge af en retshandel fra skyldnerens side til skade for kreditorerne, kan frigøre sig fra sin pligt til at opfylde kreditorens krav på, at det fastslås, at dispositionen var ugyldig, idet han fyldestgør denne kreditor eller oplyser ham om tilstrækkelige aktiver hos skyldneren til kreditors fyldestgørelse«.
III. De faktiske omstændigheder, retsforhandlingerne og de præjudicielle spørgsmål
16. Virksomheden COLISEUM 2101 Sp. z o.o. har hjemsted i Szczecin (Polen). I sin egenskab af hovedleverandør indgik virksomheden en kontrakt med virksomheden Feniks Sp. z o.o., der også har hjemsted i Szczecin som investor (herefter »sagsøgeren«). Kontrakten vedrørte udførelse af arbejde i Gdańsk (Polen). Coliseum indgik en række kontrakter med underleverandører, men var efterfølgende ude af stand til at indfri sine forpligtelser over for alle disse.
17. I henhold til polsk lovgivning om solidarisk hæftelse betalte Feniks inden for rammerne af betingede aftaler og gældsvedgåelsesaftaler Coliseums gæld på 757 828,10 PLN til underleverandørerne. Feniks blev dermed kreditor for Coliseum vedrørende et samlet beløb på 1 396 495,48 PLN.
18. På grundlag af en kontrakt, dateret den 30. januar 2012, som blev underskrevet i Szczecin, solgte Coliseum en fast ejendom beliggende i Szczecin til Azteca Products & Services SL med hjemsted i Alcora (Kongeriget Spanien) (herefter »sagsøgte«).
19. Sagsøgte skyldte herefter Coliseum et beløb på 6 079 275 PLN. Samtidig skyldte Coliseum på grund af lånekontrakter sagsøgte et beløb på 4 987 861,30 PLN. I henhold til en anden kontrakt, der blev indgået i Szczecin den 31. januar 2012, foretog sagsøgte og Coliseum en modregning af deres gensidige tilgodehavender. Sagsøgte var herefter forpligtet til at betale 1 091 413,70 PLN til Coliseum.
20. Ifølge sagsøgeren er Coliseum insolvent, og sagsøgeren har gjort gældende, at insolvensen blev forøget i forbindelse med salgskontrakten, og at Coliseum indgik aftalen med viden om, at virksomheden derved skadede nuværende og fremtidige kreditorer.
21. Den 11. juli 2016 anlagde sagsøgeren derfor sag mod sagsøgte ved Sąd Okręgowy w Szczecinie (den regionale domstol i Szczecin, Polen) med påstand om, at salgskontrakten blev erklæret ugyldig i forhold til sagsøgeren.
22. Som begrundelse for denne rets internationale kompetence har sagsøgeren påberåbt sig artikel 7, nr. 1), litra a), i forordning nr. 1215/2012. Sagsøgeren har påpeget, at udtrykket »sprawy dotyczące umowy« (»sager om kontraktforhold«) skal fortolkes således, at det vedrører en konstellation, hvor kontrakten danner grundlaget for et søgsmål med henblik på afgørelse af et krav, som direkte vedrører denne kontrakt. Dette gælder for et actio pauliana, som sagsøgeren har anlagt mod sagsøgte.
23. Sagsøgte har gjort gældende, at den polske ret ikke har kompetence, og har fremsat en formalitetsindsigelse. Sagsøgte er af den opfattelse, at et søgsmål med påstand om, at det fastslås, at en disposition er ugyldig, ikke er en »sag om kontraktforhold« som omhandlet i artikel 7, nr. 1), litra a), i forordning nr. 1215/2012. Sagsøgte er tillige af den opfattelse, at nævnte påstand heller ikke har hjemmel i nogen speciel kompetenceregel eller regel om enekompetence i henhold til forordning nr. 1215/2012. Sagsøgte er af den overbevisning, at når sagsøgte har hjemsted i Spanien, skal det foreliggende søgsmål anlægges i denne medlemsstat ifølge den almindelige regel i artikel 4 i forordning nr. 1215/2012.
24. Ud fra disse omstændigheder har Sąd Okręgowy w Szczecinie (den regionale domstol i Szczecin) besluttet at udsætte sin afgørelse og forelægge Domstolen følgende spørgsmål:
»1) Er der tale om »sager om kontraktforhold« som omhandlet i artikel 7, nr. 1), litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, når der anlægges søgsmål mod en køber med hjemsted i en medlemsstat med påstand om at det fastslås, at en salgskontrakt om en fast ejendom beliggende i en anden medlemsstat er ugyldig, fordi den er til skade for sælgerens kreditorer, og kontrakten er indgået og fuldstændig gennemført i denne anden medlemsstat?
2) Skal ovenstående spørgsmål under anvendelse af acte éclairé-doktrinen besvares med henvisning til Domstolens dom af 17. juni 1992, Handte, C-26/91, selv om denne dom omhandlede en producents ansvar for en vares mangler i et tilfælde, hvor producenten ikke kunne forudse, hvem varen videresælges til, og hvem der derfor kan rejse krav mod ham, hvorimod det foreliggende søgsmål mod køberen om at »fastslå, at en salgskontrakt vedrørende fast ejendom er ugyldig«, fordi den er til skade for sælgerens kreditorer, for at være begrundet kræver, at køberen havde kendskab til den omstændighed, at retshandelen (salgskontrakten) blev foretaget til skade for kreditorerne, således at køberen må regne med at blive mødt med et sådant søgsmål fra en af skyldnerens personlige kreditorer?«
25. Skriftlige indlæg blev indgivet af sagsøgeren, sagsøgte, den polske regering, det Schweiziske Forbunds regering og af Kommissionen. Sagsøgeren, sagsøgte, den polske regering og Kommissionen har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet, der fandt sted den 11. april 2018.
IV. Bedømmelse
26. Den forelæggende ret ønsker oplyst, om et actio pauliana-søgsmål som hjemlet i den polske civile lovbog kan anses for at høre under »sager om kontraktforhold« som omhandlet i artikel 7, nr. 1), i forordning nr. 1215/2012. Retten spørger tillige, om Domstolens afgørelse i Handte (8) er relevant for denne situation.
