Language of document : ECLI:EU:C:2019:975

Foreløbig udgave

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

J. KOKOTT

fremsat den 14. november 2019 (1)

Sag C-616/18

Cofidis SA

mod

YU,

ZT

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal d’instance Épinal (retten i første instans i Épinal, Frankrig))

Sag C-679/18

OPR-Finance s.r.o.

mod

GK

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Okresní soud v Ostravě (kredsdomstolen i Ostrava, Den Tjekkiske Republik))


»Anmodning om præjudiciel afgørelse – forbrugerbeskyttelse – direktiv 2008/48 – forbrugerkreditaftaler – kreditgiverens vurdering af forbrugerens kreditværdighed forud for aftalens indgåelse – kreditgiverens oplysningspligt ved aftalens indgåelse – sanktioner ved manglende overholdelse – anvendelse af egen drift – national bestemmelse, som hindrer de nationale domstole i efter udløbet af en forældelses-/præklusionsfrist af egen drift eller efter indsigelse fra forbrugeren at fastslå og sanktionere eventuelle tilsidesættelser af forpligtelser«






I.      Indledning

1.        Cofidis-sagen (sag C-616(18) og OPR-Finance-sagen (sag C-679/18) er baseret på en fransk og en tjekkisk anmodning om præjudiciel afgørelse, som begge vedrører fortolkningen af forbrugerkreditdirektivet (2). De centrale spørgsmål er, om nationale præklusions- og forældelsesfrister er til hinder for, at en national domstol af egen drift prøver overtrædelser af forbrugerkreditdirektivets artikel 8 og 10, og om domstole af egen drift skal sanktionere konstaterede overtrædelser.

II.    Retsforskrifter

A.      EU-retten

2.        Forbrugerkreditdirektivets artikel 8, stk. 1, har følgende ordlyd:

»Medlemsstaterne sikrer, at kreditgiveren, inden kreditaftalen indgås, vurderer forbrugerens kreditværdighed på grundlag af fyldestgørende oplysninger, der, hvor det er relevant, indhentes hos forbrugeren og, hvor det er nødvendigt, ved søgning i den relevante database. Medlemsstater, hvis lovgivning kræver, at kreditgiveren vurderer forbrugerens kreditværdighed på grundlag af en søgning i den relevante database, kan opretholde denne forpligtelse.«

3.        Forbrugerkreditdirektivets artikel 10, stk. 2, oplister de oplysninger, som kreditaftalen »klart og koncist« skal angive, herunder navnlig de årlige omkostninger i procent og det samlede beløb, som skal betales af forbrugeren [litra g)], samt oplysninger om visse rettigheder, som tilkommer forbrugeren.

4.        Forbrugerkreditdirektivets artikel 23 forpligter medlemsstaterne til at fastsætte regler for sanktioner »for overtrædelse af de nationale bestemmelser, der er vedtaget i medfør af dette direktiv, og [at træffe] alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at de iværksættes. Sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.«

B.      National ret

1.      Fransk ret (Cofidis-sagen)

5.        Frankrig har gennemført forbrugerkreditdirektivets bestemmelser i fransk ret ved en ændring af bestemmelserne i lov om forbrugerbeskyttelse, der følger af Loi n° 2010-737 du 1er juillet 2010 portant réforme du crédit à la consommation (lov nr. 2010-737 af 1.7.2010 om reform af forbrugerkredit) (3).

6.        De for afgørelsen i den præjudicielle sag relevante bestemmelser i Code de la consommation (lov om forbrugerbeskyttelse) i den affattelse, der er relevant for de faktiske omstændigheder, er for det første artikel L. 311-9 (4), som fastsætter, at kreditgiveren, inden kreditaftalen indgås, efterprøver låntagerens kreditværdighed på grundlag af fyldestgørende oplysninger, herunder oplysninger, som låntageren har givet på kreditgiverens foranledning. For det andet giver artikel L 311-18, stk. 2 (5), bemyndigelse til at fastsætte de oplysninger, som aftalen obligatorisk skal indeholde, ved bekendtgørelse. På grundlag af denne bemyndigelse blev Décret n° 2011-136 du 1er février 2011 (bekendtgørelse nr. 2011-136 af 1.2.2011) udstedt, som igen blev kodificeret i artikel R. 311-5 i lov om forbrugerbeskyttelse (6). Dennes stk. I fastsætter følgende: »Den i artikel L. 311-18 omhandlede kreditaftale må ikke være affattet med en skrifttype, der er mindre end font 8. Den skal på en klar og letlæselig måde omfatte« en række væsentlige oplysninger.

7.        Artikel L. 311-48 i lov om forbrugerbeskyttelse regulerer de retsvirkninger, der kommer til anvendelse ved manglende overholdelse af kreditgiverens forpligtelser. Tilsidesættelse af oplysningspligten i henhold til artikel L. 311-18 sanktioneres i henhold til artikel L. 311-48, stk. 1, med fortabelse af retten til renter. I henhold til artikel L. 311-48, stk. 2, finder denne sanktion ligeledes anvendelse, når kreditgiveren ikke har overholdt sin pligt til at efterprøve kreditværdigheden som omhandlet i artikel L. 311-9, idet retten i dette tilfælde kan begrænse sanktionen til en del af rentekravet.

8.        Tvister som følge af anvendelsen af bestemmelserne om forbrugerkreditaftaler i lov om forbrugerbeskyttelse er underlagt forskellige præklusions- og forældelsesfrister. Betalingssøgsmål som følge af forsinket betaling skal i henhold til artikel L.311-52 i lov om forbrugerbeskyttelse anlægges inden for en præklusionsfrist på to år efter den hændelse, som udløser tvisten. For søgsmål anlagt af forbrugeren gælder artikel L. 110-4, stk. I, i Code de commerce (handelslovbogen), hvorefter de forpligtelser, der opstår i forbindelse med handelstransaktioner mellem forretningsdrivende indbyrdes eller mellem forretningsdrivende og privatpersoner, forældes efter fem år, såfremt de ikke er undergivet særlige forældelsesfrister af kortere varighed. Artikel 2224 i Code civil (borgerlig lovbog) bestemmer desuden mere generelt, at krav på fordringer og løsøre forældes fem år fra det tidspunkt, hvor indehaveren af rettigheden fik kendskab til eller burde have fået kendskab til de omstændigheder, på grundlag af hvilke retten kan udøves.

2.      Tjekkisk ret (OPR-Finance-sagen)

9.        Den Tjekkiske Republik har med virkning fra den 1. december 2016 gennemført forbrugerkreditdirektivet i tjekkisk ret ved Zákon č. 257/2016 Sb., o spotřebitelském úvěru (lov nr. 257/2016 om forbrugerkreditaftaler, herefter »lov om forbrugerkreditaftaler«).

10.      § 86 i lov om forbrugerkreditaftaler regulerer vurderingen af forbrugerens kreditværdighed som følger:

»(1)      Inden en forbruger indgår en kreditaftale, eller der sker en betydelig forøgelse af forbrugerkredittens samlede beløb, vurderer kreditgiveren forbrugerens kreditværdighed på grundlag af væsentlige, pålidelige, tilstrækkelige og forholdsmæssige oplysninger modtaget fra forbrugeren; om nødvendigt indhenter kreditgiveren også oplysninger fra en database, der gør det muligt at vurdere forbrugerens kreditværdighed, eller fra andre kilder. Kreditgiveren yder kun forbrugerkreditten, hvis vurderingen af forbrugerens kreditværdighed viser, at der ikke er rimelig tvivl om forbrugerens evne til at tilbagebetale forbrugerkreditten. […]«

11.      Som konsekvens af tilsidesættelse af pligten til at vurdere kreditværdigheden fastsætter § 87 i lov om forbrugerkreditaftaler:

»(1)      Såfremt en kreditgiver yder en forbruger forbrugerkredit i strid med § 86, stk. 1, andet punktum, er aftalen ugyldig. Forbrugeren kan gøre ugyldighed gældende inden for en præklusionsfrist på tre år, der løber fra datoen for aftalens indgåelse. Forbrugeren har pligt til at tilbagebetale hovedstolen af den udbetalte forbrugerkredit inden for et tidsrum, der er passende i forhold til dennes økonomiske evne.«

12.      § 586 i zákon č. 89/2012 Sb., občanský zákoník (lov nr. 89/2012, borgerlig lovbog) regulerer generelt den såkaldte relative ugyldighed, som bl.a. er fastsat i § 87, stk. 1, i lov om forbrugerkreditaftaler, som følger:

»(1)      Når en transaktions ugyldighed er fastsat med henblik på at beskytte en bestemt persons interesser, er det kun denne person, der kan gøre gældende, at transaktionen er ugyldig.

