Foreløbig udgave
DOMSTOLENS DOM (Fjerde Afdeling)
21. december 2016 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – direktiv 2003/87/EF – ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner – pligt til returnering af emissionskvoter vedrørende flyvninger mellem Unionens medlemsstater og de fleste tredjelande – afgørelse nr. 377/2013/EU – artikel 1 – midlertidig fravigelse – udelukkelse af flyvninger til og fra flyvepladser i Schweiz – forskellig behandling af tredjelande – almindeligt ligebehandlingsprincip – ikke anvendeligt«
I sag C-272/15,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division) (appeldomstol (England og Wales) (afdelingen for civile sager), Det Forenede Kongerige) ved afgørelse af 6. maj 2015, indgået til Domstolen den 8. juni 2015, i sagen
Swiss International Air Lines AG
mod
Secretary of State for Energy and Climate Change
Environment Agency,
har
DOMSTOLEN (Fjerde Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, T. von Danwitz (refererende dommer), og dommerne E. Juhász, C. Vajda, K. Jürimäe og C. Lycourgos,
generaladvokat: H. Saugmandsgaard Øe
justitssekretær: fuldmægtig I. Illéssy,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 4. maj 2016,
efter at der er afgivet indlæg af:
– Swiss International Air Lines AG ved solicitors J. Robinson og M. Croft, barrister D. Piccinin samt M. Chamberlain, QC
– The Secretary of State for Energy and Climate Change ved barrister N. Cohen
– Environment Agency ved solicitor J. Welsh
– Det Forenede Kongeriges regering ved M. Holt, som befuldmægtiget, bistået af barristers R. Palmer og J. Holmes
– den italienske regering ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af P. Grasso, avvocato dello Stato
– Europa-Parlamentet ved J. Rodrigues, R. van de Westelaken og A. Tamás, som befuldmægtigede
– Rådet for Den Europæiske Union ved M. Simm og K. Michoel, som befuldmægtigede
– Europa-Kommissionen ved K. Mifsud-Bonnici og E. White, som befuldmægtigede,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 19. juli 2016,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører gyldigheden af Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 377/2013/EU af 24. april 2013 om midlertidig fravigelse fra direktiv 2003/87/EF om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet (EUT 2013, L 113, s. 1), henset til det almindelige ligebehandlingsprincip og fortolkningen af artikel 340 TEUF.
2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Swiss International Air Lines AG (herefter »Swiss International«) og Secretary of State for Energy and Climate Change (ministeren for energi og klimaændringer, Det Forenede Kongerige) og Environment Agency (miljøagentur, Det Forenede Kongerige) vedrørende gyldigheden af afgørelse nr. 377/2013 og afhjælpning for de kvoter for drivhusgasemissioner, som Swiss International returnerede vedrørende flyvninger til og fra Schweiz i 2012.
Retsforskrifter
EU-retten
Direktiv 2003/87
3 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF af 13. oktober 2003 om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet og om ændring af Rådets direktiv 96/61/EF (EUT 2003, L 275, s. 32), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/101/EF af 19. november 2008 (EUT 2009, L 8, s. 3, herefter »direktiv 2003/87«), bestemmer i artikel 12, stk. 2a:
»De administrerende medlemsstater sørger for, at hver luftfartøjsoperatør senest den 30. april hvert år returnerer et antal kvoter svarende til de samlede emissioner i det foregående kalenderår fra luftfartsaktiviteter i bilag I, for hvilke den er luftfartøjsoperatør, som verificeret efter artikel 15. Medlemsstaterne sørger for, at kvoter, der returneres i overensstemmelse med dette stykke, derefter annulleres.«
4 Dette direktivs artikel 16 med overskriften »Sanktioner« har følgende ordlyd:
»1. Medlemsstaterne fastsætter sanktioner for overtrædelse af de nationale bestemmelser, der vedtages i henhold til dette direktiv, og træffer de fornødne foranstaltninger til at sikre, at sanktionerne håndhæves. De fastsatte sanktioner skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have en afskrækkende virkning. Medlemsstaterne underretter Kommissionen om disse bestemmelser og underretter den omgående om efterfølgende ændringer.