27. Jeg behandler begge spørgsmål samlet. Først gør jeg rede for oprindelsen for actio pauliana og de forskellige eksisterende former heraf (A). Derefter gennemgår jeg EU’s kompetenceregler vedrørende actio pauliana og forklarer, hvorfor actio pauliana ikke, ud fra omstændighederne i den foreliggende sag, kan kategoriseres under »sager om kontraktforhold« (B). Til sidst behandler jeg samme emne generelt: Efter flere afgørelser fra Domstolen med afgrænsning af, hvad actio pauliana ikke er, er det måske på tide at adressere spørgsmålet om, hvad et actio pauliana som den i hovedsagen omhandlede egentlig er, og hvordan det skal vurderes i relation til kompetenceforhold (C).
A. Actio paulianas oprindelse og mange udtryk
28. Oprindelsen til actio pauliana findes i romerretten (1). Selv om der er en række fællestræk, der kan relateres til dens herkomst, er der i realiteten i dag en række forskellige nationale former af actio pauliana i medlemsstaterne (2).
1. Romerretten
29. Som formuleret af generaladvokat Ruiz-Jarabo Colomer havde actio pauliana allerede i romertiden udviklet sig fra at være »et instrument, som gav kreditor ret til at sælge skyldneren som slave«, til en procedure, »som gjorde det muligt for kreditoren at ophæve de retshandler, som skyldneren havde begået for at besvige ham«, ved at »[søgsmålet anlægges] mod en erhvervende tredjemand« (9).
30. I den klassiske periode eksisterede der tilsyneladende to forskellige instrumenter i forbindelse med svigagtig overdragelse af aktiver: restitutio in integrum ob fraudem og interdictum fraudatorium (10).
31. For det første var kurator (curator bonorum) i henhold til restitutioin integrum ob fraudem berettiget til at anmode den relevante dommer om at påbyde tilbageførsel af det aktiv, der svigagtigt var overdraget, til skyldners ejendom. Dette instrument blev typisk anvendt efter indledningen af konkursbehandling, men før realisering af aktiver. Dermed var det muligt at lade de svigagtigt overdragne aktiver indgå i vurderingen ved realiseringen af skyldners ejendom.
32. For det andet var interdictum fraudatorium et instrument, der kunne benyttes af en enkelt kreditor. Den berørte kreditor kunne anmode dommeren om at udstede et påbud (interdictum) om at tilbageføre de svigagtigt overdragne aktiver til skyldners ejendom, hvorved den berørte kreditor kunne gøre krav gældende vedrørende det tab, der var lidt ved denne overdragelse.
33. I forbindelse med Justinians kodifikation synes de to instrumenter at blive forenet til et enkelt søgsmål benævnt Pauliana (11). Det er interessant (og måske til en vis grad relevant i vore dage), at man tilsyneladende antog, at der uafhængigt af, om de opstod i forbindelse med insolvensbehandlingen eller var foranlediget af en enkelt kreditor, var tilstrækkelig lighed mellem de to søgsmål, der tidligere var adskilte, til at de kunne samles under en fælles benævnelse.
34. Under alle omstændigheder synes der at være enighed om tre afgørende elementer i et sådant søgsmål (12): For det første en faktisk skadevirkning (i objektiv henseende), der bestod på det tidspunkt, hvor sagen blev anlagt (eventus damni), for det andet skyldners hensigt om at skade sine kreditorer (consilium fraudis), dvs. et forsæt fra skyldners side om at bevirke en eventus damni, og for det tredje, at tredjeparten var i ond tro (scientia fraudis), tredjepartens viden om, at den svigagtige adfærd blev udført med consilium fraudis fra skyldners side.
2. Nutidige nationale former
35. I dag anvendes actio pauliana generelt om en bestemt form for retsmiddel, der giver en kreditor mulighed for at få en retshandel erklæret ugyldig i forhold til denne kreditor, når retshandlen er foretaget af en skyldner med henblik på at mindske dennes aktiver ved at overdrage dem til en tredjemand. Kreditor anlægger typisk sag direkte over for tredjemanden. Begrebet actio pauliana beskrives som en »række teknikker med det formål at sikre beskyttelse af kreditorer i sager, hvor skyldner mindsker andelen af de aktiver, der kan gøres udlæg i, med henblik på at undgå betaling af sin gæld« (13).
36. Ved en nærmere betragtning ligger der også mange forskelle i de fælles elementer. Måske ikke med hensyn til type, men helt bestemt i selve anvendelsen af midlet. Billedlig talt er der, i stor lighed med Cloud Atlas (14), en række (generelle) temaer og motiver, der forbliver de samme hele filmen igennem, mens de (konkrete) tider, ansigter og steder, hvor disse temaer anvendes og genanvendes, hele tiden skifter. Ud fra et komparativt perspektiv er der for øjeblikket to fælles elementer, men også mindst to væsentlige forskelle mellem medlemslandene.
37. Det første fælles element er det triangulære forhold mellem de tre parter på grundlag af i) et eksisterende skyldforhold mellem en skyldner og en kreditor, ii) en transaktion mellem skyldner og en tredjemand, og iii) en eksisterende »svigagtig hensigt« fra skyldners side – såvel som erhververs kendskab til dette forhold. I dette triangulære forhold har actio pauliana en i al væsentlighed beskyttende funktion i alle systemer: En begrænsning af retsvirkningen over for kreditor af overdragelsen af skyldners aktiver, når en sådan overdragelse er til hinder for kreditors mulighed for at inddrive sin fordring (15).
38. Et andet forholdsvist almindeligt træk vedrørende begrebet actio pauliana er en underliggende sondring mellem den mere generelle form inden for civilretten og det mere specifikke udtryk i relation til konkurs (16). Den største forskel mellem disse to kategorier »ligger i deres virkninger«: da civilretten »begrænser dem til individuelle sagsøgende kreditorer«, mens insolvensretten lader alle kreditorer, der berøres af konkursen, være omfattet af beskyttelsen (17).