(2)      Såfremt den person, der er berettiget til at gøre gældende, at en transaktion er ugyldig, ikke gør dette, skal transaktionen anses for at være gyldig.«

III. De faktiske omstændigheder, hovedsagen og anmodningen om præjudiciel afgørelse i Cofidis-sagen

A.      De faktiske omstændigheder og retsforhandlingerne i hovedsagen

13.      Sagsøgeren i hovedsagen, Cofidis, indgik den 5. maj 2013 med de sagsøgte i hovedsagen, som er forbrugere, en aftale om låneomlægning vedrørende et beløb på 20 600 EUR (7). Den 20. december 2017 meddelte Cofidis, at selskabet ophævede aftalen, og det opfordrede den 29. marts 2018 de sagsøgte til at betale de udestående rater.

14.      Med stævningen, som blev forkyndt den 9. maj 2018, nedlagde Cofidis påstand om, at de sagsøgte blev tilpligtet at betale beløbet solidarisk, og at dommen blev erklæret foreløbig eksigibel. I retsmødet den 21. juni rejste retsformanden af egen drift såvel spørgsmålet om en eventuel tilsidesættelse af forpligtelsen til at fremlægge et aftaletilbud indeholdende oplysninger præsenteret på en klar og letlæselig måde som spørgsmålet om en eventuel tilsidesættelse af forpligtelsen til at efterprøve låntagernes kreditværdighed samt de dermed forbundne sanktioner (ugyldighed, hel eller delvis fortabelse af rentekravet) og opfordrede parterne til at udtale sig herom. Heroverfor gjorde Cofidis gældende, at de spørgsmål, der var blevet rejst ex officio, var forældede, eftersom de først var blevet rejst af retten efter udløbet af fem år efter indgåelsen af aftalen.

B.      Anmodningen om præjudiciel afgørelse og retsforhandlingerne for Domstolen

15.      Ved kendelse af 20. september 2018, indgået til Domstolen den 1. oktober 2018, har Tribunal d’instance Épinal (retten i første instans i Épinal, Frankrig) derfor forelagt Domstolen følgende spørgsmål til præjudiciel afgørelse:

»Er den beskyttelse, som forbrugerkreditdirektivet giver forbrugeren, til hinder for en national bestemmelse, der i sager anlagt af erhvervsdrivende mod en forbruger på grundlag af en kreditaftale mellem dem, forbyder den nationale ret efter udløbet af en forældelsesfrist på fem år at regne fra indgåelsen af aftalen, af egen drift eller efter en indsigelse fra forbrugeren at [fastslå og] sanktionere en tilsidesættelse af bestemmelserne i direktivets artikel 8 om forpligtelsen til at vurdere forbrugerens kreditværdighed, af bestemmelserne om, at oplysningerne skal være angivet klart og koncist i aftalen som anført i direktivets artikel 10 ff., og mere generelt af alle direktivets bestemmelser til beskyttelse af forbrugerne?«

16.      I den præjudicielle sag for Domstolen har Cofidis som sagsøger i hovedsagen, Den Franske Republik, Den Tjekkiske Republik og Europa-Kommissionen indgivet skriftlige indlæg. Disse procesdeltagere deltog også i retsmødet den 4. september 2019.

IV.    De faktiske omstændigheder, hovedsagen og anmodningen om præjudiciel afgørelse i OPR-Finance-sagen

A.      De faktiske omstændigheder og retsforhandlingerne i hovedsagen

17.      Sagsøgeren i hovedsagen, OPR-Finance, ydede den 21. april 2017 sagsøgte i hovedsagen, som er forbruger, en revolverende kredit på et samlet beløb af 4 900 tjekkiske kroner (CZK) (8). Efter at forbrugeren ikke tilbagebetalte forfaldne kreditrater, nedlagde OPR-Finance ved stævning indleveret til retten den 7. juni 2018 påstand om betaling af et beløb på 7 839 CZK (9) med tillæg af lovbestemte morarenter fra den 1. oktober 2017.

18.      I forbindelse med sagen har OPR-Finance hverken påstået eller dokumenteret, at virksomheden vurderede sagsøgtes kreditværdighed, før kreditaftalen blev indgået. Sagsøgte gjorde på sin side ikke gældende, at kreditaftalen var ugyldig på grund af manglende undersøgelse af sagsøgtes kreditværdighed.

B.      Anmodningen om præjudiciel afgørelse og retsforhandlingerne for Domstolen

19.      Ved kendelse af 25. oktober 2018, indgået den 5. november 2018, har Okresní soud v Ostravě (kredsdomstolen i Ostrava, Den Tjekkiske Republik) i henhold til artikel 267 TEUF forelagt Domstolen følgende spørgsmål til præjudiciel afgørelse:

»1)      Er bestemmelserne i forbrugerkreditdirektivets artikel 8, sammenholdt med artikel 23, til hinder for [en] national lovgivning, som bestemmer, at hvis kreditgiver ikke overholder sin forpligtelse til at foretage en vurdering af forbrugerens kreditværdighed, inden kreditaftalen indgås, er sanktionen, at kreditaftalen er ugyldig, samt at forbrugeren har pligt til at tilbagebetale hovedstolen til kreditgiveren på et tidspunkt, der er passende i forhold til forbrugerens økonomiske evne, idet sanktionen (kreditaftalens ugyldighed) dog kun finder anvendelse, hvis forbrugeren påberåber sig den (dvs. gør gældende, at aftalen er ugyldig) inden for en [præklusions]frist på tre år?

2)      Såfremt Domstolen besvarer dette spørgsmål bekræftende:

Pålægger bestemmelserne i forbrugerkreditdirektivets artikel 8, sammenholdt med artikel 23, en national ret af egen drift at anvende sanktionen i national lovgivning for kreditgiverens manglende overholdelse af forpligtelsen til at vurdere forbrugerens kreditværdighed (dvs. selv hvis forbrugeren ikke påberåber sig sanktionen)?«

20.      I den præjudicielle sag for Domstolen har Den Tjekkiske Republik, Republikken Portugal og Europa-Kommissionen indgivet skriftlige indlæg. Disse procesdeltagere deltog også i retsmødet den 4. september 2019.

V.      Formaliteten med hensyn til den præjudicielle anmodning i Cofidis-sagen

21.      Den franske regering har gjort gældende, at det præjudicielle spørgsmål i Cofidis-sagen ikke kan antages til realitetsbehandling. Efter dens opfattelse er der tale om et hypotetisk retsspørgsmål, da de citerede forældelsesregler i fransk ret overhovedet ikke finder anvendelse i hovedsagen.