2. Medlemsstaterne sørger for at offentliggøre navnene på driftsledere og luftfartøjsoperatører, der ikke overholder kravene om returnering af tilstrækkelige kvoter i henhold til dette direktiv.
3. Medlemsstaterne sørger for, at en driftsleder eller luftfartøjsoperatør, der ikke returnerer tilstrækkelige kvoter senest den 30. april hvert år til dækning af sine emissioner i det foregående år, pålægges en bøde for overskridelse af emissionskvoterne. Bøden for overskridelse af emissionskvoter andrager 100 EUR for hvert emitteret ton kuldioxidækvivalent, for hvilket driftslederen eller luftfartøjsoperatøren ikke har returneret kvoter. Betaling af bøden for overskridelse af emissionskvoter fritager ikke driftslederen eller luftfartøjsoperatøren for forpligtelsen til at returnere en kvotemængde svarende til de kvoteoverskridende emissioner, når vedkommende returnerer kvoter for det følgende kalenderår.
[…]«
Afgørelse nr. 377/2013
5 Fjerde til sjette og niende betragtning til afgørelse nr. 377/2013 har følgende ordlyd:
»(4) Alle Unionens forhandlinger om luftfartsaftaler med tredjelande bør sigte mod at bevare Unionens råderum til at handle på miljøområdet, herunder med hensyn til foranstaltninger til at modvirke af luftfartens virkninger på klimaændringer.
(5) Organisationen for International Civil Luftfart (ICAO) har gjort fremskridt hen imod vedtagelsen under den 38. ICAO-generalforsamling som afholdes fra den 24. september til den 4. oktober 2013, af en global ramme for en emissionsreduktionspolitik, der gør det lettere at indføre markedsbaserede virkemidler for emissioner fra international luftfart og med hensyn til udviklingen af et globalt markedsbaseret virkemiddel. En sådan ramme kan yde et vigtigt bidrag til at reducere CO2 -emissionerne på nationalt, regionalt og globalt plan.
(6) For at lette disse fremskridt og give dem momentum bør håndhævelsen af de krav, der opstår før den 38. ICAO-generalforsamling, og som vedrører flyvninger til og fra flyvepladser i lande uden for Unionen, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Frihandelssammenslutning (EFTA), områder, der hører under stater i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), eller lande, som har undertegnet en tiltrædelsestraktat med Unionen, udskydes. Luftfartsoperatører bør derfor ikke pålægges sanktioner i forbindelse med kravene i [direktiv 2003/87] for så vidt angår rapportering af verificerede emissioner for kalenderårene 2010, 2011 og 2012 og den tilhørende returnering af kvoter for 2012 fra flyvninger til og fra de omtalte flyvepladser. Luftfartsoperatører, som fortsat ønsker at opfylde kravene, bør have mulighed herfor.