39. Med hensyn til forskellene synes der for det første, vedrørende den begrebsmæssige klassificering af actio pauliana, ikke at være enighed om, hvorvidt actio pauliana udgør en tinglig rettighed knyttet til de aktiver, der er svigtagtigt overdraget, eller en personlig rettighed knyttet til den konkrete kreditor. Det er holdningen hos nogen, at den sidstnævnte tilgang synes at gælde, »selv om det anerkendes, at [actio pauliana] har visse virkninger for ejendom« (18).
40. Sondringen har faktisk langt dybere rødder. Den er knyttet til den systemiske opfattelse og klassificering af actio pauliana i det relevante retssystem. I nogle nationale retssystemer er der hjemmel til et sådant søgsmål i procesreglerne vedrørende udlæg i aktiver. I andre systemer reguleres det i materiel ret, som det eksempelvis ses i lovgivning vedrørende kontrakter og forpligtelser. Der findes også retssystemer, hvor søgsmålet anses for et generelt middel, der i systematisk henseende vedrører problemstillingen om gyldighed eller retshandlers anfægtelighed. Sidstnævnte scenarie synes også at være tilfældet med hensyn til de polske regler, der er anført i forelæggelsesafgørelsen.
41. For det andet og af større betydning for nærværende sag afdækker en komparativ undersøgelse yderligere forskelle, når det gælder klassificeringen af actio pauliana med henblik på at afgøre den internationale kompetence, og hvilke regler der finder anvendelse (19). I begge tilfælde medfører det vanskeligheder med hensyn til klassificeringen af de retlige forhold i denne sammenhæng, at actio pauliana vedrører et triangulært forhold mellem kreditor, skyldner og en erhverver. Disse vanskeligheder beror på, at der er flere tilknytningsmomenter og interesser på spil, hvor flerheden gør det vanskeligt at træffe afgørelse om, at »én af disse interesser er væsentligst og ledende« (20).
B. Actio pauliana og EU-retlige kompetenceregler
42. Det væsentlige spørgsmål, der bør stilles allerførst ved vurderingen af international kompetence, er, hvorvidt et bestemt actio pauliana-krav rejses i forbindelse med konkurs eller i anden sammenhæng. Det vil herefter afhænge af svaret, hvilke regler der finder anvendelse med hensyn til kompetence og lovvalg.
43. Domstolen afklarede relativt tidligt, at et actio pauliana, der rejses i forbindelse med insolvensbehandling, ikke er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 1215/2012 (og dens retlige forgængere), da forordningens artikel 1, stk. 2, litra b), undtager forhold relateret til insolvens (21).
44. De specifikke kompetenceregler, der finder anvendelse i forbindelse med insolvens, findes i insolvensforordningen (22). Domstolen har fastlagt yderligere retningslinjer for afgørelsen af, hvornår konkrete krav om tilsidesættelse af en retshandel er relateret til insolvens. Da anvendelsen af disse retningslinjer er stærkt afhængig af de faktiske og retlige omstændigheder i den konkrete sag, er de ikke nødvendigvis altid ganske ligetil (23).
45. Med hensyn til nærværende sag nævnes det i forelæggelsesafgørelsen, at Coliseum er insolvent. Det har dog vist sig, at konkursbegæringen mod virksomheden ikke førte til konkurs. Dette blev ligeledes bekræftet i retsmødet. Heraf følger, at Coliseum ikke var under insolvensbehandling, da sagsøgeren anlagde sag mod sagsøgte. Dermed findes de relevante bestemmelser med henblik på at fastslå den internationale kompetence i forordning nr. 1215/2012.
46. Hverken forordning nr. 1215/2012 eller dens retlige forgængere indeholder imidlertid bestemmelser, der fastlægger, hvilken ret der har kompetence i forbindelse med et krav som det actio pauliana, der er genstand for hovedsagen. Rom I-forordningen (24) og Rom II-forordningen (25), der vedrører lovvalg henholdsvis i og uden for kontraktforhold, berører heller ikke spørgsmålet og udgør dermed ikke nogen kilde til inspiration for vurderingen af actio pauliana (26).
47. Domstolen har dog allerede haft lejlighed til at forholde sig til forskellige kompetenceregler, der blev overvejet (og udelukket) i denne sammenhæng (1). Det væsentligste spørgsmål i nærværende sag er, om en bestemt kompetenceregel, der ikke er blevet udtrykkeligt undersøgt (den, der vedrører »sager i kontraktforhold«), kan finde anvendelse i en sag som den nærværende (2).
1. Kompetenceregler, der allerede er udelukket
48. Domstolen har fastlagt, at et søgsmål, der i det væsentlige ligner det nærværende (27), ikke hører under retternes enekompetence eller specielle kompetenceregler vedrørende tinglige rettigheder for fast ejendom (28), fuldbyrdelse af retsafgørelser (29), foreløbige retsmidler (30) og erstatning uden for kontrakt (31).
49. Domstolen fastslog i Reichert I-dommen (32), at actio pauliana i henhold til fransk civilret ikke falder ind under enekompetencen vedrørende tinglige rettigheder over fast ejendom. I denne sag overdrog ægtefællerne Reichert, der var bosiddende i Tyskland, ved gave ejendomsretten over fast ejendom i Frankrig til deres søn. Deres kreditor, Dresdner Bank, anfægtede denne disposition ved en fransk ret.