22.      Dette argument kan efter min opfattelse ikke tages til følge.

23.      Som den franske regering også selv har anført, skal det bemærkes, at præjudicielle anmodninger, der vedrører spørgsmål om EU-retten, ifølge fast retspraksis er omfattet af en formodning om relevans (10). Domstolen kan ganske vist afvise at træffe afgørelse vedrørende et præjudicielt spørgsmål forelagt af en national ret, såfremt det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten eller vurdering af gyldigheden af en EU-retlig regel savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, når problemet er af hypotetisk karakter, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en sagligt korrekt besvarelse af de stillede spørgsmål (11). Det kan der ikke være tale om i den foreliggende sag. Som den franske regering nemlig selv har oplyst, har de nationale domstole en forskellig bedømmelse af anvendeligheden af de franske forældelsesbestemmelser i handelslovbogens artikel L. 110-4 og Code civiles (borgerlig lovbog) artikel 2224 i konstellationer af faktiske omstændigheder som dem, der foreligger i hovedsagen. På denne baggrund skal den forelæggende rets opfattelse af de relevante bestemmelser i national ret lægges til grund, og det må principielt antages, at det præjudicielle spørgsmål er relevant for afgørelsen.

24.      For så vidt som det præjudicielle spørgsmål imidlertid henviser til den konstellation, hvor sanktioneringen af tilsidesættelse af forpligtelser sker efter indsigelse fra forbrugeren, skal det bemærkes, at en sådan indsigelse ikke er rejst i hovedsagen. Dermed er dette aspekt af spørgsmålet ikke relevant for afgørelsen i den konkrete sag og følgelig af hypotetisk karakter.

25.      Desuden er det efter min opfattelse en berettiget indsigelse fra Cofidis, at spørgsmålet ikke kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som der anmodes om en afgørelse af, om de nationale domstole har beføjelse til af egen drift generelt at fastslå og sanktionere tilsidesættelser af alle bestemmelser i forbrugerkreditdirektivet til beskyttelse af forbrugerne. Det fremgår nemlig ikke klart af forelæggelsen, hvilke yderligere bestemmelser den nationale domstol i hovedsagen konkret ønsker at anvende af egen drift. Derfor råder Domstolen ikke over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en relevant besvarelse af dette aspekt af spørgsmålet.

26.      Der er dermed ikke tvivl om, at den præjudicielle anmodning i Cofidis-sagen kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som den sigter mod at få afklaret den nationale domstols beføjelse til, uanset om der findes en modstridende national forældelsesregel, at prøve tilsidesættelser af kreditgiverens forpligtelser i henhold til forbrugerkreditdirektivets artikel 8 og 10 ex officio og eventuelt at sanktionere dem.

VI.    Realiteten

27.      I Cofidis-sagen ønsker den franske ret oplyst, om den ex officio skal fastslå og sanktionere en overtrædelse af forbrugerkreditdirektivets bestemmelser – konkret forpligtelsen til at prøve en forbrugers kreditværdighed i henhold til artikel 8 og forpligtelsen til at optage de i artikel 10 nævnte oplysninger klart og koncist i aftalen – selv om en national forældelsesregel er til hinder for dette.

28.      I OPR-Finance-sagen ønsker den tjekkiske ret med sine to præjudicielle spørgsmål nærmere bestemt oplyst, om forbrugerkreditdirektivet påbyder, at retten ex officio skal sanktionere den undladte vurdering af forbrugerens kreditværdighed, selv om den nationale sanktionsbestemmelse forbeholder det forbrugeren at gøre tilsidesættelsen af forpligtelsen gældende (det andet præjudicielle spørgsmål), og derudover fastsætter en præklusionsfrist på tre år til dette formål (det første præjudicielle spørgsmål).

29.      Begge sager rejser dermed spørgsmålet om, hvorvidt den manglende overholdelse af kreditgiverens forpligtelser i henhold til forbrugerkreditdirektivet skal fastslås og eventuelt sanktioneres ex officio af en national domstol uanset nationale bestemmelser om præklusions- eller forældelsesfrister. Det synes derfor hensigtsmæssigt at behandle de to sager under ét.

30.      Jeg vil først redegøre for, at de nationale domstole skal prøve disse tilsidesættelser af egen drift, derefter undersøge virkningen af de respektive frister og endelig diskutere sanktioneringen af tilsidesættelser.

A.      De nationale domstoles pligt til af egen drift at prøve overholdelsen af kreditgiveres forpligtelser i henhold til forbrugerkreditdirektivet (det andet præjudicielle spørgsmål i OPR-Finance-sagen)

31.      Ifølge Domstolens faste praksis kræver hensynet til at sikre effektiviteten af diverse EU-retlige forbrugerbeskyttelsesinstrumenter, at den nationale ret af egen drift kan eller skal efterprøve, om de er overholdt (12). På denne baggrund vil jeg først redegøre for, at grundene til at antage, at der foreligger en sådan prøvelsespligt (jf. nedenfor under afsnit 1), også gælder for de forpligtelser i henhold til forbrugerkreditdirektivet, som er relevante i den foreliggende sag (jf. nedenfor under afsnit 2).

1.      Begrundelsen for prøvelse ex officio på forbrugerbeskyttelsesområdet

32.      Udgangspunktet er retspraksis vedrørende direktivet om kontraktvilkår (13), som først vedrørte de nationale domstoles beføjelse (14) og nu også deres pligt (15) til af egen drift at prøve, om et vilkår er urimeligt, såfremt de råder over det nødvendige retlige og faktiske grundlag hertil.

33.      Desuden har Domstolen for aftaler indgået uden for fast forretningssted udtalt, at en national ret af egen drift i det tilfælde, hvor forbrugeren ikke er blevet behørigt oplyst om sin fortrydelsesret, kan påpege, at der foreligger en tilsidesættelse af bestemmelserne i artikel 4 i direktiv 85/577/EØF (16) (17).

34.      Med Faber-sagen har denne doktrin desuden fundet vej til forbrugerkøberetten. Her lagde Domstolen til grund, at de nationale domstole inden for anvendelsesområdet af direktiv 1999/44/EF (18) er forpligtet til at efterprøve, om erhververen kan karakteriseres som forbruger (19).

35.      Inden for forbrugerkreditretten anerkendte Domstolen allerede i Rampion og Godard-sagen (20) den nationale domstols beføjelse til af egen drift at efterprøve overholdelsen af den beskyttelse, der ved artikel 11, stk. 2, i direktiv 87/102/EØF (21) ydes i forbindelse med tilknyttede kreditaftaler. I Radlinger og Radlingerová-sagen vedrørende bl.a. den i forbrugerkreditdirektivets artikel 10, stk. 2, fastlagte oplysningspligt præciserede Domstolen, at den nationale domstol ex officio skal efterprøve overholdelsen af denne oplysningspligt og eventuelt sanktionere manglende overholdelse (22).

36.      Den nationale domstols forpligtelse til af egen drift at efterprøve overtrædelser af bestemte bestemmelser inden for EU’s forbrugerbeskyttelsesret betegnes i fast retspraksis som en nødvendig foranstaltning for at nå den forbrugerbeskyttelse, som tilstræbes med de respektive direktiver (23). Dette hviler på den betragtning, at forbrugeren befinder sig i en svagere stilling end den erhvervsdrivende såvel hvad angår forhandlingsstyrke som informationsniveau (24). Således er der en ikke ubetydelig risiko for, at forbrugeren bl.a. på grund af ukendskab til reglerne ikke påberåber sig den retsregel, som har til formål at beskytte forbrugeren (25). De nationale domstoles forpligtelse til af egen drift at efterprøve overtrædelser af bestemmelser til beskyttelse af forbrugerne griber følgelig ind for at udligne ubalancen mellem forbrugere og erhvervsdrivende ved en indgriben fra den nationale domstol, der er uafhængig af kontraktparterne selv (26).

37.      Når det lægges til grund, at den nationale domstol har en sådan forpligtelse, forudsætter det imidlertid en indgående analyse af den systematiske position og målsætningen for den bestemmelse, hvis overholdelse skal efterprøves ex officio. I modsætning til den opfattelse, som Kommissionen har givet udtryk for, er det i denne forbindelse ikke tilstrækkeligt generelt at henvise til hensynet til »sammenhæng« på forbrugerbeskyttelsesområdet (27).

