PERSONALERETTENS DOM (Anden Afdeling)
18. maj 2015 (*)
»Personalesag – tjenestemænd – pensionering uden ansøgning – artikel 23, stk. 1, i bilag XIII til vedtægten – pensionsalder – afslag på at forlænge tjenesteperioden – vedtægtens artikel 52, stk. 2 – tjenestens interesse«
I sag F-36/14,
angående et søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratomtraktaten i henhold til denne traktats artikel 106A,
Hartwig Bischoff, tidligere tjenestemand ved Europa-Kommissionen, Bruxelles (Belgien), ved advokaterne C. Bernard-Glanz og A. Blot,
sagsøger,
mod
Europa-Kommissionen ved J. Currall og C. Ehrbar, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
har
PERSONALERETTEN (Anden Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, K. Bradley (refererende dommer), og dommerne H. Kreppel og M.I. Rofes i Pujol,
justitssekretær: fuldmægtig P. Cullen,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 13. januar 2015,
afsagt følgende
Dom
1 Ved stævning indgået til Personalerettens Justitskontor den 18. april 2014 har Hartwig Bischoff anlagt sag med påstand om annullation af Europa-Kommissionens ansættelsesmyndigheds afgørelse af 28. marts 2014 om afslag på hans ansøgning om forlængelse af tjenesten og følgelig om bekræftelse af hans pensionering uden ansøgning pr. 1. juni 2014. Hartwig Bischoff har ligeledes nedlagt påstand om erstatning for det tab, som følger eller kan følge af denne afgørelse.
Retsforskrifter
2 Artikel 52 i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union, senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1023/2013 af 22. oktober 2013 om ændring af vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«), bestemmer:
»Med forbehold af bestemmelserne i [vedtægtens] artikel 50 pensioneres en tjenestemand:
a) uden ansøgning, den sidste dag i den måned, han fylder 66 år, eller
[…]
En tjenestemand kan imidlertid efter ansøgning, og forudsat at [ansættelsesmyndigheden] finder det berettiget i tjenestens interesse, fortsætte med at arbejde, indtil han fylder 67 år, eller undtagelsesvist indtil han fylder 70 år, hvorefter han pensioneres automatisk den sidste dag i den måned, han fylder 67 hhv. 70 år.
[…]«
3 Imidlertid bestemmer artikel 23, stk. 1, i bilag XIII til vedtægten:
»Når artikel 52, [stk. 1,] litra a), i vedtægten finder anvendelse, og uden at det berører bestemmelserne i [vedtægtens] artikel 50, pensioneres en tjenestemand, der er indtrådt i tjenesten før den 1. januar 2014 automatisk den sidste dag i den måned, hvor vedkommende fylder 65. […]«
Sagens faktiske omstændigheder
4 Sagsøgeren tiltrådte tjenesten ved Kommissionens generaldirektorat (GD) »Erhvervspolitik« den 1. juni 1994. På tidspunktet for anlæggelsen af søgsmålet var han tjenestemand i lønklasse AD 12 og arbejdede i enheden »Politique et recherche spatiale« (politik og rumforskning) i direktorat G »Aerospace, Maritime, Security and Defence Industries«.
5 Før sagsøgeren fyldte 65 år i maj 2014, ansøgte han ved skrivelse af 8. januar 2014 til generaldirektøren for GD »Erhvervspolitik« om forlængelse af tjenesten indtil maj 2016 (herefter »ansøgningen om fortsættelse i tjenesten«).
6 Ved skrivelse af 6. februar 2014 (herefter »skrivelsen af 6. februar 2014«) meddelte generaldirektøren for GD »Erhvervspolitik« sagsøgeren, at tjenestens interesse ifølge hans opfattelse ikke begrundede, at sagsøgerens ansøgning blev imødekommet, og oplyste ham om, at han videresendte sagsøgerens ansøgning samt sin udtalelse til GD »Menneskelige Ressourcer og Sikkerhed« (herefter »GD Menneskelige Ressourcer«), som var ansættelsesmyndighed på området.
7 Ved skrivelse af 10. februar 2014 til generaldirektøren for »GD Menneskelige Ressourcer«) anfægtede sagsøgeren udtalelsen fra generaldirektøren for GD »Erhvervspolitik«.
8 Ved skrivelse af 28. marts 2014 meddelte generaldirektøren for GD »Menneskelige Ressourcer« sagsøgeren, at generaldirektøren for GD »Erhvervspolitik« efter hans opfattelse havde behandlet ansøgningen om fortsættelse i tjenesten i henhold til reglerne.
