Language of document : ECLI:EU:C:2003:436

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

PHILIPPE LÉGER

fremsat den 9. september 2003 (1)

Sag C-116/02

Erich Gasser GmbH

mod

MISAT Srl

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Oberlandesgericht Innsbruck (Østrig))

»Bruxelles-konventionen – artikel 21 – litispendens – krav, der har samme genstand og hviler på samme grundlag – artikel 17 – værnetingsaftale – pligt for den ret, ved hvilken sagen senere er anlagt, og som er udpeget ved en værnetingsaftale, til at erklære sig inkompetent – manglende forpligtelse – betingelser – urimeligt langvarige procedurer ved retterne i den stat, hvor den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, er beliggende – irrelevant kriterium«





1.     Nærværende sag vedrører fortolkningen af artikel 21 i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (2). Denne artikel, som omhandler litispendens, bestemmer, at når samme krav fremsættes for retter i forskellige kontraherende stater, skal den ret, ved hvilken sagen senere er anlagt, udsætte sin afgørelse og fremsende sagsakterne til den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, så snart denne har fastslået sin kompetence.

2.     I nærværende sag har Oberlandesgericht Innsbruck (Østrig) anmodet Domstolen om for første gang at tage stilling til, hvorvidt den ret, ved hvilken sagen senere er anlagt, skal iagttage bestemmelserne i Bruxelles-konventionens artikel 21, når denne ret er enekompetent til at afgøre tvisten i henhold til en værnetingsaftale. Oberlandesgericht Innsbruck ønsker desuden oplyst, om denne ret kan fravige forskrifterne i denne artikel, når procedurerne ved retterne i den medlemsstat, ved hvilke sagen først er anlagt, generelt er urimeligt langvarige.

I –    Retsforskrifter

3.     Det fremgår af Bruxelles-konventionens præambel, at konventionen har til formål at lette gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i overensstemmelse med artikel 293 EF og inden for Fællesskabet at styrke retsbeskyttelsen for de der bosiddende personer. Det fremgår ligeledes af præamblen, at det med henblik herpå er nødvendigt at fastlægge den internationale kompetence for de kontraherende staters retter.

4.     De relevante bestemmelser vedrører dels kompetence, dels de kontraherende staters anerkendelse af retsafgørelser truffet af retter i en anden kontraherende stat.

5.     Kompetencereglerne fremgår af Bruxelles-konventionens afsnit II.

6.     Konventionens artikel 2 fastsætter hovedreglen, hvorefter det er retterne i den kontraherende stat, hvor sagsøgte har bopæl, der har kompetencen. I artikel 5 og 6 foreskrives et antal specielle kompetencer, der åbner flere valgmuligheder for sagsøger. Blandt andet bestemmer artikel 5, at sagsøgte, i sager om kontraktforhold, kan indstævnes ved retten på det sted, hvor den pågældende forpligtelse er opfyldt eller skal opfyldes.

7.     Bruxelles-konventionen indeholder ligeledes i afsnit II, afdeling 3 og 4, bindende kompetenceregler ved forsikrings- og forbrugersager.

8.     I artikel 16 fastsættes desuden reglerne om enekompetence. Det følger bl.a. af denne artikel, at i sager om rettigheder over fast ejendom samt om leje eller forpagtning af fast ejendom er retterne i den kontraherende stat, hvor ejendommen er beliggende, kompetente uden hensyn til bopæl.

9.     Konventionens artikel 17 og 18 angår aftaler om kompetence. Artikel 17 vedrører aftaler om kompetence og har følgende ordlyd:

»Såfremt parterne i tilfælde, hvor mindst én af dem har bopæl på en kontraherende stats område, har vedtaget, at en ret eller retterne i en kontraherende stat skal være kompetente til at påkende allerede opståede tvister eller fremtidige tvister i anledning af et bestemt retsforhold, er alene denne ret eller retterne i den pågældende stat kompetente. En sådan aftale om retternes kompetence skal være indgået enten:

1)      skriftligt eller mundtligt med skriftlig bekræftelse, eller

2)      i en form, der er i overensstemmelse med den skik og brug, som parterne følger i deres indbyrdes forhold, eller

3)      inden for international handel, i en form, der er i overensstemmelse med en sædvane, som parterne har eller burde have kendskab til, og som inden for sådan handel er almindeligt kendt og regelmæssigt fulgt af parter i kontrakter af samme type inden for den pågældende handelsbranche.

[…]

Aftaler om retternes kompetence […] er ugyldige, såfremt de strider mod bestemmelserne [vedrørende forsikringsforhold og forbrugeraftaler], eller såfremt de udelukker kompetencen for de retter, som i medfør af artikel 16 er enekompetente.

[…]«

10.   Artikel 18 har følgende ordlyd:

»For så vidt retten i en kontraherende stat ikke allerede er kompetent i medfør af andre bestemmelser i denne konvention, bliver den kompetent, når sagsøgte giver møde for den. Denne regel finder ikke anvendelse, såfremt sagsøgte kun giver møde for at bestride rettens kompetence, eller såfremt en anden ret i medfør af artikel 16 er enekompetent.«

11.   Bruxelles-konventionen har desuden til formål at undgå indbyrdes modstridende afgørelser. Det bestemmes således i artikel 21:

»Såfremt krav, der har samme genstand og hviler på samme grundlag, fremsættes mellem de samme parter for retter i forskellige kontraherende stater, udsætter enhver anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, på embeds vegne sin afgørelse, indtil denne rets kompetence er fastslået.

Når det er fastslået, at den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, er kompetent, erklærer enhver anden ret sig inkompetent til fordel for den første.«

12.   Bestemmelserne om anerkendelse og fuldbyrdelse fremgår af Bruxelles-konventionens afsnit III. Artikel 27 bestemmer:

»En retsafgørelse kan ikke anerkendes:

[…]

3)      såfremt afgørelsen er uforenelig med en afgørelse mellem de samme parter truffet i den stat, som begæringen rettes til […]«

13.   Ifølge artikel 28, stk. 1, »[kan] [e]n retsafgørelse […] endvidere ikke anerkendes, såfremt bestemmelserne […] [vedrørende forsikringssager og forbrugerkontrakter såvel som bestemmelserne i artikel 16] er tilsidesat […]«.

II – Faktiske omstændigheder og retsforhandlingerne

14.   Selskabet Erich Gasser GmbH (3) har hjemsted i Dornbirn (Østrig). Gennem flere år havde Gasser solgt børnetøj til MISAT Srl (4), der har hjemsted i Rom (Italien). I begyndelsen af 2000 blev kontraktforholdet mellem parterne afbrudt.

15.   Ved stævning indleveret den 14. april 2000 anlagde MISAT sag mod Gasser ved Tribunale civile e penale di Roma (Italien) med påstand om, at det blev fastslået, at kontrakten mellem dem var bortfaldet, og subsidiært, at kontrakten var ophævet på grund af uoverensstemmelser mellem de to selskaber; at MISAT ikke havde gjort sig skyldig i manglende opfyldelse; at Gasser havde udvist ukorrekt adfærd, og at sidstnævnte blev tilpligtet at betale erstatning for skade, som MISAT havde lidt, samt betale godtgørelse for visse omkostninger.

16.   Ved stævning indleveret den 4. december 2000 anlagde Gasser sag ved Landesgericht Feldkirch (Østrig) mod MISAT med påstand om, at MISAT skulle betale nogle ubetalte fakturaer. Til støtte for denne rets kompetence gjorde Gasser gældende, at den er retten på opfyldelsesstedet for kontrakten. Gasser anførte ligeledes, at retten er kompetent i henhold til en værnetingsaftale. Til støtte for denne påstand gjorde virksomheden gældende, at det i alle de fakturaer, som var sendt til MISAT, var anført, at retten i den retskreds, som Dornbirn tilhører, skulle være den kompetente ret ved tvist mellem parterne, og at MISAT havde accepteret fakturaerne uden at have anfægtet dette. Ifølge Gasser viste disse omstændigheder, i overensstemmelse med den skik og brug, som parterne havde fulgt i deres indbyrdes forhold, og de sædvaner, som følges i handelen mellem Østrig og Italien, at parterne havde indgået en aftale om retternes kompetence i den forstand, hvor udtrykket anvendes i Bruxelles-konventionens artikel 17.

17.   MISAT rejste indsigelse mod den østrigske rets kompetence. Selskabet gjorde gældende, at den kompetente ret var retten på det sted, hvor sagsøgte har hjemsted, hvilket er i overensstemmelse med den generelle regel i Bruxelles-konventionens artikel 2. MISAT bestred ligeledes, at der forelå en værnetingsaftale, og gjorde gældende, at selskabet tidligere havde anlagt sag ved Tribunale civile e penale di Roma vedrørende det samme forretningsforhold.