38.      Tilsvarende har Domstolen også senest præciseret, at det ikke er enhver forpligtelse i henhold til direktiver vedrørende forbrugerens retsstilling, der bør efterprøves ex officio. I Bankia-sagen (28) begrundede Domstolen f.eks. den manglende overførsel af principperne om prøvelsespligten til området for urimelig handelspraksis med en konceptuel forskel mellem direktivet om urimelig handelspraksis (29) og direktivet om kontraktvilkår. Direktivet om kontraktvilkår forbyder anvendelse af urimelige vilkår i forbrugeraftaler og fastsætter samtidig også retsvirkningen af en sådan anvendelse, nemlig frakendelsen af den bindende karakter. Derimod forbyder direktivet om urimelig handelspraksis ganske vist bestemte former for praksis, men overlader det til medlemsstaterne at udforme de hertil fornødne bekæmpelsesforanstaltninger.

39.      Også i Salvoni-sagen (30) afviste Domstolen at overføre retspraksis vedrørende pligten til at efterprøve urimelige vilkår til en efterprøvelse af overholdelse af kompetencereglerne for forbrugersager i henhold til Bruxelles Ia-forordningen (31) under henvisning til de to instrumenters forskellige reguleringsgenstande.

40.      Det skal derfor undersøges, om de nationale domstoles pligt til af egen drift at efterprøve overholdelsen af kreditgiverens oplysningspligt i henhold til forbrugerkreditdirektivets artikel 10, stk. 2, som Domstolen allerede har fastslået, også gælder for kravet om gennemsigtighed, ligeledes i henhold til artikel 10, stk. 2, og for pligten til at vurdere forbrugerens kreditværdighed, inden aftalen indgås.

2.      Kravet om en ex officio-efterprøvelse af, om kreditgiver har overholdt forpligtelser i henhold til forbrugerkreditdirektivets artikel 8 og 10

41.      Den forelæggende ret i Cofidis-sagen er ikke i tvivl om, at spørgsmålet om, hvorvidt kreditgiveren har overholdt sine forpligtelser i henhold til gennemførelsesbestemmelser til forbrugerkreditdirektivet, skal efterprøves ex officio. Derimod ønsker den forelæggende ret i OPR-Finance-sagen med sit andet præjudicielle spørgsmål navnlig oplyst, om et sådant krav også foreligger, når en national sanktionsbestemmelse alene overlader det til forbrugeren at gøre eventuelle pligtforsømmelser fra kreditgiverens side gældende.

42.      Den tjekkiske regering har grundlæggende udtalt sig imod at lægge til grund, at den nationale domstol er forpligtet til af egen drift at efterprøve, om kreditgiveren har overholdt de omhandlede forpligtelser (32). Ligesom Domstolen i Bankia-sagen (33) har den i denne forbindelse argumenteret med en konceptuel forskel, denne gang dog mellem forbrugerkreditdirektivet og direktivet om kontraktvilkår: Mens et urimeligt kontraktvilkårs manglende bindende virkning EU-retligt er fastsat i artikel 6 i direktivet om kontraktvilkår, overlader forbrugerkreditdirektivets artikel 23 det til medlemsstaterne selv at bestemme retsvirkningerne af en overtrædelse af forpligtelser i henhold til forbrugerkreditdirektivet. Denne autonomi for medlemsstaterne ved udformningen af reglerne giver dem mulighed for i stedet for privatretlige sanktioner at beslutte sig for tilsynsretlige sanktioner, såfremt sådanne sanktioner er effektive, har afskrækkende virkning og er forholdsmæssige.

43.      Jeg føler mig dog ikke overbevist af disse argumenter.

44.      Det er ganske vist rigtigt, at forbrugerkreditdirektivets artikel 23 overlader det til medlemsstaterne at fastsætte sanktioner i tilfælde af overtrædelse af de respektive gennemførelsesbestemmelser, mens direktivet om kontraktvilkår fastsætter, at urimelige vilkår er ugyldige. For så vidt er der en parallel i forhold til den enslydende artikel 13 i direktivet om urimelig handelspraksis, som var genstand for dommen i Bankia-sagen. På grund af denne autonomi ved udformningen af reglerne står det faktisk medlemsstaterne frit for at sanktionere sådanne overtrædelser med privatretlige eller offentligretlige midler, navnlig ved administrativt tilsyn, så længe den pågældende sanktionsbestemmelse er effektiv, har afskrækkende virkning og er forholdsmæssig.

45.      Dette udelukker imidlertid ikke forpligtelsen til ex officio at efterprøve overtrædelser af forbrugerkreditdirektivet.

46.      For det første knytter såvel tjekkisk som fransk ret disse overtrædelser sammen med retsvirkninger til fordel for den pågældende forbruger, som retten kan håndhæve på grundlag af en ex officio-prøvelse.

47.      For det andet blev det med dommen i Bankia-sagen afvist, at de nationale domstole har en EU-retlig beføjelse til i forbindelse med bedømmelsen af et tvangsfuldbyrdelsesdokuments gyldighed af egen drift at efterprøve, om der foreligger forbudt handelspraksis, på grund af systematikken i og målsætningen for direktivet om urimelig handelspraksis, som var relevant i den pågældende sag. Dette direktiv berører i overensstemmelse med niende betragtning dertil bl.a. ikke individuelle søgsmål anlagt af personer, der har lidt skade på grund af urimelig handelspraksis, og heller ikke EU-retlige og nationale bestemmelser om aftaleret, som det udtrykkeligt fremgår af dette direktivs artikel 3, stk. 2, bestemmelserne om kontrakters gyldighed, indgåelse og virkning (34). Det følger heraf, at et kontraktvilkår ikke kan erklæres ugyldigt alene på grundlag af det nævnte direktivs bestemmelser, selv om vilkåret er blevet aftalt mellem de kontraherende parter på grundlag af en urimelig handelspraksis (35). For dette direktivs effektivitet i praksis er det derfor ikke nødvendigt, at de nationale domstole i sagen om sådanne kontrakters gyldighed af egen drift prøver, om kontrakterne er baseret på urimelig handelspraksis (36).

48.      Derimod fastslog Domstolen allerede i Radlinger og Radlingerová-sagen, at overholdelsen af oplysningspligten i henhold til forbrugerkreditdirektivets artikel 10, stk. 2, eventuelt skal prøves ex officio (37). Domstolen støttede sig i denne forbindelse på forbrugerens svagere forhandlingsposition og lavere informationsniveau samt på risikoen for, at denne især på grund af ukendskab til reglerne ikke påberåber sig den retsregel, som har til formål at beskytte forbrugeren (38).

49.      Disse betragtninger gælder tilsvarende med hensyn til kreditgiverens pligt til i henhold til forbrugerkreditdirektivets artikel 8, stk. 1, forud for aftalens indgåelse at vurdere forbrugerens kreditværdighed, og med hensyn til kravet om gennemsigtighed i forbindelse med oplysningspligten i henhold til artikel 10, stk. 2, som er relevante i de to foreliggende sager.

50.      Forbrugerkreditdirektivets artikel 8, stk. 1, bestemmer, at medlemsstaterne skal sikre, at kreditgiveren, inden kreditaftalen indgås, vurderer forbrugerens kreditværdighed på grundlag af fyldestgørende oplysninger, der, hvor det er relevant, indhentes hos forbrugeren og, hvor det er nødvendigt, ved søgning i den relevante database.

51.      Denne forpligtelse til at vurdere forbrugerens kreditværdighed tilsigter at ansvarliggøre kreditgiveren og undgå udbetaling af kreditter til forbrugere, der ikke er kreditværdige (39). Den tilsigter at beskytte forbrugerne mod risikoen for overdreven gældsætning og insolvens. Dermed bidrager den til at realisere formålet med forbrugerkreditdirektivet, som er at sikre en ensartet og høj grad af forbrugerbeskyttelse og at lette indførelsen af et velfungerende indre marked for forbrugerkredit (40).