9 Ved skrivelse af samme dag underrettede generaldirektøren for GD »Menneskelige Ressourcer« generaldirektøren for GD »Erhvervspolitik« om hans afgørelse om at afslå sagsøgerens ansøgning om fortsættelse i tjenesten og bekræftede således, at denne blev pensioneret den 1. juni 2014 (herefter »afgørelsen af 28. marts 2014« eller »den anfægtede afgørelse«). Denne afgørelse blev begrundet med den stigende overdragelse af programstyring til forvaltningsorganer og med personaleindskrænkning og dennes konsekvenser for GD »Erhvervspolitik«, herunder på området for rumforskning.
10 Sagsøgeren blev underrettet om afgørelsen af 28. marts 2014 ved skrivelse af 7. april 2014 fra den fungerende direktør for GD »Menneskelige Ressourcer« (herefter »skrivelsen af 7. april 2014«).
11 Den 18. april 2014 indgav sagsøgeren en klage over »afgørelsen […] af 28. marts 2014 […] sammen med [skrivelsen] af 7. april 2014 […]« og nedlagde samme dag påstand om udsættelse af gennemførelsen af disse to retsakter. Denne påstand blev forkastet ved kendelse afsagt af Personalerettens præsident den 22. maj 2014, Bischoff mod Kommissionen (F-36/14 R, EU:F:2014:112).
12 Ved skrivelse af 21. maj 2014 modtog sagsøgeren underretning om afgørelsen truffet af generaldirektøren for GD »Menneskelige Ressourcer« om at lade sagsøgeren fortsætte i tjenesten indtil den 30. juni 2014. Den 27. juni 2014 traf ansættelsesmyndigheden afgørelse om at lade sagsøgeren fortsætte i tjenesten endnu en måned, indtil den 31. juli 2014. Ved en tredje afgørelse af 29. juli 2014, som annulleret og erstattet af en afgørelse af 31. juli 2014, blev denne fortsættelse i tjenesten endelig forlænget indtil den 30. september 2014. Disse afgørelser blev begrundet med, at sagsøgeren havde ansøgt om en stilling i »Support Group for Ukraine«, som Kommissionen var i færd med at oprette.
13 Ved afgørelse af 25. juli 2014 afslog ansættelsesmyndigheden klagen (herefter »afgørelsen om afslag på klagen«). Personaleretten fik meddelelse om denne afgørelse den 31. juli 2014.
14 Ved e-mail af 26. september 2014 fik sagsøgeren meddelelse om, at hans ansøgning til stillingen i »Support Group for Ukraine« ikke var blevet imødekommet.
15 Ved skrivelse af 30. september 2014 modtog sagsøgeren underretning om, at han ville modtage sin alderspension fra den 1. oktober 2014.
16 Ved skrivelse indgået til Personalerettens Justitskontor den 31. oktober 2014 ansøgte sagsøgeren om mulighed for at ændre sine første påstande således, at hans søgsmål vedrører annullation af samtlige de retsakter, som Kommissionen vedtog efter anlæggelsen af hans søgsmål.
17 Ved Justitskontorets skrivelse af 14. november 2014 modtog parterne meddelelse om, at Personaleretten udsatte sin afgørelse vedrørende sagsøgerens ansøgning af 31. oktober 2014. Ved samme skrivelse anmodede Personaleretten sagsøgeren om visse præciseringer angående de påstande, der var indeholdt i den nævnte ansøgning.
Parternes påstande og retsforhandlinger
18 I stævningen har sagsøgeren nedlagt følgende påstande:
– Annullation af afgørelsen af 28. marts 2014 samt af skrivelsen af 7. april 2014.
– Erstatning af det tab, der fulgte af eller vil kunne følge af afgørelsen af 28. marts 2014 og af skrivelsen af 7. april 2014.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
19 I skrivelsen af 31. oktober 2014 har sagsøgeren nedlagt følgende påstande:
– Annullation af afgørelsen om afslag på klagen.
– Annullation af afgørelsen af 21. maj 2014, hvorved han fik tilladelse til at fortsætte tjenesten indtil den 30. juni 2014.
– Annullation af afgørelsen af 27. juni 2014, hvorved han fik tilladelse til at fortsætte tjenesten indtil den 31. juli 2014.
– Annullation af afgørelsen af 31. juli 2014, hvorved han fik tilladelse til at fortsætte tjenesten indtil den 30. september 2014.
