Language of document :

Appel iværksat den 14. februar 2019 af China Construction Bank Corp. til prøvelse af dom afsagt af Retten (Niende Afdeling) den 6. december 2018 i sag T-665/17 – China Construction Bank mod EUIPO

(Sag C-115/19 P)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: China Construction Bank Corp. (ved solicitors A. Carboni og J. Gibbs)

De andre parter i appelsagen: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) og Groupement des cartes bancaires

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Rettens dom af 6. december 2018 i sag T-665/17 ophæves.

Der afsiges endelig dom vedrørende artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/10011 , eller subsidiært hjemvises sagen til Retten.

EUIPO og enhver part, der intervenerer i denne appel, tilpligtes at bære deres egne omkostninger og at betale appellantens omkostninger i appelsagen og i sagen for Retten i sag T-665/17.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har fremsat følgende tre appelanbringender vedrørende den appellerede dom:

Retten tilsidesatte EU-varemærkeforordningens artikel 8, stk. 1, litra b).

Retten begrundede ikke sin konklusion om, at det ældre varemærke, som intervenienten påberåbte sig (herefter »det ældre varemærke«), havde en høj grad af særpræg vedrørende »finansiel virksomhed, valutarisk virksomhed og bankvirksomhed«.

Retten fordrejede de faktiske omstændigheder både i forbindelse med dens vurdering af det ældre varemærke og det varemærke, der var rejst indsigelse mod, og i forbindelse med nævnte konklusion om en høj grad af særpræg.

Appellantens anbringende om tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), kan yderligere opdeles i følgende fejl, som Retten begik i sin bedømmelse af sagen:

Retten tog hensyn til det ældre varemærkes renommé både i forbindelse med vurderingen af varemærkernes lighed og i forbindelse med helhedsvurderingen af risikoen for forveksling, hvilket var en fejlagtig tilgang og førte til en uacceptabel »dobbelt medregning«.

Retten behandlede fejlagtigt både det ældre varemærke og det varemærke, der var rejst indsigelse mod, som om, de i det væsentlige var ordmærker, og den tog derved ikke tilstrækkeligt hensyn til deres figurative karakter, hvilket havde en negativ indvirkning på vurderingen af både de visuelle og de fonetiske ligheder mellem de omhandlede varemærker og den relative vægtning, der skulle tillægges hvert af disse aspekter.

Retten begik en række fejl vedrørende identificeringen af de tjenesteydelser i klasse 36, med hensyn til hvilke den fandt, at det ældre varemærke havde et renommé og dermed særpræg.

Både som følge af ovennævnte fejl og ved ikke at tage hensyn til yderligere væsentlige faktorer foretog Retten ikke en korrekt helhedsvurdering af risikoen for forveksling mellem det ældre varemærke og det varemærke, der var rejst indsigelse mod.

____________

1     Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 af 14.6.2017 om EU-varemærker (EUT 2017, L 154, s. 1).