Language of document :

Appel iværksat den 9. september 2019 af Changmao Biochemical Engineering Co. Ltd til prøvelse af dom afsagt af Retten (Anden Afdeling) den 28. juni 2019 i sag T-741/16, Changmao Biochemical Engineering mod Kommissionen

(Sag C-666/19 P)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Changmao Biochemical Engineering Co. Ltd (ved advokaterne K. Adamantopoulos og P. Billiet)

De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen og Hyet Sweet

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Den Europæiske Unions Rets dom af 28. juni 2019 i sag T-741/16 ophæves i sin helhed.

Der gives appellanten medhold i de påstande, denne nedlagde i sit søgsmål for Retten, og den anfægtede forordning 1 annulleres, for så vidt som den vedrører appellanten, i henhold til artikel 61 i statutten for Domstolen.

Sagsøgte og intervenienten for Retten tilpligtes at betale appellantens sagsomkostninger i denne appelsag og i sagen for Retten i sag T-741/16.

Subsidiært hjemvises sagen til Den Europæiske Unions Ret, således at denne kan træffe afgørelse om andet led i det første anbringende i stævningen.

Mere subsidiært hjemvises sagen til Den Europæiske Unions Ret, således at denne kan træffe afgørelse om alle appellantens øvrige anbringender, som begrundet i status i sagen.

Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har fremsat fem appelanbringender.

Første anbringende: Rettens konstateringer i den appellerede doms præmis 54, 64-67, 69-70, 78-80, 87, 93 og 97-98 er behæftet med åbenbare fejl i retsanvendelsen og fordrejer de faktiske omstændigheder ved at fastslå, at appellantens regnskaber ikke var opstillet i overensstemmelse med internationale regnskabsstandarder (»IAS«) og derfor ikke opfyldte grundforordningens 2 artikel 2, stk. 7, litra c), andet led. Som en yderligere konsekvens begik Retten en retlig fejl, da den ikke undersøgte appellantens påstand i medfør af grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), tredje led.

Andet anbringende: Rettens konstateringer i den appellerede doms præmis 113, 115-118, 125-126 og 128-130 er behæftet med åbenbare fejl i retsanvendelsen og fordrejer de faktiske omstændigheder ved at fastslå, at Kommissionen ikke tilsidesatte grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra a), artikel 6, stk. 8, og artikel 9, stk. 4, og sin pligt til at udvise omhu og følge god forvaltningsskik ved at undlade at anmode om og vurdere en detaljeret liste over eksporttransaktioner fra referencelandsproducenten.

Tredje anbringende: Rettens konstateringer i den appellerede doms præmis 141-144, 152-153 og 155-162 er behæftet med åbenbare fejl i retsanvendelsen og fordrejer de faktiske omstændigheder ved at fastslå, at Kommissionen ikke tilsidesatte grundforordningens artikel 2, stk.10, og artikel 9, stk. 4, antidumpingaftalens artikel 2.4 og sin pligt til at udvise omhu og følge god forvaltningsskik ved at afslå at justere den normale værdi og appellantens eksportpris med henblik på beregningen af en dumpingmargen.

Fjerde anbringende: Rettens konstateringer i den appellerede doms præmis 148 og 150 er behæftet med åbenbare fejl i retsanvendelsen og fordrejer de faktiske omstændigheder ved at fastslå, at Kommissionen ikke tilsidesatte grundforordningens artikel 3, stk. 2 og 3, og artikel 9, stk. 4, princippet om god forvaltningsskik og sin pligt til at udvise omhu ved ikke at justere EU-producentens ikke-skadelige prisniveau ud fra forskelle i tillægsydelser, emballage og patent- og knowhowafgifter, som EU-erhvervsgrenen skal betale.

Femte anbringende: Rettens konstateringer i den appellerede doms præmis 189-191, 194, 200-201 og 203-206 er behæftet med åbenbare fejl i retsanvendelsen og fordrejer de faktiske omstændigheder ved at fastslå, at Kommissionen ikke tilsidesatte grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra a), artikel 2, stk. 10, artikel 3, stk. 2, 3 og 5, artikel 6, stk. 8, og artikel 9, stk. 4, princippet om god forvaltningsskik og sin pligt til at udvise omhu ved ikke at sikre sig, at EU-erhvervsgrenens omkostninger til råmaterialer fra dennes forbundne leverandør var fastsat på armslængdevilkår, og ved ikke at anmode om, at der blev udfyldt et forbundet leverandørspørgeskema.

____________

1     Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/1247 af 28.7.2016 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af aspartam med oprindelse i Folkerepublikken Kina og om endelig opkrævning af den midlertidige told (EUT 2016, L 204, s. 92).

2     Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 af 8.6.2016 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (EUT 2016, L 176, s. 21).