18.   Landesgericht Feldkirch besluttede at udsætte sagen i henhold til Bruxelles-konventionens artikel 21, indtil spørgsmålet om kompetencen for Tribunale civile e penale di Roma, ved hvilken sagen først var anlagt, var afgjort. Landesgericht Feldkirch bekræftede sin egen kompetence som retten på opfyldelsesstedet for kontrakten, men tog ikke stilling til spørgsmålet, om der forelå en værnetingsaftale.

19.   Gasser kærede denne afgørelse til Oberlandesgericht Innsbruck med påstand om, at det fastslås, at Landesgericht Feldkirch har kompetence, og at sagens behandling ikke skal udsættes.

20.   Oberlandesgericht Innsbruck har for det første anført, at de påstande, der er gjort gældende ved Landesgericht Feldkirch og Tribunale civile e penale di Roma mellem de samme parter, må anses for at have samme genstand og hvile på samme grundlag ifølge Domstolens retspraksis, og at der således er tale om en litispendenssituation.

21.   Den har endvidere påpeget, at Landesgericht Feldkirch ganske vist har konstateret, at den blev udpeget som kompetent ret i de fakturaer, som Gasser har sendt til MISAT, men at nævnte ret ikke har taget stilling til Gassers øvrige oplysninger til støtte for, at der foreligger en værnetingsaftale.

22.   Oberlandesgericht Innsbruck har vedrørende dette punkt anført, at en værnetingsaftale i medfør af Bruxelles-konventionens artikel 17, stk. 1, litra a), b) og c), skal være indgået enten skriftligt eller mundtligt med skriftlig bekræftelse eller i en form, der er i overensstemmelse med den skik og brug, som parterne følger i deres indbyrdes forhold, eller inden for international handel i den form, der er i overensstemmelse med en sædvane, som parterne har eller burde have kendskab til, og som inden for sådan handel er almindeligt kendt og regelmæssigt fulgt af parter i kontrakter af samme type inden for den pågældende handelsbranche. Oberlandesgericht Innsbruck er af den opfattelse, at de to første formkrav for en værnetingsaftale ikke er opfyldt. Den har anført, at der imidlertid rejser sig det spørgsmål, om betingelserne i artikel 17, stk. 1, litra c), er opfyldt. Domstolen har i dom af 20. februar 1997, MSG (5), fastslået, at den omstændighed, at én af parterne gentagne gange og uden at gøre indsigelse har betalt fakturaer fra den anden part, der indeholder en værnetingsklausul, kan udgøre en tiltrædelse af denne klausul, hvis en sådan handlemåde er i overensstemmelse med en sædvane, der gælder inden for det område af den internationale handel, hvor parterne driver virksomhed, og hvis parterne har kendskab til eller burde have kendskab til sædvanen.

23.   For det tilfælde, at der må antages at være indgået en værnetingsaftale, er Landesgericht Feldkirch enekompetent til at påkende tvisten i medfør af Bruxelles-konventionens artikel 17. I så fald opstår spørgsmålet, om denne ret kan efterprøve Tribunale civile e penale di Romas kompetence.

24.   Oberlandesgericht Innsbruck har endelig nævnt, at Gasser har gjort gældende, at de urimeligt lange retssager i romanske lande påvirkede selskabets rettigheder.

III – De præjudicielle spørgsmål

25.   Det er under disse omstændigheder, at Oberlandesgericht Innsbruck har besluttet at forelægge Domstolen følgende spørgsmål:

»1)      Kan den ret, der forelægger EF-Domstolen spørgsmål til præjudiciel afgørelse, forelægge disse allerede på grundlag af en parts (ikke forkastede) anbringender, både i tilfælde, hvor disse bestrides, eller hvor disse ikke (med angivelse af grundene hertil) bliver bestridt, eller skal retten først søge at afklare disse spørgsmål gennem oplysning af de faktiske forhold ved bevisførelse (i bekræftende fald i hvilket omfang)?

2)      Kan den ret, ved hvilken sagen senere er anlagt i Bruxelles-konventionens artikel 21, stk. 1’s forstand, efterprøve, om den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, har den fornødne kompetence, når den ret, ved hvilken sagen senere er anlagt, er enekompetent i henhold til Bruxelles-konventionens artikel 17, idet der er indgået en aftale om kompetence, eller skal den ret, som således er udpeget ved en værnetingsaftale, på trods af denne aftale følge fremgangsmåden i henhold til Bruxelles-konventionens artikel 21?

3)      Kan det forhold, at søgsmål ved retterne i en kontraherende stat er urimeligt langvarige (i vidt omfang uafhængigt af parternes adfærd), således at en part risikerer at lide betydelig skade, føre til, at den ret, ved hvilken sagen senere er anlagt, i konventionens artikel 21’s forstand, ikke har ret til at følge fremgangsmåden i henhold til denne bestemmelse?

4)      Kan de i den italienske lov nr. 89 af 24. marts 2001 foreskrevne retsfølger begrunde, at bestemmelserne i konventionens artikel 21 også skal anvendes, når en part på grund af en eventuel urimeligt langvarig procedure ved den italienske ret risikerer at lide skade, og fremgangsmåden i medfør af artikel 21 (jf. spørgsmål 3) derfor ikke bør følges?

5)      Under hvilke forudsætninger kan den ret, ved hvilken sagen senere er anlagt, i givet fald undlade at anvende bestemmelserne i konventionens artikel 21?

6)      Hvilken fremgangsmåde skal retten anvende, hvis den under de i spørgsmål 3 beskrevne omstændigheder ikke har ret til at anvende konventionens artikel 21?

For det tilfælde, at konventionens artikel 21 skal anvendes – også under de i spørgsmål 3 beskrevne omstændigheder – er det ikke nødvendigt at besvare spørgsmål 4, 5 og 6.«

IV – Stillingtagen

A –    Første præjudicielle spørgsmål

26.   Med sit første spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om en national ret kan fremsætte en anmodning for EF-Domstolen om fortolkning af Bruxelles-konventionen på grundlag af anbringender, som er fremført af en af parterne, men som endnu ikke er blevet efterprøvet i realiteten. Den forelæggende ret henviser i denne sag til den omstændighed, at andet spørgsmål hviler på den forudsætning – som endnu ikke er blevet fastslået af retten i realiteten – at en aftale om kompetence i Bruxelles-konventionens artikel 17’s forstand udpeger en ret i Dornbirn-området som den kompetente domstol vedrørende tvisten i hovedsagen.

27.   Svaret på det første præjudicielle spørgsmål mener jeg kan udledes af Domstolens praksis vedrørende muligheden for at realitetsbehandle præjudicielle spørgsmål på grundlag af såvel protokollen af 3. juni 1971 om Domstolens fortolkning af Bruxelles-konventionen (6) som artikel 234 EF.

28.   Artikel 3 i protokollen af 3. juni 1971 bestemmer, at når et spørgsmål om fortolkning af konventionen rejses i en verserende sag, kan eller bør den ret, for hvilken sagen er anlagt, anmode Domstolen om at træffe afgørelse i dette spørgsmål, hvis den skønner, at en afgørelse er nødvendig, for at den kan afsige dom. Artikel 3 i protokollen følger således samme logik som artikel 234 EF. I begge tilfælde er formålet med den præjudicielle afgørelse, at Domstolen skal forsyne den nationale ret med den fortolkning, som er nødvendig for, at retten kan afsige en dom, som anvender den bestemmelse, hvis fortolkning der er anmodet om (7). Domstolen har på dette grundlag draget den logiske slutning, at dens praksis vedrørende dens kompetence vedrørende præjudiciel afgørelse på grundlag af artikel 234 EF kan overføres til anmodninger om fortolkning af Bruxelles-konventionen (8).

29.   Efter fast retspraksis udgør proceduren i artikel 234 EF et samarbejdsinstrument mellem Domstolen og de nationale retter. Det bemærkes hertil, at inden for rammerne af dette samarbejde tilkommer det den nationale retsinstans, for hvem en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retlige afgørelse, som skal træffes, at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen. Når de af den nationale ret stillede spørgsmål vedrører fortolkningen af en bestemmelse i fællesskabsretten, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse herom (9).

30.   Af den nationale rets principielle kompetence har Domstolen gentagne gange udledt, at det er den nationale ret – der som den eneste har direkte kendskab til hovedsagens omstændigheder og de af parterne fremførte argumenter – der er bedst i stand til under hensyn til af praktiske og processuelle hensyn at bedømme, på hvilket stadium af retsforhandlingerne den har behov for en præjudiciel afgørelse fra Domstolen (10).

31.   Den nationale rets bedømmelse inden for rammerne af denne kompetence kan dog efterprøves af Domstolen. Domstolen har fastslået, at den i særlige tilfælde af hensyn til efterprøvelsen af sin egen kompetence er beføjet til at undersøge de omstændigheder, hvorunder den forelæggende ret har forelagt en præjudiciel anmodning (11). Domstolen har fastslået, at den samarbejdsånd, som må beherske udførelsen af opgaverne i forbindelse med den præjudicielle forelæggelsesprocedure, kræver, at den forelæggende ret tager hensyn til Domstolens opgave, som er at bidrage til justitsforvaltningen i medlemsstaterne og ikke at udøve responderende virksomhed vedrørende generelle eller hypotetiske spørgsmål (12).

