PERSONALERETTENS DOM

(Første Afdeling)

4. november 2008

Sag F-41/06

Luigi Marcuccio

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Personalesag – tjenestemænd – social sikring – forsikring mod ulykker og erhvervssygdomme – invaliditet – pensionering som følge af invaliditet – begrundelse – annullation«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Luigi Marcuccio har nedlagt påstand dels om annullation af Kommissionens afgørelse om at pensionere sagsøgeren som følge af invaliditet samt af en række akter, der er forbundet med denne afgørelse, dels om, at Kommissionen tilpligtes at betale ham erstatning.

Udfald: Kommissionens afgørelse af 30. maj 2005 om at pensionere sagsøgeren som følge af invaliditet annulleres. Kommissionen betaler sagsøgeren et beløb på 3 000 EUR. I øvrigt frifindes Kommissionen. Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler to tredjedele af sagsøgerens omkostninger. Sagsøgeren bærer en tredjedel af sine egne omkostninger.

Sammendrag

Tjenestemænd – invaliditet – invaliditetsudvalg – udtalelse – begrundelsespligt – formål

(Tjenestemandsvedtægten, art. 25 og 53 samt art.  78, stk. 1)

Formålet med bestemmelserne om invaliditetsudvalget er at overlade det til sagkyndige læger at træffe den endelige afgørelse om alle lægelige spørgsmål. Den retslige prøvelse kan ikke udvides til at omfatte de rent lægelige afgørelser, som må anses for definitive, når de er blevet til efter de forskriftsmæssige betingelser herom. Derimod kan der udøves domstolskontrol med lovligheden af udvalgenes nedsættelse og virksomhed samt med lovligheden af de udtalelser, som disse udvalg afgiver. Ud fra dette synspunkt er Fællesskabets retsinstanser kompetente til at efterprøve, om udtalelsen indeholder en begrundelse, der gør det muligt at vurdere de betragtninger, som udtalelsens konklusioner er baseret på, og om det fremgår, at der er en forståelig sammenhæng mellem de lægelige konstateringer, som er indeholdt i udtalelsen, og de konklusioner, som udvalget er nået frem til.

En udtalelse afgivet af et invaliditetsudvalg, der indskrænker sig til blot at konstatere og samtidig konkludere, at tjenestemanden er ramt af vedvarende invaliditet, som anses for fuldstændig, og som medfører, at vedkommende er ude af stand til at gøre tjeneste, savner åbenbart enhver begrundelse. Den blotte bemærkning i invaliditetsudvalgets mødeprotokol om, at tjenestemanden lider af en depressiv angsttilstand, gør det ikke muligt for Fællesskabets retsinstanser at få kendskab til og efterprøve de betragtninger, som udtalelsens konklusioner er baseret på, og om det fremgår, at der er en forståelig sammenhæng mellem de lægelige konstateringer, som er indeholdt i udtalelsen, og de konklusioner, som udvalget er nået frem til. En depressiv angsttilstand kan nemlig komme til udtryk på forskellige måder og i forskellig styrke og indebærer ikke, at den person, der lider heraf, nødvendigvis må betragtes som ramt af vedvarende invaliditet, som anses for fuldstændig, og som medfører, at den pågældende er ude af stand til at gøre tjeneste i en stilling i hans ansættelsesgruppe.

(jf. præmis 64, 65 og 67)

Henvisning til:

Domstolen: 10. december 1987, sag 277/84, Jänsch mod Kommissionen, Sml. s. 4923, præmis 15.

Retten i Første Instans: 27. februar 1992, sag T-165/89, Plug mod Kommissionen, Sml. II, s. 367, præmis 75; 15. december 1999, sag T-27/98, Nardone mod Kommissionen, Sml. Pers. IA, s. 267, og II, s. 1293, præmis 87.