RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM
(Tredje Afdeling)
2. oktober 2013
Sag F-111/12
Albert Nardone
mod
Europa-Kommissionen
»Personalesag – tidligere tjenestemand – udsættelse for asbest og andre stoffer – erhvervssygdom – ulykke – vedtægtens artikel 73 – lægeudvalg – begrundelse – erstatningssøgsmål – procedurens varighed«
Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratom-traktaten i medfør af denne traktats artikel 106A, hvorunder Albert Nardone, forhenværende tjenestemand ved Europa-Kommissionen, navnlig har nedlagt påstand om annullation af ansættelsesmyndighedens afgørelse af 8. november 2011 om at stadfæste lægeudvalgets konklusioner af 25. august 2011 samt tilkendelse af et beløb, der efter ret og billighed indtil videre er ansat til 100 000 EUR, som erstatning for den ikke-økonomiske skade, der angiveligt er lidt.
Udfald: Europa-Kommissionen betaler Albert Nardone morarenter, for perioden mellem den 1. marts 2006 og den 15. juli 2010, af et beløb på 8 448,51 EUR, til Den Europæiske Centralbanks rentesats for primære refinansieringsoperationer i den relevante periode, forhøjet med to procentpoint, samt et beløb på 3 000 EUR. I øvrigt frifindes Kommissionen. Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler en fjerdedel af Albert Nardones omkostninger. Albert Nardone bærer tre fjerdedele af sine egne omkostninger.
Sammendrag
1. Tjenestemænd – social sikring – forsikring mod ulykker og erhvervssygdomme – lægeerklæring – lægeudvalgets skønsbeføjelser – domstolsprøvelse – grænser – begrundelsespligt – rækkevidde
(Tjenestemandsvedtægten, art. 73; ordningen vedrørende risikodækning for ulykker og erhvervssygdomme, art. 23)
2. Tjenestemænd – social sikring – forsikring mod ulykker og erhvervssygdomme – behandling af en anmodning om anerkendelse af en sygdoms erhvervsmæssige oprindelse – overholdelse af en rimelig frist – krænkelse heraf – indvirkning på lægeudvalgets udtalelse – grænser – administrationens ansvar – betingelser
(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41, stk. 1)
1. Lægeudvalgets opgave, der er defineret i artikel 23 i ordningen vedrørende risikodækning for ulykker og erhvervssygdomme for tjenestemænd, går ud på objektivt og uafhængigt at bedømme lægelige spørgsmål og forudsætter, dels at udvalget råder over alle de nødvendige oplysninger, dels at udvalget fuldstændig frit kan foretage sin vurdering. De egentlige lægelige vurderinger, som lægeudvalget anlægger, må anses for endelige, når de er resultatet af en forskriftsmæssigt forløbet procedure. Personaleretten er alene beføjet til at efterprøve dels, om lægeudvalget er blevet nedsat og har fungeret forskriftsmæssigt, dels om udvalgets udtalelse er lovlig, bl.a. om udtalelsen indeholder en begrundelse, der gør det muligt at vurdere de betragtninger, som den er baseret på, og om der er en forståelig sammenhæng mellem udtalelsens lægelige konstateringer og dens konklusioner. Når lægeudvalget skal træffe afgørelse om komplekse, lægelige spørgsmål vedrørende en vanskelig diagnose, påhviler det udvalget i sin udtalelse at angive de elementer i sagen, som udvalget støtter sig på, og i tilfælde af væsentlig uenighed nærmere at anføre grundene til, at udvalget har set bort fra visse tidligere, relevante lægeerklæringer, som er gunstigere for den berørte.
Den omstændighed, at lægeudvalget i sin udtalelse ikke udtrykkeligt henviser til bestemte dokumenter og især ikke til det, der er indeholdt i bestemte dokumenter, som er udarbejdet på sagsøgerens anmodning, er ikke nok til at rejse tvivl om dets konklusioner. Drejer det sig imidlertid om lægelige spørgsmål, som det påhviler lægeudvalget at udtale sig objektivt og uafhængigt om, skal dette frit kunne udøve sit skøn. Som følge heraf tilkommer det dette udvalg at træffe afgørelse om, i hvilket omfang det er hensigtsmæssigt at tage tidligere udarbejdede lægelige udtalelser i betragtning. I øvrigt er spørgsmålet om, hvorvidt det er hensigtsmæssigt eller ej at indlede andre lægelige undersøgelser, et spørgsmål af lægelig karakter, der som sådant ikke er underlagt Unionens retsinstansers kontrol, når lægeudvalgets udtalelse er blevet udarbejdet forskriftsmæssigt.