32.   Domstolen har i den forbindelse præciseret, at for at den kan give den nationale ret en fortolkning af fællesskabsretten, som er til nytte for den forelæggende rets prøvelse af tvisten i hovedsagen, skal den forelæggende ret fastlægge den retlige sammenhæng, hvori fortolkningen ønskes. Det kan ud fra dette synspunkt efter omstændighederne og uden at sætte spørgsmål ved princippet om den forelæggende rets enekompetence til at afgøre, i hvilken fase af proceduren de præjudicielle spørgsmål skal forelægges, være hensigtsmæssigt, at sagens faktum er fastslået, og at rent nationale retsspørgsmål er afklaret på tidspunktet for forelæggelsen for Domstolen, således at Domstolen kan tage alle faktiske og retlige elementer, som kan have betydning for dens fortolkning af fællesskabsretten, i betragtning (13). Det er desuden ubetinget nødvendigt, at den nationale retsinstans redegør for grundene til, at den finder, at en besvarelse af dens spørgsmål er nødvendig (14).

33.   Domstolen har tidligere haft lejlighed til at vurdere, om de ovennævnte betingelser er opfyldt, og at fastslå sin kompetence i forbindelse med et præjudicielt spørgsmål, der beroede på en forudsætning, hvis nøjagtighed betingede anvendelsen ved afgørelsen af tvisten af den bestemmelse, der var genstand for anmodningen om fortolkning.

34.   I Enderby-sagen, der gav anledning til dommen af 27. oktober 1993 (15), forelagde Court of Appeal (England & Wales) således Domstolen et præjudicielt spørgsmål for at få klarhed over, hvorvidt princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi, som bestemt i artikel 141 EF, medfører, at en arbejdsgiver har pligt til objektivt at begrunde en lønforskel mellem en stilling som ledende talepædagog og stillingen som ledende farmaceut. Court of Appeal lagde til grund, at de to forskellige funktioner var af samme værdi.

35.   I sit indlæg for Domstolen gjorde den tyske regering gældende, at Domstolen ikke kunne besvare spørgsmålet uden først at fastslå, om de to omhandlede funktioner var ligeværdige, hvilket de ifølge regeringen ikke var, og der kunne således ikke foreligge nogen overtrædelse af artikel 141 EF.

36.   Domstolen afviste denne argumentation. Den anførte, at Court of Appeal i overensstemmelse med britisk lovgivning og med parternes samtykke havde besluttet at behandle spørgsmålet om, hvorvidt lønforskellen er objektivt begrundet, inden den tager stilling til, om de omhandlede funktioner er ligeværdige, hvilket kan nødvendiggøre mere indgående undersøgelser. De præjudicielle spørgsmål er således blevet forelagt ud fra den forudsætning, at de nævnte funktioner var af samme værdi (16). Domstolen tilføjede, at når den får forelagt en anmodning om fortolkning af fællesskabsretten, som ikke klart er uden forbindelse med realiteten i eller genstanden for hovedsagen, skal den besvare spørgsmålet uden selv at tage stilling til gyldigheden af en forudsætning, som det tilkommer den nationale ret at kontrollere efterfølgende, såfremt det måtte vise sig nødvendigt (17).

37.   Domstolen indtog samme holdning i JämO-dommen, hvor der forelå tilsvarende omstændigheder (18). Den påpegede bl.a., at det tilkommer den nationale ret, der som den eneste har direkte kendskab til sagens omstændigheder og de af parterne fremførte argumenter, og som har ansvaret for den afgørelse, der skal træffes, at bedømme, på hvilket stadium af retsforhandlingerne den har behov for en præjudiciel afgørelse fra Domstolen, og til at vurdere relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen (19). I den sag var det ligeledes blevet anført, at en stillingtagen til spørgsmålet om, hvorvidt arbejdet har samme værdi, ville kræve omfattende undersøgelser forbundet med store omkostninger (20).

38.   Ligesom Kommissionen mener jeg, at denne retspraksis kan overføres på den foreliggende sag. Selv om det er beklageligt, at den forelæggende ret ikke har givet en detaljeret forklaring om dette punkt, deler jeg Kommissionens opfattelse, hvorefter afgørelsen af spørgsmålet, om der findes en international handelsskik eller anden sædvane i international handel inden for den pågældende handelsbranche, som er almindelig kendt og regelmæssigt overholdes af parter i aftaler af samme type, afgjort kan kræve omfattende og omkostningskrævende undersøgelser.

39.   Endvidere fremgår det klart af forelæggelseskendelsen, at Oberlandesgericht Innsbrucks behandling af hovedsagen er helt afhængig af, hvordan Domstolen besvarer spørgsmålet om, hvorvidt den ret, ved hvilken sagen senere er anlagt, kan fravige forskrifterne i Bruxelles-konventionens artikel 21, når den er kompetent i medfør af en værnetingsaftale. Såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende, skal den forelæggende ret træffe afgørelse om, hvorvidt der er indgået en sådan værnetingsaftale, og hvis dette er tilfældet, har den østrigske ret enekompetence til at afgøre tvisten mellem parterne. Omvendt, i tilfælde af at spørgsmålet besvares benægtende, har en bedømmelse af spørgsmålet, om der er indgået en værnetingsaftale, ikke længere nogen interesse, og bestemmelserne i Bruxelles-konventionens artikel 21 skal finde anvendelse.

40.   Den forelæggende ret har endelig anført, i hvilken henseende – på baggrund af dommen i MSG-dommen – den omstændighed, at MISAT har godkendt fakturaer med en klausul om, at retten i den retskreds, som Dornbirn tilhører, skal afgøre eventuelle tvister mellem parterne, skal anses for en første faktor ved bedømmelsen af, om der er indgået en værnetingsaftale i den forstand, hvor udtrykket anvendes i Bruxelles-konventionens artikel 17, stk. 1, litra c). MISAT har ikke på en tydelig og begrundet måde bestridt, at bestemmelsens øvrige betingelser er opfyldt, hvorefter det skal dreje sig om handelsskik eller anden sædvane, som anvendes i international handel af den pågældende slags, og som parterne kender til eller bør kende til. Der er således intet, som taler for, at forudsætningen om eksistensen af en værnetingsaftale skulle være åbenbart fejlagtig.

41.   Det andet præjudicielle spørgsmål, hvormed det ønskes oplyst, om eksistensen af en værnetingsaftale gør det muligt at fravige Bruxelles-konventionens artikel 21, er således yderst relevant for at afgøre hovedsagen. Den forelæggende rets fremgangsmåde, der består i at spørge Domstolen om virkningerne af en værnetingsaftale uden først at have foretaget den undersøgelse, som kan vise sig at være nødvendig i nærværende sag med henblik på at fastslå, at der er indgået en sådan aftale, kan efter min mening ikke kan anses for en undladelse fra rettens side af at opfylde den samarbejdspligt, som udgør grundlaget for systemet med præjudicielle forelæggelser.

42.   På baggrund af disse betragtninger foreslår jeg, at det første præjudicielle spørgsmål besvares med, at det tilkommer den nationale ret at afgøre, om den skal forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål på grundlag af en parts anbringender, eller om det er nødvendigt først at efterprøve disse anbringender i realiteten. Det påhviler imidlertid den nationale ret at forsyne Domstolen med faktiske og retlige oplysninger, der gør det muligt for denne at give en besvarelse, der kan benyttes ved afgørelsen af hovedsagen, og at angive grundene til, at den finder, at det er nødvendigt at besvare spørgsmålene.

B –    Andet præjudicielle spørgsmål

43.   Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om Bruxelles-konventionens artikel 21 skal fortolkes således, at den ret, ved hvilken sagen senere er anlagt, og som er enekompetent i henhold til en værnetingsaftale, kan fravige artikel 21 og afgøre tvisten, uden at den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, har erklæret sig inkompetent. Den forelæggende ret ønsker med andre ord oplyst, om Bruxelles-konventionens artikel 17 udgør en undtagelse fra artikel 21 i samme konvention.

44.   Som bekendt har Bruxelles-konventionens artikel 21 af hensyn til en ordnet retspleje inden for Fællesskabet til formål at undgå, at der verserer parallelle sager for retterne i forskellige kontraherende stater, og at der eventuelt træffes uforenelige afgørelser. Denne bestemmelse har således til formål så vidt muligt og straks fra begyndelsen at forhindre en situation som den, der er omhandlet i konventionens artikel 27, stk. 3, nemlig at en afgørelse ikke kan anerkendes, fordi den er uforenelig med en afgørelse mellem de samme parter, truffet i den stat, som begæringen rettes til (21).