52.      I betragtning af, at pligten til at vurdere kreditværdigheden har denne betydning, og af den ovenfor i punkt 36 beskrevne uligevægt mellem kreditgiveren og forbrugeren er det nødvendigt, at den nationale domstol af egen drift efterprøver, at denne pligt er overholdt. Desuden bidrager en systematisk domstolsprøvelse af, om forpligtelsen er overholdt, til at sikre lige konkurrencevilkår (»level playing field«) for kreditgivere. Derimod har forbrugeren i praksis næppe mulighed for at forvisse sig om, at denne forpligtelse er overholdt.

53.      Også overholdelsen af kravet om gennemsigtighed i henhold til forbrugerkreditdirektivets artikel 10, stk. 2, skal efterprøves ex officio. I henhold til denne bestemmelse skal kreditgiveren angive de i bestemmelsen oplistede oplysninger klart og koncist i kreditaftalen.

54.      I Radlinger og Radlingerová-dommen (41) fremhævede Domstolens denne oplysningspligts afgørende betydning for forbrugeren, idet denne »på grundlag af disse oplysninger [...] tager stilling til, om han ønsker at lade sig binde af de vilkår, som den erhvervsdrivende forinden har udarbejdet«. Som det også fremgår af 31. betragtning til forbrugerkreditdirektivet, forudsætter et sådant informeret valg imidlertid ikke kun, at samtlige de i artikel 10, stk. 2, fastsatte oplysninger formidles. Tværtimod er det også nødvendigt, at det ligeledes i denne bestemmelse indeholdte krav om gennemsigtighed overholdes, for at sikre, at forbrugeren faktisk kan få kendskab til de pågældende oplysninger. I denne forbindelse er kravet om gennemsigtighed ikke begrænset til formelle krav til oplysningernes læselighed, men indeholder også materielle krav til deres forståelighed.

3.      Foreløbigt resultat

55.      En national domstol er således principielt forpligtet til af egen drift at efterprøve overholdelsen af kreditgiverens forpligtelser i henhold til nationale bestemmelser til gennemførelse af forbrugerkreditdirektivets artikel 8 og 10, stk. 2. Tilsvarende er forbrugerkreditdirektivets artikel 8, sammenholdt med artikel 23, til hinder for en national sanktionsbestemmelse for overtrædelse af forpligtelsen til at efterprøve forbrugerens kreditværdighed, som forudsætter, at forbrugeren aktivt påberåber sig en sådan tilsidesættelse af forpligtelsen.

B.      De nationale forældelses-/præklusionsfrister (det første delspørgsmål i Cofidis-sagen og det første præjudicielle spørgsmål i OPR-Finance-sagen)

56.      I hovedsagerne anser de nationale domstole sig imidlertid for at være hindret i at efterprøve overholdelsen af forbrugerkreditdirektivets artikel 8 og 10, stk. 2, og, hvor det er relevant, at idømme sanktioner, da sådanne krav i henhold til de nationale gennemførelsesregler er underlagt en præklusions-/forældelsesfrist på henholdsvis tre og fem år. Dette rejser spørgsmålet om, hvorvidt sådanne regler er lovlige i henhold til EU-retten.

57.      Forbrugerkreditdirektivet regulerer ikke forældelse eller præklusion af krav i henhold til en forbrugerkreditaftale. Dermed er disse regler principielt omfattet af medlemsstaternes procesautonomi, som dog begrænses af ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet.

58.      Da såvel den tjekkiske præklusionsfrist som den franske forældelse for krav gælder for såvel nationale som EU-retligt fastsatte krav, er der ingen betænkeligheder med hensyn til ækvivalensprincippet.

59.      Derimod er der behov for en mere indgående prøvelse af spørgsmålet om, hvorvidt de pågældende præklusions- og forældelsesregler er forenelige med effektivitetsprincippet.

60.      Det er efter min opfattelse ikke tilfældet.

61.      I henhold til effektivitetsprincippet må nationale bestemmelser ikke i praksis gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til EU-retten. Dette skal bedømmes under hensyn til, hvilken stilling bestemmelsen indtager og dens målsætning (42).

62.      Ganske vist bidrager fastsættelse af rimelige, præklusive søgsmålsfrister til at sikre det grundlæggende retssikkerhedsprincip (43). En national præklusionsfrist kan derfor være forenelig med effektivitetsprincippet, især hvis det er sikret, at fristen ikke begynder at løbe eller sågar udløber, uden at forbrugeren har kendskab til sine rettigheder (44).

63.      Noget andet må imidlertid gælde, når nationale præklusions- eller forældelsesfrister fører til en asymmetri i søgsmålsmulighederne, dvs. når en kreditgiver kan gøre sine betalingskrav gældende i en længere periode end den, hvori forbrugeren kan gøre kontraktens ugyldighed gældende. En domstol skal således prøve, om et vilkår er urimeligt, selv om fristen er udløbet, da den erhvervsdrivende i modsat fald kan omgå den beskyttelse af forbrugeren, som tilsigtes med direktivet om kontraktvilkår, idet han blot skal afvente udløbet af fristen for efterfølgende gennem et søgsmål at kræve opfyldelse af de urimelige vilkår (45).

64.      I den foreliggende sag udgør den omstændighed alene, at de nationale bestemmelser fastsætter præklusionsfrister på tre år eller forældelsesfrister på fem år, ganske vist ikke i sig selv en tilsidesættelse af effektivitetsprincippet. Tre henholdsvis fem år kan nemlig principielt udgøre tilstrækkelig lang tid for forbrugere til i tilfælde af uregelmæssigheder i kontraktforholdet at gøre krav gældende ved et søgsmål for en national civil domstol. Noget andet må dog gælde, hvis forbrugeren på grund af den ovenfor i punkt 36 beskrevne ubalance ikke gør eller kan gøre gældende, at kreditgiveren ikke har overholdt forpligtelser, eventuelt kun som forsvar i forbindelse med et betalingssøgsmål, som er rejst mod forbrugeren.

65.      I en sådan kontekst skal der tages hensyn til, at forbrugerkreditaftaler typisk stifter årelange forpligtelser. Forældelses- og præklusionsfrister, der begynder at løbe ved aftalens indgåelse, kan have til følge, at de er til hinder for en prøvelse – efter indsigelse fra forbrugeren eller ex officio – af, om kreditgiveren har overholdt sine forpligtelser i henhold til gennemførelsesbestemmelserne til forbrugerkreditdirektivet. Dette er så meget desto mere betænkeligt, som der som regel først er anledning til at foretage denne prøvelse i tilfælde af en manglende ydelse og dermed muligvis først efter udløbet af den (for forbrugeren afgørende) forældelses- eller præklusionsfrist. Dermed er der risiko for, at forbrugeren mister sine rettigheder uden nogensinde at have haft kendskab til dem.

66.      Modsat vil kreditgiveren som regel kunne gøre betalingskrav gældende efter udløbet af sådanne frister, da disse først opstår, når den rate, som låntageren skal betale, forfalder, og forældelsesfristen dermed også først begynder at løbe på dette tidspunkt. Dermed er der risiko for, at forbrugeren dømmes til at betale de ved kontrakten aftalte beløb, uden at det kan efterprøves, om kreditgiveren har overholdt forpligtelserne, og eventuelt manglende overholdelse kan sanktioneres. Denne asymmetri kan – sammenligneligt med konstellationen i en tidligere Cofidis-dom (46) – forringe effektiviteten af forbrugerkreditdirektivets beskyttelse. De faktiske omstændigheder i den foreliggende Cofidis-sag fremhæver denne risiko: Kreditgiveren sagsøgte forbrugeren få dage efter udløbet af forældelsesfristen på fem år.

