RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Første Afdeling)

2. juni 2016

Sag F-41/10 RENV

Moises Bermejo Garde

mod

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU)

»Personalesag – hjemvisning til Personaleretten efter ophævelse – vedtægtens artikel 12a – tjenestemand, der har været offer for chikane – vedtægtens artikel 22a – tjenestemand, som slår alarm – ansøgning om bistand – afslag – ret til beskyttelse – betingelser – afslag – konsekvenser – påstand om erstatning«

Angående:      Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratomtraktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorunder Moises Bermejo Garde i det væsentlige har nedlagt påstand om om annullation af de afgørelser, hvorved formanden for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) dels afslog hans ansøgning om bistand vedrørende den psykiske chikane, som han var udsat for, samt afslog at forelægge sagen for Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF), dels bragte hans tidligere funktion til ophør og overførte ham til en anden stilling, samt påstand om, at EØSU tilpligtes at betale erstatning.

Udfald:      Afgørelserne truffet af formanden for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) den 24. marts 2010 om at bringe Moises Bermejo Gardes tidligere stilling som kontorchef i Juridisk Tjeneste til ophør og den 13. april 2010 vedrørende hans omplacering, annulleres. EØSU betaler Moises Bermejo Garde et beløb på 25 000 EUR. EØSU bærer sine egne omkostninger og betaler de af Moises Bermejo Garde afholdte omkostninger i sag F-41/10, sag T-530/12 P og sag F-41/10 RENV.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – psykisk chikane – anmeldelse af forhold i henhold til vedtægtens artikel 12a og 22a – betingelser – tjenestemandens gode tro – faktorer, der skal tages i betragtning – overholdelse af betingelserne i de førnævnte bestemmelser – overholdelse af de andre vedtægtsmæssige forpligtelser

(Tjenestemandsvedtægten, art. 11, 12a og 22a)

2.      Tjenestemænd – psykisk chikane – begreb – adfærd, der har til formål at miskreditere den pågældende eller forringe dennes arbejdsvilkår – krav om, at adfærden skal have forsætlig karakter – chikanør, der har handlet efter pres fra et medlem af institutionen – ingen betydning

(Tjenestemandsvedtægten, art. 12a og art. 22a)

3.      Tjenestemænd – psykisk chikane – vedtægtens artikel 12a – offer for chikane – særlig beskyttelse

4.      Tjenestemænd – tjenestemand, som slår alarm – vedtægtens artikel 22a – anmeldelse af forhold i henhold til vedtægtens artikel 22a – vurdering af de faktiske omstændigheder – faktorer, der skal tages i betragtning

1.      Det er ubestridt, at både i det tilfælde, hvor en tjenestemand er af den opfattelse, at han har været offer for chikane i henhold til vedtægtens artikel 12a, og i det tilfælde, hvor en tjenestemand i henhold til vedtægtens artikel 22a advarer den overordnede i sin institution eller Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig direkte om chikane eller andre forhold, som kan lade formode, at der finder ulovlige handlinger sted, som eventuelt er til skade for EU’s interesser som omhandlet i disse to bestemmelser, skal den pågældende institution under alle omstændigheder underrettes om de anførte forhold under overholdelse af de generelle forpligtelser i vedtægtens artikel 11 og 12

De tjenestemænd, der handler i henhold til disse artikler, er nemlig ligeledes underlagt de krav om objektivitet og upartiskhed, der er pålagt dem, sammen med kravet om at tage hensyn til den anseelse, der er forbundet med deres funktion, og loyalitetspligten samt pligten til at respektere de berørte personers integritet og uskyldsformodningen.

Når en tjenestemand således har meddelt oplysninger i medfør af vedtægtens artikel 12a og artikel 22a, kan han ikke frigøre sig fra sine andre forpligtelser og opgaver. Tværtimod skal han bruge sin sunde fornuft med henblik på ikke med urette at skade sine kolleger eller tjenestens gnidningsløse afvikling. Meddelelsen af oplysninger, som ikke er sandsynlige, eller af faktiske omstændigheder, der mangler ethvert grundlag, kan imidlertid have en sådan skadelig virkning.

