Language of document :

Appel iværksat den 5. december 2018 af Wallapop, S.L. til prøvelse af dom afsagt af Retten (Sjette Afdeling) den 3. oktober 2018 i sag T-186/17 – Unipreus mod EUIPO – Wallapop (wallapop)

(Sag C-763/18 P)

Processprog: spansk

Parter

Appellant: Wallapop, S.L. (ved abogados D. Sarmiento Ramírez-Escudero og N. Porxas Roig)

De andre parter i appelsagen: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) og Unipreus, S.L.

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Den appellerede dom ophæves af de grunde, som er anført i forbindelse med det eneste anbringende, som gøres gældende, og det fastslås, at de omtvistede tjenesteydelser ikke er af lignende art.

Unipreus tilpligtes at betale de af Wallapop afholdte omkostninger både i forbindelse med sagen i første instans og i forbindelse med nærværende sag for Domstolen.

Anbringender og væsentligste argumenter

Wallapop, S.L. har appelleret dom afsagt af Retten (Sjette Afdeling) den 3. oktober 2018 i sag T-186/17 1 vedrørende en indsigelsessag rejst af selskabet Unipreus, S.L. vedrørende Wallapop, S.L.’s ansøgning om EU-figurmærke nr. 13 268 941.

Appellen er støttet på et enkelt anbringende vedrørende tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om EF-varemærker 2 [nu artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) af 14.6.2017 om EU-varemærker] og af den retspraksis, hvori bedømmelsen af lighed mellem tjenesteydelser fortolkes.

Appellanten støtter navnlig anbringendet på, at Retten anvendte de kriterier, som er opstillet i retspraksis med henblik på at afgøre, om der er lighed mellem varemærkers anvendelsesområder, fejlagtigt, navnlig ved ikke at tage hensyn til begrebet markedsføring og de tjenesteydelser, som en onlinemarkedsplads normalt udbyder pr. sin definition i lov og retspraksis, nemlig formidlingstjenester, men derimod ikke markedsføringsydelser eller lignende.

Rettens fejlagtige bedømmelse blev overført til den analyse af ligheden mellem de omtvistede tjenesteydelser, som den foretog i dommen ved anvendelse af de kriterier, som er fastsat i retspraksis med henblik herpå (som f.eks. tjenesteydelsernes art, distributionskanaler, anvendelsesformål og opfattelsen af dem, eller om de er i et konkurrenceforhold eller supplerer hinanden).

____________

1     Dom af 3.10.2018, Unipreus mod EUIPO – Wallapop (wallapop) (T-186/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:640).

2     EUT 2009, L 78, s. 1.