RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Anden Afdeling)

16. september 2013

Forenede sager F-20/12 og F-43/12

Barbara Wurster

mod

Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder (EIGE)

»Personalesag – ansatte ved EIGE – midlertidigt ansat – evalueringsprocedure vedrørende lederevner hos de ansatte ved EIGE, der for nylig er blevet ansat i en stilling som mellemleder – omplacering til en ikke-lederstilling – ret til at blive hørt – lovens anvendelsesområde – prøvelse ex officio – Personalerettens ændring af begrundelsen ex officio«

Angående:      Søgsmål i henhold til artikel 270 TEUF, hvorunder Barbara Wurster – i første omgang registreret som sag F-20/12 (herefter »sag F-20/12«) og i anden omgang registreret som sag F-43/12 (herefter »sag F-43/12«) – i det væsentlige dels nedlægger påstand om annullation af afgørelse af 8. september 2011 fra direktøren for Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder (herefter »EIGE« eller »instituttet«) om med virkning fra den 1. oktober 2011 at omplacere hende til en stilling som gruppeleder i ressource- og dokumentationscentret, dels om annullation af afgørelse af 12. januar 2012 fra direktøren for EIGE (herefter »direktøren«) om ikke at tildele hende ledertillæg i perioden fra og med den 1. juni 2010 til den 30. september 2011 og dels om at få udbetalt ledertillægget for perioden fra den 1. juni 2010 til den 30. september 2011 med tillæg af morarenter beregnet på grundlag af den af Den Europæiske Centralbank (ECB) fastsatte rentesats for primære refinansieringsoperationer, forhøjet med 2 procentpoint.

Udfald:      Afgørelsen truffet af direktøren for Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder den 8. september 2011 om at omplacere Barbara Wurster til stillingen som gruppeleder i ressource- og dokumentationscentret annulleres. I øvrigt frifindes Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder. Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder bærer sine egne omkostninger og betaler Barbara Wursters omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemandssager – retlig interesse – vurdering på tidspunktet for sagens anlæg – søgsmål, der bibeholder sin genstand uanset sagsøgerens fratræden efter dets indgivelse – opretholdelse af søgsmålsinteressen

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

2.      Tjenestemandssager – fuld prøvelsesret – anerkendelse af en ret til erstatning

(Tjenestemandsvedtægten, art. 91, stk. 1)

3.      Tjenestemænd – midlertidigt ansatte – bedømmelse – bedømmelsesrapport vedrørende lederevner – udfærdigelse – pligt til at høre den berørte part – rækkevidde

(Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 14)

4.      EU-ret – principper – force majeure – begreb – sommerferie – ikke omfattet

5.      Tjenestemandssager – anbringende vedrørende tilsidesættelse af lovens anvendelsesområde – afgørelse ex officio

6.      Institutionernes retsakter – tidsmæssig anvendelse – tilbagevirkende gyldighed for en materielretlig regel – betingelser

7.      Tjenestemandssager – retlig interesse – anbringende om tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter – administrationens bundne kompetence – anbringende uden betydning

(Tjenestemandsvedtægten, art. 91)

1.      Betingelserne for realitetsbehandling af et søgsmål – navnlig spørgsmålet om manglende søgsmålsinteresse og overholdelsen af vedtægtens artikel 90 og 91 – udgør ufravigelige procesforudsætninger, hvis overholdelse Personaleretten skal sikre af egen drift. Spørgsmålet om søgsmålsinteressen behandles på det tidspunkt, hvor sagsøger anlægger søgsmålet og ikke, når Personaleretten behandler sagen.

Den omstændighed, at en midlertidigt ansat, efter at hun har anlagt sag, er fratrådt sin stilling, kan føre til, at der bliver tvivl om spørgsmålet om at fastslå, om søgsmålet har mistet sin genstand, omend den omstændighed, at et søgsmål mister sin genstand, ikke i sig selv medfører, at Unionens retsinstanser er forpligtet til at fastslå, at det er ufornødent at træffe afgørelse som følge af, at sagen ikke har nogen genstand. Selv i tilfælde af at der ikke er anledning til at træffe afgørelse, skal Personaleretten behandle spørgsmålet om sagsomkostninger, hvilket navnlig afhænger af spørgsmålet om, hvorvidt søgsmålet var begrundet, da det blev anlagt.