(jf. præmis 55 og 56)

2.      En opfattelse, der næsten ville være ensbetydende med at hævde, at der ikke forelå psykisk chikane, når den formodede chikanør handler over for den pågældende tjenestemand efter pres fra et medlem af institutionen og dermed som sidstnævntes formidler, kan ikke accepteres.

En sådan opfattelse tilsidesætter for det første selve begrebet chikane, hvorefter det, for der er tale om psykisk chikane i henhold til vedtægtens artikel 12a, stk. 3, er tilstrækkeligt, at den formodede chikanørs adfærd, når den har været frivillig, »objektivt« har miskrediteret ofret for disse handlinger og eller forringet dennes arbejdsvilkår.

Den ovennævnte opfattelse vil for det andet gøre det muligt for en institutions generalsekretær, dvs. institutionens øverste administrative myndighed, ikke selv at overholde de vedtægtsmæssige regler, som denne er underlagt, for eksempel vedrørende upartisk ansættelse eller bevarelsen af den anseelse, der er forbundet med en tjenestemands udøvelse af funktionen, eller endda overholdelsen af pligten i vedtægtens artikel 22a, der i stk. 1, første afsnit, udtrykkeligt regulerer det tilfælde, at der foreligger et alvorligt brud, der er begået af »et medlem af institutionen«, og dette blot fordi han har været underlagt et urimeligt hårdt pres fra et medlem af sin institution.

Den ovennævnte opfattelse ville for det tredje være i strid med ordlyden af vedtægtens artikel 12a, stk. 2, der ikke på nogen måde præciserer kilden til den psykiske chikane, der er omhandlet, således at den pågældende institution i henhold til denne artikel, når der behørigt fremsættes en anmodning herom, ligeledes er forpligtet til at reagere i det tilfælde, hvor »den formodede ophavsmand til den psykiske chikane er et medlem af denne institution«, og således påtage sig det særlige ansvar på dette område, den har.

(jf. præmis 69-72)

Henvisning til:

Personaleretten: dom af 12. december 2013, CH mod Parlamentet, F-129/12, EU:F:2013:203, præmis 51

3.      Det bemærkes, at enhver klage over en overordnets psykiske eller seksuelle chikane i de fleste tilfælde medfører et brud på det administrative tillidsforhold mellem de pågældende tjenestemænd. Det er imidlertid netop for effektivt at bekæmpe denne chikane, at vedtægtens artikel 12a giver den tjenestemand, der er offer for chikane, en »særlig beskyttelse«, idet den fastsætter, at denne tjenestemand, når han har klaget i henhold til denne bestemmelse og under overholdelse af de generelle forpligtelser i vedtægtens artikel 11 og 12, ikke må udsættes for sanktioner fra institutionens side, især når det administrative tillidsforhold mellem tjenestemanden og den formodede chikanør ikke længere består, bl.a. når sidstnævnte er ofrets umiddelbart overordnede.

(jf. præmis 76)

4.      Det må konstateres, at vedtægtens artikel 22a ikke kræver, at den tjenestemand, som slår alarm, fastslår, at der foreligger en »formodning om en alvorlig ulovlighed eller et alvorligt brud«, hvilket i øvrigt er et ret kompliceret juridisk forhold, der derfor ikke er forståeligt for alle tjenestemænd eller andre ansatte i EU. Denne artikel fastslår således alene, at enhver tjenestemand, der bliver opmærksom på forhold, »som lader formode«, at der foreligger en adfærd, »som kan være et alvorligt brud på [vedtægtens] forpligtelser«, »straks« underretter sine umiddelbart overordnede. Vedtægtens artikel 22a, stk. 2, pålægger dernæst de umiddelbart overordnede for den tjenestemand, der har slået alarm, forpligtelsen til »straks« at sende alt materiale, de mener at have i deres besiddelse vedrørende uregelmæssigheder, som de har fået kendskab, til Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig.

Tjenestemandens vurdering af, om der er tale om umiddelbart alvorlige overtrædelser, der er til alvorlig skade for EU’s interesser, skal i første omgang ske »i forbindelse med udførelsen af arbejdsopgaver«, der udføres af den nævnte tjenestemand.

(jf. præmis 83 og 84)