50. Domstolen forklarede, at enekompetencen vedrørende tinglige rettigheder »ikke omfatter samtlige sager om rettigheder over fast ejendom, men kun de sager, hvori der […] skal tages stilling til en fast ejendoms udstrækning og bestanddele, ejendommens ejer- og besiddelsesforhold eller eksistensen af andre tinglige rettigheder over ejendommen med henblik på at sikre indehaverne af disse rettigheder beskyttelse af de beføjelser, der knytter sig til deres ret«. Dette var ikke tilfældet i den pågældende sag, hvor »[proceskravet hviler] på en fordringsret, nemlig kreditors krav på sin skyldner, og søgsmålet har til formål at sikre kreditors adgang til at søge fyldestgørelse i debitors formue. Såfremt kreditor får medhold i søgsmålet, kan den disposition, debitor har truffet til skade for kreditors rettigheder, ikke gøres gældende over for denne kreditor og kun denne«. Dertil kommer, »at det ved behandlingen af en sådan sag ikke er nødvendigt at vurdere faktiske forhold eller anvende regler og sædvaner, der knytter sig til det sted, hvor ejendommen er beliggende, hvilket netop er de hensyn, der kan begrunde et værneting i den stat, hvor ejendommen er beliggende« (33). Domstolen sluttede af med at anføre, at denne konklusion ikke påvirkes af eventuelle krav i henhold til nationale regler med hensyn til offentliggørelse af forhold vedrørende fast ejendom i den stat, hvori ejendommen er beliggende (34).
51. Kort tid efter tilføjede Domstolen i Reichert II-dommen (35), at det samme actio pauliana hverken vedrørte foreløbige retsmidler eller et søgsmål med henblik på fuldbyrdelse af en retsafgørelse. Det var heller ikke relateret til erstatning uden for kontrakt.
52. Domstolen forklarede for det første, at det pågældende søgsmål ikke vedrørte foreløbige, herunder sikrende, retsmidler, og for det andet, at »[s]elv om actio pauliana således beskytter kreditors interesser, […] med henblik på en efterfølgende tvangsfuldbyrdelse af fordringen, har det ikke til formål at få afgjort en tvist vedrørende »anvendelse af tvangsmidler, udlæg i eller udsættelse af besiddelsen af løsøre eller fast ejendom med henblik på den faktiske gennemførelse af retsafgørelser«« (36). For det tredje anførte Domstolen, at kompetencereglerne vedrørende erstatning uden for kontrakt ikke kunne finde anvendelse, da formålet med actio pauliana »ikke [er] at få kendt debitor erstatningspligtig for den skade, han har påført sin kreditor ved sin svigagtige disposition, men at få retsvirkningerne af den af debitor foretagne disposition ophævet i forhold til kreditor. Søgsmålet rettes ikke alene mod debitor, men også mod medkontrahenten, der er tredjemand i forhold til den fordringsret, som knytter kreditor til debitor, også såfremt dispositionen er foretaget uden vederlag, og selv om debitor ikke har handlet culpøst« (37).
53. I disse to afgørelser undersøgte Domstolen anvendelsesmuligheden for de specielle kompetenceregler og reglerne om enekompetence, som kunne tænkes at være relevante med hensyn til actio pauliana bortset fra reglen om sager vedrørende kontraktforhold. Den mulige anvendelse af denne kompetenceregel, som jeg vil behandle i næste afsnit, er kernen i nærværende sag.
2. Den nærværende sag: Er det en »sag om kontraktforhold«?
54. I henhold til fast retspraksis skal »begrebet »sager om kontraktforhold« […] fortolkes selvstændigt med henblik på at sikre en ensartet anvendelse af dette i alle medlemsstaterne« (38). I Handte-dommen, som den forelæggende ret henviser til, og hvortil der henvises i lignende retspraksis, forklarede Domstolen, at anvendelsen af denne kompetenceregel forudsætter »en situation, hvor der […] foreligger en forpligtelse, som en part frivilligt har påtaget sig over for en anden« (39) som grundlag for det af sagsøgeren anlagte søgsmål, selv om det ikke forudsætter indgåelsen af en kontrakt (40). Det betyder med andre ord, at muligheden for at henvise til denne kompetenceregel er baseret på årsagen til kravet (41) og ikke på parternes identitet (42). Alligevel er det nødvendigt at identificere en forpligtelse, »fordi det ved fastlæggelsen af en national rets kompetence […] er afgørende, hvor den pågældende forpligtelse er opfyldt eller skal opfyldes« (43).
55. Der findes dem, der vurderer, at Domstolen allerede implicit har afvist anvendelse af en kompetenceregel for sager om kontraktforhold i forbindelse med det franske actio pauliana i Reichert-dommen. I denne sammenhæng anførte generaladvokat Gulmann i sit forslag til afgørelse i Reichert II-sagen, at »det næppe vil være rigtigt eller hensigtsmæssigt at lægge til grund, at omstødelsessagen har sit grundlag i kontraktsretten. Dette gælder, selv om kreditors fordring mod debitor […] kan have et aftaleretligt grundlag, og selv om den angrebne disposition er en overdragelse af et formuegode« (44). Et lignende synspunkt blev udtrykt af generaladvokat Ruiz-Jarabo Colomer i dennes forslag til afgørelse i sagen Deko Marty Belgium, hvor han anførte, at »[s]elv om Domstolen ikke [i Reichert I-dommen] fastslog det udtrykkeligt, fremgår det af afgørelsen, at domstolene i det land, hvor sagsøgte havde hjemsted, var kompetente« (45). Også nogle forskere har givet udtryk for samme synspunkt (46).
56. Det er dog et faktum, at Domstolen aldrig eksplicit har afvist kompetencereglen vedrørende sager om kontraktforhold. Den pragmatiske begrundelse for dette er, at spørgsmålet ikke blev stillet af den forelæggende ret vedrørende de konkrete omstændigheder i forbindelse med de to Reichert-afgørelser. I nærværende sag er spørgsmålet om denne kompetenceregel derimod stillet eksplicit.
57. Det er afgjort korrekt, at den hævdede svigagtige handling (mellem skyldner og erhverver) i de fleste situationer må antages at vedrøre kontraktforhold. Den underliggende rettighed, som kreditor søger at beskytte gennem actio pauliana, vedrører også ofte kontraktforhold.
58. Det kan hævdes, at der foreligger et lignende scenarie i nærværende sag, selv om det ikke er ganske klart, om sagsøgeren betalte Coliseums gæld som følge af sagsøgerens kontraktmæssige forpligtelser, forpligtelser i henhold til lov (som følge af det lovbestemte solidariske ansvar) eller en blanding af begge.
