Language of document : ECLI:EU:F:2008:110

PERSONALERETTENS DOM
(Første Afdeling)

9. september 2008

Sag F-18/08

Luis Ritto

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Personalesag – tjenestemænd – tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte beløb – husstandstillæg – åbenbart fejlagtig udbetaling«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Luis Ritto har nedlagt påstand om annullation af Kommissionens afgørelse af 14. maj 2007, hvorefter sagsøgeren med virkning fra den 1. september 2001 fratages husstandstillægget, og hvorefter det beløb, som han siden denne dato havde modtaget i husstandstillæg, var genstand for tilbagesøgning i medfør af vedtægtens artikel 85, idet den nævnte afgørelse var blevet truffet sammen med Kommissionens afgørelser af 1. og 21. juni 2007 om fremgangsmåden ved denne tilbagesøgning, samt om annullation af Kommissionens afgørelse af 7. november 2007 om afslag på hans klage over ovennævnte afgørelser.

Udfald: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber frifindes. Luis Ritto betaler sagens omkostninger.

Sammendrag

Tjenestemænd – tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte beløb – betingelser

(Tjenestemandsvedtægten, art. 85; bilag VII, art. 1, stk. 3)

Det følger af vedtægtens artikel 85, stk. 1, at for at et beløb, der fejlagtigt er udbetalt, kan kræves tilbagebetalt, skal der føres bevis for, at modtageren har haft kendskab til fejlen, eller at denne var så åbenbar, at han burde have kendt den. I mangel af bevis for, at modtageren havde haft kendskab til fejlen, bør de omstændigheder, under hvilke betalingen fandt sted, undersøges med henblik på at afgøre, om fejlen var åbenbar.

Udtrykket »så åbenbar«, som kendetegner et beløb, der fejlagtigt er blevet udbetalt som omhandlet i vedtægtens artikel 85, stk. 1, betyder ikke, at modtageren af fejlagtigt udbetalte beløb er fritaget for enhver overvejelse eller kontrol, men at der skal ske tilbagebetaling, så snart der er tale om en fejl, som en sædvanligt omhyggelig tjenestemand burde have opdaget.

Den blotte gennemlæsning af artikel 1, stk. 3, i bilag VII til vedtægten oplyser enhver tjenestemand, herunder også en tjenestemand, som ikke har nogen form for juridisk uddannelse, om, at husstandstillægget kun bevares på betingelse af, at tjenestemandens ægtefælles erhvervsindtægt ikke overstiger en vis grænse. Desuden har en tjenestemand, som bestrider en høj stilling, og som har mange års anciennitet og erfaring, nødvendigvis kendskab til konsekvenserne af en overskridelse af grænsen i artikel 1, stk. 3, i bilag VII til vedtægten.

Den omstændighed, at tjenestemanden hvert år behørigt har fremsendt dokumentation for sin ægtefælles erhvervsindtægter til administrationen, fritager ikke tjenestemanden fra selv at konstatere, at disse indtægter overskrider grænsen i artikel 1, stk. 3, i bilag VII i vedtægten. Under alle omstændigheder er den omstændighed, at administrationen har begået en fejl eller en forsømmelse, uden relevans for anvendelsen af vedtægtens artikel 85, som netop forudsætter, at administrationen har begået en fejl ved uretmæssigt at udbetale beløbet. Det afgørende er nemlig ikke, om fejlen var åbenbar eller ej for administrationen, men om den var det for den berørte. Den situation, som sagsøgeren, der som enhver tjenestemand har en personlig interesse i at kontrollere de månedlige udbetalinger, som han modtager, befinder sig i, kan ikke sammenlignes med den situation, som en administration, der foretager tusinder af lønudbetalinger samt udbetalinger af tillæg af enhver art, befinder sig i.

(jf. præmis 29-31, 34, 36, 39 og 40)

Henvisning til:

Domstolen, 27. juni 1973, sag 71/72, Kuhl mod Rådet, Sml. s. 705, præmis 11; 11. juli 1979, sag 252/78, Broe mod Kommissionen, Sml. s. 2393, præmis 11 og 13; 11. oktober 1979, sag 142/78, Berghmans mod Kommissionen, Sml. s. 3125, præmis 9.

Retten, 12. juli 1990, sag T-111/89, Scheiber mod Rådet, Sml. II, s. 429, præmis 43; 10. februar 1994, sag T-107/92, White mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 41, og II, s. 143, præmis 38; 24. februar 1994, sag T-38/93, Stahlschmidt mod Parlamentet, Sml. Pers. I-A, s. 65, og II, s. 227, præmis 23; 5. november 2002, sag T-205/01, Ronsse mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 211, og II, s. 1065, præmis 47-49; 15. juli 2004, forenede sager T-180/02 og T-113/03, Gouvras mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 225, og II, s. 987, præmis 76.