PERSONALERETTENS KENDELSE (Første Afdeling)

5. juli 2011

Sag F-73/10

Angel Coedo Suárez

mod

Rådet for Den Europæiske Union

»Personalesag – tjenestemænd – erstatningssøgsmål – stiltiende afvisning af ansøgningen om erstatning, efterfulgt af et udtrykkeligt afslag på nævnte ansøgning – for sen indgivelse af den forudgående klage over den stiltiende afvisning – afvisning«

Angående:      Søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF, som finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorunder Angel Coedo Suárez har nedlagt påstand om, for det første, annullation af Rådets afgørelse af 26. oktober 2009 om afslag på hans ansøgning af 3. juni 2009 om erstatning for den skade, som denne institution har forvoldt ham, om, for det andet, annullation af Rådets afgørelse af 26. maj 2010 om afslag på hans klage over nævnte afgørelse og om, for det tredje, at Rådet tilpligtes at erstatte den økonomiske og ikke-økonomiske skade, som han angiveligt har lidt.

Udfald:      Sagen afvises. Rådet for Den Europæiske Union betaler sagens omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – søgsmål – forudgående administrativ klage – stiltiende afvisning af en ansøgning, som ikke er anfægtet inden for fristerne – efterfølgende udtrykkelig afgørelse – bekræftende akt

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

2.      Tjenestemænd – søgsmål – forudgående administrativ klage – frister – ufravigelighed – retstab – undskyldelig vildfarelse – begreb

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47; tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

3.      Retspleje – sagsomkostninger – pålæggelse – inddragelse af billighedshensyn – den vindende part tilpligtes at betale sagsomkostninger

(Personalerettens procesreglement, art. 87, stk. 2, og art. 88; tjenestemandsvedtægten, art. 90, stk. 1)

1.      En udtrykkelig afvisning af en ansøgning, der påfølger en stiltiende afvisning af samme ansøgning, er en rent bekræftende retsakt, der ikke kan gøre det muligt for den pågældende tjenestemand at fortsætte den administrative procedure ved at tildele ham en ny frist til at indgive en klage. Selv om vedtægtens artikel 91, stk. 3, andet led, bestemmer, at en udtrykkelig afvisning, som fremkommer efter den stiltiende afvisning, men inden for klagefristen, på ny får fristen til at løbe, vedrører denne regel desuden kun den klagefrist, der gælder over en afgørelse om afslag på en klage, og finder ikke anvendelse på den klagefrist, der gælder over en afgørelse om afslag på en ansøgning. Vedtægtens artikel 91, stk. 3, andet led, er nemlig en specifik bestemmelse vedrørende fremgangsmåden ved beregning af klagefristerne, som skal fortolkes ordret og strengt.

(jf. præmis 37 og 38)

Henvisning til:

Retten: 17. november 2000, sag T-200/99, Martinelli mod Kommissionen, præmis 11 og den deri nævnte retspraksis; 8. juli 2010, sag T-368/09 P, Sevenier mod Kommissionen, præmis 28-30

Personaleretten: 8. juli 2009, sag F-62/08, Sevenier mod Kommissionen, præmis 33-40; 10. maj 2011, sag F-59/10, Barthel m.fl. mod Domstolen, præmis 25-27

2.      De i vedtægtens artikel 90 fastsatte frister, som er indført med henblik på at sikre klarhed og retssikkerhed og at undgå enhver forskelsbehandling eller vilkårlighed i retsplejen, er ufravigelige og kan ikke være genstand for et skøn fra parternes eller retsinstansens side, idet det tilkommer denne, endog af egen drift, at efterprøve, om de er overholdt.

Selv om det anerkendes, at manglende kendskab til reglerne vedrørende klage- og søgsmålsfrister ikke kan medføre, at en stævning afvises i de tilfælde, hvor dette manglende kendskab skyldes en undskyldelig fejl fra tjenestemandens side, kan begrebet undskyldelig fejl imidlertid kun omfatte ekstraordinære omstændigheder, navnlig dem, hvorefter institutionen har udvist en adfærd, der i sig selv eller i afgørende omfang har været egnet til at fremkalde en undskyldelig vildfarelse hos en retsundergiven, der har handlet i god tro og med den omhu, som kræves af en normal påpasselig person.

