Language of document :

Appel iværksat den 3. september 2018 af Izba Gospodarcza Producentów i Operatorów Urządzeń Rozrywkowych til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Femte Afdeling) den 10. juli 2018 i sag T-514/15 – Izba Gospodarcza Producentów i Operatorów Urządzeń Rozrywkowych mod Kommissionen

(Sag C-560/18 P)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Izba Gospodarcza Producentów i Operatorów Urządzeń Rozrywkowych (ved adwokat P. Hoffman)

De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen, Kongeriget Sverige og Republikken Polen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Den Europæiske Unions Rets kendelse af 10. juli 2018 i sag T-514/15, Izba Gospodarcza Producentów i Operatorów Urządzeń Rozrywkowych mod Kommissionen, ophæves.

Europa-Kommissionens afgørelse af 12. juni 2015, GESTDEM 2015/1291, om afslag på at give appellanten aktindsigt i den udførlige udtalelse, som Europa-Kommissionen afgav i forbindelse med informationsprocedure 2014/537/PL, og af 17. juli 2015, GESTDEM 2015/1291, om afslag på at give appellanten aktindsigt i den udførlige udtalelse, som Republikken Malta afgav i forbindelse med informationsprocedure 2014/537/PL, annulleres, og Europa-Kommissionen tilpligtes at bære sine egne omkostninger og at betale appellantens omkostninger.

Subsidiært, såfremt Domstolen ikke måtte finde, at sagen er moden til påkendelse, hjemvises sagen til Den Europæiske Unions Ret til pådømmelse, og afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.

Anbringender og væsentligste argumenter

Retten begik en retlig fejl både i) ved i den appellerede kendelses præmis 30 og 32 at fastslå, at det er usandsynligt, at den ulovlighed, som appellanten har gjort gældende i sagen, vil gentage sig i fremtiden, og at appellanten ikke har søgsmålsinteresse, og ii) ved i de samme præmisser at fastslå, at det relevante spørgsmål i denne sammenhæng er, om det er sandsynligt, at der i fremtiden vil opstå en situation, hvor der fremsendes notifikation til Kommissionen om et udkast til lov, som tager hånd om dens betænkeligheder vedrørende eksisterende lovgivning i den medlemsstat, der fremsender notifikationen, som er genstand for en verserende traktatbrudssag, og hvor Kommissionen giver afslag på aktindsigt i en udførlig udtalelse afgivet på grundlag af direktiv 98/34 1 vedrørende dette udkast til lov begrundet i en generel formodning for afslag på aktindsigt som følge af behovet for at beskytte formålet med en sådan traktatbrudssag, selv om det relevante retlige spørgsmål ikke er, om det er sandsynligt, at en sådan specifik situation vil opstå igen, men om det er sandsynligt, at de fortolkninger af forordning nr. 1049/2001 2 eller af direktiv 98/34, som Kommissionen har påberåbt sig, og som appellanterne har anfægtet i søgsmålet, vil blive anvendt af Kommissionen i fremtiden.

Retten begik en retlig fejl ved i den appellerede kendelses præmis 33 at fastslå, at behovet for at træffe afgørelse i en sag vedrørende Kommissionens afslag på aktindsigt i dokumenter på grund af en angivelig »uløselig forbindelse« mellem disse og en verserende traktatbrudssag, hvori den mundtlige forhandling er afsluttet, ikke kan følge af behovet for at give den, der begærer aktindsigt, effektiv retsbeskyttelse, og af det forhold, at Kommissionen, hvis der ikke træffes afgørelse, kan unddrage sig domstolsprøvelse af sin afgørelse, idet enhver person, som i første omgang har fået afslag på sin begæring om aktindsigt, i modsat fald ville kunne forsøge at opnå dom over Kommissionen, også selv om begæringen er blevet imødekommet, efter at sagen ved Retten er anlagt.

Retten begik en retlig fejl ved i den appellerede kendelses præmis 34 at fastslå, at selv om den sag, som appellanten anlagde til prøvelse af de anfægtede afgørelser, havde verseret i næsten tre år og omfattede mange processkrifter samt retsmøde, ville det at afslutte sagen og forlange af appellanten eller dens medlemmer, at de endnu engang – denne gang inden for rammerne af en erstatningssag mod Kommissionen – skulle gøre gældende, at de anfægtede afgørelser er ulovlige, ikke være en urimelig byrde at pålægge dem.

Retten begik en retlig fejl ved i den appellerede kendelses præmis 34 at fastslå, at et behov for at træffe afgørelse ikke kan følge af appellantens eller dens medlemmers krav om erstatning for tab som følge af de anfægtede afgørelser, blot fordi i) appellanten ikke oplyste, om den eller dens medlemmer »oprigtigt« ønskede at forfølge et sådant krav, ii) ikke henholdt sig til præcise, specifikke og verificerbare oplysninger vedrørende virkningerne af de anfægtede afgørelser, og iii) ikke gav nærmere oplysninger vedrørende de domfældelser, som fulgte af afslaget på aktindsigt i dokumenterne, og selv om iv) Retten samtidig pålagde appellanten at bære sine egne omkostninger, som således udgjorde et specifikt og sikkert tab, som er påført appellanten på grund af de anfægtede afgørelser.

Retten begik en retlig fejl ved i den appellerede kendelses præmis 34 at fastslå, at appellanten ikke har søgsmålsinteresse, selv om annullation af de anfægtede afgørelser er nødvendig for at genoprette den ikke-økonomiske skade, som appellanten er blevet påført som faglig organisation, og intet andet middel til at genoprette en sådan skade findes.

____________

1     Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF af 22.6.1998 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter (EFT 1998, L 204, s. 37).

2     Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30.5.2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT 2001, L 145, s. 43).