DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling)
12. februar 2019 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – retligt samarbejde i straffesager – rammeafgørelse 2002/584/RIA – europæisk arrestordre – artikel 12 – varetægtsfængsling af en person – artikel 17 – frister for vedtagelse af afgørelsen om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre – national lovgivning, hvorefter varetægtsforanstaltningen suspenderes ex officio 90 dage efter anholdelsen – overensstemmende fortolkning – udsættelse af fristen – Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – artikel 6 – ret til frihed og sikkerhed – forskellige fortolkninger af national lovgivning – klarhed og forudsigelighed«
I sag C-492/18 PPU,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af rechtbank Amsterdam (retten i første instans i Amsterdam, Nederlandene) ved afgørelse af 27. juli 2018, indgået til Domstolen den 27. juli 2018, i sagen om fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre udstedt mod
TC,
har
DOMSTOLEN (Første Afdeling),
sammensat af Domstolens vicepræsident, R. Silva de Lapuerta, som fungerende formand for Første Afdeling, og dommerne A. Arabadjiev (refererende dommer), E. Regan, C.G. Fernlund og S. Rodin,
generaladvokat: M. Szpunar,
justitssekretær: ekspeditionssekretær M. Ferreira,
på grundlag af den forelæggende rets anmodning af 27. juli 2018, indgået til Domstolen den 27. juli 2018, om at undergive den præjudicielle forelæggelse hasteproceduren i henhold til artikel 107 i Domstolens procesreglement,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 4. oktober 2018,
efter at der er afgivet indlæg af:
– TC ved advocaten T.J. Kodrzycki og Th.O.M. Dieben,
– Openbaar Ministerie ved Officieren van Justitie R. Vorrink, J. Asbroek og K. van der Schaft,
– den nederlandske regering ved M.K. Bulterman, M.A.M. de Ree og J.M. Hoogveld, som befuldmægtigede,
– den tjekkiske regering ved M. Smolek, J. Vláčil og A. Kasalická, som befuldmægtigede,
– Irland ved A. Joyce og G. Mullan, som befuldmægtigede,
– den italienske regering ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato S. Faraci,
– Europa-Kommissionen ved R. Troosters, som befuldmægtiget,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 6. november 2018,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 6 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).
2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med fuldbyrdelsen i Nederlandene af en europæisk arrestordre udstedt den 12. juni 2017 mod TC af de kompetente myndigheder i Det Forenede Kongerige (herefter »den omhandlede europæiske arrestordre«).
Retsforskrifter
EU-retten
Chartret
3 Chartrets artikel 6 med overskriften »Ret til frihed og sikkerhed« har følgende ordlyd:
»Enhver har ret til frihed og personlig sikkerhed.«
Rammeafgørelse 2002/584/RIA
4 Følgende fremgår af 12. betragtning til Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (EFT 2002, L 190, s. 1):
»Denne rammeafgørelse respekterer de grundlæggende rettigheder og principper, som er anerkendt i artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union, og som afspejles i [chartret] […]«
5 Rammeafgørelsens artikel 1, som har overskriften »Definition af og pligten til at fuldbyrde en europæisk arrestordre«, bestemmer i stk. 3:
»Denne rammeafgørelse indebærer ikke nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er defineret i artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union.«
6 Rammeafgørelsens artikel 12 med overskriften »Varetægtsfængsling af en person« bestemmer:
»Når en person anholdes på grundlag af en europæisk arrestordre, skal den fuldbyrdende judicielle myndighed afgøre, om den pågældende skal forblive varetægtsfængslet i overensstemmelse med den fuldbyrdende medlemsstats nationale lovgivning. Den pågældende kan på et hvilket som helst tidspunkt løslades midlertidigt i overensstemmelse med den fuldbyrdende medlemsstats nationale lovgivning under forudsætning af, at denne medlemsstats kompetente myndighed træffer enhver foranstaltning, den måtte finde nødvendig, for at undgå, at den pågældende flygter.«
7 Rammeafgørelsens artikel 15, stk. 1, der har overskriften »Afgørelse om overgivelse«, har følgende ordlyd:
»Den fuldbyrdende judicielle myndighed træffer afgørelse om overgivelse af den pågældende inden for de frister og på de betingelser, der er fastsat i denne rammeafgørelse.«
8 Artikel 17 i rammeafgørelse 2002/584, der har overskriften »Frister og procedurer i forbindelse med afgørelsen om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre«, bestemmer:
»1. En europæisk arrestordre behandles og fuldbyrdes som hastesag.
[…]
3. I andre tilfælde bør der træffes endelig afgørelse om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre senest 60 dage efter anholdelsen af den eftersøgte.
4. I konkrete tilfælde, hvor den europæiske arrestordre ikke kan fuldbyrdes inden for de i stk. 2 og 3 fastsatte frister, underretter den fuldbyrdende judicielle myndighed straks den udstedende judicielle myndighed herom og om grundene hertil. I så fald kan fristerne forlænges med yderligere 30 dage.
5. Så længe den fuldbyrdende judicielle myndighed ikke har truffet endelig afgørelse om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre, skal den sikre sig, at de materielle betingelser for overgivelse fortsat er opfyldt.
[…]
7. Hvis en medlemsstat undtagelsesvis ikke kan overholde de frister, der er fastsat i denne artikel, underretter den [Den Europæiske Enhed for Retligt samarbejde (Eurojust)] og angiver grundene til forsinkelsen. Desuden underretter en medlemsstat, der har været udsat for en anden medlemsstats gentagne forsinkelser i fuldbyrdelsen af en arrestordre, Rådet herom med henblik på en vurdering af gennemførelsen af denne rammeafgørelse i medlemsstaterne.«
Nederlandsk ret
9 Følgende fremgår af artikel 22 i Overleveringswet (lov om overgivelse) (Stb. 2004, nr. 195, herefter »OLW«), som gennemfører rammeafgørelse 2002/584:
»1. Rettens afgørelse om overgivelse træffes af rechtbank (ret i første instans) inden 60 dage efter anholdelsen af den eftersøgte person som omhandlet i artikel 21.
[…]
3. I særlige tilfælde og med angivelse af grunde til den udstedende judicielle myndighed kan rechtbank (ret i første instans) forlænge fristen på 60 dage med højst 30 dage.
