Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Raad voor Vergunningsbetwistingen (Belgien) den 15. januar 2019 – A, B, C, D og E mod Gewestelijke stedenbouwkundige ambtenaar van het departement Ruimte Vlaanderen, afdeling Oost-Vlaanderen

(Sag C-24/19)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Raad voor Vergunningsbetwistingen

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: A, B, C, D og E

Sagsøgt: Gewestelijke stedenbouwkundige ambtenaar van het departement Ruimte Vlaanderen, afdeling Oost-Vlaanderen

Præjudicielle spørgsmål

Følger det af artikel 2, litra a), og artikel 3, stk. 2, litra a), i direktiv 2001/42/EF 1 (herefter SMV-direktivet) at artikel 99 i Besluit van de Vlaamse regering van 23 december 2011 tot wijziging van het besluit van de Vlaamse regering van 6 februari 1991 houdende de vaststelling van het Vlaams reglement betreffende de milieuvergunning en van het besluit van de Vlaamse regering van 1 juni 1995 houdende algemene en sectorale bepalingen inzake milieuhygiëne [den flamske regerings bekendtgørelse af 23. december 2011 om ændring af den flamske regerings bekendtgørelse af 6. februar 1991 om fastsættelse af det flamske reglement for miljøtilladelser og af den flamske regerings bekendtgørelse af 1. juni 1995 om almindelige og sektorbestemte bestemmelser på miljøbeskyttelsesområdet] med henblik på disse bekendtgørelsers tilpasning til den tekniske udvikling, afdeling 5.20.6 om anlæg til produktion af elektricitet ved hjælp af vindenergi, indført i VLAREM II, og Omzendbrief »Afwegingskader en randvoorwaarden voor de inplanting van windturbines« [cirkulæreskrivelsen »Vurderingsramme og krydsoverensstemmelse med hensyn til opførelse af vindturbiner« fra 2006, herefter under et benævnt »de foreliggende instrumenter«], der begge indeholder talrige bestemmelser om vindmøller, herunder bestemmelser om sikkerhed og alt efter omstændighederne de for de enkelte planzoner beregnede normer for slagskygge og støjniveau, skal kvalificeres som en plan eller et program i direktivets forstand? Såfremt det viser sig, at der burde være gennemført en miljøvurdering før de foreliggende forskrifter blev udstedt, kan retten da foreløbigt opretholde de ulovlige dele af disse forskrifter? I så henseende må der stilles en række delspørgsmål:

Kan et politisk instrument som den foreliggende cirkulæreskrivelse, der beror på den pågældende myndigheds skøn og politiske frihed, hvorfor der ikke er tale om, at den kompetente myndighed er tildelt en egentlig kompetence til at udfærdige »planen eller programmet«, og der heller ikke findes en formel fastsættelsesprocedure, betragtes som en plan eller et program som omhandlet i SMV-direktivets artikel 2, litra a)?

Er den omstændighed, at et politisk instrument eller en almindelig regel som de foreliggende instrumenter for en del fastsætter en begrænsning af den skønsmargen, der tilkommer den myndighed, der udsteder tilladelser, tilstrækkeligt til, at disse forskrifter kan anses for en plan eller et program som omhandlet i SMV-direktivets artikel 2, litra a), selv om disse forskrifter ikke er noget krav henholdsvis en nødvendig betingelse for at meddele en tilladelse eller ikke har til formål at udgøre en ramme for fremtidige tilladelser, uanset EU-lovgiver har anført, at dette formål er en del af definitionen af »planer og programmer?

Kan et politisk instrument, hvis fastsættelse beror på retssikkerhedshensyn og således udgør en fuldstændig frivillig afgørelse som den foreliggende cirkulæreskrivelse, defineres som en »plan eller et program« som omhandlet i SMV-direktivets artikel 2, litra a), og går en sådan fortolkning ikke imod Domstolens retspraksis, hvorefter en formålsbestemt fortolkning af et direktiv ikke må afvige væsentligt fra EU-lovgivers klart udtrykte vilje?