45.   For at opnå ovennævnte mål er der ved artikel 21 indrettet et enkelt system med henblik på fra begyndelsen af en sag at fastslå, hvilken af de retter, ved hvilke sagen er anlagt, der i sidste instans er kompetent til at afgøre tvisten. Systemet bygger på den kronologiske rækkefølge, i hvilken sagen er anlagt for retterne. Den ret, ved hvilken sagen senere er anlagt, skal udsætte afgørelsen, indtil den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, har udtalt sig om sin kompetence. Det er denne blokering af proceduren ved den ret, ved hvilken sagen senere er anlagt, og som følger af Bruxelles-konventionens artikel 21, som er i centrum af denne præjudicielle anmodning.

46.   For at udelukke anvendelsen af denne artikel har Gasser i sit indlæg vedrørende det tredje præjudicielle spørgsmål opfordret Domstolen til at overveje en ændring af den retspraksis, der blev indledt med dommen af 8. december 1987 i sagen Gubisch Maschinenfabrik (22), hvorefter et krav om, at en kontrakt erklæres ugyldig eller ophæves, har samme grundlag og genstand som et krav om opfyldelse af kontrakten (23). Det er på baggrund af denne retspraksis, at den forelæggende ret har kunnet antage, at der foreligger objektiv identitet mellem den sag, der var anlagt ved Landesgericht Feldkirch, og den, der forinden var anlagt ved Tribunale civile e penale di Roma.

47.   Efter min mening berettiger nærværende sag ikke, at Domstolen genovervejer denne vide fortolkning af begreberne tvistens grundlag og genstand i Bruxelles-konventionens artikel 21’s forstand. Selv om denne fortolkning generelt er kritiseret i den juridiske litteratur, er den nemlig implicit bekræftet i Overseas Union Insurance-dommen (24). Den er klart opretholdt i Tatry-dommen af 6. december 1994 (25), hvor Domstolen fastslog, at et krav om, at det fastslås, at sagsøgte er ansvarlig for en skade, samt om, at han tilpligtes at betale erstatning med rente, hviler på samme grundlag og har samme genstand som et krav, som den nu sagsøgte tidligere har fremsat om, at det fastslås, at han ikke er ansvarlig for skaden (26). Denne fortolkning er senere gentaget i Gantner Electronic-dommen (27).

48.   Af retspraksis kan desuden udledes en anden løsning på det problem, som Gasser har rejst. I Overseas Union Insurance-dommen fastslog Domstolen nemlig, at en fravigelse fra forskrifterne i Bruxelles-konventionens artikel 21 kan ske, når den ret, ved hvilken sagen senere er anlagt, har enekompetence til at påkende tvisten. Efter min mening kan denne retspraksis udvides til at gælde sager, hvor den ret, ved hvilken sagen senere er anlagt, er enekompetent i medfør af en værnetingsklausul.

49.   Der skal erindres om de omstændigheder, hvorunder Overseas Union Insurance-dommen blev afsagt. I denne sag stod Domstolen over for følgende situation. New Hampshire Insurance Company (28), der var registreret i England som et oversøisk selskab, genforsikrede i 1980 hos tre selskaber, som ligeledes var registreret i England, en risiko, som New Hampshire havde forsikret ved det franske selskab Nouvelles Galeries réunies. I juli 1986 ophørte de tre genforsikringsselskaber med at udbetale forfaldne erstatninger. Ved stævning indleveret i 1987 og februar 1988 anlagde New Hampshire sag mod de tre selskaber ved Tribunal de commerce de Paris med påstand om opfyldelse af kontrakten. Den 6. april 1988 anlagde de tre genforsikringsselskaber sag mod New Hampshire ved Commercial Court of Queen’s Bench Division med påstand om, at det anerkendtes, at de med føje havde hævet genforsikringsaftalerne. Commercial Court udsatte afgørelsen af den engelske sag i henhold til Bruxelles-konventionens artikel 21, stk. 2, indtil den franske ret havde truffet afgørelse om sin egen kompetence i de franske sager.

50.   De tre genforsikringsselskaber kærede denne kendelse til Court of Appeal, der forelagde Domstolen et præjudicielt spørgsmål for bl.a. at få oplyst, om artikel 21 skal fortolkes således, at den ret, ved hvilken sagen senere er anlagt, altid er forpligtet til at udsætte afgørelsen, hvis den ikke erklærer sig inkompetent, eller om bestemmelsen indebærer, at den kan eller skal undersøge, om den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, er kompetent, og i så fald i hvilket omfang (29).

51.   Domstolen svarede, at »bortset fra det tilfælde, hvor den ret, ved hvilken sagen sidst er anlagt, er enekompetent i henhold til [Bruxelles]-konventionen, særlig i henhold til artikel 16, skal konventionens artikel 21 fortolkes således, at såfremt kompetencen for den ret, ved hvilken sagen sidst er anlagt, bestrides, kan den ret, ved hvilken der sidst er anlagt sag, hvis den ikke erklærer sig inkompetent, kun udsætte afgørelsen og kan ikke selv efterprøve kompetencen for den ret, ved hvilken sagen først er anlagt« (30).

52.   Af Domstolens svar følger, at den ret, ved hvilken sagen senere er anlagt, og som er enekompetent til at påkende tvisten, særlig i henhold til artikel 16 i Bruxelles-konventionen, ikke er forpligtet til at udsætte afgørelsen, indtil den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, har erklæret sig inkompetent. Den ret, ved hvilken sagen senere er anlagt, kan således fortsætte efterprøvelsen af sagens realitet og påkende den.

53.   I den foreliggende sag er denne dom fortolket forskelligt af procesdeltagerne med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt artikel 17 ligesom artikel 16 kan begrunde en fravigelse fra forskrifterne i Bruxelles-konventionens artikel 21. Kommissionen, den italienske regering og MISAT har gjort gældende, at den fravigelse, som Domstolen har godkendt i ovennævnte dom, ikke gælder for konventionens artikel 17.

54.   Ifølge Kommissionen er denne fravigelse i det tilfælde, hvor artikel 16 finder anvendelse, begrundet med henvisning til Bruxelles-konventionens artikel 28, stk. 1, hvorefter retsafgørelser, som er truffet af en ret i strid med artikel 16, ikke kan anerkendes i nogen af de kontraherende stater. Det ville således være ulogisk at forpligte den ret, som er enekompetent i henhold til artikel 16, til at udsætte sagen, eftersom afgørelsen, som ville blive truffet af den – antagelig inkompetente – ret, ved hvilken sagen først var anlagt, alene ville have virkning i den kontraherende stat, hvor den var afsagt. Bruxelles-konventionens artikel 28, stk. 1, kan imidlertid ikke anvendes, når den ret, ved hvilken sagen senere er anlagt, er kompetent i henhold til en værnetingsaftale i artikel 17’s forstand.

55.   Kommissionen har anført, at eftersom det ikke helt kan udelukkes, at den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, har en anden opfattelse vedrørende eksistensen af en værnetingsaftale end den ret, ved hvilken sagen senere er anlagt, vil der kunne træffes uforenelige afgørelser, hvis sidstnævnte ikke udsætter afgørelsen. Parterne ville da befinde sig i netop den situation, som artikel 21, der er angivet i Bruxelles-konventionens artikel 27, stk. 3, hvorefter en afgørelse, som er afsagt i en anden kontraherende stat, ikke anerkendes, hvis den er uforenelig med en afgørelse mellem de samme parter truffet i den stat, som begæringen rettes til, netop har til formål at hindre.

56.   Kommissionen har desuden understreget, at den kompetence, der følger af artikel 17, har mindre indgribende virkning end den, der følger af artikel 16, idet parterne ikke kan hindre anvendelsen af artikel 16, mens de derimod altid har mulighed for at ophæve en værnetingsaftale eller afstå fra at gøre den gældende. Hvis en sagsøgt giver møde for den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, uden at bestride dens kompetence med henvisning til en værnetingsaftale, kan retten nemlig i henhold til Bruxelles-konventionens artikel 18 påkende sagen.

57.   Jeg deler ikke denne opfattelse. Ligesom Gasser og Det Forenede Kongeriges regering mener jeg, at Bruxelles-konventionens artikel 17 kan bevirke en fravigelse fra konventionens artikel 21. Denne bedømmelse bygger på følgende betragtninger. For det første har de retsinstanser, der er udpeget i henhold til en værnetingsaftale i overensstemmelse med artikel 17, en kompetence, som kan kvalificeres som enekompetence. For det andet kan den opfattelse, hvorefter den ret, ved hvilken sagen senere er anlagt, skal overholde forskrifterne i artikel 21, selv om den er enekompetent i henhold til en værnetingsaftale, svække den effektive virkning af artikel 17 og den dermed forbundne retssikkerhed. For det tredje kan risikoen for, at der træffes uforenelige afgørelser, begrænses meget kraftigt.

