KENDELSE AFSAGT AF PERSONALERETTENS PRÆSIDENT

14. juli 2010

Sag F­41/10 R

Moises Bermejo Garde

mod

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU)

»Personalesag — særlige rettergangsformer — begæring om udsættelse af gennemførelse — uopsættelighed — foreligger ikke«

Angående: Stævning indleveret i henhold til artikel 278 TEUF og 157 EA samt i henhold til artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til denne traktats artikel 106a, hvorved Moises Bermejo Garde bl.a. har nedlagt påstand om udsættelse af gennemførelsen af den afgørelse, som præsidenten for EØSU traf den 13. april 2010 om at forflytte ham til en stilling som kontorchef for EØSU’s Logistiktjeneste med virkning fra den 6. april 2010.

Udfald: Begæringen om foreløbige forholdsregler tages ikke til følge. Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.

Sammendrag

1.      Særlige rettergangsformer — udsættelse af gennemførelse — foreløbige forholdsregler — betingelser for tildeling — »fumus boni juris« — uopsættelighed — kumulativ karakter

(Art. 278 TEUF og 279 TEUF; Statutten for Domstolen, art. 39 og bilag I, art. 7, stk. 1; Personalerettens procesreglement, art. 102, stk. 2)

2.      Særlige rettergangsformer — udsættelse af gennemførelse — foreløbige forholdsregler — betingelser for tildeling — alvorligt og uopretteligt tab — bevisbyrde

(Art. 278 TEUF og 279 TEUF; Personalerettens procesreglement, art. 102, stk. 2)

3.      Særlige rettergangsformer — udsættelse af gennemførelse — betingelser for tildeling — alvorlig og uoprettelig skade — sagsøgerens interesse i at opnå den udsættelse, der er anmodet om — negativ forvaltningsakt

(Art. 278 TEUF)

4.      Særlige rettergangsformer — dommerens beføjelser i sager om foreløbige forholdsregler — meddelelse af foreløbige påbud

(Art. 279 TEUF; Domstolens procesreglement, art. 39)

5.      Særlige rettergangsformer — udsættelse af gennemførelse — udsættelse af gennemførelsen af en afgørelse om forflyttelse

(Art. 278 TEUF)

1.      I henhold til dels artikel 278 TEUF, 279 TEUF og 157 EA, dels artikel 39 i statutten for Domstolen, der finder anvendelse på Personaleretten i medfør af artikel 7, stk. 1, i bilag I til den nævnte statut, kan Personaleretten, såfremt den skønner, at forholdene kræver det, udsætte gennemførelsen af den anfægtede afgørelse eller foreskrive andre foreløbige forholdsregler. Ifølge artikel 102, stk. 2, i procesreglementet skal begæringer om foreløbige forholdsregler bl.a. angive de omstændigheder, der medfører uopsættelighed, samt de faktiske og retlige grunde til, at den begærede foreløbige forholdsregel umiddelbart forekommer berettiget (fumus boni juris). Betingelserne om uopsættelighed og fumus boni juris er kumulative, hvorfor der ikke kan anordnes foreløbige forholdsregler, når en af disse ikke er opfyldt. I sager om foreløbige forholdsregler råder Unionens retsinstanser over et vidt skøn og kan frit under hensyn til sagens særegenheder afgøre, hvorledes de forskellige betingelser skal efterprøves samt rækkefølgen for denne undersøgelse, når ingen bestemmelse pålægger dem at anvende et forud fastsat skema for vurderingen af nødvendigheden af at træffe foreløbig afgørelse.