[…]
(9) Den fravigelse, som indføres ved denne afgørelse, bør ikke berøre den miljømæssige integritet eller det overordnede mål med Unionens lovgivning vedrørende klimaændringer, ligesom den ikke bør medføre konkurrenceforvridning. Af denne grund og for at bevare den overordnede målsætning med direktiv 2003/87/EF, som indgår i det regelsæt, der skal sætte Unionen i stand til at opfylde sit selvstændige mål om at reducere sine emissioner med 20% i 2020 i forhold til 1990-niveauet, bør nævnte direktiv fortsat gælde for flyvninger fra, eller som ankommer til, flyvepladser beliggende på en medlemsstats område, samt flyvninger til og fra flyvepladser i visse nært forbundne eller tilknyttede områder eller lande uden for Unionen.«
6 Artikel 1 i denne afgørelse bestemmer:
»Uanset artikel 16 i [direktiv 2003/87] pålægger medlemsstaterne ikke luftfartsoperatørerne sanktioner i forbindelse med kravene i artikel 12, stk. 2a, og artikel 14, stk. 3, i nævnte direktiv for kalenderårene 2010, 2011 og 2012 for så vidt angår luftfartsaktivitet til og fra flyvepladser i lande uden for Unionen, der ikke er EFTA-medlemmer, områder, der hører under EØS-stater, eller lande, som har undertegnet en tiltrædelsestraktat med Unionen, i tilfælde hvor disse luftfartsoperatører enten ikke er blevet tildelt gratis kvoter for en sådan aktivitet for 2012 eller er blevet tildelt kvoter og senest på tredivtedagen efter denne afgørelses ikrafttræden har returneret et antal 2012-luftfartskvoter svarende til andelen af verificerede tonkilometer for en sådan aktivitet i referenceåret 2010 til medlemsstaterne til annullering.«
7 I overensstemmelse med artikel 6 i nævnte afgørelse træder denne i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende, dvs. den 25. april 2013, og anvendes fra den 24. april 2013.
Det Forenede Kongeriges ret
8 Ved Greenhouse Gas Emissions Trading Scheme (Amendment) Regulations 2013 (lov af 2013 om ændring af bestemmelserne om anvendelsen af ordningen for handel med kvoter for drivhusgasemissioner) ændrede ministeren for energi og klimaændringer den nationale lovgivning vedrørende ordningen for handel med kvoter for drivhusgasemissioner med henblik på gennemførelsen af afgørelse nr. 377/2013.
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
9 Swiss International er et schweizisk luftfartselskab.
10 I 2012 fik dette selskab tildelt et vist antal kvoter for drivhusgasemissioner gratis og mod vederlag. Selskabet returnerede de kvoter, der svarede til emissionerne forbundet med de flyvninger mellem EØS-staterne og Schweiz, som selskabet havde foretaget i løbet af dette år.
11 Swiss International anlagde sag ved High Court of Justice (England & Wales), Queen’s Bench Division (Administrative Court) (ret i første instans (England og Wales) (forvaltningsretlige sager), Det Forenede Kongerige) med påstand dels om annullation af den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning med den begrundelse, at udelukkelsen af flyvninger til og fra Schweiz fra den undtagelse til reglerne i direktiv 2003/87, der er fastsat i denne lovgivning, som gennemfører afgørelse nr. 377/2013, tilsidesætter det almindelige ligebehandlingsprincip.
12 Desuden nedlagde Swiss International påstand om annullation af den returnering af kvoterne, som selskabet havde foretaget for flyvningerne i 2012 mellem EØS-staterne og Schweiz. Subsidiært krævede selskabet en økonomisk kompensation for værdien af de returnerede kvoter, som selskabet havde erhvervet mod vederlag, eller en anden form for passende afhjælpning.
13 Selskabet fik ikke medhold og indgav appel til Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division) (appeldomstol (England og Wales) (afdelingen for civile sager), Det Forenede Kongerige). For denne retsinstans har parterne i hovedsagen bl.a. taget stilling til påstanden om annullation af den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning. I denne forbindelse har Swiss International gjort gældende, at afgørelse nr. 377/2013 er i strid med ligebehandlingsprincippet, for så vidt som den udelukker flyvninger mellem EØS-medlemsstaterne og Schweiz fra undtagelsen til bestemmelserne i direktiv 2003/87, som blev indført for flyvninger til og fra næsten alle andre tredjelande.