– Annullation af skrivelsen af 30. september 2014, hvorved han modtog underretning om, at han ville modtage pension fra den 1. oktober 2014.
20 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
21 Under retsmødet frafaldt sagsøgeren sine påstande til prøvelse af skrivelsen af 7. april 2014.
Retlige bemærkninger
Om påstandene i skrivelsen af 31. oktober 2014
22 I overensstemmelse med artikel 35 i det procesreglement, der var gældende på tidspunktet for anlæggelsen af søgsmålet, efter ændring nu procesreglementets artikel 50, er det alene de påstande, der er nedlagt i stævningen, som kan tages i betragtning. En part kan derfor principielt ikke under sagen nedlægge nye påstande eller udvide en allerede nedlagt påstand, idet sagens genstand derved vil blive ændret. Det er kun i det tilfælde, hvor der foreligger et nyt element, som kan have betydning for sagens genstand, som f.eks. den omstændighed, at der under sagens behandling vedtages en retsakt, der ophæver eller ændrer den anfægtede retsakt, at det kan tillades sagsøgeren at ændre sine påstande (dom Glantenay m.fl. mod Kommissionen, F-23/12 og F-30/12, EU:F:2013:127, præmis 34).
23 I det foreliggende tilfælde konstateres indledningsvis for så vidt angår den påstand, der er rettet mod afgørelsen om afslag på klagen, at denne afgørelse, som er vedtaget efter anlæggelsen af søgsmålet, stadfæster afgørelsen om ikke at imødekomme afgørelsen om fortsættelse i tjenesten samt begrunder denne. I et sådant tilfælde skal lovligheden af den oprindelige bebyrdende afgørelse undersøges under hensyn til begrundelsen i afgørelsen om afslag på klagen, idet denne begrundelse skal anses for sammenfaldende med nævnte retsakt (jf. i denne retning dom Kommissionen mod Birkhoff, T-377/08 P, EU:T:2009:485, præmis 57-59 og den deri nævnte retspraksis).
24 Under disse omstændigheder har påstanden til prøvelse af afgørelsen om afslag på klagen ikke noget selvstændigt indhold, og søgsmålet må anses for at være rettet mod den anfægtede afgørelse, hvis begrundelse præciseres i afgørelsen om afslag på klagen (jf. i denne retning domme Eveillard mod Kommissionen, T-258/01, EU:T:2004:177, præmis 31 og 32, og Buxton mod Parlamentet, F-50/11, EU:F:2012:51, præmis 21).
25 Hvad dernæst angår påstandene til prøvelse af afgørelserne af 21. maj, 27. juni og 31. juli 2014, hvorefter sagsøgeren fik tilladelse til at fortsætte tjenesten indtil henholdsvis den 30. juni, den 31. juli og den 30. september 2014, konstateres, at disse afgørelser indskrænker sig til at tillade sagsøgeren at fortsætte tjenesten i en periode på i alt fire måneder efter den dato, hvor han, såfremt de nævnte afgørelser ikke forelå, var blevet pensioneret, dvs. den 1. juni 2014, uden imidlertid at berøre afgørelsen om afslag på ansøgningen om fortsættelse i tjenesten. Disse afgørelser, som ikke er bebyrdende for sagsøgeren, har ingen indvirkning på genstanden for denne sag, således at sagsøgerens anmodning om at ændre sine påstande skal forkastes for så vidt angår disse afgørelser.
26 Det samme gælder endelig påstanden vedrørende skrivelsen af 30. september 2014. Den nævnte skrivelse indskrænker sig nemlig til at meddele sagsøgeren, at han, efter udløbet af virkningerne af afgørelsen om at lade ham fortsætte tjenesten indtil den 30. september 2014, vil få udbetalt pension fra den 1. oktober 2014. En sådan skrivelse har ikke bindende retsvirkninger, der kan berøre sagsøgerens interesser direkte og umiddelbart gennem en væsentlig ændring af hans retsstilling, og vil derfor ikke kunne udgøre en akt, der indeholder et klagepunkt (jf. i denne retning dom Pimlott mod Europol, F-52/06, EU:F:2007:210, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis). Følgelig skal sagsøgerens ansøgning om at ændre sine påstande forkastes for så vidt angår påstanden vedrørende skrivelsen af 30. september 2014.
Om påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse
Parternes argumenter
27 Sagsøgeren har fremført et enkelt anbringende, opdelt i fire led, om henholdsvis tilsidesættelse af vedtægtens artikel 52, anlæggelse af et åbenbart urigtigt skøn, tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik og af omsorgsprincippet og tilsidesættelse af vedtægtens artikel 5.