4. Såfremt rechtbank (ret i første instans) inden for den i stk. 3 nævnte frist endnu ikke har truffet nogen afgørelse, kan den på ny forlænge fristen på ubestemt tid og samtidig med vilkår suspendere frihedsberøvelsen af den eftersøgte person med underretning herom til den udstedende judicielle myndighed.«
10 OLW’s artikel 64 har følgende ordlyd:
»1. I tilfælde, hvor der i medfør af denne lov kan eller skal træffes afgørelse om frihedsberøvelse, kan det bestemmes, at frihedsberøvelsen suspenderes eller ophæves med vilkår indtil det tidspunkt, hvor rechtbank (ret i første instans) træffer afgørelse om overgivelse. De vilkår, der fastsættes, kan alene have til formål at forebygge flugt.
2. Rechtbank (ret i første instans) eller rechter-commissaris (undersøgelsesdommer) kan i medfør af stk. 1 bestemme, at straffeproceslovens artikel 80, bortset fra stk. 2, og artikel 81-88 finder tilsvarende anvendelse.«
Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål
11 TC, der er genstand for den omhandlede europæiske arrestordre, er en britisk statsborger, som er bosiddende i Spanien, og som er mistænkt for som øverste ansvarlige i en kriminel organisation at have medvirket til import, distribution og salg af hårde stoffer, bl.a. 300 kg kokain. Den maksimale straf for en sådan forbrydelse er efter lovgivningen i Det Forenede Kongerige en frihedsstraf på livstid.
12 TC blev den 4. april 2018 anholdt i Nederlandene. På denne dato begyndte fristen på 60 dage for at træffe afgørelse om fuldbyrdelse af den omhandlede europæiske arrestordre i henhold til OLW’s artikel 22, stk. 1, og artikel 17, stk. 3, i rammeafgørelse 2002/584 at løbe.
13 Den forelæggende ret, rechtbank Amsterdam (retten i første instans i Amsterdam, Nederlandene), har behandlet den omhandlede europæiske arrestordre i et retsmøde den 31. maj 2018. I dette retsmøde blev varetægtsfængslingen af TC opretholdt og 60-dages fristen for vedtagelse af afgørelsen om fuldbyrdelse af den omhandlede europæiske arrestordre blev forlænget med 30 dage. Ved mellemafgørelse af 14. juni 2018 genåbnede den forelæggende ret sagsbehandlingen, udsatte sagen på Domstolens besvarelse af den anmodning om præjudiciel afgørelse, der var blevet indgivet den 17. maj 2018 i den sag, som i mellemtiden har givet anledning til dom af 19. september 2018, RO (C-327/18 PPU, EU:C:2018:733), og præciserede, at fristen for at træffe afgørelse blev udsat fra den 14. juni 2018 og frem til afsigelsen af sidstnævnte dom.
14 TC har anmodet om suspension af sin varetægtsfængsling fra den 4. juli 2018, som var det tidspunkt, hvor der var forløbet 90 dage fra hans anholdelse.
15 Den forelæggende ret har præciseret, at i medfør af OLW’s artikel 22, stk. 4, skal den i princippet altid suspendere varetægtsfængsling, der sker med henblik på overgivelse af en eftersøgt person, når fristen på 90 dage for en endelig afgørelse om fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre er overskredet. Ved vedtagelsen af denne bestemmelse har den nederlandske lovgiver nemlig lagt den forudsætning til grund, at rammeafgørelse 2002/584 fastsætter en sådan suspension.
16 Det fremgår imidlertid af dom af 16. juli 2015, Lanigan (C-237/15 PPU, EU:C:2015:474), at denne forudsætning er forkert og ikke i tilstrækkelig grad tager hensyn til de forpligtelser, der i henhold til bestemmelserne i den primære EU-ret påhviler en ret, der skal tage stilling til en anmodning om fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, herunder navnlig forpligtelsen til som ret i sidste instans i denne type sager at anmode Domstolen om en præjudiciel afgørelse, når en besvarelse af anmodningen er nødvendig for at kunne træffe afgørelse, og til at udsætte afgørelsen om overgivelsen, såfremt der består en reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling af den eftersøgte person i den udstedende medlemsstat som omhandlet i dom af 5. april 2016, Aranyosi og Căldăraru (C-404/15 og C-659/15 PPU, EU:C:2016:198).
17 Den forelæggende ret har anført, at den derfor har udviklet en praksis, som gør det muligt for den at anlægge en fortolkning af OLW’s artikel 22, stk. 4, som både er i overensstemmelse med rammeafgørelse 2002/584 og OLW, således at afgørelsen om overgivelsen udsættes i de tilfælde, der er omhandlet i den foregående præmis. Denne fortolkning udelukker ikke anvendelsen af OLW’s artikel 22, stk. 4, eftersom den frist, der er fastsat for at tage til stilling til overgivelsen, er udsat.
18 Nævnte fortolkning berører ikke muligheden for at træffe afgørelse om at suspendere varetægtsfængslingen med henblik på overgivelsen, hvilket den forelæggende ret generelt gør, navnlig såfremt fastsættelsen af vilkår gør det muligt at nedbringe flugtrisikoen til et acceptabelt niveau. I det foreliggende tilfælde består der imidlertid en meget alvorlig flugtrisiko, som ikke kan nedbringes til et acceptabelt niveau.
19 Gerechtshof Amsterdam (appeldomstolen i Amsterdam, Nederlandene) har imidlertid allerede fastslået, at den i nærværende doms præmis 17 omhandlede fortolkning af OLW’s artikel 22, stk. 4, er fejlagtig, idet den samtidig fandt, at en streng anvendelse af denne nationalretlige bestemmelse kan være til skade for EU-rettens effektive virkning. Gerechtshof Amsterdam (appeldomstolen i Amsterdam) foretog således en interesseafvejning in abstracto mellem på den ene side hensynet til Unionens retsorden – i form af forpligtelsen til at anmode Domstolen om en præjudiciel afgørelse og forpligtelsen til at afvente besvarelsen heraf eller forpligtelsen til at udsætte afgørelsen om overgivelse, hvis der består en reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling – og på den anden side hensynet til at sikre overholdelsen af national ret og retssikkerhedsprincippet. Resultatet af denne interesseafvejning medfører, at fristen for at træffe afgørelse om overgivelse må anses for at være udsat fra det tidspunkt, hvor rechtbank (ret i første instans) har besluttet at anmode Domstolen om en præjudiciel afgørelse, eller fra det tidspunkt, hvor den har udsat sin afgørelse om overgivelse, medmindre varetægtsfængslingen med henblik på overgivelse er i strid med chartrets artikel 6.