58.   For det første bemærkes det, at i Overseas Union Insurance-dommen har Domstolen fastsat en undtagelse fra forskrifterne i Bruxelles-konventionens artikel 21 i det »tilfælde, hvor den ret, ved hvilken sagen sidst er anlagt, er enekompetent, særlig i henhold til artikel 16«. Denne formulering giver efter min mening anledning til to betragtninger. Den første er, at Domstolen ved anvendelsen af adverbiet »særlig« har ønsket at angive, at denne fravigelse ikke er begrænset til de tilfælde, hvor der er tale om enekompetence i henhold til artikel 16. Den anden er, at Domstolen heller ikke kun – som den havde kunnet gøre – henviste til de tilfælde af enekompetence, der er omfattet af Bruxelles-konventionens artikel 28, stk. 1, nemlig kompetence i forsikringssager eller forbrugertvister eller i henhold til artikel 16. Ingen af Domstolens udtalelser i Overseas Union Insurance-dommen taler således imod, at enekompetence i henhold til artikel 17 er udelukket fra den fravigelse fra forskrifterne i artikel 21, som Domstolen accepterede i den nævnte dom.

59.   Endvidere skal det påpeges, at Domstolen, da der ikke var stillet spørgsmål herom, ikke redegjorde for de hensyn, der kunne begrunde denne fravigelse. Efter min mening kan denne fravigelse forklares ud fra følgende betragtninger. Når den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, kun kan erklære sig inkompetent, er det meningsløst i et sådant tilfælde at pålægge den ret, ved hvilken sagen senere er anlagt, at udsætte afgørelsen. Med andre ord foreligger der ikke en litispendenssituation, når den ret, ved hvilken sagen senere er anlagt, har enekompetence, eftersom en sådan situation forudsætter, at de to retsinstanser, ved hvilke den samme sag er anlagt, begge er kompetente til at påkende sagen (31).

60.   Samme begrundelse kan overføres på tilfældet med Bruxelles-konventionens artikel 17. Som det fremgår af bestemmelsens ordlyd, forholder det sig sådan, at »alene« den eller de retter, der er udpeget af parterne i overensstemmelse med denne artikel, »er kompetente«. Sammenholdt med artikel 18 i Bruxelles-konventionen indebærer artikel 17, at når parterne har indgået en aftale om retternes kompetence i overensstemmelse med denne bestemmelse, er enhver anden ret, ved hvilken en part anlægger sag, inkompetent, medmindre sagsøgte giver sit samtykke. Heraf følger, at hvis sagsøgte, som det synes at være tilfældet i den foreliggende sag, bestrider kompetencen for den ret, ved hvilken modparten først har anlagt sag i strid med en værnetingsklausul, skal denne ret i lyset af klausulen erklære sig inkompetent. Ifølge Schlosser-rapporten (32) skal retten endog gøre det ex officio, hvis sagsøgte ikke giver møde (33).

61.   I en sådan situation udelukker den kompetence, som parterne har givet retten gennem en værnetingsaftale, den kompetence, som tilkommer retterne i medfør af hovedreglen i Bruxelles-konventionens i artikel 2 og i medfør af de specielle kompetenceregler i artikel 5 og 6 (34). I denne henseende har artikel 17 således en tilsvarende virkning som artikel 16. Det kan følgelig forekomme lige så meningsløst at pålægge retten, ved hvilken sagen senere er anlagt, at udsætte afgørelsen, når dens kompetence følger af artikel 17, som når den følger af artikel 16.

62.   For det andet ville en sådan forpligtelse kunne skade den effektive virkning af artikel 17 og den hermed forbundne retssikkerhed.

63.   Ved undersøgelsen af den effektive virkning af Bruxelles-konventionens artikel 17 skal der mindes om, at formålet med bestemmelsen er at give mulighed for en frivillig værnetingsvedtagelse. Det er således parternes samstemmende vilje, som gør det muligt at fravige de almindelige og specielle kompetenceregler i Bruxelles-konventionens artikel 2, 5 og 6. Kravet om samtykke til denne kompetencefravigelse følger af artikel 17’s ånd. Således har Domstolen i dommene af 14. december 1976, Estasus Salotti (35) og Segoura (36), udtalt, at Bruxelles-konventionens artikel 17 pålægger den ret, for hvilken sagen er forelagt, at prøve, om den bestemmelse, som tillægger retten kompetence, faktisk har været genstand for parternes samstemmende vilje (37).

64.   Parternes samstemmende vilje udgør ligeledes grundlaget for de værnetingsaftaler, der indgås ifølge sædvanen inden for international handel. Henvisningen til sædvanen inden for international handel blev som bekendt tilføjet i tiltrædelseskonventionen af 1978 for at lempe formkravene, som indledningsvis var foreskrevet i Bruxelles-konventionen, nemlig at der krævedes en skriftlig eller en skriftligt bekræftet mundtlig aftale (38). Domstolen har imidlertid fastslået, at det trods den lempelse, som er blevet indført i artikel 17, fortsat er et af formålene med bestemmelsen at sikre, at der reelt er opnået enighed mellem parterne, og at dette er begrundet i et ønske om at beskytte den svageste part i kontraktforholdet, ved at det undgås, at værnetingsklausuler, som kun én af parterne har indføjet i en kontrakt, ikke bliver bemærket (39). Domstolen har således præciseret, at de kontraherende parter formodes at have tiltrådt værnetingsklausulen, når deres handlemåde er i overensstemmelse med en sædvane, der gælder inden for det område af den internationale handel, hvor de driver virksomhed, og hvis parterne har kendskab til eller burde have kendskab til sædvanen (40).

65.   Heraf følger, at artikel 17 bekræfter parternes frie vilje ved at gøre de retter, der er udpeget af disse, enekompetente med fravigelse fra kompetencereglerne i Bruxelles-konventionen, bortset fra dem, der nævnes i artiklens fjerde afsnit. Som Domstolen har fastslået, har artikel 17 til formål klart og præcist at udpege en ret i en kontraherende stat, der er enekompetent i overensstemmelse med parternes samstemmende vilje, som skal være tilkendegivet i overensstemmelse med de strenge formkrav i bestemmelsen (41). Artikel 17 tilsigter således at sikre retssikkerheden ved at lade parterne udpege den kompetente ret.

66.   Artikel 17 ligger på denne måde helt på linje med Bruxelles-konventionens formål. Det fremgår af Domstolens faste praksis, at konventionen navnlig har til formål at gennemføre en harmonisering af de kontraherende staters regler om retternes kompetence, således at det i videst muligt omfang undgås, at flere retsinstanser har kompetence til at pådømme tvister, som udspringer af samme retsforhold, samt at styrke retsbeskyttelsen af de i Fællesskabet bosiddende personer, således at såvel sagsøgeren let kan afgøre, ved hvilken ret han kan anlægge sag, og sagsøgte med rimelighed kan forudse, ved hvilken ret han kan blive sagsøgt (42).

67.   Hvis den ret, som er enekompetent var forpligtet til at udsætte afgørelsen i henhold til Bruxelles-konventionens artikel 21, indtil den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, har erklæret sig inkompetent, ville den effektive virkning af artikel 17 og dermed den retssikkerhed, som bestemmelsen tilsigter, efter min mening blive alvorligt svækket. Under sådanne omstændigheder ville en part, som i strid med forpligtelserne i henhold til en værnetingsaftale har anlagt sag ved en ret, som han ved ikke har kompetence til at træffe afgørelse, kunne forhale afgørelsen af tvisten vedrørende realiteten, som han ved ville være til hans ulempe. En part, der således tilsidesætter sine forpligtelser ved at anlægge sag ved en anden ret end den, der er udpeget i værnetingsaftalen, ville således drage fordel af en sådan tilsidesættelse.

68.   Denne konsekvens er principielt stødende og kan risikere at tilskynde til forhalende adfærd. En part, som ønsker at forsinke afgørelsen af tvisten vedrørende realiteten, vil på denne måde kunne opmuntres til at »tage initiativet« og anlægge sag ved en inkompetent ret, som er mindre gunstig for modparten, for at forhindre, at der anlægges sag i anledning af den samme kontrakt, indtil denne ret har erklæret sig inkompetent. Jeg deler Det Forenede Kongeriges regerings opfattelse, hvorefter der er så meget større grund til at tage hensyn til denne risiko, som de kontraherende staters retssystemer i almindelighed giver mulighed for at anlægge sag med påstand om at få fastslået, at der ikke foreligger et ansvar.

69.   I modsætning til Kommissionen mener jeg ikke, at problemet alene ligger i de forskellige medlemsstaters interne domstolssystemer, og i, hvor hurtigt de nationale retter, ved hvilke der er anlagt sag i strid med en værnetingsaftale, kan træffe beslutning om deres kompetence. Uanset hvor hurtigt en sådan beslutning end træffes, kan sagsøgeren under alle omstændigheder udnytte alle nationale retsmidler til at forhale det tidspunkt, hvor denne rets beslutning om inkompetence får endelig karakter. Problemet ligger således efter min mening hovedsagelig i fortolkningen af Bruxelles-konventionen.

