PERSONALERETTENS KENDELSE

(Første Afdeling)

25. november 2009

Sag F-5/09

Ayo Soerensen Ferraresi

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Personalesag – tjenestemænd – erstatningssøgsmål – formaliteten – klage – bebyrdende akt«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Ayo Soerensen Ferraresi har nedlagt påstand om, at Kommissionen tilpligtes at betale erstatning for den fysiske, psykiske og økonomiske skade, som hun har lidt, og hvis størrelse kan fastsættes på grundlag af en sagkyndig erklæring eller efter billighed.

Udfald: Sagen afvises. Sagsøgeren betaler sagens omkostninger.

Sammendrag

1.      Retspleje – antagelse til realitetsbehandling – fremsættelse af en formalitetsindsigelse

(Personalerettens procesreglement, art. 76 og 78)

2.      Tjenestemænd – søgsmål – påstand om erstatning for skade forvoldt af handlinger, der ikke har karakter af afgørelser

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

3.      Tjenestemænd – søgsmål – frister – erstatningskrav rettet mod en institution – overholdelse af en rimelig frist

(Statutten for Domstolen, art. 46; tjenestemandsvedtægten, art. 90, stk. 1)

4.      Tjenestemænd – søgsmål – ikke rettidigt anlagt annullationssøgsmål – erstatningssøgsmål – grunde til at lade fristerne i vedtægtens artikel 90 og 91 løbe på ny – foreligger ikke

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

5.      Tjenestemænd – søgsmål – erstatningssøgsmål – selvstændig karakter i forhold til annullationssøgsmålet

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

1.      Selv når den sagsøgte i medfør af artikel 78 i Personalerettens procesreglement ved særskilt processkrift har fremsat en formalitetsindsigelse, og sagsøgeren har afgivet indlæg vedrørende denne indsigelse, har Personaleretten, hvis det er åbenbart, at sagen skal afvises, adgang til at afsige en kendelse i henhold til procesreglementets artikel 76.

(jf. præmis 14)

Henvisning til:

Personaleretten, 30. oktober 2008, sagerne F-48/08 og F-48/08 AJ, Ortega Serrano mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-1, s. 0000, og II-A-1, s. 0000, præmis 23, der er genstand for en appel ved Retten i Første Instans, sag T-583/08 P

2.      Psykisk chikane udgør en handlemåde, som ikke kan anses for en afgørelse. Det påhviler derfor den tjenestemand, der ønsker at opnå erstatning for en skade, der skyldes en sådan handlemåde, som ikke kan anses for en afgørelse, at indgive en ansøgning i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 1. Det er kun en udtrykkelig eller stiltiende afvisning af en sådan ansøgning, som udgør en afgørelse, der indeholder et klagepunkt, der kan påklages, og det er først efter udtrykkeligt eller stiltiende afslag på denne klage, at der kan anlægges erstatningssøgsmål ved Personaleretten.

(jf. præmis 22, 26 og 27)

Henvisning til:

Retten i Første Instans, 25. september 1991, sag T-5/90, Marcato mod Kommissionen, Sml. II, s. 731, præmis 49 og 50; 28. juni 1996, sag T-500/93, Y mod Domstolen, Sml. Pers. I-A, s. 335, og II, s. 977, præmis 64 og 66

Personaleretten, 1. februar 2007, sag F-42/05, Rossi Ferreras mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-1, s. 0000, og II-A-1, s. 0000, præmis 58-61

3.      En påstand om erstatning for en skade, der skyldes en handlemåde, som ikke kan anses for en afgørelse, skal fremsættes inden for en rimelig frist, der skal regnes fra det tidspunkt, hvor sagsøgeren fik kendskab til den situation, som han foreholder institutionen, og dette gælder selv om tjenestemandsvedtægtens artikel 90, stk. 1, ikke fastsætter nogen frist for fremsættelse af en erstatningspåstand. Når der ikke er fastsat udtrykkelige fristbestemmelser, kan der nemlig stilles krav om overholdelse af en rimelig frist i alle de tilfælde, hvor retssikkerhedsprincippet eller princippet om beskyttelse af den berettigede forventning er til hinder for, at fællesskabsinstitutioner og fysiske eller juridiske personer kan handle uden tidsmæssige begrænsninger og derved bl.a. risikere, at allerede opnåede rettigheder bringes i fare. I erstatningssøgsmål, der kan medføre en økonomisk byrde for Fællesskabet, er overholdelse af en rimelig frist for fremsættelse af et erstatningskrav også begrundet i hensynet til beskyttelsen af offentlige finanser, hvilket navnlig i søgsmål vedrørende ansvar uden for kontrakt kommer til udtryk i den forældelsesfrist på fem år, som er fastsat i artikel 46 i statutten for Domstolen.

Spørgsmålet om, hvorvidt en frist er rimelig, skal vurderes på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag, navnlig sagens betydning for den pågældende, dens kompleksitet og parternes adfærd.

(jf. præmis 35, 37 og 38)

Henvisning til:

Retten i Første Instans, 5. oktober 2004, sag T-45/01, Sanders m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 3315, præmis 59 og 67 in fine; 5. oktober 2004, sag T-144/02, Eagle m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 3381, præmis 65 og 66

Personaleretten, 4. november 2008, sag F-87/07, Marcuccio mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-1, s. 0000, og II-A-1, s. 0000, præmis 27, der er genstand for en appel ved Retten i Første Instans, sag T-16/09 P

4.      En tjenestemand, som har undladt inden for de i vedtægtens artikel 90 og 91 foreskrevne frister at anlægge et søgsmål med påstand om annullation af en akt, der angiveligt er bebyrdende for ham, kan ikke råde bod på denne undladelse ved at rejse krav om erstatning for det tab, han har lidt på grund af akten, og dermed skaffe sig nye søgsmålsfrister.

(jf. præmis 27)

5.      Henset til, at et erstatningssøgsmål har en selvstændig karakter i forhold til et annullationssøgsmål, har en tjenestemand mulighed for at anlægge et separat søgsmål om erstatning for den skade, der skyldes en ulovlig retsakt, der indeholder et klagepunkt, såfremt tjenestemanden inden for den foreskrevne frist har anlagt et søgsmål med påstand om annullation af denne retsakt. Hvis tjenestemanden vælger denne fremgangsmåde, skal han imidlertid anlægge erstatningssøgsmålet inden en rimelig frist.

(jf. præmis 36)

Henvisning til:

Personaleretten, 1. februar 2007, sag F-125/05, Tsarnavas mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-1, s. 0000, og II-A-1, s. 0000, præmis 76-78