20 Den forelæggende ret har ikke desto mindre efterfølgende fastholdt sin fortolkning af OLW’s artikel 22, stk. 4, som ifølge den forelæggende ret er i overensstemmelse med rammeafgørelse 2002/584, idet denne fortolkning endnu aldrig har ført til et andet resultat end den abstrakte interesseafvejning, som Gerechtshof Amsterdam (appeldomstolen i Amsterdam) har foretaget.
21 I det foreliggende tilfælde har TC navnlig gjort gældende, at denne fortolkning af OLW’s artikel 22, stk. 4, er i strid med retssikkerhedsprincippet, således at varetægtsfængslingen med henblik på TC’s overgivelse krænker artikel 5 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«), og chartrets artikel 6. Til støtte herfor har TC anført, at i en tidligere lignende sag har den eftersøgte person anlagt sag ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol mod Kongeriget Nederlandene på grund af krænkelse af EMRK’s artikel 5 (Cernea mod Nederlandene, nr. 62318/16), og at denne medlemsstat i denne sag har indgivet en ensidig erklæring om, at EMRK’s artikel 5 er krænket. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har imidlertid endnu ikke truffet afgørelse i nævnte sag.
22 I denne henseende fremgår det ifølge den forelæggende ret af præmis 32 i dom af 29. juni 2017, Popławski (C-579/15, EU:C:2017:503), at forpligtelsen til at foretage en fortolkning af national lovgivning, der er overensstemmende med en rammeafgørelse, bl.a. begrænses af retssikkerhedsprincippet. Varetægtsfængslingen med henblik på overgivelse skal desuden være i overensstemmelse med chartrets artikel 6.
23 Den forelæggende ret ønsker således oplyst, om opretholdelsen af varetægtsfængsling med henblik på overgivelse i et tilfælde som TC’s er i strid med chartrets artikel 6, navnlig med det herved sikrede retssikkerhedsprincip.
24 Den har i denne forbindelse præciseret, at dens praksis vedrørende udsættelse af fristen for at træffe afgørelse angår de to nævnte afgrænsede situationer, at denne praksis er tydelig og sammenhængende, og at den er offentliggjort. Det samme gælder for så vidt angår praksis ved Gerechtshof Amsterdam (appeldomstolen i Amsterdam). Det er således den forelæggende rets vurdering, at TC, om nødvendigt efter vejledning fra sin advokat, kunne forudse, at varetægtsfængslingen med henblik på hans overgivelse kunne forlænges ud over de 90 dage fra datoen for hans anholdelse.
25 Såfremt Domstolen måtte finde, at varetægtsfængsling med henblik på overgivelse i et tilfælde som TC’s er i strid med chartrets artikel 6, ønsker den forelæggende ret derudover oplyst, om den skal undlade at anvende OLW’s artikel 22, stk. 4, for så vidt som en anvendelse af denne bestemmelse vil føre til et resultat, der strider mod EU-retten, og det således ikke er muligt at fortolke denne bestemmelse i overensstemmelse med rammeafgørelsen, samt om en sådan fremgangsmåde ikke i sig selv vil være i strid med retssikkerhedsprincippet.
26 På denne baggrund har rechtbank Amsterdam (retten i første instans i Amsterdam) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Såfremt
– den fuldbyrdende medlemsstat har gennemført artikel 17 i rammeafgørelse [2002/584] på en sådan måde, at varetægtsfængslingen i udleveringsøjemed af den eftersøgte person altid skal suspenderes, når fristen på 90 dage for at træffe endelig afgørelse om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre overskrides, og
– de judicielle myndigheder i denne medlemsstat har fortolket national ret således, at fristen for at træffe afgørelse udsættes, når den fuldbyrdende judicielle myndighed har besluttet at stille et præjudicielt spørgsmål til Domstolen eller at afvente besvarelsen af et præjudicielt spørgsmål stillet af en anden fuldbyrdende judiciel myndighed eller at udsætte afgørelsen om overgivelse på grund af en reel fare for umenneskelige eller nedværdigende fængselsforhold i den fuldbyrdende medlemsstat,
er fortsat varetægtsfængsling af den eftersøgte på grund af [flugtrisiko], når denne fængsling har varet mere end 90 dage efter anholdelsen af den eftersøgte person, da i strid med [chartrets] artikel 6 […]?«
Om hasteproceduren
27 Den forelæggende ret har anmodet om, at nærværende præjudicielle forelæggelse undergives den præjudicielle hasteprocedure, der er fastsat i artikel 107 i Domstolens procesreglement.
28 Til støtte for anmodningen har den forelæggende ret anført, at TC er varetægtsfængslet i Nederlandene alene på grundlag af den omhandlede europæiske arrestordre, som er udstedt af Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland med henblik på strafforfølgning af den pågældende. Ifølge den forelæggende ret kan den først træffe afgørelse om anmodningen om suspension af den varetægtsfængsling, som TC er underlagt, når Domstolen har truffet afgørelse om dens anmodning om præjudiciel afgørelse. Det er derfor den forelæggende rets vurdering, at det tidsrum, som vil forløbe inden Domstolens besvarelse, vil have en direkte og afgørende betydning for længden af TC’s varetægtsfængsling.
29 Det bemærkes for det første, at nærværende præjudicielle forelæggelse vedrører fortolkningen af rammeafgørelse 2002/584, der henhører under de områder, som er omhandlet i afsnit V i EUF-traktatens tredje del vedrørende et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Denne forelæggelse kan følgelig undergives den præjudicielle hasteprocedure.
30 Hvad for det andet angår kriteriet om den hastende karakter skal der i henhold til Domstolens faste praksis tages hensyn til den omstændighed, at den berørte person er frihedsberøvet, og at hans fortsatte frihedsberøvelse afhænger af løsningen af tvisten i hovedsagen. Situationen for den omhandlede person skal i øvrigt bedømmes ud fra den situation, der forelå på tidspunktet for behandlingen af anmodningen om, at den præjudicielle forelæggelse undergives hasteproceduren (dom af 19.9.2018, RO, C-327/18 PPU, EU:C:2018:733, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis).
31 Det er i det foreliggende tilfælde ubestridt dels, at TC på denne dato var varetægtsfængslet, dels, at fastholdelsen af den pågældende i denne situation afhænger af den afgørelse, der skal træffes vedrørende hans anmodning om suspension af varetægtsfængslingen, som er den anmodning, der har givet anledning til at udsætte bl.a. denne sag på Domstolens besvarelse.