70.   Jeg foreslår derfor, at Domstolen vælger den løsning, som er egnet til at beskytte den effektive virkning af artikel 17 og den retssikkerhed, som artiklen bidrager til. En sådan løsning stemmer desuden godt overens med, hvordan artiklen ifølge retspraksis skal fortolkes, dvs. at der skal tage hensyn til parternes vilje. I dommen af 24. juni 1981 i Elefanten Schuh-sagen (43) fastslog Domstolen, at en kontraherende stats lovgivning ikke kan hindre en værnetingsaftales gyldighed, blot fordi det anvendte sprog ikke er det i denne lovgivning foreskrevne. Domstolen har senere i Benincasa-dommen fastslået, at den ret i en kontraherende stat, der er udpeget i en ifølge Bruxelles-konventionens artikel 17 gyldigt indgået værnetingsklausul, ligeledes har kompetence til at påkende en sag, hvorunder der er nedlagt påstand om, at den kontrakt, som værnetingsklausulen er indeholdt i, er ugyldig. Ifølge Domstolen ville »[d]en retssikkerhed, som bestemmelsen tilsigter, […] let kunne blive svækket, såfremt det anerkendes, at en aftalepart har mulighed for at gøre denne [Bruxelles]-konventionsregel virkningsløs blot ved at gøre gældende, at den pågældende kontrakt er ugyldig i sin helhed af grunde, der støttes på den materielle ret, der finder anvendelse« (44).

71.   Denne fortolkning har desuden den fordel, at den tager hensyn til kravene i den internationale handel. Jeg er enig i Det Forenede Kongeriges regerings argumentation, hvorefter en god udvikling af de internationale handelsrelationer forudsætter, at virksomhederne kan have tillid til de aftaler, som de indgår. Dette gælder også parternes aftaler om, hvilke retter der skal afgøre eventuelle tvister, som opstår i forbindelse med opfyldelsen af deres gensidige forpligtelser. Endelig forekommer det ubestrideligt, at en forsinkelse i løsningen af disse tvister kan påføre de erhvervsdrivende store tab, bl.a. når det drejer sig om betalingen af fakturaer for små og mellemstore virksomheder. I denne henseende stemmer den løsning, som jeg foreslår, godt overens med Bruxelles-konventionens forfatteres hensigter, eftersom det netop var for at tage hensyn til kravene i den internationale handel, at disse i 1978 foreskrev en lempelse af formkravene i artikel 17 ved at tilføje sædvane i international handel til de to oprindelige forskrifter (45). Ved at tillade, at den ret, ved hvilken sagen senere er anlagt, og som er enekompetent i medfør af en af værnetingsaftale, prøver sagen uden at afvente, at den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, erklærer sig inkompetent, vil Domstolen ubestrideligt fremme anvendelsen af værnetingsklausuler i kontraktdokumenter og andre akter udstedt i forbindelse med kontraktforholdet, som f.eks. fakturaer.

72.   For det tredje mener jeg, at risikoen for, at der træffes uforenelige afgørelser, vil blive meget kraftigt begrænset.

73.   For at mindske denne risiko har Det Forenede Kongeriges regering foreslået Domstolen at fastslå, at den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, og hvis kompetence bestrides i henhold til en værnetingsaftale, skal udsætte afgørelsen, indtil den ret, ved hvilken sagen senere er anlagt, og som er udpeget i nævnte klausul, har truffet beslutning vedrørende sin kompetence.

74.   Jeg er ikke enig i denne løsning. Efter min mening vil den kunne fremme de samme forhalingsmanøvrer som dem, vi søger at forhindre. Den ville nemlig gøre det muligt for en mere skruppelløs part at bestride kompetencen for den ret, hvor der er anlagt sag mod den med støtte i artikel 2, 5 eller 6 i Bruxelles-konventionen, ved at påberåbe sig en ikke eksisterende værnetingsaftale og senere anlægge sag ved den ret, der hævdes udpeget, for således at forhale tvistens afgørelse, indtil sidstnævnte ret har erklæret sig inkompetent.

75.   Faktisk indebærer enhver fravigelse af Bruxelles-konventionens artikel 21 en risiko for, at der træffes uforenelige afgørelser, og de deraf følgende problemer med anerkendelse og fuldbyrdelse. En sådan risiko findes også i forbindelse med artikel 16. For det første er det muligt, at de to retter, hvor sagerne er anlagt, har divergerende bedømmelse af spørgsmålet om, hvorvidt tvisten er omfattet af artiklens anvendelsesområde (46). For det andet forholder det sig sådan, at hvis den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, erklærer sig kompetent og træffer en afgørelse, som er uforenelig med den, der er truffet af den ret, ved hvilken sagen senere er anlagt, og som er enekompetent i henhold til artikel 16, kan denne rets afgørelse ikke anerkendes i den kontraherende stat, hvor sagen først blev anlagt i medfør af bestemmelserne i Bruxelles-konventionens artikel 27, stk. 3.

76.   Følgelig kan den omstændighed, at det i tilfælde af, at der foreligger en værnetingsaftale, i særdeleshed i de former, der er foreskrevet i artikel 17, stk. 1, litra c), undertiden er nødvendigt at foretage komplekse undersøgelser, efter min mening ikke begrunde en generel udelukkelse af artikel 17 fra den fravigelse fra artikel 21, som Domstolen har indrømmet. Efter min opfattelse gør det samme sig gældende for det tilfælde, at Bruxelles-konventionens artikel 28 ikke omfatter artikel 17, således at anerkendelsen og fuldbyrdelsen i andre kontraherende stater af den afgørelse, der er truffet af den ret, ved hvilken sagen senere er anlagt, og som er enekompetent i henhold til denne artikel, kan forhindres af en modstridig afgørelse, som forinden er truffet af den ret, ved hvilken sagen først er anlagt.

77.   Det vigtigste er efter min mening, at risikoen for uforenelige afgørelser kan begrænses kraftigt. En sådan begrænsning er fuldt ud mulig, eftersom de berørte retter ifølge retspraksis skal bedømme gyldigheden af den omhandlede værnetingsaftale efter de samme principper og ud fra samme vilkår, og under forudsætning af at den ret, ved hvilken sagen senere er anlagt, ikke fraviger forskrifterne i artikel 21, førend den meget indgående har prøvet sin enekompetence.

78.   Hvad angår det første punkt fremgår det af Domstolens praksis, at begrebet »aftale om retternes kompetence« må betragtes som et selvstændigt begreb (47). Heraf følger, at de formelle og materielle gyldighedsbetingelser, som gælder for værnetingsaftaler, alene skal bedømmes i forhold til kravene i artikel 17. Denne regel er blevet klart udtrykt hvad angår bedømmelsen af den formelle gyldighed (48). For så vidt angår de materielle bestemmelser fremgår det af domme, hvor Domstolen har fortolket begrebet »aftale«, at dette begreb indebærer, at der skal være en faktisk samstemmighed mellem parterne (49). Reglen er efter min mening bekræftet i Benincasa-dommen, hvor Domstolen har anført, at »en værnetingsklausul – hvis sigte er processuelt – er omfattet af bestemmelserne i konventionen, der har til formål at fastlægge ensartede regler om retternes internationale kompetence« (50).

79.   Denne retspraksis er blevet udvidet til at gælde sædvane i international handel. Domstolen har således fastslået, at den sædvane, som artikel 17 henviser til, ikke kan gøres virkningsløs gennem bestemmelser i national lovgivning, som indeholder krav om overholdelse af formkrav ud over dem, som forekommer i den internationale handel i den handelsbranche, inden for hvilken parterne driver virksomhed (51). Som den forelæggende ret har påpeget, har Domstolen præciseret, hvilke objektive elementer den nationale ret skal tage i betragtning ved bedømmelsen af, om der består en sædvane i den internationale handelsbranche, inden for hvilken parterne driver virksomhed, samt om parterne kender til eller burde have kendt til denne handelsskik eller sædvane (52).

80.   Risikoen for indbyrdes modstridende afgørelser med hensyn til gyldigheden af en værnetingsaftale bliver således mindre, jo mere Domstolen præciserer betingelserne i Bruxelles-konventionens artikel 17 (53).