(jf. præmis 42, 43, 48, 49 og 51)
Henvisning til:
Domstolen: 29. november 1984, sag 265/83, Suss mod Kommissionen, præmis 13; 24. oktober 1996, sag C-76/95, Kommissionen mod Royale belge, præmis 73
Retten i Første Instans: 15. december 1999, sag T-300/97, Latino mod Kommissionen, præmis 30, 41, 68, 78 og 87; 26. februar 2003, sag T-145/01, Latino mod Kommissionen, præmis 47
Personaleretten: 28. juni 2006, sag F-39/05, Beau mod Kommissionen, præmis 35; 14. september 2010, sag F-79/09, AE mod Kommissionen, præmis 64 og 65
2. Forpligtelsen til at iagttage en rimelig frist i forbindelse med gennemførelsen af administrative procedurer udgør et generelt EU-retligt princip, hvis overholdelse Unionens retsinstanser sikrer, og er som en del af retten til god forvaltningsskik anført i artikel 41, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Tilsidesættelsen af dette princip kan dog som generel regel ikke begrunde, at den afgørelse, der er truffet efter afslutningen af en administrativ procedure, annulleres. Det er nemlig kun, når den urimeligt lange tid, der er forløbet, kan have en indvirkning på selve indholdet af den afgørelse, der er truffet efter den administrative procedure, at den manglede overholdelse af princippet om en rimelig frist påvirker gyldigheden af den administrative procedure.
I denne henseende har den omstændighed, at behandlingen af en ansøgning om anerkendelse af en sygdom som en erhvervssygdom eller forværrelsen af den vedvarende delvise invaliditet, der er forsaget af følgelidelser efter en ulykke, i princippet ingen indvirkning på selve indholdet af lægeudvalgets udtalelse eller institutionens endelige afgørelse. En sådan forsinkelse kan nemlig ikke, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, ændre ved lægeudvalgets vurdering af, om en tjenestemands sygdom kan anerkendes som en erhvervssygdom eller en forværrelse af dennes vedvarende delvise invaliditet, der er forsaget af følgelidelser efter en ulykke, som han har været offer for. Såfremt Unionens retsinstanser annullerer den nævnte afgørelse, ville dette navnlig have den paradoksale virkning, at sagen forlænges yderligere med den begrundelse, at den allerede har varet for længe.
I øvrigt er institutionen ansvarlig for hurtigheden af det arbejde, som de læger, den har udpeget til at afgive konklusioner vedrørende graden af den vedvarende delvise invaliditet, udøver. For så vidt som det godtgøres, at en forsinkelse i lægeudvalgets arbejde kan tilskrives tjenestemanden eller den af ham udpegede læges forhalende eller endog obstruerende adfærd, er institutionen ikke ansvarlig for denne forsinkelse. Derudover udgør den omstændighed, at tjenestemanden har gjort brug af klageadgangen, en objektiv kendsgerning, der i mangel af enhver forsinkende handling, som kan bebrejdes institutionen, ikke som sådan kan tilskrives denne.
(jf. præmis 60-62, 66, 69 og 76)
Henvisning til:
Domstolen: 13. december 2000, sag C-39/00 P, SGA mod Kommissionen, præmis 44
Retten i Første Instans: 20. april 1999, forenede sager T-305/94 – T-307/94, T-313/94 – T-316/94, T-318/94, T-325/94, T-328/94, T-329/94 og T-335/94, Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen, præmis 123; 13. januar 2004, sag T-67/01, JCB Service mod Kommissionen, præmis 36 og 40 og den deri nævnte retspraksis; 11. april 2006, sag T-394/03, Angeletti mod Kommissionen, præmis 152, 154, 162 og 163
Personaleretten: 1..juli 2010, sag F-97/08, Füller-Tomlinson mod Parlamentet, præmis 167; AE mod Kommissionen, præmis 101; 14. september 2011, sag F-12/09, A mod Kommissionen, præmis 226; 13. marts 2013, sag F-91/10, AK mod Kommissionen, præmis 78, som i øjeblikket verserer som appelsag for Den Europæiske Unions Ret under sagsnr. T-288/13 P
Den Europæiske Unions Ret: 6. december 2012, sag T-390/10 P, Füller-Tomlinson mod Parlamentet, præmis 115 og 116