PERSONALERETTENS DOM (Første Afdeling)

20. januar 2009

Sag F-32/08

Marie-Claude Klein

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Personalesag – tjenestemænd – pensioner – invalidepension – dødsfald – begrebet børn, over for hvem der består forsørgerpligt – artikel 2 i vedtægtens bilag VII – erstatning ved dødsfald – ydelse ved dødsfald – børnepension«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Marie-Claude Klein i det væsentlige har nedlagt påstand om annullation af en afgørelse, som Kommissionens Kontor for Forvaltning og Fastsættelse af Individuelle Rettigheder traf den 4. maj 2007 vedrørende afslag på en ansøgning om at blive anerkendt som berettiget til visse økonomiske rettigheder, som hun havde anmodet om som følge af, at hendes far, tidligere tjenestemand i Kommissionen, var afgået ved døden, og i givet fald annullation af ansættelsesmyndighedens afgørelse af 15. november 2007 om afslag på den klage, der var blevet indgivet den 3. august 2007 over ovennævnte afgørelse.

Udfald: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber frifindes. Marie-Claude Klein betaler sagens omkostninger.

Sammendrag

1.      Retspleje – stævning – formkrav – kort fremstilling af søgsmålsgrundene

(Personalerettens procesreglement, art. 35, stk. 1)

2.      Fællesskabsret – fortolkning – principper – selvstændig fortolkning

(Tjenestemandsvedtægten, art. 70 og 80)

3.      Tjenestemænd – pensioner – ydelsesberettigede – forsørgelsesberettiget barn

(Tjenestemandsvedtægten, art. 70 og 80; bilag VII, art. 2)

4.      Tjenestemænd – social sikring – forsikring mod ulykker og erhvervssygdomme – ydelse ved dødsfald

(Tjenestemandsvedtægten, art. 73, stk. 1 og 2)

5.      Tjenestemænd – pensioner – ydelsesberettigede – frist for indgivelse af anmodning om opgørelse af pensionsrettigheder

(Tjenestemandsvedtægten, bilag VIII, art. 42)

1.      Det følger af artikel 35, stk. 1, i Personalerettens procesreglement, at stævningen skal indeholde søgsmålets genstand, søgsmålsgrundene og de retlige og faktiske anbringender, som gøres gældende af sagsøgeren. For at et søgsmål kan antages til realitetsbehandling, er det af hensyn til at sikre retssikkerheden nødvendigt, at de væsentlige faktiske og retlige omstændigheder, som det støtter sig på, i det mindste summarisk, men på en sammenhængende og forståelig måde, fremgår af selve stævningen. Selv om den blotte henvisning til sagsfremstillingen i et bilag, som stævningen i sig selv skal indeholde, generelt ikke er tilladt, skal søgsmålet imidlertid ikke afvises fra realitetsbehandling, for så vidt som sagsøgte og Fællesskabets retsinstanser har haft mulighed for at forstå sagsfremstillingen som beskrevet i klagen, men skal realitetsbehandles. I alle tilfælde har Fællesskabets retsinstanser adgang til på baggrund af en sags konkrete omstændigheder at vurdere, om det af retsplejehensyn er berettiget at afvise et søgsmål i realiteten uden først at tage stilling til det formalitetsklagepunkt, som sagsøgte har gjort gældende.

(jf. præmis 19 og 20)

Henvisning til:

Domstolen: 26. februar 2002, sag C-23/00 P, Rådet mod Boehringer, Sml. I, s. 1873, præmis 51 og 52; 23. marts 2004, sag C-233/02, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 2759, præmis 26.

Retten i Første Instans: 28. april 1993, sag T-85/92, De Hoe mod Kommissionen, Sml. II, s. 523, præmis 20; 22. juni 1994, forenede sager T-97/92 og T-111/92, Rijnoudt og Hocken mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 159, og II, s. 511, præmis 71; 21. maj 1999, sag T-154/98, Asia Motor Frankrig m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1703, præmis 49; 15. juni 1999, sag T-277/97, Ismeri Europa mod Revisionsretten, Sml. II, s. 1825, præmis 29; 15. juni 2005, sag T-171/02, Regione autonoma della Sardegna mod Kommissionen, Sml. II, s. 2123, præmis 155.

Personaleretten: 17. december 2007, sag F-63/06, Mascheroni mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 52; 8. april 2008, sag F-34/06, Bordini mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 56.