28 Sagsøgeren anerkender, at administrationen i forbindelse med en ansøgning indgivet i henhold til vedtægtens artikel 52, stk. 2, har et vidt skøn ved fastsættelsen af tjenestens interesse. Sagsøgeren er imidlertid af den opfattelse, at fortolkningen af dette begreb skal være foreneligt med de »trinhøjere retsregler«, herunder først og fremmest vedtægtens artikel 52. Desuden skal undersøgelsen af tjenestens interesse foretages omhyggeligt og upartisk og i overensstemmelse med princippet om ligebehandling af tjenestemænd. Endelig skal administrationen ligeledes tage hensyn til den pågældende tjenestemands interesse og holde sig inden for rimelige grænser.
29 I det foreliggende tilfælde har ansættelsesmyndigheden, som er kompetent til at tage stilling til hans ansøgning om fortsættelse i tjenesten, efter sagsøgerens opfattelse ikke foretaget en sådan undersøgelse af interesserne.
30 Hvad navnlig angår tjenestens interesse har sagsøgeren for det første anfægtet den anfægtede afgørelses begrundelse, hvorefter politikken om at udlicitere administrationen af rumforskningsprogrammerne berettiger afslaget på hans ansøgning om fortsættelse i tjenesten. Sagsøgeren har i denne forbindelse understreget, at denne politik har været gældende siden 2009. Desuden blev der i februar 2014 ansat tre nye ansatte i hans tidligere enhed. Efter sagsøgerens opfattelse vil resten af de ansatte i denne enhed efter hans pensionering i øvrigt vanskeligt alene kunne klare hele den arbejdsbyrde, der påhviler enheden, eftersom denne for at kunne klare dens opgaver i forbindelse med arbejdsprogrammet for 2014 og 2015 vil have brug for ansatte, der ligesom sagsøgeren er højt kvalificerede og erfarne.
31 Sagsøgeren har for det andet foreholdt Kommissionen, at denne ikke har taget hensyn til, at hans ansøgning om fortsættelse i tjenesten blev støttet af hans afdelingschef og af hans direktør, idet sidstnævnte dog forudsatte, at sagsøgerens fortsættelse i tjenesten var »neutral« for så vidt angår menneskelige ressourcer.
32 Sagsøgeren er for det tredje af den opfattelse, at Kommissionen ikke har taget hensyn til, at hans fortsættelse i tjenesten indtil 2016 ikke forhindrer gennemførelsen af målet om en personalenedskæring på 5% i 2017.
33 Sagsøgeren har hvad angår hans personlige interesse foreholdt Kommissionen, at denne ikke har taget hensyn til, at hans fortsættelse i tjenesten ville have gjort det muligt for ham at forhøje sine pensionsrettigheder betydeligt og at forøge disse fra 40% af hans sidste løn til ca. 50% af denne, samtidig med at han fik mulighed for at fortsætte i tjenesten, således som han havde ønsket.
34 Sagsøgeren har endelig gjort gældende, at den omstændighed, at generaldirektøren for GD »Erhvervspolitik« aldrig havde imødekommet en ansøgning om fortsættelse i tjenesten ud over aldersgrænsen, mens sådanne ansøgninger har meget lettere ved at blive imødekommet i andre generaldirektorater, rejser spørgsmålstegn ved overholdelsen af princippet om ligebehandling af tjenestemænd.
35 Kommissionen har nedlagt påstand om, at sagsøgerens anbringende forkastes i sin helhed.
Rettens bemærkninger
– Indledende bemærkninger
36 Når ansættelsesmyndigheden tager hensyn til tjenestens interesse med henblik på at tage stilling til en ansøgning fra en tjenestemand om at fortsætte i tjenesten ud over den aldersgrænse, der er fastsat i vedtægtens artikel 52, stk. 1, litra a), for automatisk pensionering, råder den over et vidt skøn, og Personaleretten kan kun tilsidesætte ansættelsesmyndighedens skøn i tilfælde af, at der er anlagt et åbenbart urigtigt skøn eller foreligger magtfordrejning (jf. i denne retning og analogt hvad angår en afgørelse om at forlænge en midlertidigt ansats kontrakt dom Kommissionen mod Macchia, T-368/12 P, EU:T:2014:266, præmis 49).