Kan afdeling 5.20.6 VLAREM II, hvilken der ikke var pligt til at fastsætte, defineres som en »plan eller et program« som omhandlet i SMV-direktivets artikel 2, litra a), og går en sådan fortolkning ikke imod Domstolens retspraksis, hvorefter en formålsbestem fortolkning af et direktiv ikke må afvige væsentligt fra EU-lovgivers klart udtrykte vilje?

Kan et politisk instrument og en normativ regeringsbekendtgørelse som de foreliggende instrumenter, der har en begrænset vejledende værdi, eller i det mindste ikke opstiller nogen ramme, hvoraf der kan udledes nogen ret til gennemførelse af et projekt, og hvoraf der ikke kan afledes nogen ret til en ramme, inden for hvilken der stadig kan tillades projekter, betragtes som »en plan eller et program« [... som] udgør rammerne for meddelelse af fremtidige tilladelser som omhandlet i SMV-direktivets artikel 2, litra a), og artikel 3, stk. 2, og går en sådan fortolkning ikke imod Domstolens retspraksis, hvorefter en formålsbestemt fortolkning af et direktiv ikke må afvige væsentligt fra EU-lovgivers udtrykte vilje?

Kan et politisk instrument såsom cirkulæreskrivelse EME/2006/01- RO/2006/02, der udelukkende har en vejledende værdi og/eller en normativ regeringsbekendtgørelse såsom afdeling 5.20.6 i VLAREM II, som udelukkende fastsætter mindstegrænser og i øvrigt har en fuldstændig selvstændig virkning som almindelig regel, hvorved begge udelukkende omfatter en række kriterier og nærmere bestemmelser, men intet enkelt kriterium eller enkel betingelse for begges vedkommende i sig selv er afgørende, og med hensyn til hvilke det således kan hævdes, at det på basis af objektive kriterier kan udelukkes, at de kan have væsentlige miljøindvirkninger, betragtes som »en plan eller et program«, når de ses i sammenhæng med SMV-direktivets artikel 2, litra a), og artikel 3, stk. 1 og 2, og dermed kan betragtes som retsakter, der, idet de fastsætter de for den pågældende sektor anvendelige regler og kontrolprocedurer, således fastsætter en hel pakke af kriterier for godkendelse og gennemførelse af et eller flere projekter, der kan have væsentlig indvirkning på miljøet?

Kan en retsinstans, såfremt det foregående spørgsmål besvares benægtende, selv fastslå dette, efter at bekendtgørelsen eller pseudo-lovgivningen (som de foreliggende VLAREM-normer og cirkulæreskrivelsen) er blevet udstedt?

Kan en retsinstans, såfremt den kun bliver kompetent via en indsigelse, hvis resultat gælder inter partes, og såfremt det af besvarelsen af de præjudicielle spørgsmål fremgår, at de foreliggende instrumenter er retsstridige, beslutte at opretholde retsvirkningerne af den retsstridige bekendtgørelse og/eller den retsstridige cirkulæreskrivelse, såfremt de retsstridige instrumenter bidrager til gennemførelse af et miljøbeskyttelsesformål, således som det også tilstræbes i et direktiv i den i artikel 228 TEUF omhandlede forstand, og de EU-retlige krav (som omhandlet i dommen Association France Nature Environnement, [sag C-379/15]) til en sådan opretholdelse er opfyldt?

Kan en retsinstans, såfremt det ottende spørgsmål besvares benægtende, beslutte at opretholde retsvirkningerne af det anfægtede projekt og således indirekte opfylde de krav (som er opstillet i dommen Association France Nature Environnement) som EU-retten stiller til at opretholde retsvirkningerne af den plan eller det program, som ikke er i overensstemmelse med SMV-direktivet?

____________

1     Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/42/EF af 27.6.2001 om vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet (EFT 2001, L 197, s. 30).