Language of document : ECLI:EU:F:2011:182

PERSONALERETTENS DOM (Anden Afdeling)

10. november 2011

Sag F-110/10

Denise Couyoufa

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – tjenestemænd – Europa-Kommissionens repræsentationer i medlemsstaterne – rotationsåret 2011 – ansøgning om fritagelse for rotation – formaliteten – retsakt, som indeholder en afgørelse – for sent anlagt«

Angående:      Søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF, som finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorunder Denise Couyoufa i det væsentlige har nedlagt påstand om annullation af afgørelsen af 26. februar 2010 om afslag på hendes ansøgning om fritagelse for den gældende rotation for tjenestemænd, der gør tjeneste ved Kommissionens repræsentationer i medlemsstaterne, og om annullation af ansættelsesmyndighedens afgørelse af 27. juli 2010 om afslag på hendes klage over afgørelsen af 26. februar 2010.

Udfald:      Europa-Kommissionen frifindes. Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler halvdelen af Denise Couyoufas omkostninger. Sagsøgeren bærer halvdelen af sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – søgsmål – forudgående administrativ klage – frister – ufravigelighed – begyndelsestidspunkt

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90, stk. 2)

2.      Tjenestemænd – søgsmål – forudgående administrativ klage – frister – retstab – genåbning – betingelse – ny og væsentlig faktisk omstændighed

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

3.      Tjenestemænd – søgsmål – ulovlighedsindsigelse – accessorisk karakter – hovedsagen afvist – afvisning af indsigelsen

(Art. 277 TEUF)

1.      Ifølge vedtægtens artikel 90, stk. 2, skal en klage indbringes inden for en frist på tre måneder, som, hvis det drejer sig om en foranstaltning af individuel karakter, løber fra den dag, afgørelsen meddeles modtageren, og i alle tilfælde senest den dag, den pågældende får kendskab til den. Denne frist er indført med henblik på at tilvejebringe klarhed og retssikkerhed, således at den er præceptiv og ikke kan fraviges af parterne eller Retten.

(jf. præmis 22)

Henvisning til:

Den Europæiske Unions Ret: 21. juni 2010, sag T-284/09 P, Meister mod KHIM, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis

Personaleretten: 28. april 2009, sag F-72/06, Verheyden mod Kommissionen, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis

2.      Selv om enhver tjenestemand i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 1, kan forelægge en ansøgning for ansættelsesmyndigheden om at træffe en beslutning for sit vedkommende, indebærer dette ikke, at tjenestemanden kan tilsidesætte de i vedtægtens artikel 90 og 91 fastsatte præklusive frister for klager eller sagsanlæg ved gennem forelæggelse af en sådan ansøgning at anfægte en tidligere afgørelse, hvis lovlighed ikke er blevet bestridt inden for de fastsatte frister. Kun væsentlige nye omstændigheder kan begrunde, at der forelægges en ansøgning, der har til formål at opnå en ændring af en sådan afgørelse.

(jf. præmis 27)

Henvisning til:

Domstolen: 15. maj 1985, sag 127/84, Esly mod Kommissionen, præmis 10

Retten i Første Instans: 7. juni 1991, sag T-14/91, Weyrich mod Kommissionen, præmis 33

Personaleretten: 20. september 2007, sag F-111/06, Giannopoulos mod Rådet, præmis 28; 25. marts 2010, sag F-102/08, Marcuccio mod Kommissionen, præmis 36

3.      Artikel 277 TEUF skaber ikke en selvstændig søgsmålsret og kan kun påberåbes som et underordnet led i forbindelse med en sag, der kan antages til realitetsbehandling, og kan ikke udgøre genstanden for en sag. En ulovlighedsindsigelse kan således ikke antages til realitetsbehandling, når den fremsættes under en sag, der ikke kan antages til realitetsbehandling.

(jf. præmis 32)

Henvisning til:

Personaleretten: 23. april 2008, sag F-103/05, Pickering mod Kommissionen, præmis 94; 23. april 2008, sag F-112/05, Bain m.fl. mod Kommissionen, præmis 96 og den deri nævnte retspraksis; 4. juni 2009, forenede sager F-134/07 og F-8/08, Adjemian m.fl. mod Kommissionen, præmis 38