37 I denne henseende bemærkes, at en fejl kun kan kvalificeres som åbenbar, når den nemt kan opdages på grundlag af de kriterier, som lovgiver har underlagt administrationens vide skøn. For at godtgøre, at der er anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved vurderingen af de faktiske omstændigheder, der berettiger til at kræve, at en afgørelse annulleres, skal de beviser, som det påhviler sagsøgeren at fremskaffe, følgelig være tilstrækkeligt stærke til at bevirke, at de vurderinger, administrationen har lagt til grund for dens afgørelse, bliver usandsynlige. Med andre ord skal anbringendet om, at der er anlagt et åbenbart urigtigt skøn, forkastes, hvis den pågældende vurdering på trods af de af sagsøgeren fremførte beviser kan lægges til grund som værende fortsat rigtig eller gyldig (domme BB mod Kommissionen, F-17/11, EU:F:2013:14, præmis 60, og DG mod ENISA, F-109/13, EU:F:2014:259, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).
– Om den angiveligt manglende hensyntagen til tjenestens interesse
38 I det foreliggende tilfælde fremgår det af sagsakterne, at generaldirektøren for det generaldirektorat, hvor sagsøgeren gjorde tjeneste, undersøgte sagsøgerens ansøgning om fortsættelse i tjenesten grundigt og med skrivelsen af 6. februar 2014 meddelte ham grundene til, at han var af den opfattelse, at tjenestens interesse ikke berettigede en imødekommelse af denne ansøgning, således som det er præciseret i denne doms præmis 6. Desuden tog generaldirektøren for GD »Menneskelige Ressourcer« stilling til sagsøgerens ansøgning, idet han tilsluttede sig de af generaldirektøren for GD »Erhvervspolitik« anførte grunde. Endelig bekræfter afgørelsen om afslag på klagen administrationens vurdering af tjenestens interesse, idet denne vurdering præciseres.
39 Det følger heraf, at sagsøgerens argumenter, for så vidt som sagsøgeren hævder, at ansættelsesmyndigheden i det foreliggende tilfælde ikke har foretaget en »undersøgelse af de pågældende interesser« i overensstemmelse med den i vedtægtens artikel 52, stk. 2, fastsatte procedure, er materielt forkerte og skal forkastes.
– Om anlæggelsen af et åbenbart urigtigt skøn
40 Med henblik på at godtgøre, at den anfægtede afgørelse er behæftet med et åbenbart urigtigt skøn, har sagsøgeren, for det første, gjort gældende, at politikken om at udlicitere administrationen af rumforskningsprogrammerne ikke berettiger til en afvisning af hans ansøgning om fortsættelse i tjenesten.
41 I det foreliggende tilfælde følger det af skrivelsen af 6. februar 2014, at den nævnte politik indebærer, at Kommissionens tjenestegrenes rolle begrænses til kontrol og udvikling af rumpolitikken, idet den daglige styring af denne politik allerede er overdraget til Forvaltningsorganet for Forskning og Den Europæiske Rumorganisation. I samme skrivelse blev det desuden anført, at det var nødvendigt at foretage personalenedskæringer i GD »Erhvervspolitik« og at omfordele stillinger.
42 Sagsøgeren har imidlertid indskrænket sig til, for det første, at gøre gældende, at gennemførelsen af den nævnte udliciteringspolitik allerede startede i 2009. Imidlertid udgør en sådan omstændighed på ingen måde et indicium for, at den nævnte politik ikke kunne begrunde en afgørelse truffet i 2014.
43 Sagsøgeren har, for det andet, anført, at der i februar 2014 blev ansat tre nye ansatte i hans tidligere enhed. Imidlertid er den omstændighed, at disse ansatte, således som sagsøgeren selv har påpeget, ikke har erfaring inden for rumforskningsområdet og er blevet ansat inden for det administrative, retlige og politiske område fuldstændig overensstemmende med generaldirektøren for GD »Erhvervspolitik«’s oplysning om, at generaldirektoratet vil beskæftige sig med kontrol og udvikling af rumpolitikken frem for de videnskabelige aspekter af denne politik. Følgelig kan dette element ikke anses for at kunne godtgøre, at der er anlagt et åbenbart urigtigt skøn.
44 Sagsøgeren har, for det tredje, understreget omfanget af den arbejdsbyrde, som påhviler hans tidligere enhed, og er af den opfattelse, at GD »Erhvervspolitik« har brug for hans erfaring og faglige kompetencer for at udføre de opgaver, det er pålagt, korrekt.