32 Under disse omstændigheder besluttede Domstolens Første Afdeling den 9. august 2018 efter forslag fra den refererende dommer og efter at have hørt generaladvokaten at efterkomme den forelæggende rets anmodning om, at den præjudicielle forelæggelse undergives den præjudicielle hasteprocedure.
33 For det tredje oplyste den forelæggende ret den 9. oktober 2018 Domstolen om, at den den foregående dag havde besluttet at suspendere TC’s varetægtsfængsling med vilkår fra den 8. oktober 2018 og frem til afsigelsen af afgørelsen om den pågældendes overgivelse til Det Forenede Kongerige. Ifølge den forelæggende rets beregninger udløb fristen på 90 dage under hensyntagen til den periode, hvori nævnte frist havde været udsat, den 8. oktober 2018.
34 Da Openbaar Ministerie (anklagemyndigheden, Nederlandene) har iværksat appel til prøvelse af den forelæggende rets afgørelse af 8. oktober 2018 ved Gerechtshof Amsterdam (appeldomstolen i Amsterdam), har sidstnævnte desuden den 12. november 2018 oplyst Domstolen om, at den har udsat behandlingen af denne appelsag indtil afsigelsen af nærværende dom.
35 Under disse omstændigheder har Domstolens Første Afdeling fastslået, at den hastende karakter af denne sag fra den 8. oktober 2018 ikke længere består, og at der følgelig ikke længere er grund til at behandle sagen efter den præjudicielle hasteprocedure.
Om det præjudicielle spørgsmål
36 Indledningsvis bemærkes, at det forelagte spørgsmål er baseret på en række forudsætninger, for det første at en overgivelsesprocedure som den i hovedsagen omhandlede kan vare over 90 dage, bl.a. i et af de tilfælde, der er omhandlet i det forelagte spørgsmål, for det andet at den forpligtelse til i alle tilfælde at suspendere varetægtsfængsling af den eftersøgte person, når der er forløbet 90 dage fra den pågældendes anholdelse, som er fastsat i OLW’s artikel 22, stk. 4, er uforenelig med rammeafgørelse 2002/584, for det tredje at såvel den fortolkning af denne nationale bestemmelse, som anlægges af den forelæggende ret, som praksis fra Gerechtshof Amsterdam (appeldomstolen i Amsterdam) tilsigter at genoprette den nationale retlige rammes overensstemmelse med nævnte rammeafgørelse, og for det fjerde at nævnte fortolkninger på trods af deres forskellige retlige ræsonnement på nuværende tidspunkt ikke har ført til divergerende afgørelser. Som det er nævnt i nærværende doms præmis 25, ønsker den forelæggende ret desuden oplyst, om den i givet fald skal undlade at anvende nævnte nationale bestemmelse.
37 Det fremgår af Domstolens faste praksis, at det som led i den samarbejdsprocedure mellem de nationale retter og Domstolen, som er indført ved artikel 267 TEUF, tilkommer denne at give den nationale ret et hensigtsmæssigt svar, som sætter den i stand til at afgøre den tvist, der verserer for den. Ud fra dette synspunkt påhviler det Domstolen efter omstændighederne at omformulere de spørgsmål, den forelægges. Den omstændighed, at en national ret rent formelt har udformet det præjudicielle spørgsmål under henvisning til bestemte EU-retlige bestemmelser, er ikke til hinder for, at Domstolen oplyser denne ret om alle de fortolkningsmomenter, der kan være til nytte ved afgørelsen af den sag, som verserer for denne, uanset om den henviser til dem i sine spørgsmål. Det tilkommer herved Domstolen af samtlige de oplysninger, der er fremlagt af den nationale ret, og navnlig af forelæggelsesafgørelsens præmisser, at udlede de EU-retlige elementer, som det under hensyn til sagens genstand er nødvendigt at fortolke (dom af 27.6.2017, Congregación de Escuelas Pías Provincia Betania, C-74/16, EU:C:2017:496, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).
38 Da den forelæggende ret i det foreliggende tilfælde den 8. oktober 2018 har besluttet at suspendere TC’s varetægtsfængsling, og da Gerechtshof Amsterdam (appeldomstolen i Amsterdam) ikke har omgjort denne afgørelse, er det ufornødent at behandle det i forelæggelsesafgørelsens præmisser rejste spørgsmål om den eventuelle undladelse af at anvende OLW’s artikel 22, stk. 4. Med henblik på at oplyse den forelæggende ret om alle de fortolkningsmomenter, der kan være til nytte ved afgørelsen af den sag, som verserer for den, skal det forelagte spørgsmål omformuleres og besvares under hensyntagen til de forudsætninger, der er redegjort for i nærværende doms præmis 36.
39 Det følger heraf, at det må antages, at den forelæggende ret med sit spørgsmål nærmere bestemt ønsker oplyst dels, om rammeafgørelse 2002/584 skal fortolkes således, at den er til hinder for en national bestemmelse som den i hovedsagen omhandlede, som fastsætter en generel og ubetinget forpligtelse til at løslade en eftersøgt person, som er blevet anholdt på grundlag af en europæisk arrestordre, så snart der er forløbet 90 dage siden anholdelsen af den pågældende, når der med hensyn til den pågældende består en meget alvorlig flugtrisiko, som ikke kan nedbringes til et acceptabelt niveau ved fastsættelse af passende foranstaltninger, dels, om chartrets artikel 6 skal fortolkes således, at den er til hinder for en national retspraksis, som tillader varetægtsfængsling af den eftersøgte person ud over nævnte frist på 90 dage på grundlag af en fortolkning af denne nationale bestemmelse, hvorefter nævnte frist udsættes, såfremt den fuldbyrdende judicielle myndighed enten beslutter at forelægge en anmodning om præjudiciel afgørelse for Domstolen, at afvente besvarelsen af en anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af en anden fuldbyrdende judiciel myndighed eller at udsætte afgørelsen om overgivelse med den begrundelse, at der kan foreligge en reel risiko for umenneskelige eller nedværdigende forhold under frihedsberøvelse i den udstedende medlemsstat.
