Language of document : ECLI:EU:F:2011:138

PERSONALERETTENS DOM

(Anden Afdeling)

15. september 2011

Sag F-102/09

Kelly-Marie Bennett m.fl.

mod

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

»Personalesag – midlertidigt ansatte – tidsubegrænset kontrakt med en opsigelsesklausul – almindelige udvælgelsesprøver – formaliteten – akt, der indeholder et klagepunkt – artikel 8 og 47 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte – begrundelsespligt – omsorgspligt – princippet om god forvaltningsskik – berettiget forventning – princippet om opfyldelse af kontrakter i overensstemmelse med god tro og redelig handlemåde – magtfordrejning«

Angående:      Søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF, som i medfør af artikel 106a Euratom finder anvendelse på Euratomtraktaten, hvorved Kelly-Marie Bennett og 13 andre midlertidigt ansatte og tidligere midlertidigt ansatte ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) bl.a. har nedlagt påstand om annullation af Harmoniseringskontorets afgørelser af 12. marts 2009 vedrørende opsigelse af deres kontrakter og om erstatning for den ikke-økonomiske skade, som de angiveligt har lidt.

Udfald:      Infante Seco Herrera fjernes fra listen over sagsøgere. Harmoniseringskontorets afgørelse af 12. marts 2009 om at opsige kontrakten som midlertidigt ansat for Bennett, Galle, Nuti, Scardocchia, Schmidt, Chertier González, Guarinos Viňals og Ramirez Battistig annulleres. Harmoniseringskontoret betaler Bennett, Galle, Nuti, Scardocchia, Schmidt, Chertier González, Guarinos Viňals og Ramirez Battistig forskellen mellem den løn, de ville have været berettiget til, hvis de var forblevet ansat ved Harmoniseringskontoret, og den løn, arbejdsløshedsunderstøttelse eller anden form for finansiel godtgørelse, som de faktisk har modtaget andet sted siden den 15. oktober 2009. I øvrigt frifindes Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design). Harmoniseringskontoret bærer tre fjerdedele af sine egne omkostninger og betaler Bennetts, Galles, Nutis, Scardocchias, Schmidts, Chertier González’, Guarinos Viňals’ og Ramirez Battistigs omkostninger. Dickmanns, Forzy, Bianchi, Ruiz Molina og Zaragoza Gomez bærer deres egne omkostninger og betaler en fjerdedel af Harmoniseringskontorets omkostninger. Infante Seco Herrera bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – søgsmål – akt, der indeholder et klagepunkt – begreb – skrivelse rettet til en midlertidigt ansat med påmindelse om datoen for kontraktens udløb – ikke omfattet – ændring af en kontrakt – afgørelse om ikke at forlænge en kontrakt – omfattet

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90, stk. 2)

2.      Tjenestemænd – søgsmål – akt, der indeholder et klagepunkt – begreb – klausul i en kontrakt om midlertidig ansættelse, som betinger opretholdelsen af arbejdsforholdet af, at den ansatte optages på reservelisten for en almindelig udvælgelsesprøve – administrationens afgørelse, hvorved det konstateres, at den ansatte ikke er optaget på den nævnte liste, og opsigelsesklausulen iværksættes – omfattet

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90, stk. 2)

3.      Tjenestemænd – midlertidigt ansatte – ansættelse – ændring af en tidsbegrænset kontrakt til en tidsubegrænset kontrakt og indføjelse af en opsigelsesklausul for det tilfælde, at den ansatte ikke optages på reservelisten for en almindelig udvælgelsesprøve – ændring, som udgør en forlængelse af en tidsbegrænset kontrakt

[Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 2, litra a), b) og d), og art. 8, stk. 1 og 2; Rådets direktiv 1999/70, bilag, § 1, litra b), § 3, nr. 1), og § 5, stk. 1, litra b) og c)]

4.      Retspleje – stævning – formkrav

[Personalerettens procesreglement, art. 35, stk. 1, litra e)]

5.      Tjenestemænd – søgsmål – fuld prøvelsesret – tvister, der angår pengebeløb som omhandlet i vedtægtens artikel 91, stk. 1 – begreb

(Tjenestemandsvedtægten, art. 91, stk. 1)

1.      En akt, som ikke indeholder noget nyt element i forhold til en tidligere akt, er blot en bekræftelse af den tidligere, og den kan derfor ikke medføre, at der påbegyndes en ny søgsmålsfrist. Især udgør en skrivelse, der begrænser sig til at minde en ansat om bestemmelserne i dennes kontrakt vedrørende dens udløbsdato, og som således ikke indeholder noget nyt element i forhold til disse bestemmelser, ikke en bebyrdende retsakt.