(jf. præmis 55-57)

Henvisning til:

Domstolen: 29. juni 2000, sag C-154/99 P, Politi mod Det Europæiske Erhvervsuddannelsesinstitut, præmis 15; 7. juni 2007, sag C-362/05 P, Wunenburger mod Kommissionen, præmis 47

Personaleretten: 23. oktober 2012, sag F-44/05 RENV, Strack mod Kommissionen, præmis 97

2.      Vedtægtens artikel 91, stk. 1, sidste punktum, giver Personaleretten fuld prøvelsesret i tvister angående pengebeløb. Personaleretten er inden for rammerne af denne fulde prøvelsesret kompetent til at fastslå, at der består en ret til erstatning.

I denne henseende gælder analogt med påstande om erstatning, at når en person anmoder Personaleretten om at anerkende tilstedeværelsen af en sådan ret for den pågældende, som følger af, at en afgørelse, hvis gennemførelse ligger bag administrationens afslag på at udbetale denne person den omtvistede erstatning, er ulovlig, skal denne person indlede den administrative procedure ved at indgive en klage inden for en frist på tre måneder efter meddelelsen, eller efter at den pågældende har fået kendskab til denne afgørelse, også selv om klagen ikke fordrer, at denne retsakt annulleres.

(jf. præmis 61 og 63)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 30. november 1993, sag T-15/93, Vienne mod Parlamentet, præmis 41; 19. juni 2007, sag T-473/04, Asturias Cuerno mod Kommissionen, præmis 23 og den deri nævnte retspraksis

3.      Enhver person, der er genstand for en bedømmelsesrapport, der kan have følger for dennes karriere, skal have muligheden for at fremsætte bemærkninger, inden den nævnte rapport bliver endelig, også i mangel af udtrykkelige bestemmelser herom. Det gælder også, når det drejer sig om en bedømmelsesrapport vedrørende en midlertidigt ansats lederevner, der er udarbejdet på grundlag af interne bestemmelser i et af Unionens agenturer.

I denne henseende kan den omstændighed, at den berørte part har deltaget i et møde inden for rammerne af den procedure, der følger af artikel 14 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, ikke fritage agenturet fra at afholde et møde inden for rammerne af proceduren for bedømmelse af lederevner. Fremsendelsen af et dokument herom kan ikke erstatte afholdelsen af et møde. Eftersom den procedure, der er fastsat i nævnte artikel 14, nemlig tilsigter at granske den pågældende persons egnethed til varetagelse af de med hans stilling forbundne opgaver samt hans tjenstlige indsats og adfærd, som skal tillægges ham som helhed, så tilsigter proceduren for bedømmelse af lederevner alene at efterprøve den pågældende persons lederevner.

For at en processuel fejl medfører annullation af en retsakt, er det i øvrigt nødvendigt, at proceduren, hvis ikke denne fejl var forekommet, ville have ført til et andet resultat. Denne betingelse er for så vidt angår en bedømmelsesrapport vedrørende lederevner opfyldt, når den nævnte rapport er baseret på subjektive vurderinger og dermed i sagens natur er mulig at ændre.

(jf. præmis 75, 77-79 og 82)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 13. december 2005, forenede sager T-155/03, T-157/03 og T-331/03, Cwik mod Kommissionen, præmis 156; 25. oktober 2006, sag T-173/04, Carius mod Kommissionen, præmis 71; 25. oktober 2007, sag T-27/05, Lo Giudice mod Kommissionen, præmis 49

Personaleretten: 13. september 2011, sag F-4/10, Nastvogel mod Rådet, præmis 90 og 94

4.      Force majeure foreligger, når tre betingelser er opfyldt, nemlig at den påståede begivenhed er udefrakommende, uforudsigelig og uundgåelig, hvilket ikke kan siges at være tilfældet med hensyn til sommerferier.