14 Selv om Domstolen i dom af 22. januar 1976, Balkan-Import-Export (55/75, EU:C:1976:8), af 28. oktober 1982, Faust mod Kommissionen (52/81, EU:C:1982:369), og af 10. marts 1998, Tyskland mod Rådet (C-122/95, EU:C:1998:94), fastslog, at ligebehandlingsprincippet ikke finder anvendelse i alle henseender, når Unionen i dens forbindelser udadtil foretager en forskellig behandling af tredjelande, udgør denne retspraksis nemlig en begrænset undtagelse til ligebehandlingsprincippet, som udelukkende vedrører situationer, hvor Unionen har udøvet sine beføjelser i forbindelse med dens optræden udadtil, bl.a. ved indgåelse af en international aftale, som begrunder en forskellig behandling af tredjelande. Hvad angår den i hovedsagen omhandlede forskellige behandling af flyvninger til eller fra Schweiz findes der ikke en sådan international aftale eller anden EU-retsakt på området for eksterne forbindelser.
15 Denne forskellige behandling vil heller ikke være berettiget af andre grunde. Den vil bl.a. ikke kunne være berettiget ved Schweiz' geografiske nærhed til Unionen. Da den i afgørelse nr. 377/2013 fastsatte undtagelse kun dækker flyvninger foretaget i 2012 før vedtagelsen af denne afgørelse, vil dens anvendelse også på flyvninger til og fra Schweiz nemlig ikke kunne fordreje konkurrencen. Hvad angår formålet med denne afgørelse, som er ikke at svække Unionens selvstændige mål om at reducere sine drivhusemissioner i 2020, har Swiss International fremhævet, at Det Schweiziske Forbund ikke deltager i dette selvstændige mål.
16 Ministeren for energi og klimaændringer samt miljøagenturet bestrider denne argumentation. De har gjort gældende, at ligebehandlingsprincippet ikke finder anvendelse på den forskellige behandling, som afgørelse nr. 377/2013 foretager mellem tredjelande for at favorisere de internationale forhandlinger på ICAO-plan. Selv om ligebehandlingsprincippet fandt anvendelse, har EU-lovgiver desuden ikke overskredet grænserne for sit skøn ved ikke at udvide den midlertidige fravigelse, der er fastsat i denne afgørelse, til tredjelande, der er nært forbundet med eller tilknyttet Unionen, såsom Det Schweiziske Forbund.
17 Under disse omstændigheder har Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division) (appeldomstol (England og Wales) (afdelingen for civile sager)) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Tilsidesætter [afgørelse nr. 377/2013] det generelle ligebehandlingsprincip i [EU-retten], i det omfang den indfører et moratorium for så vidt angår de krav om returnering af emissionskvoter, der er fastsat i [direktiv 2003/87] med hensyn til flyvninger mellem [EØS] og næsten samtlige stater uden for EØS, men ikke udvider moratoriet til flyvninger mellem EØS-stater og Schweiz?
2) Såfremt spørgsmålet besvares bekræftende, hvilke retsmidler har en sagsøger som [Swiss International], der har returneret emissionskvoter med hensyn til flyvninger, som fandt sted i løbet af 2012 mellem EØS-stater og Schweiz, da til rådighed til retablering af sagsøgers stilling til, hvad den ville have været, hvis ikke flyvninger mellem EØS-stater og Schweiz var blevet udelukket fra moratoriet? Herunder navnlig:
a) Skal registret berigtiges således, at det afspejler det lavere antal kvoter, som en sådan sagsøger ville have skullet returnere, såfremt flyvninger til eller fra Schweiz havde været omfattet af moratoriet?
b) Hvad (om noget) skal den nationale kompetente myndighed og/eller den nationale domstol i givet fald foretage sig, for at de yderligere returnerede kvoter tilbageleveres til sådan en sagsøger?
c) Har en sagsøger ret til erstatning i henhold til artikel 340 TEUF fra Europa-Parlamentet og Rådet for noget lidt tab, der er lidt ved at returnere yderligere kvoter som følge af [afgørelse nr. 377/2013]?
d) Har sagsøger ret til en anden form for afhjælpning og i givet fald hvilken?«
Om de præjudicielle spørgsmål
Det første spørgsmål
18 Med det første spørgsmål anmoder den forelæggende ret nærmere bestemt Domstolen om at undersøge gyldigheden af afgørelse nr. 377/2013, henset til ligebehandlingsprincippet, for så vidt som den midlertidige fravigelse, som fastsættes i dennes artikel 1, fra de krav, der følger af artikel 12, stk. 2a, og af artikel 16 i direktiv 2003/87, for så vidt angår returnering af kvoter for drivhusgasemissioner for flyvninger foretaget i 2012 mellem Unionens medlemsstater og de fleste tredjelande, bl.a. ikke finder anvendelse på flyvninger til og fra flyvepladser i Schweiz.