81.   Hvad angår det andet punkt mener jeg, at den ret, ved hvilken sagen senere er anlagt, ikke skal have ret til at fravige forskrifterne i Bruxelles-konventionens artikel 21, førend den meget indgående har prøvet, om den faktisk er enekompetent i henhold til en værnetingsaftale. Den skal således kontrollere, at den pågældende værnetingsaftale er i overensstemmelse med forskrifterne i artikel 17. Ud over nævnte betingelser skal den desuden forsikre sig om, at aftalen vedrører »opståede eller fremtidige tvister i anledning af et bestemt retsforhold« i artikel 17, stk. 1’s forstand, og at den ikke strider mod reglerne om enekompetence i artikel 16 eller mod Bruxelles-konventionens bestemmelser om kompetence i forsikringssager og sager om forbrugeraftaler. Den ret, ved hvilken sagen senere er anlagt, skal endvidere prøve, om værnetingsaftalen reelt omfatter den tvist, der er indbragt for den. I tilfælde af tvivl om gyldigheden af værnetingsaftalen eller dens anvendelsesområde skal den ret, ved hvilken sagen senere er anlagt, udsætte afgørelsen i overensstemmelse med artikel 21.

82.   Denne løsning, som består i kun at lade Bruxelles-konventionens artikel 17 udgøre en fravigelse fra konventionens artikel 21, når der ikke er nogen tvivl om, at den ret, ved hvilken sagen senere er anlagt, er kompetent, har den fordel, at den både tager hensyn til kravene i den internationale handel og lader de erhvervsdrivende tage deres ansvar ved at tilskynde dem til at indgå værnetingsaftaler, som ikke giver plads for nogen tvivl vedrørende deres gyldighed eller anvendelsesområde. Denne løsning vil således kunne føre til, at repræsentanter for forskellige erhvervsdrivende forhandler eksplicitte standardvilkår, som gøres alment tilgængelige for den berørte sektor.

83.   På baggrund af ovenstående foreslår jeg Domstolen at besvare det andet præjudicielle spørgsmål med, at Bruxelles-konventionens artikel 21 skal fortolkes således, at den ret, ved hvilken sagen senere er anlagt, og som er enekompetent i henhold til en værnetingsaftale, ved fravigelse af denne artikel kan afgøre tvisten uden at afvente, at den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, har erklæret sig inkompetent, når der ikke er nogen mulig tvivl om kompetencen for den ret, ved hvilken sagen senere er anlagt.

C –    Tredje og fjerde til sjette præjudicielle spørgsmål

84.   Med sit tredje præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om Bruxelles-konventionens artikel 21 skal fortolkes således, at bestemmelsen kan fraviges, når procedurerne ved retterne i den kontraherende stat, hvor den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, er beliggende, generelt er urimeligt langvarige.

85.   Den forelæggende ret har anført, at den stiller dette spørgsmål, fordi Gasser har gjort gældende, at i romanske lande som Italien, Grækenland og Frankrig er gennemsnitstiden for procedurerne ved retterne urimeligt lang, hvilket er i strid med artikel 6 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (herefter »EMRK«).

86.   Kommissionen har udtrykt tvivl om, hvorvidt dette spørgsmål, og derfor også de følgende spørgsmål, der har en sammenhæng med det, kan antages til besvarelse af Domstolen, fordi den forelæggende ret ikke har givet oplysninger om konkrete forhold, der gør det muligt at konkludere, at Tribunale civile e penale di Roma i den foreliggende sag har tilsidesat artikel 6 i EMRK.

87.   Jeg deler ikke denne opfattelse. Efter min mening har den forelæggende ret ikke villet henvise til det søgsmål, som MISAT har anlagt ved Tribunale civile e penale di Roma. Det er tydeligt, at spørgsmålet er stillet for at få klarhed over, hvorvidt den ret, ved hvilken sagen senere er anlagt, fordi den gennemsnitlige varighed af procedurerne ved retterne i den medlemsstat, hvor den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, er beliggende, er urimeligt langvarige, med rette kan undlade at anvende artikel 21. For at Domstolen kan besvare dette spørgsmål, som vedrører en bestemmelse i Bruxelles-konventionen, og som er relevant for afgørelsen af tvisten i hovedsagen, var det således ikke nødvendigt, at den forelæggende ret fremlægger oplysninger om forløbet af sagen ved Tribunale civile e penale di Roma.

88.   Derimod deler jeg Kommissionens opfattelse hvad angår besvarelsen af spørgsmålet. Det forekommer nemlig ikke for alvor muligt at tillade, at bestemmelserne i Bruxelles-konventionens artikel 21 kan undlades anvendt, fordi den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, er beliggende i en medlemsstat, hvis retsinstanser generelt har urimeligt lange sagsbehandlingstider. Det ville svare til at sige, at bestemmelserne om litispendens ikke skal finde anvendelse, når den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, er beliggende i bestemte medlemsstater.

89.   En sådan fortolkning ville være åbenbart uforenelig med Bruxelles-konventionens systematik og formål. Denne indeholder nemlig ingen bestemmelse om, at dens bestemmelser og navnlig artikel 21 ophører med at finde anvendelse på grund af varigheden af procedurerne ved retterne i den pågældende kontraherende stat. For det andet skal det bemærkes, at Bruxelles-konventionen hviler på den tillid, som de kontraherende stater gensidigt tillægger deres retssystemer og retsinstitutioner (54). Det er denne gensidige tillid, der har gjort det muligt at indføre en bindende kompetenceordning, som alle de retter, der er omfattet af konventionens anvendelsesområde, har pligt til at respektere. Det er ligeledes denne tillid, der gør det muligt for de kontraherende stater at afstå fra at anvende nationale regler om anerkendelse og fuldbyrdelse af fremmede retsafgørelser, til fordel for en forenklet ordning for anerkendelse og fuldbyrdelse. Tilliden danner således ligeledes grundlag for den retssikkerhed, som konventionen har til formål at sikre, ved at gøre det muligt for borgerne med den fornødne sikkerhed at forudse, hvilken ret der har kompetence.

90.   På baggrund af disse overvejelser foreslår jeg Domstolen at fastslå, at Bruxelles-konventionens artikel 21 skal fortolkes således, at bestemmelsen ikke kan fraviges, når procedurerne ved retterne i den kontraherende stat, hvor den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, er beliggende, generelt er urimeligt langvarige.

91.   På baggrund af ovennævnte forslag er det ufornødent at besvare det fjerde, femte og sjette præjudicielle spørgsmål, som alene er stillet for det tilfælde, at tredje spørgsmål besvares bekræftende. Med det fjerde præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om den italienske lov nr. 89 af 24. marts 2001 om skadeserstatning for skader forårsaget af urimeligt lange procedurer trods alt berettiger at anvende bestemmelsen i Bruxelles-konventionens artikel 21. Som jeg opfatter det femte og sjette spørgsmål, anmodes Domstolen om, for det tilfælde at det tredje spørgsmål besvares bekræftende, at præcisere, under hvilke forudsætninger og på hvilken måde den ret, ved hvilken sagen senere er anlagt, kan fravige artikel 21.

V –    Forslag til afgørelse

92.   På baggrund af ovenstående foreslår jeg Domstolen at besvare de spørgsmål, der er stillet af Oberlandesgericht Innsbruck, på følgende måde:

»1)      Det tilkommer den nationale ret at afgøre, om den skal forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål på grundlag af en parts anbringender, eller om det er nødvendigt først at efterprøve dem i realiteten. Det påhviler imidlertid den forelæggende ret at forsyne Domstolen med de faktiske og retlige oplysninger, der gør det muligt for denne at give en besvarelse, der kan benyttes til afgørelse af tvisten i hovedsagen, og at angive grundene til, at den finder, at en besvarelse af dens spørgsmål er nødvendig.

2)      Bruxelles-konventionens artikel 21 skal fortolkes således, at den ret, ved hvilken sagen senere er anlagt, og som er enekompetent i henhold til en værnetingsaftale, ved fravigelse fra denne artikel kan afgøre tvisten uden at afvente, at den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, har erklæret sig inkompetent, når der ikke er nogen mulig tvivl om kompetencen for den ret, ved hvilken sagen senere er anlagt.

3)      Bruxelles-konventionens artikel 21 skal fortolkes således, at bestemmelsen ikke kan fraviges, når procedurerne ved retterne i den kontraherende stat, hvor den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, er beliggende, generelt er urimeligt langvarige.«


1 – Originalsprog: fransk.


2  – (EFT 1978 L 304, s. 17). Konvention som ændret ved konventionen af 9.10.1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltrædelse (EFT L 304, s. 1, og – den ændrede tekst – s. 77), ved konventionen af 25.10.1982 om Den Hellenske Republiks tiltrædelse (EFT L 388, s. 1), ved konventionen af 26.5.1989 om Kongeriget Spaniens og Den Portugisiske Republiks tiltrædelse (EFT L 285, s. 1) og ved konventionen af 29.11.1996 om Republikken Østrigs, Republikken Finlands og Kongeriget Sveriges tiltrædelse (EFT 1997 C 15, s. 1). En konsolideret version af konventionen, som ændret ved disse fire tiltrædelseskonventioner, er offentliggjort i EFT 1998 C 27, s. 1 (herefter »Bruxelles-konventionen«).


3  – Herefter »Gasser«.


4  – Herefter »MISAT«.


5  – Sag C-106/95, Sml. I, s. 911.