59. Selv hvis det lægges til grund, at begge de forhold, der eksisterer i nærværende sag (sagsøgeren-Coliseum, Coliseum-sagsøgte), vedrører sager om kontraktforhold, forholder det sig imidlertid da således, at disse underliggende kontraktforhold udgør et tilstrækkeligt grundlag for at konkludere, at det actio pauliana, som sagen drejer sig om, er omfattet af kompetencereglen for »sager om kontraktforhold«?
60. Sagsøgte, den polske og den schweiziske regering samt Kommissionen har den holdning, at det actio pauliana, som hovedsagen omhandler, ikke er omfattet af artikel 7, nr. 1), litra a), i forordning nr. 1215/2012.
61. Jeg er enig i det resultat, som disse procesdeltagere foreslår, selv om det beror på andre grunde.
62. Hvis det antages, at det kunne overvejes at anvende kompetencereglen for sager om kontraktforhold, så ville det umiddelbart lede til et spørgsmål om, hvilken af de to potentielt omfattede kontrakter der skulle anses for at være relevant? Hvilken af de to kontrakter ville actio pauliana faktisk vedrøre?
63. I teorien kunne tre muligheder overvejes.
64. For det første kunne actio pauliana hævdes at være relevant for kontrakten, der var først i tid, mellem sagsøgeren (som kreditor) og Coliseum (som skyldner). Rationalet for at knytte actio pauliana til denne kontrakt er hensynet til at sikre visse rettigheder og forpligtelser i henhold til denne første kontrakt, nemlig at opnå tilbageførsel af det beløb, der modsvarer Coliseums gæld. Dermed skulle kompetencen vedrørende det andet søgsmål (actio pauliana) følge kompetencen vedrørende den første kontrakt (47).
65. Hvis der ses bort fra såvel spørgsmålet om, hvorvidt en sådan tilgang overhovedet er mulig i henhold til den relevante nationale lovgivning, som spørgsmålet om, hvilken retsstilling der præcist forelå mellem sagsøgeren og Coliseum på nationalt plan (48), forholder det sig fortsat således, at et sådant forhold ganske enkelt er for spinkelt og for fjernt. En overdragelse af fast ejendom til en tredjemand har ganske enkelt meget lidt at gøre med den første, eller oprindelige, kontrakt. En sådan alt for bred definition af »sager om kontraktforhold« ville være i modstrid med formålet med specielle kompetenceregler. Den ville også medføre, at alle efterfølgende retshandler fra en af parterne i den oprindelige kontrakt som en konsekvens altid ville kunne anses for »sager om kontraktforhold«, fordi enhver formindskelse af en af kontraktparternes ejendom i henhold til denne argumentation altid ville være relateret til den oprindelige kontrakt.
66. For det andet kunne det synes mere passende at knytte actio pauliana til den senere indgåede kontrakt mellem Coliseum og sagsøgte, der hævdes at være til skade for sagsøgeren. Det ville på et vist plan være mere logisk: Hensigten med actio pauliana er at opnå ugyldighed af et element i den anden kontrakt – rådigheden over aktiver, der var genstanden for den senere kontrakt.
67. Denne anden tilgang er dog også problematisk. Sagsøgerens egentlige hensigt er ikke at opnå den senere kontrakts ugyldighed, eller endog dens bortfald, men at beskytte sine rettigheder. Det er principielt ikke væsentligt, om disse rettigheder beskyttes gennem salg af de aktiver, der er omhandlet i den senere kontrakt, eller på anden måde, som når erhververen indvilliger i at fyldestgøre sagsøgeren »eller oplyser ham om tilstrækkelige aktiver hos skyldneren [såsom Coliseum] til kreditors fyldestgørelse« (49). Med andre ord er et sådant actio pauliana også uden tilknytning til nogen specielle og konkrete forpligtelser i henhold til den senere kontrakt. Det eneste element, som de to retshandler synes at have til fælles, er angivelsen af et bestemt pengebeløb.
68. Hvordan det end forholder sig, så bør det også tilføjes og fremhæves, at ingen af de to ovennævnte tilgange opfylder kriteriet om en »forpligtelse, som en part frivilligt har påtaget sig over for en anden« (50), dvs. sagsøgte over for sagsøgeren. Selv om det ikke i henhold til Domstolens praksis kræves, at parterne skal være de samme i sagsanlægget som i den pågældende kontrakt, så kan det vanskeligt antages, at det blotte anlæg af et actio pauliana bevirker et materielt retsforhold mellem sagsøgeren og sagsøgte i henhold til eksempelvis en form for retlig subrogation som følge af Coliseums handling (som sagsøgerens oprindelige skyldner)(51).
69. For det tredje kunne der måske argumenteres for, som foreslået af generaladvokat Sharpston i sit forslag til afgørelse i Ergo Insurance-sagen (52) i sammenhæng med et regressøgsmål anlagt af en forsikringsgiver mod en anden forsikringsgiver (der ikke havde gensidig tilknytning gennem et kontraktforhold, men hvor begge havde indgået en kontrakt med den part, der var ansvarlig for skaden), at det afgørende er, at der eksisterer kontraktlige forpligtelser, der ligger til grund for det pågældende krav, da sagsøgeren slet ikke ville have grundlag for sagsanlæg uden sådanne. Dermed ville der ikke være behov for at vælge én af disse to kontrakter. Ud fra dette perspektiv befinder actio pauliana sig under alle omstændigheder »inden for kredsløbet« af kontrakten, og det hører under sager om kontraktforhold, uden at der er behov for specielt at fremhæve hvilken kontrakt.
70. Selv om en sådan tilgang kan være en pragmatisk løsning i den specifikke forsikringssammenhæng, hvor det faktisk er sådan, at alle aktører i sidste ende vil være indbyrdes forbundne gennem et netværk af kontrakter, vil det i den nærværende sag næppe være acceptabelt at konkludere, at situationen vedrører »kontraktforhold« uafhængigt af, hvilke kontrakter der berettiger en sådan konklusion. Dette skyldes ikke blot, at et sådant svar ville være baseret på forholdsvist tvivlsomme antagelser, men også ganske pragmatisk: Det er en forudsætning for, at artikel 7, nr. 1), litra a), i forordning nr. 1215/2012 finder anvendelse, at det relevante opfyldelsessted kan fastlægges. Begge de kontrakter, der er omhandlet i nærværende sag, vedrører en nærmere defineret genstand og har dermed selvstændigt definerede opfyldelsessteder.