19 Artikel 1 i afgørelse nr. 377/2013 fastsætter en sondring mellem forskellige flyvninger til eller fra tredjelande, en sondring, som udelukkende er baseret på, hvilket land uden for Unionen disse flyvninger foretages til eller fra. En sådan sondring indebærer, således som generaladvokaten har anført i punkt 36 i forslaget til afgørelse, en forskellig behandling af tredjelande.
20 For så vidt som Domstolen anmodes om at tage stilling til gyldigheden af afgørelse nr. 377/2013, henset til ligebehandlingsprincippet, der er knæsat i artikel 20 og 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, opstår spørgsmålet, om en forskellig behandling af disse tredjelande henhører under dette princip.
21 I denne henseende bemærkes, at Unionens interne politikker hvad angår deres eksterne aspekter er en del af dennes beføjelser på området for eksterne forbindelser (jf. analogt for så vidt angår en retsakt truffet på området for det indre marked og den fælles landbrugspolitik dom af 22.1.1976, Balkan-Import-Export, 55/75, EU:C:1976:8, præmis 14).
22 Afgørelse nr. 377/2013 er en del af de foranstaltninger, der er truffet i forbindelse med Unionens kompetencer på området for eksterne forbindelser. Denne afgørelse tilsigter nemlig, således som det fremgår af femte og sjette betragtning til denne, at lette vedtagelsen af en international aftale i ICAO vedrørende indførelsen af markedsbaserede virkemidler for emissioner fra international luftfartanvendelse, og blev vedtaget på grundlag af den eksterne kompetence på miljøområdet, der følger af artikel 192, stk. 1, TEUF, sammenholdt med denne traktats artikel 191, stk. 1, fjerde led.
23 Varetagelsen af de eksterne forbindelser sker imidlertid ved en bred vifte af foranstaltninger, som ikke indskrænker sig til foranstaltninger truffet i forhold til samtlige tredjelande, og kan således ligeledes vedrøre et eller flere tredjelande.
24 Unionens institutioner og organer råder i forbindelse med varetagelsen af de eksterne forbindelser over en stor frihed til at træffe politiske beslutninger. Således som Det Forenede Kongerige, Parlamentet og Rådet har fremhævet i forbindelse med proceduren for Domstolen, indebærer varetagelsen af de eksterne forbindelser nemlig nødvendigvis, at der træffes politiske valg. Unionen skal derfor være i stand til at træffe sine politiske valg og til, alt efter de formål, der forfølges af denne, at foretage en sondring mellem tredjelande, uden at være forpligtet til at behandle alle disse lande ens. Unionens institutioners og organers udøvelse af de udenrigspolitiske beføjelser kan således medføre, at et tredjeland behandles forskelligt i forhold til andre tredjelande.
25 I denne forbindelse skal det understreges, at EU-retten ikke fastsætter nogen udtrykkelig forpligtelse til at behandle alle tredjelande ens. Således som generaladvokaten har bemærket i punkt 65 i forslaget til afgørelse, findes der i folkeretten ikke noget generelt princip om ligebehandling af tredjelande. Følgelig gælder, at når en anvendelse af ligebehandlingsprincippet på tredjelande ensidigt begrænser Unionens handlemuligheder på internationalt plan, kan det ikke antages, at Unionen har kunnet anerkende et sådant krav uden udtrykkeligt at knæsætte ligebehandling af tredjelande i traktaterne.