67.      I betragtning af en sådan manglende balance ville civilretlige sanktioner, som begrænses af præklusions- eller forældelsesfrister, heller ikke være effektive, afskrækkende og forholdsmæssige som omhandlet i forbrugerkreditdirektivets artikel 23.

68.      Endelig kræver hverken retssikkerheden eller navnlig risikoen for, at forbrugere kan kræve ophævelse eller tilpasning af aftaler over relativt lange perioder, at der findes forældelses- og præklusionsfrister, der løber fra indgåelsen af aftalen. Kreditgiveren forårsagede nemlig selv denne risiko, idet han tilsidesatte sine forpligtelser i henhold til EU-retten (47).

69.      Beskyttelsen af forbrugeren mod præklusions- og forældelsesfrister når dog sin grænse, når kreditgiveren ikke længere kan gøre krav gældende på grundlag af kreditaftalen. Der er nemlig ingen grund til fortsat at beskytte forbrugeren, når kontrakten er fuldstændigt afviklet. Hvis sådanne frister da stadig ikke kunne gøres gældende, ville der tværtimod opstå en uligevægt til fordel for forbrugeren, som kunne friste til misbrug.

70.      Så længe kreditgiveren kan gøre krav på grundlag af kreditaftalen gældende over for forbrugeren, kan nationale præklusions- og forældelsesfrister således ikke være til hinder for en prøvelse og sanktionering af tilsidesættelse af forbrugerkreditdirektivets artikel 8 og 10, stk. 2.

C.      Retsvirkningerne af overtrædelser af forbrugerkreditdirektivets artikel 8 og 10, stk. 2 (andet delspørgsmål i Cofidis-sagen og andet præjudicielle spørgsmål i OPR-Finance-sagen, for så vidt som de refererer til den materielretlige sanktionsbestemmelse)

71.      Der skal sondres mellem spørgsmålet om konstatering af en overtrædelse og spørgsmålet om retsvirkningerne af en sådan konstatering (48).

72.      En mulig følge af konstateringen af overtrædelser af forbrugerkreditdirektivets artikel 10, stk. 2, er fortrydelsesretten. I henhold til artikel 14, stk. 1, litra b), løber fortrydelsesfristen nemlig først fra den dag, hvor forbrugeren modtager aftalevilkårene og ‑betingelserne samt oplysningerne i henhold til artikel 10. Dette skal imidlertid ikke behandles nærmere i den foreliggende sag, idet fortrydelsesretten ikke er genstand for de præjudicielle anmodninger, formodentlig fordi der ikke er gjort fortrydelse gældende i hovedsagerne.

73.      I øvrigt fastsætter medlemsstaternes lovgivning retsvirkningerne af overtrædelser af kravet om gennemsigtighed ved meddelelsen af de obligatoriske oplysninger om aftalen eller pligten til at vurdere forbrugerens kreditværdighed. I henhold til forbrugerkreditdirektivets artikel 23 fastsætter medlemsstaterne nemlig selv sanktionerne. De valgte sanktioner skal ifølge denne bestemmelse, men også allerede på grund af princippet om loyalitet over for Unionen (49), være effektive, forholdsmæssige og afskrækkende. Sanktionerne skal altså tilpasses overtrædelsernes grovhed, navnlig ved at sikre en tilstrækkelig afskrækkende virkning, samtidig med at det generelle proportionalitetsprincip overholdes (50).

1.      Vurderingen af, om de omhandlede sanktionsbestemmelser er effektive, afskrækkende og forholdsmæssige

a)      Cofidis-sagen

74.      Det præjudicielle spørgsmål i Cofidis-sagen sigter primært på at få oplyst, om de nationale forældelsesregler er til hinder for, at den forelæggende ret af egen drift prøver eventuelle pligttilsidesættelser fra kreditgiverens side og i givet fald sanktionerer dem. Domstolen bliver ikke spurgt, om den omhandlede nationale sanktionsbestemmelse, nemlig hel eller delvis fortabelse af rentekravet (51), i øvrigt er effektiv, forholdsmæssig og afskrækkende. For at opnå en nyttig besvarelse af det præjudicielle spørgsmål skal dette spørgsmål dog også behandles.

75.      De omhandlede sanktionsbestemmelser i Cofidis-sagen overlader et skøn til den nationale domstol ved fastsættelsen af sanktionen, idet denne ved manglende vurdering af kreditværdigheden afgør, om rentekravet er helt eller delvist fortabt. I denne forbindelse skal det fremhæves, at udøvelsen af dette skøn skal ske under hensyntagen til proportionalitetsprincippet, sådan som det kommer til udtryk i forbrugerkreditdirektivets artikel 23. Konkret bør den nationale domstol ved valget af sanktion sørge for, at denne under hensyntagen til alle omstændigheder i den konkrete sag står i et rimeligt forhold til overtrædelsens eller overtrædelsernes grovhed og den personlige situation for den forbruger, der er bagud med betalingen. En af de omstændigheder ved det konkrete tilfælde, som der skal tages hensyn til, er utvivlsomt også den tid, der er gået mellem kreditgiverens tilsidesættelse af forpligtelsen og den manglende betaling.

76.      De samme standarder skal den nationale domstol anvende med hensyn til den fuldstændige fortabelse af rentekravet ved overtrædelse af kravet om gennemsigtighed, som er fastsat i fransk lovgivning.

b)      OPR-Finance-sagen

77.      Disse betragtninger gælder også med hensyn til den sanktionsbestemmelse i tjekkiske lovgivning, som er omhandlet i OPR-Finance-sagen. Ugyldigheden i tilfælde af en tilsidesættelse af pligten til at vurdere kreditværdigheden, som er fastsat i § 87, stk. 1, i lov om forbrugerkreditaftaler, kan også kun anvendes ex officio med det forbehold, at kravene i forbrugerkreditdirektivets artikel 23 er overholdt.

78.      På grund af kreditaftalens ugyldighed mister kreditgiveren sine krav på betaling af de aftalte renter og omkostninger, mens forbrugeren dog skal betale kreditbeløbet tilbage. I denne forbindelse tillader § 87, stk. 1, i lov om forbrugerkreditaftaler, at tilbagebetalingsperioden fastsættes i forhold til forbrugerens faktiske muligheder (52). Kommissionen har med rette henvist til, at Domstolen allerede i Home Credit Slovakia-sagen (53) og LCL Le Crédit Lyonnais-sagen (54) fortolkede forbrugerkreditdirektivets artikel 23 med hensyn til nationale sanktionsbestemmelser, som ligeledes medførte fortabelse af kreditgiverens rentekrav. Der kan således henvises til Domstolens betragtninger i disse domme.

79.      Den tjekkiske regerings argumentation for, at overholdelsen af disse krav skal bedømmes ud fra samtlige sanktionsbestemmelser i den nationale lovgivning og dermed også under hensyntagen til de administrative sanktioner, som de nationale retsforskrifter om tilsyn med kreditinstitutter fastsætter i tilfælde af ydelse af kredit under tilsidesættelse af pligten til at vurdere forbrugerens kreditværdighed, er ikke overbevisende.

80.      For det første er det kun nødvendigt at tage hensyn til andre bestemmelser i national ret, hvis der er tvivl om den pågældende privatretlige sanktionsbestemmelses effektivitet eller afskrækkende karakter. I lyset af de nævnte domme og i betragtning af, at forbrugerens tilbagebetalingspligt kan udstrækkes i tid, hersker der imidlertid ingen sådan tvivl i materielretlig henseende.

81.      Selv hvis yderligere sanktionsbestemmelser i national ret var afgørende, ville bedømmelsen af dem for det andet i sidste ende afhænge af den faktiske håndhævelse af dem i praksis. Denne er trods forespørgsler i retsmødet i vidt omfang uafklaret. Kommissionen anførte uimodsagt, at den kompetente tilsynsmyndighed, nemlig den tjekkiske nationalbank, ikke har bekendtgjort nogen afgørelser om udstedelse af bøder på grund af tilsidesættelse af pligten til at vurdere kreditværdigheden. Den tjekkiske regerings generelle henvisning til løbende efterprøvelser og en eksisterende vurderingsmetode er efter min opfattelse ikke tilstrækkelig.

