Language of document : ECLI:EU:F:2014:204

RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS KENDELSE

(Første Afdeling)

10. september 2014

Sag F-39/09 DEP

Jacqueline Goddijn

mod

Den Europæiske Politienhed (Europol)

»Personalesag – retspleje – fastsættelse af sagsomkostninger«

Angående:      Begæring om fastsættelse af de sagsomkostninger, der kan kræves erstattet, indgivet i henhold til procesreglementets artikel 92, af Jacqueline Goddijn efter dom afsagt i sag Goddijn mod Europol (F-39/09, EU:F:2010:65).

Udfald:      De sagsomkostninger, som Den Europæiske Politienhed skal erstatte Jacqueline Goddijn, fastsættes til 1 343,18 EUR, idet det nævnte beløb skal tillægges morarenter fra datoen for forkyndelse af nærværende kendelse til betalingsdatoen med en rentesats beregnet på grundlag af den af Den Europæiske Centralbank fastsatte rentesats for primære refinansieringsoperationer i den pågældende periode, forhøjet med 2 procentpoint.

Sammendrag

Retslig procedure – sagsomkostninger – opgørelse – udgifter, der kan kræves erstattet – forhold, der skal tages i betragtning – aftale vedrørende salær indgået mellem en part og dennes advokat – ikke omfattet

[Personalerettens procesreglement, art. 91, litra b)]

Unionens retsinstanser er ikke kompetente til at fastsætte de beløb, som parterne skal udrede i salær til deres egne advokater, men de kan fastsætte den del af disse beløb, der kan søges erstattet hos den part, som pålægges at betale sagens omkostninger. Det følger heraf, at bevis for betaling af de sagsomkostninger, der kræves erstattet, ikke er nødvendigt, for at Personaleretten kan fastsætte de sagsomkostninger, der kan kræves erstattet.

Unionens retsinstanser skal nemlig i forbindelse med en begæring om fastsættelse af sagsomkostningerne ikke tage hensyn til en eventuel aftale herom mellem den pågældende part og dennes befuldmægtigede eller rådgivere.

Følgelig er den omstændighed, at det efter aftale mellem sagsøgeren og dennes advokater er blevet besluttet, at førstnævnte ikke betaler noget salær til sidstnævnte, uden betydning for sagsøgerens ret til at søge de udgifter, der er afholdt i forbindelse med proceduren i hovedsagen, erstattet.

(jf. præmis 14, 19 og 20)

Henvisning til:

Domstolen: kendelser Leeuwarder Papierwarenfabriek mod Kommissionen, 318/82, EU:C:1985:468, præmis 2; C.A.S. mod Kommissionen, C-204/07 P-DEP, EU:C:2009:526, præmis 13, og Kronofrance mod Tyskland m.fl., C-75/05 P-DEP, EU:C:2013:458, præmis 30