71. For at opsummere synes det i denne konkrete sag ikke muligt at henholde sig til den ene eller den anden af de kontrakter, der måtte eksistere mellem sagsøgeren og Coliseum og Coliseum og sagsøgte, med henblik på at konkludere, at kompetencereglen for sager om kontraktforhold finder anvendelse.
72. Af disse grunde er min første foreløbige konklusion, at artikel 7, nr. 1), litra a), i forordning (EU) nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at begrebet »sager om kontraktforhold« som omhandlet i bestemmelsen ikke omfatter et søgsmål som det i hovedsagen omhandlede, hvori der er anlagt sag mod en køber, der har hjemsted i en medlemsstat, med henblik på at opnå, at det fastslås, at en kontrakt vedrørende salg af fast ejendom, der er beliggende i en anden medlemsstat, er ugyldig som følge af, at den er til skade for sælgers kreditorer.
C. Hvad er actio pauliana i forbindelse med international kompetence?
73. Med tiden har Domstolen i den praksis, der er henvist til ovenfor (53), udelukket anvendelse af forskellige kompetenceregler i forbindelse med krav på grundlag af actio pauliana: erstatning uden for kontrakt, foreløbige retsmidler, fuldbyrdelse af retsafgørelser og enekompetencer vedrørende tinglige rettigheder for fast ejendom. I det foregående afsnit i dette forslag til afgørelse foreslog jeg i forbindelse med nærværende sag ligeledes at udelukke anvendelse af reglen for sager om kontraktforhold.
74. Juridisk minimalisme er en dyd. Som ved mange andre gode ting er mådeholdenhed dog en forudsætning for, at de fortsætter med at være gode. Efter flere år med »juridisk høvdingebold«, der medførte (ganske forståeligt i lyset af den konkrete affattelse af de forelagte spørgsmål) negative svar og en udelukkelse af den ene kompetence efter den anden, og medmindre der i fremtiden opstår ønske om en lignende undersøgelse af andre kompetenceregler (selv om mængden af rimeligt tænkelige kompetenceregler er mindsket betragteligt på nuværende tidspunkt), er tiden måske moden til også at angive en positiv vejledning: Ikke blot om, hvad et actio pauliana ikke er, men også hvad det i forbindelse med international kompetence kunne være.
75. En sådan tilgang er også tilrådelig af to øvrige grunde. For det første ser det ud til – efter at størstedelen af de rimeligt tænkelige specielle kompetenceregler (og regler vedrørende enekompetence), der er tilgængelige, er blevet analyseret – at en principiel forklaring af, hvorfor det i forbindelse med actio pauliana som det i hovedsagen omhandlede er den generelle kompetenceregel i henhold til artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012, der finder anvendelse, træder tydeligt frem på nuværende tidspunkt (1). På trods af de potentielle praktiske vanskeligheder, der kan opstå som følge af et sådant resultat i en konkret sag, men med den indstilling, at disse ikke kan ændre på det principielle svar, der er fremkommet, kan drøftelsen af sådanne forhold for det andet ikke desto mindre være til inspiration i forbindelse med lovgivningsmæssige overvejelser på EU-plan (2).
1. Actio paulianas kamæleonagtige karakter
76. Det er sagen i en nøddeskal, at den principielle begrundelse for, hvorfor actio pauliana af typen som det i hovedsagen omhandlede ikke passer ind i nogen af de bokse (specielle eller vedrørende enekompetence) i forordning nr. 1215/2012, er dette søgsmåls kamæleonagtige natur. De enkelte kompetenceregler, i særdeleshed de regler, der vedrører kontraktforhold eller erstatning uden for kontrakt, er grundlæggende (forudgående) hjemmelsbaseret. I modsætning hertil er et actio pauliana som det i hovedsagen omhandlede, men som tilsyneladende også er aktuel i en række andre medlemsstater, med (forudgående) ubestemt hjemmel: Enhver retshandel, ikke blot en kontrakt, der effektueres til skade for kreditor, kan anfægtes.
77. Det er meget sandsynligt, at actio pauliana i praksis ofte på en eller anden måde vil være relateret til en kontrakt. Dette betyder dog ikke nødvendigvis, at dette fundament altid vil være til stede. Der kan reelt være tale om en dobbelt sondring. For det første kan kreditors underliggende rettighed være af forskellig karakter: Den kan følge af lov, eller den kan bero på en ret til erstatning efter skadeforvoldelse eller i henhold til lov. For det andet, og måske væsentligere, kan den hævdede svigagtige adfærd i sig selv, der er foretaget af den skyldner, der rettes indsigelse imod, være af ikke-kontraktmæssig karakter. Den kunne bero på en lovovertrædelse eller en erstatningspådragende handling. Den kunne også bestå i en anden form for ensidig retshandel med henblik på at komme kreditorerne til skade.
78. Når de konkrete omstændigheder i nærværende sag betragtes, synes actio pauliana, som det er beskrevet i forelæggelsesafgørelsen, at have et bredt anvendelsesområde. I henhold til artikel 527 ff. i den polske civile lovbog synes det at udgøre et retligt middel mod enhver retshandel fra skyldners side, der er foretaget til skade for kreditorer. Som det således blev fremhævet af den polske regering i retsmødet, viser ordlyden, at kreditor kan anvende det for at beskytte egne rettigheder uafhængigt af, om den hævdede svigagtige adfærd har en kontraktmæssig eller en ikke-kontraktmæssig karakter (54).
79. Medmindre der anlægges sag, og indtil dette sker, har et sådant søgsmål ikke noget konkret kontraktmæssigt eller øvrigt indhold. Billedligt talt, og i stærk lighed med en kamæleon, synes et actio pauliana som det i hovedsagen omhandlede at være i stand til at kamuflere sig selv, alt efter hvilken type af retshandel det ønsker at rette indsigelse mod. Før kamæleonens kontakt med den konkrete relevante baggrund er det umuligt at komme med en generel erklæring om, hvilken farve den vil antage. Denne unikke egenskab forhindrer dog, at den klassificeres under forordning nr. 1215/2012, da det er en forudsætning for anvendelsen af de specielle kompetenceregler, at farven er kendt og forudsigelig på forhånd.
