Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Commissione tributaria provinciale di Parma (Italien) den 14. december 2018 – Stanleyparma Sas og Stanleybet Malta Ltd mod Agenzia delle Dogane e dei Monopoli UM Emilia Romagna – SOT Parma

(Sag C-788/18)

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Commissione tributaria provinciale di Parma

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Stanleyparma Sas og Stanleybet Malta Ltd

Sagsøgt: Agenzia delle Dogane e dei Monopoli UM Emilia Romagna – SOT Parma

Præjudicielle spørgsmål

Skal artikel 56, 57 og 52 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, Domstolens praksis på området for spil og væddemål, navnlig i dom Gambelli (C-243/01), Placanica [m.fl.] (C-338/04[, C-359/04 og C-360/04]), Costa og Cifone (C-72/10 og C-77/10) samt Laezza (C-375/14), og på området for afgiftsmæssig forskelsbehandling, i særdeleshed i dom Lindman (C-42/02), Kommissionen mod Spanien (C-153/08) samt Blanco og Fabretti (C-344/13 og C-367/13), samt de EU-retlige principper om ligebehandling og om forbud mod forskelsbehandling, også i lyset af Corte costituzionales dom af 23. januar 2018, fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning som den omhandlede italienske lovgivning, hvorefter nationale mellemled, der overfører spilledata for spiludbydere med hjemsted i andre EU-medlemsstater, navnlig spiludbydere med samme kendetegn som selskabet Stanleybet Malta Ltd., og eventuelt også spiludbyderne selv, solidarisk med deres nationale mellemled, pålægges en enhedsafgift af tipning og væddemål i medfør af artikel 1-3 i lovdekret nr. 504 af 23. december 1998, som ændret ved artikel 1, stk. 66, litra b), i stabilitetsloven for 2011?

Skal artikel 56, 57 og 52 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, Domstolens praksis på området for spil og væddemål, navnlig i dom Gambelli (C-243/01), Placanica [m.fl.] (C-338/04[, C-359/04 og C-360/04]), Costa og Cifone (C-72/10 og C-77/10) samt Laezza (C-375/14), og på området for afgiftsmæssig forskelsbehandling, i særdeleshed i dom Lindman (C-42/02), Kommissionen mod Spanien (C-153/08) samt Blanco og Fabretti (C-344/13 og C-367/13), samt de EU-retlige principper om ligebehandling og om forbud mod forskelsbehandling, også i lyset af Corte costituzionales dom af 23. januar 2018, fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning som den omhandlede italienske lovgivning, hvorefter kun nationale mellemled, der overfører spilledata for spiludbydere med hjemsted i andre EU-medlemsstater, navnlig spiludbydere med samme kendetegn som selskabet Stanleybet Malta Ltd., men ikke nationale mellemled, der overfører spilledata for spiludbydere med statslig koncession, der udøver samme virksomhed, pålægges en enhedsafgift af tipning og væddemål i medfør af artikel 1-3 i lovdekret nr. 504 af 23. december 1998, som ændret ved artikel 1, stk. 66, litra b), i stabilitetsloven for 2011?

Er artikel 52 og 56 ff. i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, Domstolens praksis på området for spil og væddemål samt ligebehandlingsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling, også i lyset af Corte costituzionales dom af 23. januar 2018, til hinder for en national lovgivning som den italienske, der følger af artikel 1, stk. 644, litra g), i lov nr. 190/2014, hvorefter nationale mellemled, der overfører spilledata for spiludbydere med hjemsted i andre EU-medlemsstater, navnlig spiludbydere med samme kendetegn som selskabet Stanleybet Malta Ltd., og eventuelt også spiludbyderne selv, solidarisk med deres nationale mellemled, pålægges at betale enhedsafgiften af [tipning og] væddemål i medfør af lovdekret nr. 504/1998 med udgangspunkt i et fast afgiftsgrundlag svarende til tre gange den gennemsnitlige indsamling af indsatser i den provins, hvor indsamlingsvirksomheden eller indsamlingsstedet er lokaliseret, opgjort på baggrund af de i den nationale totalisator registrerede data vedrørende afgiftsperioden inden referenceperioden?

____________