26 Ifølge Domstolens faste praksis findes der således ikke i EUF-traktaten noget almindeligt princip, som pålægger Unionen i dets forbindelser udadtil i enhver henseende at behandle forskellige tredjelande ens og de erhvervsdrivende kan i hvert fald ikke med rette gøre gældende, at der findes et sådant princip (jf. bl.a. dom af 22.1.1976, Balkan-Import-Export, 55/75, EU:C:1976:8, præmis 14, af 28.10.1982, Faust mod Kommissionen, 52/81, EU:C:1982:369, præmis 25, af 10.3.1998, Tyskland mod Rådet, C-122/95, EU:C:1998:94, præmis 56, og af 10.3.1998, T. Port, C-364/95 og C-365/95, EU:C:1998:95, præmis 76).
27 Swiss International har imidlertid gjort gældende, at denne retspraksis kun fastsætter en begrænset undtagelse til ligebehandlingsprincippet. Denne undtagelse finder udelukkende anvendelse i situationer, hvor Unionen har udøvet sine kompetencer på området for dens optræden udadtil, bl.a. ved indgåelse af en international aftale, som begrunder en forskellig behandling af tredjelande. Hvad angår afgørelse nr. 377/2013, som blev vedtaget for at fremme indgåelsen af en international aftale i ICAO, foreligger der imidlertid ikke nogen optræden udadtil, således at den forskellige behandling, der følger af denne afgørelse, skal være objektivt begrundet.
28 I denne forbindelse bemærkes, at den nævnte retspraksis, i modsætning til det af Swiss International anførte, ikke kan forstås således, at den principielt underlægger Unionens relationer med tredjelande en overholdelse af ligebehandlingsprincippet.
29 Tværtimod tilsigter den i denne doms præmis 25 nævnte retspraksis at fritage Unionens institutioner og organer fra anvendelsen af ligebehandlingsprincippet i forhold til tredjelande for at bevare deres mulighed for politisk handling på internationalt plan. Domstolen har således generelt bemærket, at en forskellig behandling af tredjelande ikke er i strid med EU-retten, og har understreget, at der ikke findes nogen pligt til at behandle tredjelande ens (jf. i denne retning dom af 28.10.1982, Faust mod Kommissionen, 52/81, EU:C:1982:369, præmis 25 og 27, af 10.3.1998, Tyskland mod Rådet, C-122/95, EU:C:1998:94, præmis 56, og af 10.3.1998, T. Port, C-364/95 og C-365/95, EU:C:1998:95, præmis 76).
30 Uanvendeligheden af ligebehandlingsprincippet på Unionens relationer med tredjelande bekræftes af den måde, hvorpå Domstolen har gennemført det i retspraksis udviklede princip, der er nævnt i denne doms præmis 26. I dom af 28. oktober 1982, Faust mod Kommissionen (52/81, EU:C:1982:369, præmis 25), begrænsede Domstolen sig således til at konstatere, at den forskellige behandling af visse indførsler fulgte af en forskellig behandling af tredjelande med henblik på at konkludere, at denne forskellige behandling ikke var i strid med EU-retten. På samme måde har Domstolen fastslået, at en forskellig behandling af erhvervsdrivende, der markedsfører produkter fra tredjelande, som var den automatiske følge af en forskellig behandling af tredjelande, ikke var i strid med det almindelige ligebehandlingsprincip (jf. dom af 10.3.1998, Tyskland mod Rådet, C-122/95, EU:C:1998:94, præmis 56-58, og af 10.3.1998, T. Port, C-364/95 og C-365/95, EU:C:1998:95, præmis 76 og 77).