82.      Det er i forvejen tvivlsomt, om den blotte mulighed for at udstede tilsynsretlige sanktioner i tilfælde af kreditgiverens tilsidesættelse af forpligtelsen overhovedet kan være tilstrækkelig til at opfylde kravene i forbrugerkreditdirektivets artikel 23. Sådanne sanktioner yder nemlig ikke, i betragtning af, at vurderingen af kreditværdigheden også har til formål at beskytte den enkelte, en tilstrækkelig effektiv mulighed for at håndhæve den beskyttelse, som er hensigten med forbrugerkreditdirektivets artikel 8. Generelle tilsynsretlige foranstaltninger hjælper nemlig ikke den berørte forbruger konkret.

2.      Grænserne for at anvende nationale sanktionsbestemmelser ex officio

83.      Inden for rammerne af den nationale civilproces har forhandlingsmaksimen, dvs. parternes herredømme over sagens genstand, imidlertid som regel en særlig betydning. Ex officio-prøvelsen af eventuelle tilsidesættelser af forpligtelser fra kreditgiverens side må derfor ikke føre til, at sagens genstand udvides. I betragtning af mangfoldigheden af de sanktionsbestemmelser, som medlemsstaterne kan indføre på grund af deres frihed ved udformningen af reglerne, skal det også sikres, at den nationale domstol ikke af egen drift bringer en sanktion til anvendelse, som udgør et modkrav. Dette ville f.eks. være tilfældet, hvis domstolen tilkendte forbrugeren en erstatning, uden at der er nedlagt påstand herom.

84.      Derimod forekommer det mig muligt, at domstolen af egen drift tilvejebringer sanktioner i den skadelidtes interesse, hvis dette blot tjener til at afværge en påstand fra sagsøgerens side. Til en sådan fremgangsmåde er der ikke knyttet nogen betænkeligheder for så vidt angår teorien om sagens genstand.

85.      Også i denne forbindelse skal garantierne i forbindelse med den kontradiktoriske procedure og navnlig retten til forsvar imidlertid overholdes (55). Disse indgår i de forsvarsrettigheder, som er garanteret ved artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder. Den nationale domstol skal derfor høre parterne, før den afgør en tvist på grundlag af et aspekt, som den tager hensyn til af egen drift.

86.      Derudover skal der altid tages hensyn til en eventuel modstridende vilje fra forbrugerens side (56). Det står således – også i OPR-Finance-sagen med hensyn til kreditaftalens såkaldte relative ugyldighed – forbrugeren frit for at rejse indsigelse mod en ugyldighedserklæring, hvis denne ønsker at opretholde kontrakten.

VII. Forslag til afgørelse

87.      I Cofidis-sagen (sag C-616/18) foreslår jeg derfor Domstolen at besvare det præjudicielle spørgsmål som følger:

»Den beskyttelse, som direktiv 2008/48/EF om forbrugerkreditaftaler giver forbrugeren, er til hinder for en national bestemmelse, der i sager anlagt af erhvervsdrivende mod en forbruger på grundlag af en kreditaftale indgået mellem dem, forbyder den nationale ret efter udløbet af en forældelsesfrist på fem år at regne fra indgåelsen af aftalen, af egen drift at fastslå en tilsidesættelse af bestemmelserne i direktivets artikel 8 om forpligtelsen til at efterprøve forbrugerens kreditværdighed eller af bestemmelserne om, at oplysningerne skal være angivet klart og koncist i aftalen som anført i direktivets artikel 10, stk. 2, og drage de konsekvenser, som ifølge national ret følger af en tilsidesættelse af disse pligter. I forbindelse med sanktioneringen af en sådan tilsidesættelse skal den nationale domstol under hensyntagen til alle omstændigheder i den konkrete sag prøve, om de pågældende sanktioner er effektive, afskrækkende og forholdsmæssige.«

88.      I OPR-Finance-sagen (sag C-679/18) foreslår jeg Domstolen at besvare de præjudicielle spørgsmål som følger:

»1)      Artikel 8 i direktiv 2008/48 om forbrugerkreditaftaler er til hinder for en national bestemmelse, som i forbindelse med en sag rejst af en kreditgiver mod en forbruger, som støttes på en forbrugerkreditaftale indgået mellem dem, forbyder den nationale domstol af egen drift at efterprøve, om kreditgiveren har opfyldt sin forpligtelse til at vurdere forbrugerens kreditværdighed, hvis forbrugeren ikke har påberåbt sig dette inden for en præklusionsfrist på tre år, eller denne præklusionsfrist er udløbet.

2)      Hvis den nationale domstol af egen drift har fastslået en overtrædelse af artikel 8 i direktiv 2008/48, skal den med forbehold af forbrugerens eventuelt modstridende vilje drage alle konsekvenser, som efter national lovgivning følger af denne konstatering, uden at afvente en anmodning herom fra forbrugeren og eventuelt uanset udløbet af en præklusionsfrist, såfremt de sanktioner, der indføres ved denne ret, er effektive, afskrækkende og forholdsmæssige.«


1      Originalsprog: tysk.


2 –      Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23.4.2008 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF (EUT 2008, L 133, s. 66, herefter »forbrugerkreditdirektivet«).


3 –      JORF af 2.7.2010, s. 12001.


4 –      Nu artikel L. 312-16 i lov om forbrugerbeskyttelse.


5 –      Nu artikel L. 312-28, stk. 2, i lov om forbrugerbeskyttelse.


6 –      Nu artikel R. 312-10 i lov om forbrugerbeskyttelse.


7 –      Ifølge den forelæggende rets oplysninger blev der aftalt en fast debitorrente på 10,86% (årlig effektiv rente 11,42%). Kreditten skulle tilbagebetales i 84 månedlige rater a 351,23 EUR.


8 –      Omregnet ca. 190 EUR.


9 –      Ifølge den forelæggende rets oplysninger består dette krav af det samlede kreditbeløb (4 900 CZK), omkostninger for ydelse af kreditten (980 CZK), renter (3 696 CZK) og en konventionalbod (363 CZK) med fradrag af de allerede ydede tilbagebetalinger (2 100 CZK).


10 –      Jf. blot dom af 7.2.2018, American Express (C-304/16, EU:C:2018:66, præmis 32), af 29.5.2018, Liga van Moskeeën en Islamitische Organisaties Provincie Antwerpen m.fl. (C-426/16, EU:C:2018:335, præmis 31), og af 25.7.2018, Confédération paysanne m.fl. (C-528/16, EU:C:2018:583, præmis 73).


11 –      Dom af 28.3.2019, Verlezza m.fl. (C-487/17 – C-489/17, EU:C:2019:270, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).


12 –      Jf. f.eks. dom af 27.6.2000, Océano Grupo Editorial og Salvat Editores (C-240/98 – C-244/98, EU:C:2000:346, præmis 26), af 4.6.2009, Pannon GSM (C-243/08, EU:C:2009:350, præmis 32), af 4.6.2015, Faber (C-497/13, EU:C:2015:357, præmis 42), og af 13.9.2018, Profi Credit Polska (C-176/17, EU:C:2018:711, præmis 42).


13 –      Rådets direktiv 93/13/EØF af 5.4.1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT 1993, L 95, s. 29).


14 –      Jf. stadig dom af 27.6.2000, Océano Grupo Editorial og Salvat Editores (C-240/98 – C-244/98, EU:C:2000:346, præmis 28). Jf. også dom af 21.11.2002, Cofidis (C-473/00, EU:C:2002:705, præmis 36).