2.      Det følger af såvel kravene om en ensartet anvendelse af fællesskabsretten som af lighedsprincippet, at ordlyden af en fællesskabsretlig bestemmelse, som ikke indeholder nogen udtrykkelig henvisning til medlemsstaternes ret med hensyn til fastlæggelsen af dens betydning og rækkevidde, normalt i hele Fællesskabet skal undergives en selvstændig og ensartet fortolkning, som skal søges under hensyntagen til bestemmelsens kontekst og formålet med den pågældende ordning. Selv om det desuden er korrekt, at anvendelsen af fællesskabsretten i givet fald kan indebære en henvisning til medlemsstaternes ret, selv når der ikke er nogen udtrykkelig henvisning, er dette imidlertid kun tilfældet, såfremt Fællesskabets retsinstanser ikke i fællesskabsretten eller i almindelige fællesskabsretlige principper kan finde elementer, der gør det muligt for dem ved en selvstændig fortolkning at fastlægge indholdet og rækkevidden heraf.

Hvad angår fortolkningen af begrebet børn, over for hvem der består forsørgerpligt, som omhandlet i tjenestemandsvedtægtens artikel 70 og 80, giver fællesskabsretten bl.a. i vedtægten tilstrækkelige holdepunkter for på selvstændig vis at præcisere indholdet og rækkevidden af det nævnte begreb. Det bør navnlig afvises, at der henvises til national ret. En selvstændig fortolkning af begrebet børn, over for hvem der består forsørgerpligt, er endvidere bedre i stand til at sikre en ensartet anvendelse af begrebet, samt ligebehandling af tjenestemændenes ydelsesberettigede, personer, der er berettiget til alderspension, og personer, der er berettiget til invaliditetsydelse.

(jf. præmis 35 og 36)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 22. februar 2006, sag T-342/04, Adam mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-2, s. 23, og II-A-2, s. 107, præmis 32.

3.      Med henblik på fortolkningen af begrebet børn, over for hvem der består forsørgerpligt, som omhandlet i tjenestemandsvedtægtens artikel 70 og 80, bør der henvises til definitionen i artikel 2 i bilag VII til vedtægten om børnetilskud for børn, over for hvem der består forsørgerpligt, hvoraf fremgår, at det i henhold til bestemmelsens stk. 2 drejer sig om et barn, der »faktisk forsørges af tjenestemanden«, idet det forudsættes, at den faktiske forsørgelse indebærer afholdelse af udgifter helt eller delvist til barnets underhold, bl.a. med hensyn til bopæl, føde, beklædning, uddannelse og udgifterne til pleje og lægebehandling.

I henhold til bestemmelserne i artikel 2 i bilag VII til vedtægten kan Fællesskabets retsinstanser ikke se bort fra de aldersgrænser, som børnetilskuddet for børn, over for hvem der består forsørgerpligt, i henhold til artiklens stk. 3 er underlagt, dvs. under 18 år, eller på visse betingelser under 26 år. De aldersgrænser, der var omhandlet i artikel 2, stk. 3, i bilag VII til vedtægten, er således ikke blot begrundet hvad angår børnetilskud for børn, over for hvem der består forsørgerpligt, men også hvad angår tildeling af ydelsen ved dødsfald eller børnepension. Såfremt lovgiver under anvendelse af sit skøn er gået ud fra den forudsætning, at fra en vis alder skal børn selv kunne opfylde deres behov og skal ikke længere forsørges over Fællesskabets budget for så vidt angår tildeling af børnetilskud for børn, over for hvem der består forsørgerpligt, er der ingen grund til, at det ikke skulle forholde sig tilsvarende for de ydelser, der er omhandlet i vedtægtens artikel 70 og 80.

Nødvendigheden af at definere begrebet børn, over for hvem der består forsørgerpligt, i forhold til artikel 2, stk. 2 og 3, i bilag VII til vedtægten læst i sammenhæng, bekræftes af bestemmelserne i samme artikels stk. 6 og 7. Det fremgår nemlig klart af disse sidstnævnte bestemmelser, at begrebet børn, over for hvem der består forsørgerpligt, ikke blot skal begrænses til den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artiklens stk. 2, men skal forstås bredere: Således henviser artikel 2, stk. 6, i bilag VII til vedtægten udtrykkeligt til »børn, over for hvem der efter denne artikel består forsørgerpligt«, og samme artikels stk. 7 henviser udtrykkeligt til »det barn, over for hvem der i henhold til stk. 2 og 3 består forsørgerpligt«.

Det fremgår udtrykkeligt af artikel 2, stk. 4, bilag VII til vedtægten, at for at kunne ligestilles med et barn, over for hvem der består forsørgerpligt, skal der eksistere en »særlig, begrundet afgørelse truffet af ansættelsesmyndigheden«. Administrationens mulighed for i henhold til artikel 2, stk. 4, i bilag VII til vedtægten at sidestille en person med et barn, over for hvem der består forsørgerpligt, er baseret på kumulative beviser vedrørende dels, at der er tale om tilfælde, hvor tjenestemanden »efter lovgivningen har forsørgelsespligt«, dels at tjenestemanden pålægges »betydelige udgifter« til barnets underhold.