31 Selv om Domstolen i præmis 15 i dom af 22. januar 1976, Balkan-Import-Export (55/75, EU:C:1976:8), foretog en undersøgelse af sammenligneligheden af bulgarske og schweiziske oste, må det, således som Parlamentet anførte i sine bemærkninger til Domstolen, antages, at denne undersøgelse var overflødig og derfor ikke kan rejse tvivl om konstateringen i denne doms præmis 14, hvorefter ligebehandlingsprincippet ikke finder anvendelse på Unionens relationer med tredjelande.
32 Det følger heraf, at den i denne doms præmis 26 nævnte retspraksis i modsætning til det af Swiss International anførte ikke har godtgjort nogen »undtagelse« til ligebehandlingsprincippet, som skal fortolkes strengt.
33 Desuden indskrænker denne retspraksis sig ikke til situationer, som forudsætter en tidligere udøvelse af Unionens eksterne kompetencer ved en ekstern handling, såsom en international aftale, men tilsigter en forskellig behandling af tredjelande, en forskel, som ligeledes omfatter Unionens ensidige foranstaltninger med henblik på at fremme indgåelsen af en international aftale, såsom afgørelse nr. 377/2013.
34 Domstolen har nemlig ligeledes, i modsætning til det af Swiss International anførte, anvendt den nævnte retspraksis i tilfælde, hvor den forskellige behandling af tredjelande ikke fulgte af en tidligere udøvelse af Unionens eksterne kompetencer, bl.a. ved Unionens indgåelse af en international aftale. I den sag, der gav anledning til dom af 28. oktober 1982, Faust mod Kommissionen (52/81, EU:C:1982:369), fulgte den forskellige behandling af de pågældende tredjelande således ikke af en international aftale indgået af Unionen, men af dennes lovgivning, der ensidigt suspenderede udstedelsen af importlicenser for visse produkter fra alle tredjelande, med undtagelse af de tredjelande, som var i stand til at sikre, at eksporten af disse produkter til Unionen ikke oversteg visse mængder.
35 Det følger heraf, at den forskellige behandling af tredjelande i forbindelse med Unionens eksterne forbindelser, jf. artikel 1 i afgørelse nr. 377/2013, ikke henhører under ligebehandlingsprincippet.
36 Under disse omstændigheder er det med henblik på besvarelsen af det første spørgsmål ufornødent at undersøge, om en sådan forskellig behandling kan være objektivt begrundet.
37 Henset til de ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at undersøgelsen af afgørelse nr. 377/2013, henset til ligebehandlingsprincippet, ikke har påvist noget forhold, der kan påvirke denne afgørelses gyldighed, for så vidt som den midlertidige fravigelse, som fastsættes i dennes artikel 1, fra de krav, der følger af artikel 12, stk. 2a, og af artikel 16 i direktiv 2003/87, for så vidt angår returnering af kvoter for drivhusgasemissioner for flyvninger foretaget i 2012 mellem Unionens medlemsstater og de fleste tredjelande, bl.a. ikke finder anvendelse på flyvninger til og fra flyvepladser i Schweiz.
Det andet spørgsmål
38 Henset til besvarelsen af det første spørgsmål er det ufornødent at tage stilling til det andet spørgsmål.
Sagens omkostninger
39 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Fjerde Afdeling) for ret:
Undersøgelsen af Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 377/2013/EU af 24. april 2013 om midlertidig fravigelse fra direktiv 2003/87/EF om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet, henset til ligebehandlingsprincippet, har ikke påvist noget forhold, der kan påvirke denne afgørelses gyldighed, for så vidt som den midlertidige fravigelse, som fastsættes i dennes artikel 1, fra de krav, der følger af artikel 12, stk. 2a, og af artikel 16 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF af 13. oktober 2003 om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet og om ændring af Rådets direktiv 96/61/EF, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/101/EF af 19. november 2008, for så vidt angår returnering af kvoter for drivhusgasemissioner for flyvninger foretaget i 2012 mellem Den Europæiske Unions medlemsstater og de fleste tredjelande, bl.a. ikke finder anvendelse på flyvninger til og fra flyvepladser i Schweiz.
Underskrifter