I denne forbindelse gælder, at en meddelelse, hvoraf det fremgår, at en ansøgning indgivet i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 1, er under behandling, og at den pågældende institutions tjenestegrene endnu ikke er nået frem til en endelig afgørelse, ikke har nogen retsvirkninger og navnlig ikke kan forlænge de i vedtægtens artikel 90 og 91 fastsatte frister. Det tilkommer ikke parterne efter forgodtbefindende at forlænge de i vedtægten fastsatte frister, da disse er præceptive, og da en streng overholdelse heraf kan sikre klarhed og retssikkerhed.

Desuden påvirkes retten til effektiv retsbeskyttelse ikke af en streng overholdelse af EU-bestemmelserne vedrørende procesfrister, hvilket, i henhold til fast retspraksis, er i overensstemmelse med hensynet til retssikkerheden og nødvendigheden af at undgå enhver forskelsbehandling eller vilkårlighed i retsplejen. Retten til en retfærdig rettergang, som er anerkendt i EU’s retsorden ved artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, er nemlig ikke til hinder for fastsættelse af en søgsmålsfrist.

(jf. præmis 34, 40, 41 og 43)

Henvisning til:

Domstolen: 17. juni 1965, sag 43/64, Müller mod Rådet, 17. februar 1972, sag 40/71, Richez-Parise mod Kommissionen, præmis 8 og 9; 1. april 1987, sag 257/85, Dufay mod Parlamentet, præmis 10; 29. juni 2000, sag C-154/99 P, Politi mod Det Europæiske Erhvervsuddannelsesinstitut, præmis 15; 17. maj 2002, sag C-406/01, Tyskland mod Parlamentet og Rådet, præmis 20 og den deri nævnte retspraksis; 18. januar 2007, sag C-229/05 P, PKK og KNK mod Rådet, præmis 101

Retten: 10. april 2003, sag T-186/01, Robert mod Parlamentet, præmis 54; 2. marts 2004, sag T-14/03, Di Marzio mod Kommissionen, præmis 40; 15. januar 2009, sag T-306/08 P, Braun-Neumann mod Parlamentet, præmis 36

Personaleretten: 11. juni 2009, sag F-72/08, Ketselidis mod Kommissionen, præmis 52; 12. maj 2010, sag F-13/09, Peláez Jimeno mod Parlamentet, præmis 18

3.      I henhold til artikel 87, stk. 2, i Personalerettens procesreglement kan Retten, såfremt dette findes rimeligt, træffe bestemmelse om, at den tabende part kun pålægges at betale en del af sagens omkostninger eller slet ikke pålægges at betale sagsomkostninger. Desuden kan det i henhold til samme procesreglements artikel 88 pålægges endog en vindende part helt eller delvist at betale sagens omkostninger, såfremt det synes berettiget, henset til denne parts forhold, også forud for sagsanlægget.

Den omstændighed, at institutionen pålægges sagsomkostningerne, selv om den vinder sagen, kan navnlig være begrundet ved institutionens manglende omhu i forbindelse med den administrative procedure, når den dels har ladet fristen på fire måneder, som er fastsat i vedtægtens artikel 90, stk. 1, forløbe, før den vedtog en udtrykkelig afgørelse om afslag på den af den pågældende tjenestemand indgivne ansøgning, dels ikke i den pågældende afgørelse har henledt den pågældendes opmærksomhed på, at der allerede forelå en stiltiende afgørelse om afslag, og at klagefristen på tre måneder løb fra sidstnævnte afgørelse.

(jf. præmis 45, 47 og 48)

Henvisning til:

Personaleretten: 28. juni 2006, sag F-27/05, Le Maire mod Kommissionen, præmis 53; Barthel m.fl. mod Domstolen, præmis 33 og 34