(jf. præmis 80)

5.       Et anbringende vedrørende tilsidesættelsen af lovens anvendelsesområde udgør en ufravigelig procesforudsætning og medfører, at Personaleretten skal behandle dette ex officio, idet den faktisk ville tilsidesætte sin funktion som retsinstans, der udfører legalitetskontrollen, hvis den afholdt sig fra, selv i tilfælde af manglende anfægtelse fra parterne på dette punkt, at fastslå, at den anfægtede afgørelse er truffet på grundlag af en retsregel, der ikke kan anvendes i det foreliggende tilfælde. Behandlingen ex officio af et anbringende vedrørende grundlæggende retsprincipper har til formål at sikre overholdelsen af en regel, der som følge af sin betydning ikke må være betinget af parternes omhu eller kvaliteten af deres skriftlige indlæg, og den omstændighed, at en sagsøger ikke tilvejebringer et faktuelt og retligt grundlag, der er tilstrækkeligt præcist, er som følge heraf ikke til hinder for, at Personaleretten ex officio behandler et anbringende om grundlæggende retsprincipper vedrørende tilsidesættelse af lovens anvendelsesområde.

(jf. præmis 84 og 88)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 15. juli 1994, forenede sager T-576/93 – T-582/93, Browet m.fl. mod Kommissionen, præmis 35

Personaleretten: 29. september 2011, sag F-74/10, Kimman mod Kommissionen, præmis 44, som i øjeblikket verserer som appelsag for Den Europæiske Unions Ret under sagsnr. T-644/11 P

6.      Retssikkerhedsprincippet forbyder i almindelighed, at en retsakt gives gyldighed fra et tidspunkt, der ligger før aktens offentliggørelse, og dette kan kun rent undtagelsesvist tillades, når det tilstræbte formål fordrer det, og når de berørtes berettigede forventning respekteres behørigt. Et sådant resultat bør ligeledes tydeligt fremgå af ordlyden, bestemmelsernes formål eller opbygningen af de pågældende bestemmelser.

Enhver ny regel finder ikke alene anvendelse på situationer, der opstår, men også på fremtidige virkninger af situationer, der er opstået under den tidligere regel, uden imidlertid at være fuldstændigt indtrådte. Under alle omstændigheder vedrører de situationer, der ikke er fuldstændigt indtrådte, de tilfælde, hvor personer, der på den dato, hvor en regel er blevet ophævet eller ændret, kun delvis opfylder de betingelser, der er nødvendige for, at denne regel finder anvendelse på dem.

(jf. præmis 93, 95 og 96)

Henvisning til:

Domstolen: 10. februar 1982, sag 21/81, Bout, præmis 13; 11. juli 1991, sag C-368/89, Crispoltoni, præmis 17

Personaleretten: 13. juni 2012, sag F-31/10, Guittet mod Kommissionen, præmis 47 og 50 og den deri nævnte retspraksis; 13. juni 2012, sag F-63/10, BL mod Kommissionen, præmis 58

7.      Når en erstatning bliver udbetalt uden et gyldigt retsgrundlag, uanset hvor velbegrundede de anbringender, som en sagsøger, der tilstræber at opnå udbetalingen af den nævnte erstatning, er, kan administrationen i forbindelse med fuldbyrdelsen af en dom ikke udbetale erstatningen, idet en sådan udbetaling ville være ulovlig.

(jf. præmis 99)

Henvisning til:

Domstolen: 20. maj 1987, sag 432/85, Souna mod Kommissionen, præmis 20

Personaleretten: 4. februar 2010, sag F-15/08, Wiame mod Kommissionen, præmis 27; 26. september 2011, sag F-31/06, Pino mod Kommissionen, præmis 112