(jf. præmis 19-22)

Henvisning til:

Retten: 9. august 2001, sag T­120/01 R, De Nicola mod EIB, Sml. Pers. I­A, s. 171, og II, s. 783, præmis 12 og 13

Personaleretten: 31. maj 2006, sag F­38/06 R, Bianchi mod ETF, Sml. Pers. I­A­1, s. 27, og II­A­1, s. 93, præmis 20 og 22

2.      Formålet med en sag om foreløbige forholdsregler er ikke at sikre erstatning for et tab, men at sikre virkningen af dommen vedrørende sagens realitet. For at denne målsætning kan opfyldes, skal de begærede forholdsregler være uopsættelige, dvs. at det for at undgå et alvorligt og uopretteligt tab for sagsøgeren er nødvendigt at foreskrive dem og tillægge dem retsvirkninger før afgørelsen i hovedsagen. Den part, der har fremsat begæring om den foreløbige forholdsregel, skal endvidere dokumentere, at vedkommende ikke kan afvente afgørelsen i hovedsagen uden at blive påført en alvorlig og uoprettelig skade af denne art. Unionens retsinstanser kan i en sag om foreløbige forholdsregler kun tage hensyn til det påberåbte alvorlige og uoprettelige tab, i det omfang det kan tænkes påført den begærende parts interesser.

(jf. præmis 25, 28 og 85)

Henvisning til:

Domstolen: 25. marts 1999, sag C 65/99 P(R), Willeme mod Kommissionen, Sml. I, s. 1857, præmis 62

Retten: 10. september 1999, sag T­173/99 R, Elkaïm og Mazuel mod Kommissionen, Sml. Pers. I­A, s. 155, og II, s. 811, præmis 25; 21. maj 2001, sag T­52/01 R, Schaefer mod Kommissionen, Sml. Pers. I­A, s. 115, og II, s. 543, præmis 47; 19. december 2002, sag T­320/02 R, Esch-Leonhardt m.fl. mod ECB, Sml. Pers. I­A, s. 325, og II, s. 1555, præmis 27

3.      En begæring om udsættelse af gennemførelsen kan principielt ikke rettes mod en negativ forvaltningsafgørelse, da en sådan udsættelse ikke kan ændre den begærende parts stilling. Det kan imidlertid forekomme, at udsættelsen af gennemførelsen af en negativ forvaltningsakt kan tages til følge, såfremt den negative afgørelse indebærer, at sagsøgerens faktiske situation ikke kan opretholdes og dermed medfører en ændring af denne situation. En negativ afgørelse, der ikke indebærer en ændring af sagsøgerens faktiske situation, kan derimod ikke udsættes.

(jf. præmis 38, 40 og 42)

Henvisning til:

Domstolen: 23. marts 1988, sag 76/88 R, La Terza mod Domstolen, Sml. s. 1741, præmis 18; 30. april 1997, sag C 89/97 P(R), Moccia Irme mod Kommissionen, Sml. I, s. 2327, præmis 45

4.      Personaleretten kan i sager om foreløbige forholdsregler træffe bestemmelse om forskellige former for indgreb med henblik på at modsvare de specifikke behov i den konkrete sag, dvs. ikke blot påbud, for så vidt som sådanne påbud på ingen måde foregriber afgørelsen i hovedsagen, men tillige en simpel henstilling om at overholde eksisterende regler. En sådan henstilling kan udgøre et passende middel i overensstemmelse med principperne for proceduren med foreløbige forholdsregler, og dette middel kan være egnet til foreløbigt at sikre en passende beskyttelse af sagsøgerens rettigheder.

(jf. præmis 44)

Henvisning til:

Retten: 12. december 1995, sag T­203/95 R, Connolly mod Kommissionen, Sml. II, s. 2919, præmis 25, 43 og 44

5.      Henset til den vide skønsbeføjelse, som institutionerne råder over i forbindelse med organisationen af deres tjenestegrene, og ligeledes i forbindelse med placeringen af deres personale, udgør en afgørelse om forflyttelse, selv om en sådan afgørelse medfører ulemper for den berørte tjenestemand, ikke en usædvanlig og uforudseelig begivenhed i dennes karriere. Under disse omstændigheder kan udsættelsen af gennemførelsen af en sådan afgørelse kun begrundes, når der i undtagelsestilfælde foreligger særlige grunde, som kan påføre den berørte tjenestemand et alvorligt og uopretteligt tab.

(jf. præmis 47)

Henvisning til:

Retten: 12. juli 1996, sag T­93/96 R, Presle mod Cedefop, Sml. Pers. I­A, s. 369, og II, s. 1093, præmis 45