Language of document : ECLI:EU:F:2013:79

RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS KENDELSE

(Første Afdeling)

18. juni 2013

Sag F-100/11

Luigi Marcuccio

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – tjenestemænd – løn – dagpenge – betingelser for tildeling – faktisk etablering på tjenestestedet – åbenbart, at sagen er retligt ugrundet – sagsomkostninger – procesreglementets artikel 94«

Angående:      Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorunder Luigi Marcuccio bl.a. har nedlagt påstand om annullation af afgørelsen af 22. december 2010, hvorved Europa-Kommissionen afslog at tildele ham dagpenge.

Udfald:      Sagen afvises. Luigi Marcuccio bærer sine egne omkostninger og betaler Europa-Kommissionens omkostninger. Luigi Marcuccio betaler Retten for EU-personalesager et beløb på 2 000 EUR.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – godtgørelse af udgifter – dagpenge – betingelser for ydelse – kumulativ karakter

(Tjenestemandsvedtægten, art. 20; bilag VII, art. 10)

2.      Retslig procedure – sagsomkostninger – omkostninger påført Personaleretten unødvendigt eller af ond vilje ved en tjenestemands misbrug af søgsmål

(Personalerettens procesreglement, art. 94)

1.      Tildelingen af dagpenge er underlagt en betingelse om rent faktisk at skifte bopæl for at efterkomme betingelsen om bopæl i vedtægtens artikel 20 og en betingelse om at have haft de udgifter og ulemper, der er forbundet med at rejse til eller midlertidigt indrette sig på tjenestestedet. Disse to betingelser er kumulative, og der vil navnlig ikke kunne tildeles dagpenge til en tjenestemand, som ikke godtgør, at han har haft sådanne udgifter og ulemper.

(jf. præmis 27)

Henvisning til:

Domstolen: 5. februar 1987, sag 280/85, Mouzourakis mod Parlamentet, præmis 9 og 12

Retten i Første Instans: 10. juli 1992, sag T-63/91, Benzler mod Kommissionen, præmis 20 og 21

2.      I henhold til artikel 94 i Personalerettens procesreglement gælder, at har sidstnævnte afholdt udgifter, som kunne have været undgået, navnlig i tilfælde, hvor søgsmålet har karakter af åbenbart misbrug, kan den pålægge den part, som har givet anledning til udgifterne, at erstatte disse helt eller delvist, dog således, at erstatningen ikke kan overstige 2 000 EUR.

Denne bestemmelse finder anvendelse i tilfælde af et åbenbart ugrundet søgsmål, der har karakter af misbrug, til prøvelse af en afgørelse vedtaget mere end ni et halvt år tidligere, og som blev annulleret af nævnte ret, idet sagsøgeren desuden valgte den retslige fremgangsmåde uden nogen gyldig grund.

(jf. præmis 45 og 46)

Henvisning til:

Den Europæiske Unions Ret: 14. september 2011, sag T-236/02, Marcuccio mod Kommissionen, der verserer som appelsag for Domstolen under sagsnummer C-617/11 P