40 I denne henseende bemærkes for det første, at rammeafgørelse 2002/584, således som det navnlig fremgår af dens artikel 1, stk. 1 og 2, sammenholdt med femte og syvende betragtning hertil, har til formål at erstatte det multilaterale udleveringssystem, der er baseret på den europæiske udleveringskonvention, undertegnet i Paris 13. december 1957, med en ordning for overgivelse mellem judicielle myndigheder af dømte eller mistænkte personer med henblik på straffuldbyrdelse eller retsforfølgning, og denne ordning bygger på princippet om gensidig anerkendelse (dom af 25.7.2018, Minister for Justice and Equality (Mangler i retssystemet), C-216/18 PPU, EU:C:2018:586, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).
41 Rammeafgørelse 2002/584 tilsigter således med indførelsen af en ny forenklet og mere effektiv ordning for overgivelse af personer, der er dømt eller mistænkt for overtrædelse af straffeloven, at fremme og fremskynde det retlige samarbejde med henblik på at bidrage til at gennemføre Unionens erklærede mål om at blive et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed på grundlag af den høje grad af tillid, der skal være mellem medlemsstaterne (dom af 25.7.2018, Minister for Justice and Equality (Mangler i retssystemet), C-216/18 PPU, EU:C:2018:586, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).
42 Dette mål om at fremskynde det retlige samarbejde ligger bl.a. til grund for fristerne for vedtagelse af afgørelser om den europæiske arrestordre. Som det i denne henseende fremgår af Domstolens praksis, skal artikel 15 og 17 i rammeafgørelse 2002/584 fortolkes således, at de kræver, at den endelige afgørelse om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre i princippet vedtages inden for disse frister, hvis betydning i øvrigt også fremgår af andre af rammeafgørelsens bestemmelser (jf. i denne retning dom af 16.7.2015, Lanigan, C-237/15 PPU, EU:C:2015:474, præmis 29 og 32 samt den deri nævnte retspraksis).
43 Såfremt den fuldbyrdende judicielle myndighed, som skal træffe afgørelse om overgivelse af den person, som er omfattet af en europæisk arrestordre, vurderer, at der består en reel risiko for, at denne person i tilfælde af overgivelse til den udstedende judicielle myndighed udsættes for umenneskelig eller nedværdigende behandling som omhandlet i chartrets artikel 4 eller for en krænkelse af vedkommendes grundlæggende ret til en uafhængig domstol og følgelig af kerneindholdet i dennes grundlæggende ret til en retfærdig rettergang, som i overensstemmelse med artikel 1, stk. 3, i rammeafgørelse 2002/584 er sikret ved chartrets artikel 47, stk. 2 (jf. i denne retning dom af 5.4.2016, Aranyosi og Căldăraru, C-404/15 og C-659/15 PPU, EU:C:2016:198, præmis 83 og 88 samt den deri nævnte retspraksis, og af 25.7.2018, Minister for Justice and Equality (Mangler i retssystemet), C-216/18 PPU, EU:C:2018:586, præmis 59 og 60 samt den deri nævnte retspraksis), vil denne vurdering imidlertid kunne medføre, at varigheden af overgivelsesproceduren overstiger en frist på 90 dage, således som den forelæggende ret med rette har anført. Det samme risikerer at blive tilfældet for så vidt angår den supplerende frist i forbindelse med en udsættelse af afgørelsen på Domstolens besvarelse af en anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af en fuldbyrdende judiciel myndighed i henhold til artikel 267 TEUF.
44 For det andet bemærkes, at det af nævnte rammeafgørelses artikel 12 fremgår, at den fuldbyrdende judicielle myndighed skal afgøre, om en person, der er anholdt på grundlag af en europæisk arrestordre, skal forblive varetægtsfængslet i overensstemmelse med den fuldbyrdende medlemsstats lovgivning. I denne artikel er det ligeledes præciseret, at denne person på et hvilket som helst tidspunkt kan løslades midlertidigt i overensstemmelse med denne stats lovgivning under forudsætning af, at denne stats kompetente myndighed træffer enhver foranstaltning, den måtte finde nødvendig, for at undgå, at den pågældende flygter.
45 Det bemærkes, at denne artikel derimod ikke generelt fastsætter, at det udelukkende er muligt at opretholde varetægtsfængslingen af den eftersøgte person inden for præcise tidsgrænser, og navnlig ikke fastsætter, at en opretholdelse er udelukket efter udløbet af de frister, der er fastsat i rammeafgørelsens artikel 17 (dom af 16.7.2015, Lanigan, C-237/15 PPU, EU:C:2015:474, præmis 44).
46 Selv om artikel 12 i rammeafgørelse 2002/584 endvidere på visse betingelser giver mulighed for midlertidigt at løslade en person, der er blevet arresteret på grundlag af en europæisk arrestordre, fastsætter hverken denne bestemmelse eller nogen anden af rammeafgørelsens bestemmelser, at den fuldbyrdende judicielle myndighed efter udløbet af de frister, der er fastsat i rammeafgørelsens artikel 17, er forpligtet til at iværksætte en sådan midlertidig løsladelse eller a fortiori ganske enkelt løslade den pågældende (jf. i denne retning dom af 16.7.2015, Lanigan, C-237/15 PPU, EU:C:2015:474, præmis 45 og 46).
47 Eftersom proceduren til fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre også skal fremmes efter udløbet af de frister, der er fastsat i artikel 17 i rammeafgørelse 2002/584, ville en generel og ubetinget forpligtelse til midlertidigt at løslade eller a fortiori til ganske enkelt at løslade denne person efter udløbet af disse frister, eller når den samlede varighed af varetægtsfængslingen af den eftersøgte person overstiger nævnte frister, nemlig kunne begrænse effektiviteten af den ordning for overgivelse, der er indført ved rammeafgørelsen, og dermed være til hinder for virkeliggørelsen af de mål, der forfølges hermed (dom af 16.7.2015, Lanigan, C-237/15 PPU, EU:C:2015:474, præmis 50).
48 Såfremt den fuldbyrdende judicielle myndighed beslutter at løslade den eftersøgte person, tilkommer det således myndigheden i medfør af nævnte rammeafgørelses artikel 12 og artikel 17, stk. 5, at underlægge den midlertidige løsladelse af personen enhver foranstaltning, den måtte finde nødvendig, for at undgå, at den pågældende flygter, og at sikre sig, at de materielle betingelser for den faktiske overgivelse af den pågældende fortsat er opfyldt, så længe der ikke er truffet endelig afgørelse om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre (jf. i denne retning dom af 16.7.2015, Lanigan, C-237/15 PPU, EU:C:2015:474, præmis 61).
