Sag anlagt den 24. juli 2020 – Europa-Kommissionen mod Republikken Italien
(Sag C-341/20)
Processprog: italiensk
Parter
Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved F. Moro og A. Armenia, som befuldmægtigede)
Sagsøgt: Republikken Italien
Sagsøgerens påstande
Det fastslås, at Republikken Italien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 14, stk. 1, litra c), i direktiv 2003/96/EF 1 , idet den ikke indrømmer en fritagelse for punktafgift for motorbrændstof, der anvendes af fritidsfartøjer, medmindre disse fartøjer er genstand for en charterkontrakt, uafhængigt af, på hvilken måde disse fartøjer faktisk anvendes.
Republikken Italien tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Artikel 14, stk. 1, litra c), i Rådets direktiv 2003/96/EF af 27. oktober 2003 om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet bestemmer, at medlemsstaterne afgiftsfritager energiprodukter, der leveres til anvendelse som motorbrændstof med henblik på sejlads i EF-farvande (herunder fiskeri), bortset fra sejlads med fritidsfartøjer. Det følger af den definition af fritidsfartøjer, der er indeholdt i nævnte bestemmelse, at fritagelsen er forbeholdt fritidsfartøjer, der anvendes mod vederlag til erhvervsmæssige formål. Dette er tilfældet, hvad enten brugeren er fartøjets ejer, eller om brugeren har rådighed over fartøjet enten ved leje eller charter.
Begrebet bruger blev præciseret i dom af 21. december 2011, Haltergemeinschaft, C-250/10 2 , hvoraf fremgår, at den bruger, der inden for rammerne af leje eller charter skal tages i betragtning med hensyn til indrømmelse eller nægtelse af den omhandlede fritagelse, er den person, der har lejet eller chartret fartøjet og ikke udlejeren. Det følger heraf, at for at kunne opnå fritagelsen er det ikke tilstrækkeligt, at charteraktiviteten som sådan anses for en erhvervsaktivitet for udlejeren, idet det er væsentligt at efterprøve, hvilken anvendelse lejeren foretager af fartøjet. Det er således den endelige bruger og den endelige anvendelse af fartøjet, der er relevante, og det er denne anvendelse, der skal tjene »til [direkte] levering af tjenesteydelser mod vederlag«, for at kunne indrømmes ret til fritagelse, således som Domstolen bemærkede i dom af 13. juli 2017, Vakarų Baltijos laivų statykla, C-151/16 3 .
Med henblik på anvendelsen af den omhandlede fritagelse skal der derfor foretages en undersøgelse fra sag til sag af den måde, hvorpå et fritidsfartøj faktisk anvendes.
Det følger imidlertid af en undersøgelse af de italienske bestemmelser, der anvender den omhandlede fritagelse, og af svarene på åbningsskrivelsen og den begrundede udtalelse, at indrømmelsen eller nægtelsen af fritagelsen sker uafhængigt af, på hvilken måde fartøjet faktisk anvendes.
I nærværende sag er det Kommissionens opfattelse, at anvendelsen i Italien af den omhandlede fritagelse er i strid med bestemmelserne i artikel 14, stk. 1, litra c), i direktiv 2003/96/EF.
Kommissionen har nærmere bestemt gjort gældende, at de italienske skatte- og afgiftsmyndigheder ikke foretager en undersøgelse fra sag til sag af den måde, hvorpå fartøjet faktisk anvendes, for så vidt angår indrømmelsen eller nægtelsen af fritagelsen. De italienske myndigheder har nemlig anført, at denne undersøgelse foretages under hensyntagen til elementer i sektorlovgivningen, der blot er beregnet til at lette denne undersøgelse, såsom den omstændighed, om sejladsen er tilladt i medfør af en typisk charterkontrakt eller lejeaftale eller lejlighedsvis charter. De italienske myndigheder har imidlertid anført, at i tilfælde af charter skal fritagelsen under alle omstændigheder indrømmes erhvervsdrivende, der leverer søfartsydelser, mens fritagelsen ikke indrømmes personer, der foretager udlejning eller lejlighedsvis charter. Da de italienske myndigheder har bekræftet, at indrømmelsen eller nægtelsen af fritagelsen skal ske på grundlag af arten af den indgåede kontrakt og dermed på abstrakt vis, har de dermed bekræftet, at de ikke foretager en konkret efterprøvelse af, om fritagelsen indrømmes personer, der har ret til den, og nægtes personer, der ikke har ret til den.
I andre tilfælde end charter, dvs. i tilfælde af udlejning eller lejlighedsvis charter, er enhver mulighed for at opnå fritagelsen dermed udelukket, selv om fartøjet reelt kan anvendes af den endelige bruger til direkte levering af tjenesteydelser mod vederlag, idet det herved ingen betydning har, om lejeren eller den person, der har chartret fartøjet, har til hensigt at foretage sejladsaktiviteter eller ej. Lejlighedsvis charter er således ifølge italiensk ret ikke en mulig erhvervsmæssig anvendelse af et fartøj.
____________
1 Rådets direktiv 2003/96/EF af 27.10.2003 om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet (EUT 2003, L 283, s. 51).
2 EU:C:2011:862, præmis 22.
3 EU:C:2017:537, præmis 29 og 30.