Language of document : ECLI:EU:F:2014:50

RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Anden Afdeling)

10. april 2014

Sag F-81/12

Risto Nieminen

mod

Rådet for Den Europæiske Union

»Personalesag – forfremmelse – forfremmelsesåret 2010 – forfremmelsesåret 2011 – afgørelse om ikke at forfremme sagsøgeren – begrundelsespligt – sammenligning af fortjenester – fuldmægtige, der varetager lingvistopgaver, og fuldmægtige, der varetager andre opgaver – forfremmelseskvoter – den regelmæssige karakter over tid af fortjenester«

Angående:      Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorunder Risto Nieminen har nedlagt påstand om annullation af afgørelserne truffet af Rådet for Den Europæiske Union om ikke at forfremme ham til lønklasse AD 12 i forfremmelsesårene 2010 og 2011.

Udfald:      Rådet for Den Europæiske Union frifindes. Risto Nieminen bærer sine egne omkostninger og betaler de af Rådet for Den Europæiske Union afholdte omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – forfremmelse – sammenligning af fortjenester – elementer, der kan tages i betragtning – fuldmægtige, der varetager lingvistopgaver, og fuldmægtige, der varetager andre opgaver – forfremmelseskvota – tilsidesættelse af vedtægtens artikel 45, stk. 1

(Tjenestemandsvedtægten, art. 45, stk. 1)

2.      Tjenestemænd – forfremmelse – kriterier – fortjenester – hensyntagen til anciennitet i lønklassen – subsidiær karakter – hensyntagen til den regelmæssige karakter over tid af fortjenester – rækkevidde

(Tjenestemandsvedtægten, art. 45, stk. 1)

3.      Tjenestemænd – forfremmelse – sammenligning af fortjenester – nærmere bestemmelser – administrationens skønsbeføjelse – grænser – overholdelse af ligebehandlingsprincippet – domstolsprøvelse – grænser

(Tjenestemandsvedtægten, art. 45)

4.      Tjenestemænd – forfremmelse – sammenligning af fortjenester – administrationens skønsbeføjelse – rækkevidde – åbenbart urigtigt skøn ved bedømmelsen af en ikke-forfremmet tjenestemands fortjenester

(Tjenestemandsvedtægten, art. 45)

1.      Den omstændighed at reservere et bestemt antal forfremmelsesstillinger til fuldmægtige, der varetager lingvistopgaver, kan være til hinder for, at en eller flere fuldmægtige, der varetager andre opgaver end lingvistopgaver, forfremmes, selv om deres fortjenester har været større end fortjenesterne for deres kolleger, som varetager lingvistopgaver, og som er blevet forfremmet. En sådan reservering af stillinger tilsidesætter bestemmelserne i vedtægtens artikel 45, stk. 1, som forudsætter, at sammenligningen af fortjenester sker på et ens grundlag.

(jf. præmis 40)

Henvisning til:

Personaleretten: 15. december 2010, sag F-14/09, Almeida Campos m.fl. mod Rådet, præmis 37 og 38

2.      Anciennitet i lønklassen og i tjenesten er kun et subsidiært kriterium ved forfremmelse i tilfælde af lighed mellem de fortjenester, som navnlig fastsættes på grundlag af de tre kriterier, der udtrykkeligt er omhandlet i vedtægtens artikel 45, stk. 1. Ansættelsesmyndigheden kan imidlertid lovligt foretage en sammenligning af de forfremmelsesværdige ansøgeres fortjenester ved at basere sig på den regelmæssige karakter over tid af deres respektive fortjenester.

Kriteriet om den regelmæssige karakter over tid af fortjenesterne udgør ikke et særskilt kriterium i forhold til de tre kriterier, der er omhandlet i vedtægtens artikel 45, men henhører direkte under det første kriterium, baseret på de bedømmelsesrapporter, som tjenestemændene er genstand for. Mere specifikt muliggør kriteriet om den regelmæssige karakter over tid af fortjenesterne en bedre hensyntagen til samtlige de forfremmelsesværdige tjenestemænds fortjenester, under overholdelse af princippet om ligebehandling. Hvis ansættelsesmyndigheden nemlig udelukkende tog hensyn til den eller de nyeste rapporter, som de forfremmelsesværdige tjenestemænd har været genstand for, ville sammenligningen af fortjenesterne være fordrejet eller i det mindste ufuldstændig, eftersom ansættelsesmyndigheden ikke ville undersøge alle fortjenestene for de tjenestemænd, som har mere end to års anciennitet i lønklassen. I øvrigt indikerer anvendelsen af flertal i sætningen »udtalelserne om tjenestemændene« i vedtægtens artikel 45, stk. 1, at ansættelsesmyndigheden principielt er forpligtet til at undersøge alle de bedømmelsesrapporter, som tjenestemændene har været genstand for siden deres indtræden i lønklassen, hvilket nødvendigvis er ensbetydende med en hensyntagen til kriteriet om den regelmæssige karakter over tid af fortjenesterne. Endelig vil kriteriet om den regelmæssige karakter over tid af fortjenesterne ikke i forbindelse med den sammenligning, der foretages i henhold til vedtægtens artikel 45, stk. 1, blot kunne genindføre kriteriet om anciennitet, eftersom en lang anciennitet meget vel ikke er ensbetydende med store fortjenester, der er regelmæssige over tid, således at de to kriterier ikke på nogen måde er sammenfaldende, selv om der er en vis forbindelse mellem dem.

