Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesarbeitsgericht (Tyskland) den 30. oktober 2018 – FL mod TMD Friction EsCo GmbH
(Sag C-675/18)
Processprog: tysk
Den forelæggende ret
Bundesarbeitsgericht
Parter i hovedsagen
Sagsøger: FL
Sagsøgt: TMD Friction EsCo GmbH
Præjudicielle spørgsmål
Tillader artikel 3, stk. 4, i Rådets direktiv 2001/23/EF 1 af 12. marts 2001 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overførsel af virksomheder eller bedrifter eller af dele af virksomheder eller bedrifter i tilfælde af overførsel af en virksomhed efter indledningen af en insolvensbehandling af virksomhedsoverdragerens formue i national ret, som principielt bestemmer, at artikel 3, stk. 1 og 3, i direktiv 2001/23/EF også finder anvendelse på arbejdstageres ret til ydelser i forbindelse med alderdom og invaliditet eller ydelser til efterladte i henhold til supplerende faglige eller tværfaglige forsikringsordninger i forbindelse med overførsel af en virksomhed, en begrænsning, således at erhververen ikke hæfter for rettigheder, som er baseret på beskæftigelsesperioder før indledningen af insolvensbehandlingen?
Såfremt det første præjudicielle spørgsmål besvares bekræftende:
Følger de foranstaltninger, som i henhold til artikel 3, stk. 4, litra b), i direktiv 2001/23/EF er nødvendige for at beskytte arbejdstagernes interesser for så vidt angår helt eller delvis erhvervet ret til ydelser i forbindelse med alderdom, i henhold til supplerende faglige eller tværfaglige forsikringsordninger, i tilfælde af overførsel af en virksomhed efter indledning af en insolvensbehandling af virksomhedsoverdragerens formue af det beskyttelsesniveau, som kræves i henhold til artikel 8 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/94/EF 2 af 22. oktober 2008 om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens?
Såfremt det andet præjudicielle spørgsmål besvares benægtende:
Skal artikel 3, stk. 4, litra b), i direktiv 2001/23EF fortolkes således, at de nødvendige foranstaltninger for at beskytte arbejdstagernes interesser for så vidt angår helt eller delvis erhvervet ret til ydelser i forbindelse med alderdom i henhold til supplerende faglige eller tværfaglige forsikringsordninger er truffet, når national ret bestemmer, at
forpligtelsen til i fremtiden at udbetale en ydelse i forbindelse med alderdom i henhold til supplerende faglige eller tværfaglige forsikringsordninger til en arbejdstager, som er omfattet af overførslen af en virksomhed under insolvensbehandling, principielt overgår til virksomhedserhververen,
virksomhedserhververen hæfter for pensionsrettigheder, hvis værdi bl.a. afhænger af varigheden af beskæftigelsen i virksomheden og lønnen, når den situation, der udløser retten til pension, indtræder, i det omfang disse rettigheder er baseret på beskæftigelsesperioder efter indledningen af insolvensbehandlingen,
den instans, som i henhold til national ret sikrer pensioner i tilfælde af insolvens, i dette tilfælde skal dække den del af pensionsrettighederne, der er erhvervet før indledningen af insolvensbehandlingen, for så vidt som denne dels værdi beregnes ud fra arbejdstagerens løn på tidspunktet for indledningen af insolvensbehandlingen, og
hverken erhververen eller den instans, som sikrer pensioner i tilfælde af insolvens, hæfter for de forøgelser af pensionsrettighederne, der skyldes lønforhøjelser efter indledningen af insolvensbehandlingen, men for beskæftigelsesperioder før dette tidspunkt,
men arbejdstageren dog kan påberåbe sig denne forskel i værdien af sine pensionsrettigheder i forbindelse med overdragerens insolvensbehandling?
Når national ret bestemmer, at artikel 3 og 4 i direktiv 2001/23/EF i tilfælde af overførsel af en virksomhed også skal anvendes under en insolvensbehandling, finder artikel 5, stk. 2, litra a), i direktiv 2001/23/EF da anvendelse på arbejdstagernes pensionsrettigheder i henhold til supplerende faglige eller tværfaglige forsikringsordninger, der allerede er opstået før indledningen af insolvensbehandlingen, men først medfører en ret til ydelser for arbejdstagerne, når den begivenhed indtræder, der udløser retten til pension, og dermed først på et senere tidspunkt?
Såfremt det andet eller det fjerde præjudicielle spørgsmål besvares bekræftende:
Omfatter det minimumsbeskyttelsesniveau, som medlemsstaterne skal sikre i henhold til artikel 8 i [direktiv 2008/94], også den del af de pensionsrettigheder, som er erhvervet på tidspunktet for indledningen af insolvensbehandlingen, der kun opstår i kraft af, at arbejdsforholdet ikke afsluttes i forbindelse med insolvensen?
Såfremt det femte præjudicielle spørgsmål besvares bekræftende:
Under hvilke omstændigheder kan de tab, som den tidligere arbejdstager har lidt på grund af arbejdsgiverens insolvens for så vidt angår ydelserne fra den erhvervstilknyttede pension, anses som åbenbart uforholdsmæssige og dermed forpligte medlemsstaterne til at sikre en minimumsbeskyttelse imod dem i henhold til artikel 8 i direktiv 2008/94, selv om den tidligere arbejdstager modtager mindst halvdelen af de ydelser, der følger af vedkommendes akkumulerede pensionsrettigheder?
Såfremt det femte præjudicielle spørgsmål besvares bekræftende:
Sikres en beskyttelse af arbejdstagernes pensionsrettigheder, som er nødvendig i henhold til artikel 3, stk. 4, litra b), i direktiv 2001/23 eller artikel 5, stk. 2, litra a), i direktiv 2001/23, og som er sidestillet med artikel 8 i direktiv 2008/94, også, når denne beskyttelse ikke følger af national ret, men kun af en direkte anvendelse af artikel 8 i direktiv 2008/94?
Såfremt det syvende præjudicielle spørgsmål besvares bekræftende:
Har artikel 8 i direktiv 2008/94 også direkte virkning, således at den kan påberåbes af en individuel arbejdstager ved den nationale ret, når vedkommende ganske vist modtager mindst halvdelen af de ydelser, der følger af vedkommendes akkumulerede pensionsrettigheder, men de tab, som vedkommende lider på grund af arbejdsgiverens insolvens, alligevel skal anses som uforholdsmæssige?
Såfremt det ottende præjudicielle spørgsmål besvares bekræftende:
Skal en privatretligt organiseret institution anses som et offentligt organ i en medlemsstat, når medlemsstaten – på bindende vis for arbejdsgiveren – har udpeget den pågældende institution som den instans, der sikrer arbejdsmarkedspensioner i tilfælde af insolvens, og institutionen er underlagt det statslige finanstilsyn og opkræver de nødvendige insolvenssikringsbeløb fra arbejdsgiverne i henhold til offentlig ret, og på samme måde som en myndighed kan tilvejebringe betingelserne for iværksættelse af tvangsfuldbyrdelse gennem en forvaltningsakt?
____________
1 EFT 2001, L 82, s. 16.
2 EUT 2008, L 283, s. 36.