Til gengæld udgør enhver ændring af en kontrakt en bebyrdende retsakt, dog alene for så vidt angår de bestemmelser, der er blevet ændret, medmindre disse ændringer ikke medfører en omvæltning af kontraktens almindelige opbygning. I tilfælde, hvor kontrakten kan forlænges, udgør administrationens afgørelse om ikke at forlænge den ligeledes en bebyrdende retsakt, der er forskellig fra den pågældende kontrakt, og som inden for de fastsatte frister kan gøres til genstand for klage og søgsmål. En sådan afgørelse, der træffes efter en undersøgelse af tjenestens interesse og den berørtes situation, indeholder et nyt element i forhold til den oprindelige kontrakt og skal ikke anses for blot at bekræfte denne.

(jf. præmis 56-59)

Henvisning til:

Domstolen: 10. december 1980, sag 23/80, Grasselli mod Kommissionen, præmis 18; 9. juli 1987, sag 329/85, Castagnoli mod Kommissionen, præmis 10 og 11; 14. september 2006, sag C-417/05 P, Kommissionen mod Fernández Gómez, præmis 46

Retten i Første Instans: 2. februar 2001, sag T-97/00, Vakalopoulou mod Kommissionen, præmis 14; 1. april 2003, sag T-11/01, Mascetti mod Kommissionen, præmis 41; 15. oktober 2008, sag T-160/04, Potamianos mod Kommissionen, præmis 21

Personaleretten: 15. april 2011, forenede sager F-72/09 og F-17/10, Daake mod KHIM, præmis 36

2.      En skrivelse, hvorved administrationen konstaterer, at der foreligger en hændelse eller en ny situation, og drager de konsekvenser, der er fastsat i en regel eller i en kontraktmæssig bestemmelse med hensyn til de berørte personer, udgør en bebyrdende retsakt, da den ændrer modtagernes retlige situation.

Dette er tilfældet ved en administrativ afgørelse, der fastslår, at en midlertidigt ansats navn ikke er opført på reservelisten for en given almindelig udvælgelsesprøve, hvorved opsigelsesklausulen i den pågældendes kontrakt effektueres, en klausul, der medfører opsigelse af kontrakten i tilfælde af, at der opstår en bestemt begivenhed, dvs. oprettelsen af reservelisten for den udvælgelsesprøve, der er omfattet af klausulen, og hvor datoen nødvendigvis endnu ikke var fastlagt på tidspunktet for kontraktens indgåelse. Denne afgørelse, der ændrer den ansattes retlige situation, udgør en bebyrdende retsakt, der kan klages over og i givet fald anlægges søgsmål om.

Derfor kan den ansatte ikke begrænses i sin mulighed for at anfægte denne klausul efter undertegnelsen af kontrakten, selv når opfyldelsen af betingelserne for dens anvendelse er uklare. Indføjelsen af en opsigelsesklausul, der er knyttet til en kompleks proces, bør gøre det muligt for den ansatte ved indsigelse at anfægte lovligheden af klausulen, endog den individuelle rækkevidde, såfremt administrationen vedtager den afgørelse, der iværksætter den som sidste led i processen.

(jf. præmis 63, 64 og 80)

Henvisning til:

Personaleretten: Daake mod KHIM, præmis 34 ff.

3.      § 1, litra b), i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse, der fremgår af bilaget til direktiv 1999/70/EF om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP, har til formål at fastsætte rammer, der skal forhindre misbrug hidrørende fra flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold, og af denne grund har den til formål at begrænse anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter, der anses for en potentiel kilde til misbrug til skade for arbejdstagerne, idet den fastsætter bestemmelser om minimumsbeskyttelse med henblik på at undgå, at arbejdstagernes situation bliver usikker. Artikel 8, stk. 1 og 2, i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte tilsigter netop at begrænse anvendelsen af på hinanden følgende ansættelseskontrakter for midlertidigt ansatte. Dels kan en kontrakt som midlertidigt ansat, som omhandlet i artikel 2, litra a), i nævnte ansættelsesvilkår, kun forlænges en gang for en tidsbegrænset periode, hvorefter enhver senere forlængelse af denne ansættelse skal ske ved tidsubegrænset varighed. Dels kan en kontrakt som midlertidigt ansat, som omhandlet i artikel 2, litra b) eller d), i ansættelsesvilkårene, hvis varighed ikke må overstige fire år, kun forlænges en gang for en periode på højst to år på betingelse af, at muligheden for forlængelse fremgår af den første kontrakt, idet den berørte ansatte efter udløbet af kontrakten alene kan forblive i sin ansættelse, såfremt han er blevet udnævnt til tjenestemand. Sådanne bestemmelser svarer til foranstaltningerne i § 5, stk. 1, litra b) og c), i rammeaftalen, der kan forhindre misbrug som følge af anvendelsen af på hinanden følgende tidsbegrænsede arbejdskontrakter eller ansættelsesforhold.

