RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS KENDELSE
(Første Afdeling)
16. juni 2015
Sag F-118/10 DEP
Aristidis Psarras
mod
Det Europæiske Agentur for Net- og Informationssikkerhed (ENISA)
»Personalesag – retspleje – fastsættelse af sagsomkostninger«
Angående: Begæring om fastsættelse af sagsomkostninger i henhold til procesreglementets artikel 106 efter Personalerettens dom af 2. oktober 2012, Psarras mod ENISA (F-118/10, EU:F:2012:138).
Udfald: De udgifter, som Aristidis Psarras kan kræve erstattet af Det Europæiske Agentur for Net- og Informationssikkerhed i sag F-118/10, fastsættes til 17 456,75 EUR, idet nævnte beløb tillægges morarenter fra datoen for forkyndelsen af denne kendelse indtil datoen for betaling, beregnet på grundlag af den af Den Europæiske Centralbank fastsatte rentesats for de vigtigste refinansieringstransaktioner i den pågældende periode, med tillæg af 3,5 procentpoint.
Sammendrag
1. Retslig procedure – sagsomkostninger – opgørelse – udgifter, der kan kræves erstattet – omstændigheder, der skal tages i betragtning – beløb, som parterne skal udrede i honorarer til deres egne advokater – den nødvendige karakter af en advokats ydelser, som kan udledes af de retsakter, der er udarbejdet i forbindelse med proceduren for Personaleretten
[Personalerettens procesreglement, art. 105, litra c)]
2. Retslig procedure – sagsomkostninger – begæring om fastsættelse – frist for indgivelse – overholdelse af en rimelig frist
(Personalerettens procesreglement, art. 106, stk. 1)
3. Retslig procedure – sagsomkostninger – opgørelse – udgifter, der kan kræves erstattet – begreb – medvirken af flere advokater
[Procesreglementet for Retten for EU-Personalesager, art. 105, litra c)]
1. Unionens retsinstanser er ikke kompetente til at fastsætte de beløb, som parterne skal udrede i salær til deres egne advokater, men de kan fastsætte den del af disse beløb, der kan søges erstattet hos den part, som pålægges at betale sagens omkostninger. Unionens retsinstanser skal, når de tager stilling til begæringen om fastsættelse af sagsomkostningerne, hverken tage hensyn til en national tarif for advokaters salærer eller til en eventuel aftale herom, indgået mellem den berørte part og dennes repræsentanter eller rådgivere.
Da der ikke i EU-retten findes bestemmelser om fastsættelse af sådanne honorarer, er Unionens retsinstanser frit stillet ved vurderingen af de foreliggende oplysninger, idet de dog skal tage hensyn til sagens genstand og karakter, dens betydning efter EU-retten og dens sværhedsgrad såvel som til den arbejdsbyrde, som de pågældende befuldmægtigede og rådgivere har båret i forbindelse med sagen, samt til parternes økonomiske interesse i sagen.
I denne henseende kan det udledes af den omstændighed, at en advokat har indgivet en stævning, deltaget i retsmødet og udarbejdet en replik og bemærkninger, at denne advokat rent faktisk har udarbejdet retsakter og leveret ydelser, der er nødvendige med henblik på proceduren for EU-Personaleretten.
Hvad angår fastsættelsen af størrelsen af disse nødvendige ydelser er et bevis for betaling af de udgifter, som kræves erstattet, ikke en forudgående betingelse for, at Personaleretten kan fastsætte de udgifter, der kan kræves erstattet.
(jf. præmis 24, 25 og 33-35)
Henvisning til:
Domstolen: kendelse af 4. juli 2013, Kronofrance mod Tyskland m.fl., C-75/05 P-DEP og C-80/05 P-DEP, EU:C:2013:458, præmis 30
Personaleretten: kendelse af 10. november 2009, X mod Parlamentet, F-14/08 DEP, EU:F:2009:149, præmis 22, af 26. april 2010, Schönberger mod Parlamentet, F-7/08 DEP, EU:F:2010:32, præmis 24, af 27. september 2011, De Nicola mod EIB, F-55/08 DEP, EU:F:2011:155, præmis 40 og 41, af 2. juli 2013, Martinez Erades mod EEAS, F-64/12 DEP, EU:F:2013:111, præmis 21, af 14. november 2013, Cuallado Martorell mod Kommissionen, F-96/09 DEP, EU:F:2013:186, præmis 28, og af 3. juli 2014, Bogusz mod Frontex, F-5/12 DEP, EU:F:2014:179, præmis 30-33 og den deri nævnte retspraksis
2. En begæring om fastsættelse af sagsomkostninger skal fremsættes inden for en rimelig frist, hvorefter den part, som er blevet pålagt at betale sagsomkostningerne, kan lægge til grund, at fordringshaveren har givet afkald på sin ret. Den rimelige karakter af en frist skal i øvrigt vurderes på grundlag af samtlige omstændigheder i den konkrete sag, herunder navnlig tvistens betydning for den pågældende, sagens kompleksitet samt de involverede parters adfærd.
Hvad angår parternes adfærd er det, skønt iværksættelsen af en appelsag ikke har opsættende virkning, forståeligt, at en part, der har ret til at få sine sagsomkostninger betalt, kan afvente udløbet af appelfristen, inden han fremsætter sin begæring om godtgørelse af sagsomkostninger.
(jf. præmis 28 og 30)
Henvisning til:
Domstolen: kendelse af 21. juni 1979, Dietz mod Kommissionen, 126/76 DEP, EU:C:1979:158, præmis 1, og dom af 28. februar 2013, fornyet prøvelse Arango Jaramillo m.fl. mod EIB, C-334/12 RX-II, EU:C:2013:134, præmis 28 og 33
Retten i Første Instans: kendelse af 17. april 1996, Air France mod Kommissionen, T-2/93 DEP, EU:T:1996:48, præmis 10-12
3. En begæring om fastsættelse af sagsomkostninger har mest af alt en standardpræget karakter og adskiller sig principielt ved ikke at frembringe vanskeligheder for den advokat, som allerede har behandlet sagens realitet.
Hvad angår udgifterne i forbindelse med ansættelse af en ny advokat efter den retslige procedere kan udgifterne imidlertid kun bæres af den part, der er dømt til at betale sagens omkostninger, såfremt de vedrører den tid, som den nye advokat har viet sagen, og ikke kan omfatte den tid, som den nye advokat har brugt til at sætte sig ind i sagen.
(jf. præmis 53 og 54)
Henvisning til:
Domstolen: kendelse af 7. juni 2012, France Télévisions mod TF1, C-451/10 P-DEP, EU:C:2012:323, præmis 32, og af 10. oktober 2013, CPVO mod Schräder, C-38/09 P-DEP, EU:C:2013:679, præmis 42
Retten i Første Instans: kendelse af 15. marts 2000, Enso-Gutzeit mod Kommissionen, T-337/94 DEP, EU:T:2000:76, præmis 21
Personaleretten: kendelse af 3. juli 2014, Bogusz mod Frontex, EU:F:2014:179, præmis 47