RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Tredje Afdeling)

11. december 2014

Sag F-103/13

DE

mod

Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA)

»Personalesag – midlertidigt ansat ved EMA – bedømmelsesrapport – påstand om annullation – begrundelsespligt – åbenbart urigtigt skøn – tilsidesættelse af de processuelle regler – foreligger ikke«

Angående:      Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, hvorunder DE i det væsentlige har nedlagt påstand om annullation af hans bedømmelsesrapport for perioden fra den 15. september 2010 til den 15. september 2012 (herefter »bedømmelsesrapporten 2010/2012«).

Udfald:      Det Europæiske Lægemiddelagentur frifindes. DE bærer sine egne omkostninger og betaler de af EMA afholdte omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemandssager – søgsmålsinteresse – søgsmål med påstand om annullation af en bedømmelsesrapport anlagt af en midlertidig ansat efter udtrædelse af tjenesten – opretholdelse af søgsmålsinteressen

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

2.      Tjenestemænd – bedømmelse – bedømmelsesrapport – ringere bedømmelse i forhold til tidligere bedømmelse – begrundelsespligt – rækkevidde

(Tjenestemandsvedtægten, art. 43)

1.      For at en sagsøger kan fortsætte et annullationssøgsmål til prøvelse af en afgørelse fra administrationen, er det nødvendigt, at sagsøgeren bevarer en eksisterende og faktisk personlig interesse i annullation af denne afgørelse, selv efter at sagen er blevet anlagt.

For så vidt angår sagsøgerens interesse i at påstå den anfægtede bedømmelsesrapport annulleret er det nødvendigt at vurdere, om denne har godtgjort, at der foreligger en særlig omstændighed, som kan begrunde en personlig og faktisk interesse i at opnå annullation heraf, selv efter at han endeligt er fratrådt tjenesten.

Når en midlertidigt ansat i et søgsmål med påstand om annullation af en bedømmelsesrapport oplyser, at sagsøgte har besluttet ikke at forlænge hans kontrakt bl.a. på grundlag af den anfægtede bedømmelsesrapport, og at han har anlagt sag ved Personaleretten til prøvelse af denne afgørelse, kan den omstændighed, at sagsøgerens ansættelseskontrakter er ophørt, ikke i sig selv bevirke, at den anfægtede bedømmelsesrapport mister sin betydning og kan følgelig ikke bevirke, at sagsøgeren mister sin retlige interesse i at anfægte nævnte rapport.

(jf. præmis 25-28)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: kendelse N mod Kommissionen, T-97/94, EU:T:1998:270, præmis 26, dom Dionyssopoulou mod Rådet, T-105/03, EU:T:2005:189, præmis 20, og kendelse Marcuccio mod Kommissionen, T-46/08 P, EU:T:2009:362, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis

Personaleretten: dom Solberg mod OEDT, F-148/12, EU:F:2013:154, præmis 16

2.      Administrationen er forpligtet til at begrunde karriereudviklingsrapporten tilstrækkeligt og udførligt og at sætte den pågældende i stand til at fremkomme med bemærkninger til denne begrundelse, idet overholdelsen af disse krav er så meget mere påkrævet, når bedømmelsen er ringere end den tidligere bedømmelse.

(jf. præmis 38)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: dom Ferrer de Moncada mod Kommissionen, T-16/03, EU:T:2004:283, præmis 53

Personaleretten: dom Nastvogel mod Rådet, F-4/10, EU:F:2011:134, præmis 58 og den deri nævnte retspraksis