Language of document :

Appel iværksat den 26. februar 2020 af Den Hellenske Republik til prøvelse af dom afsagt af Retten (Anden Afdeling) den 19. december 2019 i sag T-295/18, Den Hellenske Republik mod Europa-Kommissionen

(Sag C-107/20 P)

Processprog: græsk

Parter

Appellant: Den Hellenske Republik (ved E. Tsaousi, A. Vasilopoulou og E. Kroba)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellantens påstande

Appellen tiltrædes, og den appellerede dom afsagt af Retten den 19. december 2019 i sag T-295/18, hvorved Retten frifandt Europa-Kommissionen i et søgsmål anlagt af Den Hellenske Republik den 7. maj 2018 til prøvelse af Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/304 af 27. februar 2018, ophæves med henblik på at tage ovennævnte appel til følge og annullere Kommissionens afgørelse, for så vidt som visse udgifter fra Den Hellenske Republik til et samlet (brutto-) beløb på 17 869 131, 75 EUR (de finansielle virkninger androg 14 857 076, 98 EUR), der blev afholdt og anmeldt inden for rammerne af ELFUL vedrørende foranstaltningerne 125A, 321 og 322 (bruttobeløb på 15 631 043,52 EUR, hvoraf de finansielle virkninger androg 12 618 988,75 EUR) og foranstaltning 123A (2 238 088,23 EUR) samt et beløb på 588 103,59 EUR [for udgifter] afholdt inden for rammerne af EGFL i forlængelse af kontroller af transaktionerne i regnskabsårene 2011-2014, blev udelukket fra EU-finansiering.

Anbringender og væsentligste argumenter

Til støtte for appellen har appellanten fremsat seks anbringender. De første fem appelanbringender vedrører forkastelsen af annullationsanbringenderne om de korrektioner, der er anvendt på ELFUL-udgifterne.

Det første appelanbringende vedrører en urigtig fortolkning og anvendelse af artikel 52, stk. 4, i forordning (EU) nr. 1306/2013, en urigtig gengivelse af rækkevidden af stævningen og af bilag A23 hertil samt en utilstrækkelig og uegnet begrundelse af den appellerede dom.

Med det andet appelanbringende har Den Hellenske Republik gjort gældende, at den appellerede dom bør ophæves på grund af en manglende begrundelse, urigtig fortolkning og anvendelse af princippet ne bis in idem og Rettens manglende stillingtagen til Den Hellenske Republiks anbringender vedrørende Kommissionens tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet, princippet om god forvaltningsskik, princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og proportionalitetsprincippet i strid med procesreglementets artikel 76.

Med det tredje appelanbringende har Den Hellenske Republik gjort gældende, at den appellerede dom er behæftet med en urigtig anvendelse og fortolkning af artikel 71, stk. 2 og 3, og artikel 75 i forordning (EF) nr. 1698/2005, artikel 43 i forordning (EF) nr. 1974/2006, samt artikel 24, stk. 2, litra b), i forordning (EU) nr. 65/2011, og at forkastelsen af det tredje anbringende indeholder en utilstrækkelig og uegnet begrundelse.

Det fjerde appelanbringende vedrører en urigtig fortolkning og anvendelse af artikel 296 TEUF, sammenholdt med artikel 36 og 40 i gennemførelsesforordning nr. 908/2014, og en utilstrækkelig, uegnet og selvmodsigende begrundelse af den appellerede dom med hensyn til forkastelsen af Kommissionens tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og princippet om god forvaltningsskik.

Med det femte appelanbringende gøres det gældende, at Rettens manglende stillingtagen til Den Hellenske Republiks anbringender vedrørende Kommissionens tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet for så vidt angår anvendelsen af den finansielle korrektion på foranstaltning 321, 322og 123A er i strid med procesreglementets artikel 76.

For så vidt angår forkastelsen af anbringenderne om annullation af den korrektion, der blev anvendt på EGFL-udgifterne, fremsættes det sjette anbringende, som vedrører en urigtig anvendelse af begrundelsespligten i henhold til artikel 296 TEUF, en urigtig gengivelse af den sammenfattende rapport og en utilstrækkelig begrundelse.

____________