49 Det følger heraf, at såfremt der – således som den forelæggende ret har anført, at det er tilfældet i den konkrete sag – består en meget alvorlig flugtrisiko, der ikke kan nedbringes til at acceptabelt niveau ved fastsættelse af passende foranstaltninger, som gør det muligt at sikre, at de materielle betingelser for den faktiske overgivelse af den eftersøgte person fortsat er opfyldt, vil en midlertidig løsladelse af den pågældende være til skade for effektiviteten af den ordning for overgivelse, der er indført ved rammeafgørelse 2002/584, og dermed være til hinder for virkeliggørelsen af de mål, der forfølges hermed, eftersom det ikke længere vil være sikret, at disse materielle betingelser fortsat vil være opfyldt.
50 Det følger heraf, at forpligtelsen i OLW’s artikel 22, stk. 4, til i alle tilfælde at suspendere den varetægtsfængsling, som den eftersøgte person er undergivet med henblik på dennes overgivelse, så snart der er forløbet 90 dage fra anholdelsen af den pågældende, er uforenelig med bestemmelserne i rammeafgørelse 2002/584, således som den forelæggende ret i øvrigt har anført i sin anmodning om præjudiciel afgørelse.
51 For det tredje bemærkes indledningsvis, at den fortolkning af nævnte nationale bestemmelse, som den forelæggende ret har anlagt, ikke synes egnet til under alle omstændigheder at afhjælpe denne uforenelighed, eftersom den forelæggende ret, således som det fremgår af nærværende doms præmis 33, på trods af, at den udtrykkeligt i sin anmodning om præjudiciel afgørelse har anført at være af den opfattelse, at der med hensyn til TC består en meget alvorlig flugtrisiko, som ikke vil kunne nedbringes til et acceptabelt niveau ved fastsættelse af passende foranstaltninger, som gør det muligt at sikre, at de materielle betingelser for hans overgivelse fortsat vil være opfyldt, i det foreliggende tilfælde har besluttet med vilkår at suspendere varetægtsfængslingen af TC fra den 8. oktober 2018, der ifølge den forelæggende rets beregninger var den dag, hvor afgørelsesfristen på 90 dage udløb under hensyntagen til den periode, hvori fristen var udsat.
52 Såfremt praksis fra Gerechtshof Amsterdam (appeldomstolen i Amsterdam) ligeledes kan medføre midlertidig løsladelse af en eftersøgt person på trods af den omstændighed, at der med hensyn til den pågældende består en meget alvorlig flugtrisiko, som ikke kan nedbringes til et acceptabelt niveau ved fastsættelse af passende foranstaltninger, som gør det muligt at sikre, at de materielle betingelser for den faktiske overgivelse af denne person fortsat er opfyldt, anlægger heller ikke denne retspraksis en fortolkning af OLW’s artikel 22, stk. 4, der er forenelig med bestemmelserne i rammeafgørelse 2002/584.
53 Endelig skal det fremhæves, at en hvilken som helst udsættelse af fristen for at træffe endelig afgørelse om fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre under alle omstændigheder kun er tilladt under overholdelse af de underretningsforpligtelser, der påhviler den fuldbyrdende judicielle myndighed i medfør af bl.a. rammeafgørelsens artikel 17, stk. 4 og 7.
54 For det fjerde bemærkes, at artikel 1, stk. 3, i rammeafgørelse 2002/584 udtrykkeligt bestemmer, at denne ikke indebærer nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er defineret i artikel 6 EU og afspejles i chartret, hvilken pligt desuden vedrører alle medlemsstaterne, herunder navnlig både den udstedende og den fuldbyrdende medlemsstat (dom af 16.7.2015, Lanigan, C-237/15 PPU, EU:C:2015:474, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis).
55 Rammeafgørelsens artikel 12 skal derfor fortolkes i overensstemmelse med chartrets artikel 6, som fastsætter, at enhver har ret til frihed og personlig sikkerhed (dom af 16.7.2015, Lanigan, C-237/15 PPU, EU:C:2015:474, præmis 54).
56 I denne henseende bemærkes, at chartrets artikel 52, stk. 1, giver mulighed for, at der kan indføres begrænsninger i udøvelsen af denne rettighed, forudsat at disse begrænsninger er fastlagt i lovgivningen, respekterer disse rettigheders og friheders væsentligste indhold, og at de under iagttagelse af proportionalitetsprincippet er nødvendige og faktisk svarer til mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen, eller et behov for beskyttelse af andres rettigheder og friheder (dom af 16.7.2015, Lanigan, C-237/15 PPU, EU:C:2015:474, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis, og af 15.3.2017, Al Chodor, C-528/15, EU:C:2017:213, præmis 37).
57 I det omfang chartret indeholder rettigheder svarende til dem, der er sikret ved EMRK, tilsigter chartrets artikel 52, stk. 3, at sikre den nødvendige sammenhæng mellem de i chartret indeholdte rettigheder og de tilsvarende ved EMRK sikrede rettigheder, dog uden at dette berører EU-rettens og Den Europæiske Unions Domstols autonomi. Der skal derfor ved fortolkningen af chartrets artikel 6 tages hensyn til EMRK’s artikel 5, stk. 1, som tærskel for minimumsbeskyttelse (jf. i denne retning dom af 15.3.2017, Al Chodor, C-528/15, EU:C:2017:213, præmis 37, og af 14.9.2017, K., C-18/16, EU:C:2017:680, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis).
58 I denne henseende følger det af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende EMRK’s artikel 5, at den omstændighed, at enhver frihedsberøvelse skal være lovlig, ikke alene indebærer, at den skal have et retsgrundlag i national ret, men ligeledes, at sidstnævnte skal være tilstrækkeligt tilgængelig, præcis og forudsigelig i sin anvendelse for at undgå enhver risiko for vilkårlighed (jf. i denne retning dom af 15.3.2017, Al Chodor, C-528/15, EU:C:2017:213, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).
59 Ifølge Domstolens praksis i denne henseende skal det desuden bemærkes, at formålet med garantierne i forhold til den frihed, som er sikret ved både chartrets artikel 6 og EMRK’s artikel 5, særligt udgøres af beskyttelsen af individet mod vilkårlighed. En overensstemmelse med dette mål indebærer således bl.a., at gennemførelsen af en frihedsberøvelsesforanstaltning ikke er behæftet med nogen ond tro eller vildledning fra myndighedernes side (dom af 15.3.2017, Al Chodor, C-528/15, EU:C:2017:213, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).