15 –      Jf. allerede dom af 26.10.2006, Mostaza Claro (C-168/05, EU:C:2006:675, præmis 38). Tydeligere: dom af 4.6.2009, Pannon GSM (C-243/08, EU:C:2009:350, præmis 32), af 14.6.2012, Banco Español de Crédito, C-618/10, EU:C:2012:349, præmis 43), og af 21.2.2013, Banif Plus Bank, C-472/11, EU:C:2013:88, præmis 23).


16 –      Rådets direktiv af 20.12.1985 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler indgået uden for fast forretningssted (EFT 1985, L 372, s. 31).


17 –      Dom af 17.12.2009, Martín Martín (C-227/08, EU:C:2009:792, præmis 29).


18 –      Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 25.5.1999 om visse aspekter af forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed (EFT 1999, L 171, s. 12).


19 –      Dom af 4.6.2015, Faber (C-497/13, EU:C:2015:357, præmis 48).


20 –      Dom af 4.10.2007 (C-429/05, EU:C:2007:575, præmis 69). Jf. endvidere vedrørende oplysningspligten i henhold til artikel 4 i direktiv 87/102/EØF, kendelse af 16.11.2010, Pohotovosť (C-76/10, EU:C:2010:685, præmis 76).


21 –      Rådets direktiv af 22.12.1986 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om forbrugerkredit (EFT 1987 L 42, s. 48).


22 –      Dom af 21.4.2016, Radlinger og Radlingerová (C-377/14, EU:C:2016:283, præmis 74). Jf. senest også kendelse af 28.11.2018, PKO Bank Polski (C-632/17, EU:C:2018:963, præmis 51).


23 –      Jf. allerede dom af 21.11.2002, Cofidis (C-473/00, EU:C:2002:705, præmis 33). Jf. også dom af 4.10.2007, Rampion og Godard (C-429/05, EU:C:2007:575, præmis 63).


24 –      Vedrørende forbrugerkreditdirektivet, jf. dom af 21.4.2016, Radlinger og Radlingerová (C-377/14, EU:C:2016:283, præmis 63), med henvisning til dom af 1.10.2015, ERSTE Bank Hungary (C-32/14, EU:C:2015:637, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis), vedrørende direktivet om kontraktvilkår.


25 –      Dom af 21.4.2016, Radlinger og Radlingerová (C-377/14, EU:C:2016:283, præmis 65). Jf. også tidligere allerede dom af 27.6.2000, Océano Grupo Editorial og Salvat Editores (C-240/98 – C-244/98, EU:C:2000:346, præmis 26), af 21.11.2002, Cofidis (C-473/00, EU:C:2002:705, præmis 33), og af 4.10.2007, Rampion og Godard (C-429/05, EU:C:2007:575, præmis 65).


26 –      Dom af 21.4.2016, Radlinger og Radlingerová (C-377/14, EU:C:2016:283, præmis 67).


27 –      Jf. i denne retning dom af 16.1.2014, Kainz (C-45/13, EU:C:2014:7, præmis 20), og af 2.5.2019, Pillar Securitisation (C-694/17, EU:C:2019:345, præmis 35), hvorefter behovet for at sikre en sammenhæng mellem forskellige EU-retsakter under ingen omstændigheder må medføre, at bestemmelser fortolkes i strid med den pågældende forordnings struktur og formål.


28 –      Dom af 19.9.2018 (C-109/17, EU:C:2018:735, præmis 31 ff.).


29 –      Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11.5.2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked og om ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 (direktivet om urimelig handelspraksis) (EUT 2005, L 149, s. 22).


30 –      Dom af 4.9.2019 (C-347/18, EU:C:2019:661, præmis 44).


31 –      Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12.12.2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT 2012, L 351, s. 1).


32 –      OPR-Finance-sagen omhandler kun kreditgiverens pligt til at efterprøve forbrugerens kreditværdighed.


33 –      Dom af 19.9.2018 (C-109/17, EU:C:2018:735).


34 –      Dom af 19.9.2018, Bankia (C-109/17, EU:C:2018:735, præmis 32).


35 –      Dom af 19.9.2018, Bankia (C-109/17, EU:C:2018:735, præmis 43; jf. også præmis 33 og 46).


36 –      Dom af 19.9.2018, Bankia (C-109/17, EU:C:2018:735, præmis 34 og 47).


37 –      Dom af 21.4.2016, Radlinger og Radlingerová (C-377/14, EU:C:2016:283, præmis 66).


38 –      Dom af 21.4.2016, Radlinger og Radlingerová (C-377/14, EU:C:2016:283, præmis 64 og 65).


39 –      Dom af 18.12.2014, CA Consumer Finance (C-449/13, EU:C:2014:2464, præmis 43), og af 6.6.2019, Schyns (C-58/18, EU:C:2019:467, præmis 40). Jf. også 26. betragtning til forbrugerkreditdirektivet.


40 –      Dom af 6.6.2019, Schyns (C-58/18, EU:C:2019:467, præmis 28 og 41). Jf. også syvende og niende betragtning til forbrugerkreditdirektivet.


41 –      Dom af 21.4.2016 (C-377/14, EU:C:2016:283, præmis 64). Vedrørende oplysningspligten forud for aftaleindgåelsen, jf. også 19. og 24. betragtning til forbrugerkreditdirektivet.


42 –      Dom af 6.10.2009, Asturcom Telecomunicaciones (C-40/08, EU:C:2009:615, præmis 39), og af 21.11.2002, Cofidis (C-473/00, EU:C:2002:705, præmis 37). Jf. også allerede dom af 14.12.1995, Peterbroeck (C-312/93, EU:C:1995:437, præmis 14).


43 –      Dom af 6.10.2009, Asturcom Telecomunicaciones (C-40/08, EU:C:2009:615, præmis 41), af 10.7.1997, Palmisani (C-261/95, EU:C:1997:351, præmis 28), og af 16.12.1976, Rewe-Zentralfinanz og Rewe-Zentral (33/76, EU:C:1976:188, præmis 5).


44 –      Dom af 6.10.2009, Asturcom Telecomunicaciones (C-40/08, EU:C:2009:615, præmis 45 og 46).


45 –      Dom af 21.11.2002, Cofidis (C-473/00, EU:C:2002:705, præmis 35).


46 –      Dom af 21.11.2002 (C-473/00, EU:C:2002:705).


47 –      I denne retning også dom af 19.12.2013, Endress (C-209/12, EU:C:2013:864, præmis 30).


48 –      Jf. generaladvokat Trstenjaks forslag til afgørelse Martín Martín (C-227/08, EU:C:2009:295, punkt 73) vedrørende direktivet om kontraktvilkår.


49 –      Dom af 27.3.2014, LCL Le Crédit Lyonnais (C-565/12, EU:C:2014:190, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).


50 –      Dom af 9.11.2016, Home Credit Slovakia (C-42/15, EU:C:2016:842, præmis 63 og den deri nævnte retspraksis). Jf. også generaladvokat Van Gervens forslag til afgørelse Hansen (C-326/88, EU:C:1989:609, punkt 8): »»Afskrækkende« og »forholdsmæssig« betyder, at sanktionerne skal være tilstrækkelige, men ikke urimeligt strenge, henset til de forfulgte formål.«


51 –      Jf. ovenfor, punkt 7.


52 –      I retsmødet præciserede den tjekkiske regering, at tilbagebetalingsperioden ikke er fastsat ved lov, således at retten i den konkrete sag kan sørge for en rimelig balance mellem alle interesser.


53 –      Dom af 9.11.2016 (C-42/15, EU:C:2016:842).


54 –      Dom af 27.3.2014 (C-565/12, EU:C:2014:190).


55 –      Dom af 21.2.2013, Banif Plus Bank (C-472/11, EU:C:2013:88, præmis 29 ff.).


56 –      Dom af 21.2.2013, Banif Plus Bank (C-472/11, EU:C:2013:88, præmis 35), og af 4.6.2009, Pannon GSM (C-243/08, EU:C:2009:350, præmis 33).