RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM
(Første Afdeling)
17. oktober 2013
Sag F-69/11
BF
mod
Revisionsretten for Den Europæiske Union
»Personalesag – procedure med henblik på besættelse af en direktørstilling – udvælgelseskomitéens rapport – begrundelse – fravær – ulovligheden af afgørelsen om udnævnelse – betingelser«
Angående: Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorunder sagsøgeren, BF, i det væsentlige har nedlagt påstand om annullation af Revisionsretten for Den Europæiske Unions afgørelse af 18. november 2010 om at udnævne Z i stillingen som direktør for afdelingen for menneskelige ressourcer og af Revisionsrettens afgørelse af samme dag om at afslå hans ansøgning til denne stilling samt om erstatning for det lidte økonomiske og ikke-økonomiske tab.
Udfald: Afgørelserne af 18. november 2010, hvorved Revisionsretten for Den Europæiske Union udnævnte Z i stillingen som direktør for afdelingen for menneskelige ressourcer og afslog BF’s ansøgning til denne stilling, annulleres. Det er ufornødent at tage stilling til påstanden fra Revisionsretten om at lade stævningens bilag A 7 og A 11 udgå af sagens akter. I øvrigt frifindes Revisionsretten. Revisionsretten bærer sine egne omkostninger og betaler de af BF afholdte omkostninger.
Sammendrag
1. Tjenestemænd – ansættelse – procedure til besættelse af en stilling som direktør – sammenligning af ansøgernes fortjenester – administrationens skønsbeføjelse – grænser – overholdelse af de betingelser, der er anført i stillingsopslaget, og af de procedureregler, der er vedtaget med henblik på udøvelsen af nævnte beføjelse – domstolsprøvelse – grænser
(Tjenestemandsvedtægten, art. 29, stk. 2)
2. Tjenestemænd – ansættelse – procedure til besættelse af en stilling som direktør – udvælgelseskomitéens rapport – begrundelsespligt – rækkevidde
(Tjenestemandsvedtægten, art. 29, stk. 2)
3. Tjenestemænd – ansættelse – procedure til besættelse af en stilling som direktør – udvælgelseskomitéens rapport behæftet med en processuel fejl – virkninger
1. Det vide skøn, som ansættelsesmyndigheden råder over ved sammenligningen af fortjenester for personer, der ansøger om ledige stillinger, navnlig når den ledige stilling svarer til de højeste lønklasser i administrationen, såsom stillingen som direktør i Revisionsretten, skal udøves under overholdelse af alle relevante bestemmelser, dvs. ikke blot meddelelsen om en ledig stilling, men ligeledes eventuelle procedureregler, som myndigheden har fastsat for udøvelse af sin skønsbeføjelse, såsom interne direktiver vedrørende ansættelse. Sådanne interne regler er således en del af den retlige ramme, som ansættelsesmyndigheden ved udøvelsen af sin vide skønsbeføjelse ikke kan fravige uden at præcisere grundene hertil, idet ligebehandlingsprincippet i modsat fald tilsidesættes. I denne sammenhæng begrænses Personalerettens kontrol med udøvelsen af de vide beføjelser, som denne kompetente myndighed kan påberåbe sig, følgelig til først og fremmest at efterprøve, om sidstnævnte har holdt sig inden for rimelige grænser på grundlag af en procedure, der ikke er forbundet med uregelmæssigheder, og ikke har anvendt sin skønsbeføjelse ved sammenligningen af ansøgernes fortjenester åbenbart urigtigt eller til at forfølge andre formål end dem, med henblik på hvilke den omhandlede beføjelse er tillagt.
(jf. præmis 40 og 41)
Henvisning til:
Retten i Første Instans: 22. marts 1995, sag T-586/93, Kotzonis mod CES, præmis 81 og den deri nævnte retspraksis; 25. oktober 2005, sag T-43/04, Fardoom og Reinard mod Kommissionen, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis
Personaleretten: 22. oktober 2008, sag F-46/07, Tzirani mod Kommissionen, præmis 67; 30. januar 2013, sag F-87/11, Wahlström mod Frontex, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis
2. I forbindelse med en procedure til besættelse af en stilling som direktør kan begrundelsen i den rapport, som udvælgelseskomitéen skal forelægge ansættelsesmyndigheden i henhold til de interne procedureregler, hvorefter der kræves en »begrundet rapport«, ikke udelukkende bestå af en angivelse af navnet på den eller de udvalgte ansøgere og i en angivelse af, hvorvidt udvælgelseskomitéens udtalelse er vedtaget enstemmigt eller ej, eller i en henvisning til den fulgte procedure og bedømmelseskriterier. Den skal indeholde alle de nødvendige bedømmelseselementer, som gør det muligt for nævnte myndighed efter udvælgelsesproceduren at udøve sine vide beføjelser på ansættelsesområdet korrekt under nøje overholdelse af de regler og betingelser, som den af egen drift har fastsat for sig selv, som gør det muligt for den at forstå udvælgelseskomitéens bedømmelse af de udvalgte ansøgere og herefter selv, efter en sammenligning, at udvælge den ansøger, der er mest egnet til at udføre det arbejde, der er genstand for meddelelsen om en ledig stilling.
Meget kortfattede mundtlige oplysninger afgivet af udvælgelseskomitéens formand i forbindelse med dennes mundtlige fremstilling kan i intet tilfælde erstatte en skriftlig rapport, som indeholder et minimum af faktiske oplysninger, der gør det muligt med den nødvendige objektivitet at sondre mellem og at afgøre, hvilken af de af udvælgelseskomitéen foreslåede ansøgere der skal vælges.
(jf. præmis 44 og 52)
Henvisning til:
Domstolen: 23. september 2004, sag C-150/03 P, Hectors mod Parlamentet, præmis 46 og 48-50
Retten i Første Instans: 20. februar 2002, sag T-117/01, Roman Parra mod Kommissionen, præmis 31 og 32; 18. september 2003, sag T-73/01, Pappas mod Regionsudvalget, præmis 60
3. En processuel fejl skal straffes ved en annullation af den anfægtede afgørelse, hvis det godtgøres, at den har kunnet indvirke på indholdet af denne afgørelse. Manglende begrundelse af en rapport fra udvælgelseskomitéen, til trods for at denne komité ifølge de interne procedureregler skal fremlægge en begrundet rapport for ansættelsesmyndigheden, udgør en væsentlig retlig mangel ved ansættelsesproceduren.
(jf. præmis 62)
Henvisning til:
Retten i Første Instans: 16. december 1993, sag T-58/92, Moat mod Kommissionen, præmis 63; Pappas mod Regionsudvalget, præmis 71