(jf. præmis 37, 40, 41, 44 og 45)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 10. oktober 2006, sag T-87/04, Arranz Benitez mod Parlamentet, Sml. Pers. I-A-2, s. 201, og II-A-2, s. 1031, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis.

4.      Henvisningen i vedtægtens artikel 73 til de betingelser, der er fastsat i ordningen vedrørende risikodækning for ulykker og erhvervssygdomme for tjenestemænd ved De Europæiske Fællesskaber, omfatter blot anvendelsesområdet for den nævnte artikel, dvs. »risiko for erhvervssygdomme og ulykker«, og ikke dens personelle anvendelsesområde. Det er ligeledes i denne retning, dvs. i forhold til det materielle anvendelsesområde for ordningen, at bestemmelsen i vedtægtens artikel 73, stk. 1, andet afsnit, skal forstås, hvoraf fremgår, at »[i] ordningen præciseres de risici, der ikke dækkes«. Med hensyn til den nævnte ordnings personelle anvendelsesområde finder denne desuden i henhold til dens artikel 1 kun anvendelse på »tjenestemænd«, »midlertidigt ansatte« og »kontraktansatte«, og den dækker således ikke risici efter at tjenestemanden, den midlertidigt ansatte eller den kontraktansatte er ophørt i tjenesten. Selv om den med hensyn til erhvervssygdomme i sin artikel 16 bestemmer, at den »tidligere forsikrede« (dvs. en person, der er ophørt endeligt i tjenesten) eller dennes ydelsesberettigede (når den forsikrede er afgået ved døden) er berettiget til de ydelser, der er omhandlet i vedtægtens artikel 73, stk. 2, er sådanne ydelser ikke desto mindre kun sikrede, når den »tidligere forsikredes« dødsfald skyldtes en sygdom, som, selv om den først havde vist sig efter det endelige ophør i tjenesten, alligevel var opstået som følge af tjenesten.

Den omstændighed, at vedtægtens artikel 73 bestemmer, at ydelsen ved dødsfald kan udbetales sammen med de ydelser, der er omhandlet i vedtægtens afdeling 5, kapitel 3, kan ikke tjene som bevis for, at en tjenestemands ydelsesberettigede har ret til ydelsen ved dødsfald, når tjenestemanden var ophørt i tjenesten. Hvor visse af artiklerne i kapitel 3 omhandler personer, der er berettiget til alderspension, og personer, der er berettiget til invaliditetsydelse, fastsætter andre, såsom vedtægtens artikel 79 og 80, en ret til ydelser ikke blot for de ydelsesberettigede i forhold til ovenstående, men også ydelsesberettigede i forhold til en tjenestemand, der afgår ved døden, mens vedkommende fortsat er i aktiv tjeneste.

(jf. præmis 54 og 55)

5.      Bestemmelserne i artikel 42 i bilag VIII til vedtægten, hvorefter de ydelsesberettigede pårørende til en afdød tjenestemand, som ikke anmoder om en opgørelse af deres pensionsrettigheder i det år, der følger umiddelbart efter datoen, på hvilken tjenestemanden er afgået ved døden, mister deres rettigheder, medmindre det godtgøres, at der foreligger force majeure, er ufravigelige og kan ikke ændres af parterne eller Fællesskabets retsinstanser, da de har til formål at tilvejebringe klarhed og retssikkerhed. Den omstændighed, at en ydelsesberettiget ikke har gjort sig bekendt med vedtægten før efter udløbet af denne frist, er ikke et argument, der kan begrunde, at fristen ikke blev overholdt, og kan dermed ikke have til følge, at der foreligger force majeure, eftersom den nævnte frist på et år allerede forekommer at være en tilstrækkeligt lang frist for en tjenestemand eller pensioneret tjenestemands arvinger og ydelsesberettigede til at kontakte institutionens administration. Yderligere må enhver person, der er underlagt vedtægtens regler, eller som er berettiget i henhold til en rettighed i medfør af disse regler, anses for at have kendskab til vedtægten og kan ikke inden for noget område påberåbe sig sin uvidenhed herom for at omgå de i den nævnte vedtægt foreskrevne forældelsesfrister.

(jf. præmis 59 og 60)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 29. september 1999, sag T-68/97, Neumann og Neumann-Schölles mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 193, og II, s. 1005, præmis 45 og 48.