60 Det følger af det ovenstående, at varetægtsfængsling af en eftersøgt person ud over fristen på 90 dage, der udgør et alvorligt indgreb i den pågældendes ret til frihed, er underlagt iagttagelsen af strenge garantier, nemlig at der foreligger et retsgrundlag herfor, som skal efterleve krav om klarhed, forudsigelighed, tilgængelighed og beskyttelse mod vilkårlighed, således som det fremgår af nærværende doms præmis 58 (jf. i denne retning dom af 15.3.2017, Al Chodor, C-528/15, EU:C:2017:213, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).
61 I det foreliggende tilfælde er det ubestridt, at OLW udgør retsgrundlaget i den nederlandske retsorden for den varetægtsfængsling, der er fastsat i artikel 12 i rammeafgørelse 2002/584, at denne nationale lovgivning, EU-lovgivningen og retspraksis på området er frit tilgængelige, og at der ikke består nogen holdepunkter for at antage, at denne nationale lovgivning anvendes vilkårligt. Det skal derfor alene undersøges, om nævnte nederlandske lovgivning frembyder den art af klarhed og forudsigelighed, der kræves for så vidt angår regler om varigheden i Nederlandene af en varetægtsfængsling af en person såsom TC frem til den pågældendes overgivelse inden for rammerne af en europæisk arrestordre.
62 I denne henseende bemærkes indledningsvis, at det fremgår af artikel 12 i rammeafgørelse 2002/584, at når en person anholdes på grundlag af en europæisk arrestordre, skal den fuldbyrdende judicielle myndighed afgøre, om den pågældende skal forblive varetægtsfængslet i overensstemmelse med den fuldbyrdende medlemsstats lovgivning, og at den pågældende kun kan løslades midlertidigt, under forudsætning af, at denne medlemsstats kompetente myndighed træffer enhver foranstaltning, den måtte finde nødvendig, for at undgå, at den pågældende flygter.
63 Som det fremgår af nærværende doms præmis 49 og 50, følger det af Domstolens praksis som nævnt i nærværende doms præmis 54 og 55, at såfremt der består en meget alvorlig flugtrisiko, som ikke kan nedbringes til et acceptabelt niveau ved fastsættelse af passende foranstaltninger, som gør det muligt at sikre, at de materielle betingelser for den faktiske overgivelse af den eftersøgte person fortsat er opfyldt, således som det ifølge den forelæggende rets vurdering er tilfældet i det foreliggende tilfælde, er løsladelsen af den pågældende alene af den grund, at der er forløbet 90 dage siden anholdelsen af den pågældende, selv hvis denne løsladelse kun er midlertidig, ikke forenelig med de forpligtelser, der følger af rammeafgørelse 2002/584.
64 Domstolen har desuden i præmis 57-59 i dom af 16. juli 2015, Lanigan (C-237/15 PPU, EU:C:2015:474), præciseret, hvilke betingelser der skal være opfyldt ved en forlængelse af varetægtsfængslingen af en eftersøgt person ud over de frister, der er fastsat i artikel 17 i rammeafgørelse 2002/584, og frem til den faktiske overgivelse af den pågældende person.
65 Det følger heraf, at EU-retten som fortolket af Domstolen ved nævnte dom opstiller klare og forudsigelige regler vedrørende længden af en eftersøgt persons varetægtsfængsling.
66 Det er endvidere ubestridt, at OLW’s artikel 22, stk. 4, ligeledes opstiller en klar og forudsigelig regel, idet denne bestemmelse fastsætter, at den midlertidige varetægtsfængsling af en eftersøgt person i princippet suspenderes ipso facto alene derved, at der er forløbet 90 dage efter anholdelsen af den pågældende. Det er imidlertid i nærværende doms præmis 49 og 50 blevet fastslået, at under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede er rammeafgørelse 2002/584 til hinder for en sådan ordning.
67 I denne henseende følger det af Domstolens faste praksis, at en rammeafgørelses bindende virkning indebærer en forpligtelse for de nationale myndigheder, herunder de nationale retter, til at anlægge en overensstemmende fortolkning af national ret. Disse retter er ved anvendelsen af national ret forpligtet til i videst muligt omfang at fortolke denne lovgivning i lyset af rammeafgørelsens ordlyd og formål med henblik på at nå det med rammeafgørelsen tilsigtede resultat. Denne forpligtelse til overensstemmende fortolkning af national ret er uadskilleligt forbundet med EUF-traktatens system, idet den giver de nationale retter mulighed for inden for rammerne af deres kompetence at sikre sig EU-rettens fulde virkning, når de afgør de tvister, der er indbragt for dem (dom af 29.6.2017, Popławski, C-579/15, EU:C:2017:503, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).
68 Princippet om overensstemmende fortolkning kræver navnlig, at de nationale retter gør alt, hvad der henhører under deres kompetence – idet de tager national ret i dens helhed i betragtning, og de anvender fortolkningsmetoder, der er anerkendt i denne ret – for at sikre den fulde virkning af rammeafgørelsen og for at nå et resultat, der er i overensstemmelse med det, der tilsigtes med rammeafgørelsen (dom af 29.6.2017, Popławski, C-579/15, EU:C:2017:503, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).
69 Det følger heraf, at det i det foreliggende tilfælde ligeledes var klart og forudsigeligt, og dette fra et tidspunkt, der lå forud for iværksættelsen af proceduren i hovedsagen, at både den forelæggende ret og Gerechtshof Amsterdam (appeldomstolen i Amsterdam) var forpligtede til at gøre alt, hvad der henhører under deres kompetence, for at sikre den fulde virkning af rammeafgørelse 2002/584 ved at anlægge en fortolkning af OLW’s artikel 22, stk. 4, og den forpligtelse til midlertidig løsladelse, der er fastsat heri, som er i overensstemmelse med de mål, som rammeafgørelsen forfølger.
70 Det er imidlertid i nærværende doms præmis 51 og 52 blevet fastslået, at de fortolkninger af denne nationale bestemmelse, som den forelæggende ret og Gerechtshof Amsterdam (appeldomstolen i Amsterdam) har anlagt for at sikre, at den er i overensstemmelse med rammeafgørelsen, ikke fuldt ud opfylder rammeafgørelsens krav. Navnlig har den fortolkning, som den forelæggende ret har anlagt, ikke i det foreliggende tilfælde formået at sikre, at OLW’s artikel 22, stk. 4, er i overensstemmelse med rammeafgørelse 2002/584.
