KENDELSE AFSAGT AF PERSONALERETTENS PRÆSIDENT

18. december 2009

Sag F-92/09 R

U

mod

Europa-Parlamentet

»Personalesag – særlige rettergangsformer – begæring om udsættelse af gennemførelsen af en afgørelse om afskedigelse – uopsættelighed – fumus boni juris«

Angående: Stævning indgivet i henhold til artikel 242 EF, 243 EF, 157 EA og 158 EA, hvorved U har nedlagt påstand dels om udsættelse af Parlamentets afgørelse af 6. juli 2009 om afskedigelse af U, dels om iværksættelse af foreløbige forholdsregler.

Udfald: Gennemførelsen af afgørelsen af 6. juli 2009 om afskedigelse af sagsøgeren udsættes, indtil Retten har truffet afgørelse i sagen. Det er ufornødent at træffe afgørelse vedrørende påstanden om, at sagsøgeren skal genindtræde i sin stilling, samt påstanden om, at enhver fornøden foranstaltning skal iværksættes for at beskytte sagsøgerens rettigheder og interesser. Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.

Sammendrag

1.      Særlige rettergangsformer – udsættelse af gennemførelse – foreløbige forholdsregler – betingelser – »Fumus boni juris« – uopsættelighed – kumulativ karakter – rækkefølge for undersøgelse og metode til efterprøvelse

(Art. 278 TEUF og 279 TEUF; Personalerettens procesreglement, art. 102, stk. 2)

2.      Særlige rettergangsformer – udsættelse af gennemførelse – betingelser – alvorlig og uoprettelig skade – bevisbyrde

(Art. 278 TEUF; Personalerettens procesreglement, art. 102, stk. 2)

3.      Tjenestemænd – løn – familietillæg – tilskud for børn, over for hvem der består forsørgerpligt – ligestilling med et barn, over for hvem der består forsørgerpligt

(Tjenestemandsvedtægten, bilag VII, art. 2, stk. 4, og art. 17, stk. 2)

4.      Tjenestemænd – afskedigelse på grund af utilstrækkelig faglig indsats – omsorgspligt

1.      I henhold til artikel 102, stk. 2, i Personalerettens procesreglement skal begæringer om foreløbige forholdsregler bl.a. angive de omstændigheder, der medfører uopsættelighed, og de faktiske og retlige grunde til, at den begærede foreløbige forholdsregel umiddelbart (fumus boni juris) forekommer berettiget.

Betingelserne for, at der kan anordnes foreløbige forholdsregler med hensyn til uopsættelighed og fumus boni juris, er kumulative, således at en begæring om foreløbige forholdsregler må afslås, når én af disse betingelser ikke er opfyldt.

Ved denne samlede vurdering råder den ret, der behandler en begæring om foreløbige forholdsregler, over et vidt skøn og kan frit under hensyn til sagens særegenheder afgøre, hvorledes disse forskellige betingelser skal efterprøves samt rækkefølgen for denne undersøgelse, når ingen fællesskabsretlig bestemmelse pålægger den at anvende et forud fastsat skema for vurderingen af nødvendigheden af at træffe foreløbig afgørelse.

(jf. præmis 40-42)

Henvisning til:

Retten: 9. august 2001, sag T-120/01, De Nicola mod EIB, Sml. Pers. I-A, s. 171, og II, s. 783, præmis 12 og 13

Personaleretten: 31. maj 2006, sag F-38/06, Bianchi mod ETF, Sml. Pers. I-A-1, s. 27 og II-A-1, s. 93, præmis 20 og 22

2.      Selv om et rent økonomisk tab principielt ikke kan antages at være uopretteligt eller blot vanskeligt at oprette, såfremt det kan dækkes ved en senere økonomisk erstatning, tilkommer det dog den ret, der behandler en begæring om foreløbige forholdsregler, under hensyn til en sags konkrete omstændigheder at vurdere, om den umiddelbare gennemførelse af en afgørelse vil påføre sagsøgeren et alvorligt og overhængende tab, som ikke kan genoprettes ved en senere afgørelse.