80. Problemet synes allerede at have stukket hovedet frem i forbindelse med Domstolens gradvise udelukkelsesproces i årenes løb, hvilket kort fortalt betyder, at denne form for søgsmål ganske enkelt ikke kan klassificeres abstrakt og generelt og på forhånd med henblik på at henhøre under en abstrakt kompetenceregel. Selv om disse udelukkelser naturligvis skete i forbindelse med en defineret national form for actio pauliana, er de også gældende på et mere generelt plan med hensyn til det principielle svar.
81. Der er måske brug for yderligere to bemærkninger i denne sammenhæng. For det første er det vedrørende kompetencereglen for erstatning uden for kontrakt (55) rigtigt, at den svigagtige karakter ved overdragelse af fast ejendom skubber det pågældende actio pauliana ganske tæt på området for erstatning uden for kontrakt. Det kunne hævdes, at uafhængigt af, hvilken konkret retshandel fra skyldners side der gøres indsigelse imod, vil et actio pauliana altid kunne anses for at være relateret til en form for erstatningspådragende handling: i alt væsentligt en form for svig (56).
82. Når det er sagt, og uafhængigt af de forhold, der begrundede Domstolens udelukkelse af denne kompetenceregel i Reichert II-dommen (57), skaber den anskuelse, at et actio pauliana altid ses som relateret til en form for retsbrud eller erstatning uden for kontrakt, fortsat et dobbelt problem: såvel begrebsmæssigt som pragmatisk. På det begrebsmæssige plan leder den mulige anvendelse af et bredt udtænkt (»kamæleon-lignende«) actio pauliana til lignende problemer som anvendelsen af kompetencereglen vedrørende sager om kontraktforhold (58). På et pragmatisk plan ville en tilgang, hvorefter et actio pauliana altid ses som relateret til et retsbrud eller erstatning uden for kontrakt, lede til fastlæggelse af endnu et kompetenceområde under artikel 7, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012, der potentielt afviger fra det, der følger af artikel 7, nr. 1), og/eller artikel 4, stk. 1.
83. For det andet udelukkede Domstolen i samme afgørelse anvendelse af kompetencereglen vedrørende foreløbige retsmidler (59). Det kunne dog hævdes, at actio pauliana skaber en form for panteret, som belaster den faste ejendom, der var genstand for den svigagtige overdragelse, indtil kreditors krav er indfriet. Ud fra dette synspunkt har det en lignende funktion.
84. I betragtning af de omfattende betingelser, der skal opfyldes i forbindelse med foreløbige retsmidler, er det ganske udbredt, at national lovgivning indeholder en betingelse om fumus boni iuris (formodning om tilstrækkeligt retligt grundlag, hvilket i det store og hele modsvarer begrebet good arguable case i common law) og periculum in mora (risiko for, at opfyldelsen af sagsøgerens rettighed forringes som følge af tidsforløbet) som betingelse for at vedtage disse midler (60). Lignende betingelser blev også vedtaget på EU-plan (61).
85. Henset til ligheden mellem actio paulianas funktion på den ene side og sikrende retsmidler på den anden side kunne det dermed måske hævdes, at kriterier i lighed med fumus boni iuris og periculum in mora også kunne finde anvendelse i forbindelse med actio pauliana. Det ville være med henblik på at skubbe den internationale kompetence til fordel for sagsøgeren, når der er tegn på, at det pågældende søgsmål kan være velbegrundet, og når der forekommer elementer, der viser en hensigt om at tilrettelægge den svigagtige overdragelse på en sådan måde, at sagsanlæg bliver vanskeligere for sagsøgeren (ved at vælge en erhverver, der har hjemsted i en medlemsstat, der i øvrigt er uden sammenhæng med det forudgående retsforhold mellem skyldner og kreditor).
86. Hvor tiltalende en sådan tilgang ellers synes, forsømmer den at tage med i overvejelsen, at actio pauliana ikke indleder en »sekundær« sag med forbehold af realiteten (som fastlægges i forbindelse med afgørelsen af en anden sag) (62). Det forholder sig snarere modsat: Actio pauliana søger og medfører (når der gives medhold) en afgørelse ud fra dets egen realitet. Den faktiske panteret, der opstår som følge af denne sag, udgør i sig selv den afgørelse på grundlag af realiteten, som kreditor har nedlagt påstand om. Det er derfor principielt (under hensyntagen til den pågældende nationale lovgivning) et fuldt søgsmål med prøvelse af sagens realitet, der ikke passer godt sammen med de mildere bedømmelser af bevisbyrder, der synes at følge af fumus boni iuris og periculum in mora.
87. For at opsummere berettiger actio paulianas særegne karakteristika, der leder til min anden foreløbige konklusion, selv hvis den betragtes på et mere abstrakt plan, ikke en genovervejelse af nogle af de kompetenceregler, som Domstolen allerede har udelukket, hvorefter det må afgøres i henhold til artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012, hvilken ret der har kompetence i forbindelse med et søgsmål som det i hovedsagen omhandlede.
2. Potentielle udfordringer ved anvendelsen af den generelle regel
88. Ved anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagen vil den generelle regel i artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 reelt medføre, at kompetencen vedrørende sagsøgerens krav vil ligge hos de spanske retter. Som det tydeligt fremkom i retsmødet, kan denne løsning synes upraktisk, da både sagsøgeren og Coliseum har hjemsted i Polen, og da andre dele af denne sag også er beliggende i denne medlemsstat (det sted, hvor udviklingsprojektet udføres, den omhandlede faste ejendoms beliggenhed, indgåelsen af salgskontrakten vedrørende denne faste ejendom). Det er »kun« sagsøgtes hovedsæde, der er beliggende i Spanien.