71 Hvad endelig angår de omstændigheder, som den forelæggende ret har fremhævet i sin anmodning om præjudiciel afgørelse, hvorefter såvel den forelæggende rets fortolkning af OLW’s artikel 22, stk. 4, som praksis fra Gerechtshof Amsterdam (appeldomstolen i Amsterdam) for det første er klare og forudsigelige, for det andet er baseret på forskellige juridiske argumenter og for det tredje kan medføre divergerende afgørelser, selv om dette endnu ikke er sket, bemærkes følgende.
72 Som generaladvokaten har anført i punkt 60 i forslaget til afgørelse, kan det tidspunkt, hvor fristen på 90 dage udløber, variere, alt efter hvilken ret der er tale om, idet den forelæggende ret og Gerechtshof Amsterdam (appeldomstolen i Amsterdam) navnlig ikke har samme udgangspunkt ved beregningen af perioden for udsættelse af fristen for, hvornår disse to retter skal tage stilling til overgivelsen af den eftersøgte person, hvilket dermed kan medføre forskellige længder af varetægtsfængslingen.
73 Mens den forelæggende ret i det foreliggende tilfælde således fastsatte en udsættelse af fristen på 90 dage med virkning fra den 14. juni 2018, således som det fremgår af nærværende doms præmis 13, fik nævnte udsættelse ifølge den tilgang, der anvendes af Gerechtshof Amsterdam (appeldomstolen i Amsterdam), virkning fra den 17. maj 2018, eftersom sidstnævnte ret finder, at en sådan udsættelse af fristen skal ske fra det tidspunkt, hvor Domstolen forelægges en anmodning om præjudiciel afgørelse, der kan vise sig at være relevant for hovedsagen.
74 Det bemærkes desuden, at disse forskellige tilgange indgår i en retlig sammenhæng med en national bestemmelse, der er uforenelig med rammeafgørelse 2002/584, dels idet den kan medføre løsladelse af en eftersøgt person på trods af en flugtrisiko, som ikke kan nedbringes til et acceptabelt niveau ved fastsættelse af passende foranstaltninger, som gør det muligt at sikre, at de materielle betingelser for den faktiske overgivelse af denne person fortsat er opfyldt, dels fordi de divergerende fortolkninger af denne nationale bestemmelse, der er anlagt af de nationale retter med henblik på at sikre, at den er i overensstemmelse med rammeafgørelsen, ikke fuldt ud opfylder rammeafgørelsens krav.
75 Det følger heraf, at i en sag som den i hovedsagen omhandlede står personer, der i lighed med TC anholdes i Nederlandene, over for nationalretlige bestemmelser, nemlig OLW’s artikel 22, stk. 4, og EU-retlige bestemmelser, nemlig artikel 12 og 17 i rammeafgørelse 2002/584, der er indbyrdes uforenelige, samt over for forskelle i den nationale retspraksis vedrørende denne nationalretlige bestemmelse og dens overensstemmende fortolkning med EU-retten.
76 Under disse omstændigheder skal det fastslås, at den forskel, der findes mellem den fortolkning, der anlægges af den forelæggende ret, og praksis fra Gerechtshof Amsterdam (appeldomstolen i Amsterdam), ikke gør det muligt med den klarhed og forudsigelighed, der kræves i medfør af Domstolens praksis som nævnt i nærværende doms præmis 59 og 60, at fastlægge varigheden af en varetægtsfængsling i Nederlandene af en eftersøgt person inden for rammerne af en europæisk arrestordre udstedt over for den pågældende.
77 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med:
– at rammeafgørelse 2002/584 skal fortolkes således, at den er til hinder for en national bestemmelse som den i hovedsagen omhandlede, som fastsætter en generel og ubetinget forpligtelse til at løslade en eftersøgt person, som er blevet anholdt på grundlag af en europæisk arrestordre, så snart der er forløbet 90 dage siden anholdelsen af den pågældende, når der med hensyn til den pågældende består en meget alvorlig flugtrisiko, som ikke kan nedbringes til et acceptabelt niveau ved fastsættelse af passende foranstaltninger, og at
– chartrets artikel 6 skal fortolkes således, at den er til hinder for en national retspraksis, som tillader varetægtsfængsling af den eftersøgte person ud over nævnte frist på 90 dage på grundlag af en fortolkning af denne nationale bestemmelse, hvorefter nævnte frist udsættes, såfremt den fuldbyrdende judicielle myndighed enten beslutter at forelægge en anmodning om præjudiciel afgørelse for Domstolen, at afvente besvarelsen af en anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af en anden fuldbyrdende judiciel myndighed eller at udsætte afgørelsen om overgivelse med den begrundelse, at der kan foreligge en reel risiko for umenneskelige eller nedværdigende forhold under frihedsberøvelse i den udstedende medlemsstat, for så vidt som denne retspraksis ikke sikrer, at nævnte nationale bestemmelse er i overensstemmelse med rammeafgørelse 2002/584, og frembyder forskelle, der kan medføre forskellig længde af varetægtsfængslingen.
Sagsomkostninger
78 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:
Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne skal fortolkes således, at den er til hinder for en national bestemmelse som den i hovedsagen omhandlede, som fastsætter en generel og ubetinget forpligtelse til at løslade en eftersøgt person, som er blevet anholdt på grundlag af en europæisk arrestordre, så snart der er forløbet 90 dage siden anholdelsen af den pågældende, når der med hensyn til den pågældende består en meget alvorlig flugtrisiko, som ikke kan nedbringes til et acceptabelt niveau ved fastsættelse af passende foranstaltninger.
Artikel 6 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder skal fortolkes således, at den er til hinder for en national retspraksis, som tillader varetægtsfængsling af den eftersøgte person ud over nævnte frist på 90 dage på grundlag af en fortolkning af denne nationale bestemmelse, hvorefter nævnte frist udsættes, såfremt den fuldbyrdende judicielle myndighed enten beslutter at forelægge en anmodning om præjudiciel afgørelse for Den Europæiske Unions Domstol, at afvente besvarelsen af en anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af en anden fuldbyrdende judiciel myndighed eller at udsætte afgørelsen om overgivelse med den begrundelse, at der kan foreligge en reel risiko for umenneskelige eller nedværdigende forhold under frihedsberøvelse i den udstedende medlemsstat, for så vidt som denne retspraksis ikke sikrer, at nævnte nationale bestemmelse er i overensstemmelse med rammeafgørelse 2002/584, og frembyder forskelle, der kan medføre forskellig længde af varetægtsfængslingen.
Underskrifter