I det foreliggende tilfælde skal den ret, der behandler begæringen om foreløbige forholdsregler, under hensyntagen til de omstændigheder, der gør sig gældende for sagsøgeren, sikre, at sagsøgeren råder over et beløb, der normalt vil gøre det muligt for denne at afholde samtlige udgifter, der er nødvendige for at sikre opfyldelsen af sagsøgerens fundamentale behov indtil det tidspunkt, hvor der træffes afgørelse i hovedsagen.

(jf. præmis 47, 49 og 50)

Henvisning til:

Retten: 30. november 1993, sag T-549/93 R, D. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1347, præmis 45; 10. februar 1999, sag T-211/98 R, Willeme mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 15, og II, s. 57, præmis 37; 28. november 2003, sag T-200/03 R, V mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 317, og II, s. 1549, præmis 57

3.      I henhold til artikel 2, stk. 4, i bilag VII til vedtægten kan enhver person, over for hvem tjenestemanden efter lovgivningen har forsørgerpligt, såfremt denne forsørgerpligt medfører betydelige udgifter for ham, ved en særlig, begrundet afgørelse truffet af ansættelsesmyndigheden på grundlag af dokumenter, der er egnede til at tjene som bevis, ligestilles med et barn, over for hvem der er forsørgerpligt. Den omstændighed, at en tjenestemand ikke har anmodet om, at et medlem at tjenestemandens familie skal ligestilles med et barn, over for hvem der består forsørgerpligt i medfør af disse bestemmelser, gør det ikke muligt at fastslå, at tjenestemanden ikke yder økonomisk støtte til sin familie i hjemlandet.

Det fremgår endvidere af artikel 17, stk. 2, i bilag VII til vedtægten, at tjenestemanden kan lade en del af sine indtægter overføre til en anden medlemsstat end den medlemsstat, hvori han gør tjeneste, til et barn, over for hvem tjenestemanden har forsørgerpligt, eller til en anden person, hvis tjenestemanden kan godtgøre, at han er forpligtet til at betale i henhold til en domstolsafgørelse eller en afgørelse fra den kompetente administrative myndighed. Den omstændighed, at en tjenestemand ikke har påberåbt sig, at han opfylder de særlige betingelser, der er nævnt i denne bestemmelse, med henblik på at få overført en del af sine løn til sin familie i hjemlandet, gør det imidlertid ikke muligt at fastslå, at tjenestemanden ikke yder en sådan økonomisk støtte til sin familie.

(jf. præmis 59 og 60)

4.      Omsorgspligten indebærer, at administrationen, når der opstår tvivl om, hvorvidt de vanskeligheder, som en tjenestemand oplever i forbindelse med udførelsen af sit arbejde, skyldes lægelig årsager, har pligt til at iværksætte ethvert tiltag for at fjerne denne tvivl, inden der træffes afgørelse om afskedigelse af tjenestemanden.

Dette krav afspejles endvidere i Parlamentets interne ordning om den forbedringsprocedure, der anvendes for at afsløre, behandle og afhjælpe potentielle tilfælde af tjenestemænds utilstrækkelige faglige indsats, eftersom det fremgår af ordningens artikel 8, at det i visse tilfælde påhviler den endelige bedømmer at kontakte Parlamentets lægetjeneste, hvis den endelige bedømmer får kendskab til forhold, som kan tyde på, at den adfærd, som tjenestemanden foreholdes, kan have en lægelig årsag.

Dertil kommer, at den forpligtelse, som omsorgspligten indebærer for administrationen, skærpes væsentligt, når der er tale om, at en tjenestemand befinder sig i den særlige situation, at der består tvivl med hensyn til den pågældendes mentale sundhed og følgelig den pågældendes evne til på passende vis at forsvare sine egne interesser, og dette gælder så meget desto mere, når tjenestemanden står over for en mulig afskedigelse og derfor befinder sig i en sårbar situation.

(jf. præmis 75-77)

Henvisning til:

Retten: 26. februar 2003, sag T-145/01, Latino mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 59, og II, s. 337, præmis 93

Personaleretten: 13. december 2006, sag F-17/05, de Brito Sequeira Carvalho mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-1, s. 149, og II-A-1, s. 577, præmis 72