89. Som anført af den forelæggende ret vil kreditor måske derudover ikke blot være nødsaget til at rette et actio pauliana-krav mod erhververen (som sagsøgte), men også mod andre potentielle erhververe af det pågældende aktiv. Hvis kompetencespørgsmålet skal afgøres på grundlag af sagsøgtes hjemsted, vil kreditor være nødt til at anlægge øvrige søgsmål ved retter i (potentielt) flere medlemsstater. Dette kan medføre uforholdsmæssige omkostninger, og skadevirkningen for kreditor vil blive forøget som følge af kompetencereglerne.
90. Der kunne således argumenteres for, at det hensyn til god retspleje, som i generel henseende begrunder anvendelsen af specielle kompetenceregler, som er nævnt i 16. betragtning til forordning nr. 1215/2012, skulle flytte det kompetente værneting til Polen, da der ville være en tættere sammenhæng mellem denne medlemsstat og tvisten i hovedsagen.
91. Denne argumentation er ikke overbevisende.
92. For det første kan en henvisning til et hensyn, der er tilkendegivet i en betragtning, som vedrører specielle kompetenceregler, ikke i sig selv begrunde, at hovedreglen ikke skal finde anvendelse, når betingelserne for anvendelsen af den specielle kompetenceregel ikke er opfyldt.
93. For det andet er sagsøgtes hjemsted netop det afgørende tilknytningsmoment med hensyn til anvendelsen af forordning nr. 1215/2012. Derfor medfører det forhold, at »kun« sagsøgtes hjemsted er beliggende i medlemsstat A, mens alle andre elementer er beliggende i medlemsstat B, ikke kompetence hos medlemsstat B, når ingen af de specielle kompetenceregler eller reglerne om enekompetence kan finde anvendelse. Samtidig tager den (underforstået affærdigende) udtalelse om, at »kun« sagsøgtes hjemsted er beliggende i en medlemsstat, ikke hensyn til, at sagsøgtes viden om den hævdede svigagtige hensigt fra Coliseums side udgør et forhold, der skal påvises, og som måske af bevismæssige hensyn vil være forbundet med Spanien.
94. For det tredje ville en tilkendelse af speciel kompetence begrundet i faktiske omstændigheder i en konkret sag (ud over at det ville være i strid med kompetencereglerne i forordning nr. 1215/2012) bevirke, at det faktisk forudsattes, at erhververen (som sagsøgte) var i ond tro vedrørende den svigagtige adfærd. Hvis der træffes afgørelse om kompetencen på denne måde, ville det faktisk på forhånd blive afgjort, om der skulle gives medhold i det pågældende actio pauliana i sin helhed. Om betingelsen om viden og de øvrige betingelser for at opnå medhold i et actio pauliana er opfyldt, henhører imidlertid under vurderingen af sagens realitet.
95. På et strukturelt plan ville det således betyde (uden at de faktiske omstændigheder i nærværende sag på nogen måde hermed vurderes), at der ville foreligge en »formodning om svig« med henblik på at afgøre jurisdiktionen, hvorved sagsøgte kunne trækkes til sagsøgerens værneting. Dette kunne måske lade sig gøre i en velfunderet actio pauliana-sag. Men hvad med de sager, der er ugrundede? Hvad med potentielt chikanøse retssager? Dette fremhæver endnu en gang forslagets cirkulære karakter, da det faktisk ville medføre, at sagens realitet pådømmes først, og der derefter træffes afgørelse vedrørende kompetence.
96. Hvor fristende det ellers kunne være at lede efter argumenter, der begunstiger sagsøgerens proces under omstændigheder som i nærværende sag, synes en sådan tilgang for det fjerde ganske ubegrundet i situationer, hvor forskellige faktiske forhold ville have tilknytning til flere medlemsstater. Hvad hvis en tjekkisk virksomhed havde til hensigt at indlede et udviklingsprojekt med en polsk entreprenør vedrørende fast ejendom i Slovakiet, hvor den polske virksomhed afhændede fast ejendom beliggende i Østrig ved overdragelse til en tysk virksomhed?
97. Med andre ord er der brug for et principielt svar, der finder anvendelse forholdsvist uafhængigt af de faktiske forhold i en konkret sag. På trods af fuld forståelse for og anerkendelse af den tillokkende fleksibilitet af regler som forum (non) conveniens, der giver mulighed for fravigelse i lyset af en konkret sags faktiske omstændigheder, står det faktum tilbage, at Bruxelleskonventionen og Bruxellesforordningerne strukturelt og logisk er opbygget ud fra forskellige forudsætninger (63). Det, der forståeligt er brug for på et uensartet retsområde bestående af 28 retsordener, er regler, der på forhånd er rimeligt forudsigelige og dermed måske til tider forholdsvist ufleksible, og i mindre grad en ex post facto forklaring (fortrinsvist af, hvorfor man erklærede, at man selv havde kompetencen), der er stærkt afhængig af en række faktuelle elementer.
98. Alt i alt synes actio pauliana på EU-rettens nuværende udviklingstrin at udgøre et af de sjældne tilfælde, der kun tillader anvendelse af den generelle regel og en lige så sjælden bekræftelse af det faktum, at »[…] der ikke er noget åbenbart grundlag for tanken om, at der altid eller endog ofte skulle være et alternativ til retterne, hvor sagsøgte har hjemsted« (64).
V. Forslag til afgørelse
99. På baggrund af det ovenstående foreslår jeg Domstolen, at den besvarer de af Sąd Okręgowy w Szczecinie (den regionale domstol i Szczecin, Polen) forelagte spørgsmål på følgende måde:
»Artikel 7, nr. 1), litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område skal fortolkes således, at begrebet »sager om kontraktforhold« i denne bestemmelse ikke omfatter et søgsmål som det i hovedsagen omhandlede, hvori der anlægges sag mod en køber, der har hjemsted i en medlemsstat, med påstand om, at det fastslås, at en salgskontrakt vedrørende fast ejendom beliggende på en anden medlemsstats område er ugyldig som følge af skadevirkningen for sælgers kreditor.
Det må afgøres på grundlag af artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012, hvilken ret der har kompetence i et sådant søgsmål.«