6  – EFT 1975 L 204, s. 28, som ændret ved tiltrædelseskonventionerne.


7  – Se generaladvokat Tesauros forslag til afgørelse i Kleinwort Benson-sagen, dom afsagt den 28.3.1995, sag C-346/93, Sml. I, s. 615, præmis 17.


8  – Jf. dom af 27.2.1997, sag C-220/95, Van den Boogaard, Sml. I, s. 1147, præmis 15, af 20.3.1997, sag C-295/95, Farrell, Sml. I, s. 1683, præmis 11, af 16.3.1999, sag C-159/97, Castelletti, Sml. I, s. 1597, præmis 14, og af 8.5.2003, sag C-111/01, Gantner Electronic, Sml. I, s. 4207, præmis 38.


9  – Jf. bl.a. dom af 29.11.1978, sag 83/78, Pigs Marketing Board, Sml. s. 2347, præmis 25, af 15.12.1995, sag C-415/93, Bosman, Sml. I, s. 4921, præmis 59, og af  22.5.2003, sag C-18/01, Korhonen m.fl., Sml. I, s. 5321, præmis 19. Jf. ligeledes med hensyn til Bruxelles-konventionen Castelletti-dommen, præmis 14.


10  – Jf. dom af 10.3.1981, sag 36/80 og 71/80, Irish Creamery Milk Suppliers Association m.fl., Sml. s. 735, præmis 7, af 10.7.1984, sag 72/83, Campus Oil m.fl., Sml. s. 2727, præmis 10, af 11.6.1987, sag 14/86, Pretore di Salò, Sml. s. 2545, præmis 11, af 19.11.1998, sag C-66/96, Høj Pedersen m.fl., Sml. I, s. 7327, præmis 46, og af 30.3.2000, sag C-236/98, JämO, Sml. I, s. 2189, præmis 32.


11  – Jf. Bosman-dommen (præmis 59) og Gantner Electronic-dommen (præmis 35).


12  – Jf. dom af 11.3.1980, sag 104/79, Foglia, Sml. s. 745, præmis 11, af 16.12.1981, sag 244/80, Foglia, Sml. s. 3045, præmis 18, af 3.2.1983, sag 149/82, Robards, Sml. s. 171, præmis 19, af 16.7.1992, sag C-83/91, Meilicke, Sml. I, s. 4871, præmis 25, og af 10.12.2002, sag C-153/00, der Weduwe, Sml. I, s. 11319, præmis 32 og 33.


13  – Jf. dommen i sagen Irish Creamery Milk Suppliers Association m.fl., præmis 6, dom af 16.7.1992, sag C-343/90, Lourenço Dias, Sml. I, s. 4673, præmis 19, samt Meilicke-dommen, præmis 26, dommen i sagen Høj Pedersen m.fl., præmis 45, og JämO-dommen, præmis 31. Det følger af Domstolens faste praksis, at »for at opnå en fortolkning af fællesskabsretten, der kan anvendes af den nationale ret, er det nødvendigt, at denne fastlægger den faktiske og retlige baggrund for de forelagte spørgsmål eller i hvert fald redegør for de faktiske omstændigheder, der er lagt til grund, og som danner grundlag for spørgsmålene«. Jf. bl.a. dom af 26.1.1993, forenede sager C-320/90 – C-322/90, Telemarsicabruzzo m.fl., Sml. I, s. 393, præmis 6, og af 21.9.2000, sag C-109/99, ABBOI, Sml. I, s. 7247, præmis 42.


14  – Jf. dom af 12.6.1986, forenede sager 98/85, 162/85 og 258/85, Bertini m.fl., Sml. s. 1885, præmis 6, og Lourenço Dias-dommen, præmis 19.


15  – Sag C-127/92, Sml. I, s. 5535.


16  – Enderby-dommen, præmis 11.


17  – Ibidem, præmis 12.


18  – Arbetsdomstolen forelagde i denne sag Domstolen flere præjudicielle spørgsmål for at kunne afgøre, om en arbejdsgiver havde givet lavere løn til jordemødre end til en klinikingeniør, uden at tage stilling til spørgsmålet, om arbejdet, som udførtes af de to kategorier af ansatte, var af samme værdi.


19  – Præmis 32.


20  – Præmis 29.


21  – Jf. dom af 27.6.1991, sag C-351/89, Overseas Union Insurance m.fl., Sml. I, s. 3317, præmis 16.


22  – Sag 144/86, Sml. s. 4861.


23  – Præmis 15-17. Det drejede sig dels om en påstand om, at en kontrakt om salg af en maskine skulle erklæres ugyldig eller subsidiært ophæves, og dels en påstand om opfyldelse af kontrakten gennem betaling af maskinen.


24  – Præmis 16.


25  – Sag C-406/92, Sml. I, s. 5439.


26  – Præmis 45.


27  – Præmis 25.


28  – Herefter »New Hampshire«.


29  – For at forstå formuleringen af den forelæggende rets spørgsmål bemærkes, at Bruxelles-konventionens artikel 21 i den affattelse, der finder anvendelse i denne sag, lød således: »Såfremt krav, der har samme genstand og hviler på samme grundlag, fremsættes mellem de samme parter for retter i forskellige kontraherende stater, skal enhver anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, på embeds vegne erklære sig inkompetent til fordel for denne ret. Den ret, som herefter skulle erklære sig inkompetent, kan udsætte afgørelsen, såfremt den anden rets kompetence bestrides.« Den nye affattelse af artikel 21, hvorefter ved litispendens den ret, ved hvilken sagen senere er anlagt, skal udsætte afgørelsen indtil den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, har erklæret sig kompetent, ændrer på ingen måde følgerne af Overseas Union Insurance-dommen med hensyn til besvarelsen af det spørgsmål, der er stillet i denne sag. Den nye affattelse, der fremgår af tiltrædelseskonventionen af 1989, ændrer ikke betydningen eller rækkevidden af denne artikel, men har til formål at sikre, at den ret, ved hvilken sagen senere er anlagt, ikke erklærer sig inkompetent, før den er sikker på, at den ret, ved hvilken der først er anlagt sag, er kompetent til at afgøre tvisten, for at undgå negative kompetencekonflikter.


30  – Præmis 26.


31  – Jf. i denne henseende H. Gaudemet-Tallon: Compétence et exécution des jugements en Europe, LGDJ, tredje udgave 2002, punkt 323 og 324.


32  – Schlossers rapport om konventionen om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltrædelse af konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, samt af protokollen om Domstolens fortolkning af denne konvention (EFT 1979 C 59, s. 71).


33  – Punkt 22.


34  – Se i denne retning dom af 9.11.1978, sag 23/78, Meeth, Sml. s. 2133, præmis 5.


35  – Sag 24/76, Sml. s. 1831.


36  – Sag 25/76, Sml. s. 1851.


37  – Henholdsvis præmis 7 og 6.


38  – For en fremstilling af de forskellige versioner af Bruxelles-konventionens artikel 17 siden den oprindelige affattelse i 1968 til den affattelse, der fremgår af San Sebastián-konventionen af 26.5.1989, se mit forslag til afgørelse i Castelletti-sagen, punkt 5-7.


39  – Jf. MSG-dommen, præmis 17, og Castelletti-dommen, præmis 19.


40  – Jf. Castelletti-dommen, præmis 21.


41  – Jf. dom af 3.7.1997, sag C-269/95, Benincasa, Sml. I, s. 3767, præmis 29.


42  – Jf. dom af 4.3.1982, sag 38/81, Effer, Sml. s. 825, præmis 6, af 13.7.1993, sag C-125/92, Mulox IBC, Sml. I, s. 4075, præmis 11, og Benincasa-dommen, præmis 26.


43  – Sag 150/80, Sml. s. 1671.


44  – Præmis 29. Jf. ligeledes dom af 9.11.2000, sag C-387/98, Coreck, Sml. I, s. 9337, præmis 14.


45  – Se Schlossers rapport, punkt 179.


46  – Eksempelvis er bedømmelsen af, om der er udgået en lejeaftale, omfattet af anvendelsesområdet for artikel 16, stk. 1.


47  – Jf. dom af 10.3.1992, sag C-214/89, Powell Duffryn, Sml. I, s. 1745, præmis 14.


48  – Jf. Elefanten Schuh-dommen, præmis 25 og 26.


49  – Jf. Estasis Salotti-dommen og Segouras-dommen.


50  – Præmis 25.


51  – Jf. bl.a. MSG-dommen, præmis 23, og Castelletti-dommen, præmis 33-39.


52  – Jf. MSG-dommen og Castelletti-dommen.


53  – Indtil dags dato har fortolkningen af denne artikel været genstand for omkring 15 præjudicielle afgørelser.


54  – Jf. generaladvokat Darmons forslag til afgørelse i Sonntag-sagen, dom afsagt den 21.4.1993, sag C-172/91, Sml. I, s. 1963, præmis 71.