(jf. præmis 43 og 44)

Henvisning til:

Personaleretten: 13. december 2011, sag F-51/08 RENV, Stols mod Rådet, præmis 47

Den Europæiske Unions Ret: 15. januar 2014, sag T-95/12 P, Stols mod Rådet, præmis 41-44

3.      Med henblik på en vurdering af de fortjenester, der skal tages i betragtning i forbindelse med en afgørelse om forfremmelse i henhold til vedtægtens artikel 45, råder ansættelsesmyndigheden over et vidt skøn, og Unionens retsinstansers kontrol på dette område skal alene vedrøre spørgsmålet om, hvorvidt ansættelsesmyndigheden under hensyn til de procedurer og midler, der ligger til grund for dens vurdering, har holdt sig inden for rimelige grænser og ikke har anvendt sin skønsbeføjelse åbenbart fejlagtigt. Retten kan således ikke sætte sin vurdering af tjenestemændenes kvalifikationer og fortjenester i stedet for ansættelsesmyndighedens. Retten skal indskrænke sig til at kontrollere, at den sammenligning af fortjenester, der er fastsat i henhold til vedtægtens artikel 45, er objektiv og korrekt på baggrund af de præciseringer, som ansættelsesmyndigheden er fremkommet med vedrørende forfremmelsesproceduren forud for nævnte sammenligning. Det tilkommer således ikke Unionens retsinstanser at kontrollere rigtigheden af administrationens bedømmelse af en tjenestemands faglige kvalifikationer, når denne bedømmelse indebærer komplekse subjektive vurderinger, som ifølge selve deres beskaffenhed ikke kan kontrolleres objektivt.

Den skønsbeføjelse, der således tilkommer administrationen, er ikke desto mindre begrænset af nødvendigheden af at foretage en grundig og upartisk sammenligning af fortjenesterne, i tjenestens interesse og i overensstemmelse med princippet om ligebehandling. Selv om ansættelsesmyndigheden råder over de vedtægtsmæssige beføjelser til at foretage en sådan sammenligning efter den procedure eller metode, som den anser for at være bedst egnet, skal nævnte sammenligning i praksis ske på lige vilkår og på grundlag af sammenlignelige informations- og oplysningskilder.

En bedømmelsesmetode, som anvendes med henblik på sammenligningen af fortjenesterne hos tjenestemændene, og som består i at sammenligne gennemsnittet af de analytiske bedømmelser af tjenestemændene med gennemsnittet af de analytiske bedømmelser, som er tildelt af deres bedømmere, er relevant, for så vidt som den tilsigter at fjerne subjektiviteten som følge af forskellige bedømmeres bedømmelser.

I øvrigt råder ansættelsesmyndigheden over en vedtægtsmæssig beføjelse til at foretage en sammenligning af fortjenester, i medfør af vedtægtens artikel 45, på grundlag af den procedure eller metode, som den finder bedst egnet. En sådan beføjelse er ikke desto mindre begrænset af nødvendigheden af at foretage den nævnte sammenligning grundigt og upartisk, i tjenestens interesse og i overensstemmelse med princippet om ligebehandling. I praksis skal denne sammenligning ske på lige vilkår på grundlag af sammenlignelige informations- og oplysningskilder.

(jf. præmis 57, 58, 90 og 91)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 13. juli 1995, sag T-557/93, Rasmussen mod Kommissionen, præmis 20 og den deri nævnte retspraksis; 3. oktober 2000, sag T-187/98, Cubero Vermurie mod Kommissionen, præmis 85

Personaleretten: 14. juli 2011, sag F-81/10, Praskevicius mod Parlamentet, præmis 53

Den Europæiske Unions Ret: 16. maj 2013, sag T-281/11 P, Canga Fano mod Rådet, præmis 41 og 42 og den deri nævnte retspraksis; Stols mod Rådet, præmis 29-31

4.      I forbindelse med den kontrol, som udøves af Unionens retsinstanser vedrørende de valg, som træffes af administrationen på området for forfremmelse, er en fejl åbenbar, når den umiddelbart og tydeligt kan konstateres på baggrund af de kriterier, som lovgiver har ønsket skal anvendes ved afgørelser om forfremmelse. Det følger heraf, at for at godtgøre, at administrationen har anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved vurderingen af de faktiske omstændigheder, der kan begrunde, at en afgørelse annulleres, skal de beviser, som det påhviler sagsøgeren at fremlægge, være tilstrækkeligt stærke til at bevirke, at de vurderinger, administrationen har lagt til grund, bliver usandsynlige. Med andre ord skal anbringendet om en åbenbar urigtig vurdering forkastes, såfremt den anfægtede vurdering uanset de oplysninger, sagsøgeren har fremført, kan anses for at være korrekt eller gyldig.

(jf. præmis 59)

Henvisning til:

Personaleretten: 24. marts 2011, sag F-104/09, Canga Fano mod Rådet, præmis 35; 12. december 2012, sag F-43/10, Cerafogli mod ECB, præmis 131, der verserer som appelsag for Den Europæiske Unions Ret, sag T-114/13 P

Den Europæiske Unions Ret: Canga Fano mod Rådet, præmis 127