Den omstændighed, at den ansattes kontrakt har fået indføjet en opsigelsesklausul, der gør det muligt for administrationen at opsige den i tilfælde af, at den berørte ikke består en udvælgelsesprøve, hvis afholdelse var blevet meddelt inden for en nærmere bestemt frist, gør det ikke muligt, trods kontraktens ordlyd, at kvalificere denne som en tidsubegrænset kontrakt, hvilket karakteriserer stabilitet i ansættelsen. Varigheden af en kontrakt, således som det fremgår af § 3, nr. 1), i rammeaftalen, kan fastsættes ikke blot ved »en bestemt dato«, men ligeledes ved »fuldførelsen af en bestemt opgave eller indtrædelsen af en bestemt begivenhed« såsom fastlæggelsen af en reserveliste for en bestemt udvælgelsesprøve, hvortil der er knyttet flere mulige konsekvenser afhængigt af ordlyden af den ansattes kontrakt. I tilfælde af, at den pågældendes navn ikke optages på reservelisten, følger det af kontraktens ordlyd, at denne bringes til ophør. Almindeligvis sker det tilsvarende, når den pågældende består, idet den berørte ansatte vil blive tilbudt ansættelse som tjenestemand, hvorved det forudsættes, at kontrakten i tilfælde af afslag på tilbuddet ligeledes afsluttes i overensstemmelse med dens ordlyd.

Denne omstændighed kan imidlertid ikke begrunde den manglende anvendelse af reglen i artikel 8, stk. 1, i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, hvorefter »enhver senere fornyelse« efter en første fornyelse for en bestemt tid af en midlertidigt ansats kontrakt i henhold til artikel 2, litra a), i de nævnte ansættelsesvilkår »skal ske på ubestemt tid«, idet denne ændring sker eo ipso. En sådan regel omfatter situationen for alle midlertidigt ansatte, som omhandlet i artikel 2, litra a), der efter at have indgået to på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter uden afbrydelse fortsætter deres ansættelsesforhold i en institution eller et bestemt agentur. At anerkende, at en ansættelsesperiode som hjælpeansat kan afbryde dette ansættelsesforhold og dermed hindre anvendelsen af artikel 8, stk. 1, i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte ville kunne legitimere anvendelsen af en foranstaltning, der tømmer den nævnte bestemmelse for indhold, hvilken bestemmelse er beregnet til at beskytte arbejdstagere mod overdreven brug af tidsbegrænsede kontrakter.

(jf. præmis 85, 86, 104-106, 110 og 112)

Henvisning til:

Domstolen: 4. juli 2006, sag C-212/04, Adeneler m.fl., præmis 63

Personaleretten: 26. oktober 2006, sag F-1/05, Landgren mod ETF, præmis 66

4.      I henhold til Personalerettens procesreglements artikel 35, stk. 1, litra e), skal en stævning indeholde en redegørelse for søgsmålsgrundene og de faktiske og retlige anbringender, der gøres gældende. Disse angivelser skal være tilstrækkelig klare og præcise til, at sagsøgte kan tilrettelægge sit forsvar, og til, at Personaleretten i givet fald på det foreliggende grundlag kan tage stilling til sagen. Af retssikkerheds- og retsplejehensyn er det en forudsætning for, at en sag kan antages til realitetsbehandling, at de væsentligste af de faktiske og retlige omstændigheder, som søgsmålet støttes på, fremgår af selve stævningen, eventuelt kortfattet, men dog på en sammenhængende og forståelig måde.

(jf. præmis 115)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 14. december 2005, sag T-209/01, Honeywell mod Kommissionen, præmis 55 og 56 og den deri nævnte retspraksis

Den Europæiske Unions Ret: 6. maj 2010, sag T-100/08 P, Kerelov mod Kommissionen, præmis 16

5.      En påstand om, at Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) til en af dets ansatte udbetaler et beløb, som denne mener at være berettiget til i henhold til ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, henhører under begrebet tvister, der angår pengebeløb som omhandlet i vedtægtens artikel 91, stk. 1. I henhold til denne bestemmelse har Personaleretten i disse tvister fuld prøvelsesret, som indebærer, at den skal finde en fuldstændig løsning og således træffe afgørelse vedrørende alle den ansattes rettigheder og forpligtelser eller overlade den pågældende institution under retsinstansens kontrol opfyldelsen af denne del af dommen på de præcise betingelser, som retsinstansen fastsætter.

(jf. præmis 184)

Henvisning til:

Domstolen: 18. december 2007, sag C-135/06 P, Weißenfels mod Parlamentet, præmis 65, 67 og 68

Personaleretten: 2. juli 2009, sag F-49/08, Giannini mod Kommissionen, præmis 39-42