45 Selv om det imidlertid antages, at sagsøgerens påstand hvad angår de ansatte i hans tidligere enhed og omfanget af enhedens arbejdsbyrde, henhører vurderingen af de personalemæssige behov for, at en enhed fungerer korrekt, under ansættelsesmyndighedens enekompetence. Sagsøgerens blotte påstand om, at de nuværende ansatte »vil have svært ved at udføre« de opgaver, som påhviler enheden, viser på ingen måde, at der er anlagt et åbenbart urigtigt skøn vedrørende tjenestens interesse.
46 Det samme gælder sagsøgerens betragtninger om omfanget af hans erfaring, som ikke er blevet bestridt af Kommissionen.
47 Sådanne påstande kan nemlig ikke i sig selv godtgøre, at ansættelsesmyndigheden har anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved vurderingen af tjenestens interesse. Som Kommissionen har påpeget i sit svarskrift og under retsmødet, begrænser en hensyntagen til tjenestens interesse i forbindelse med undersøgelsen af en ansøgning om fortsættelse i tjenesten ud over den aldersgrænse, der er fastsat for automatisk pensionering, sig ikke alene til spørgsmålet om overensstemmelse mellem den pågældendes kompetencer og de udførte opgaver, en overensstemmelse, som i øvrigt på ingen måde er omtvistet i det foreliggende tilfælde. Det tilkommer nemlig ansættelsesmyndigheden at tage hensyn til andre forhold, såsom gennemførelsen af en generel personalepolitik, nødvendigheden af at foretage en personalenedskæring eller muligheden for at erstatte de tjenestemænd, der når den automatiske pensionsalder, med tjenestemænd i lavere lønklasser eller endog med midlertidigt ansatte eller kontraktansatte.
48 Det må derfor konstateres, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at ansættelsesmyndigheden har anlagt et åbenbart urigtigt skøn vedrørende tjenestens interesse derved, at den har taget hensyn til den udliciteringspolitik, der blev iværksat fra 2009.
49 Sagsøgeren har, for det andet, gjort gældende, at der ikke i den anfægtede afgørelse tages hensyn til den støtte, han har fået fra hans overordnede. Imidlertid fremgår det af sagsakterne, at støtten fra generaldirektøren for det generaldirektorat, hvor sagsøgeren gjorde tjeneste, var betinget af overholdelsen af planlægningen af det nævnte direktorats ressourcer, og at generaldirektøren for GD »Erhvervspolitik« fremkom med en negativ udtalelse. Desuden er den ansættelsesmyndighed, der har kompetence til at undersøge ansøgninger om fortsættelse i tjenesten i henhold til vedtægtens artikel 52, stk. 2, ikke generaldirektøren for GD »Erhvervspolitik«, men generaldirektøren for GD »Menneskelige Ressourcer«. Det følger heraf, at den nævnte støtte under alle omstændigheder var irrelevant med henblik på at vurdere den anfægtede afgørelses rigtighed, eftersom den kompetente ansættelsesmyndighed meget vel kunne have en fuldstændig anderledes vurdering af tjenestens interesse end GD »Erhvervspolitik«, hvor sagsøgeren gjorde tjeneste.
50 Sagsøgeren har for det tredje foreholdt ansættelsesmyndigheden, at denne ikke tog hensyn til, at en imødekommelse af hans ansøgning om at fortsætte i tjenesten ikke ville have forhindret Kommissionen i at nå sit mål om en personalenedskæring på 5% i 2017, eftersom han, selv om hans ansøgning var blevet imødekommet, under alle omstændigheder ville have forladt tjenesten inden 2017. Et sådant argument kan imidlertid på ingen måde godtgøre, at der er anlagt et åbenbart urigtigt skøn vedrørende tjenestens interesse. Som Kommissionen har anført i svarskriftet, er det nemlig lige så foreneligt, endog mere foreneligt, med tjenestens interesse at reducere antallet af ansatte i en institution løbende frem for at afvente udløbet af fristen for at gennemføre en sådan reduktion.
51 Klagepunktet om, at der er anlagt et åbenbart urigtigt skøn vedrørende tjenestens interesse, må derfor forkastes, idet sagsøgeren ikke har godtgjort, at der foreligger et sådant urigtigt skøn.
– Om den påståede tilsidesættelse af ansættelsesmyndighedens omsorgspligt
52 Sagsøgeren har gjort gældende, at ansættelsesmyndigheden ved anvendelsen af vedtægtens artikel 52, stk. 2, i henhold til sin omsorgspligt over for den pågældende tjenestemand er forpligtet til at tage hensyn til sidstnævntes interesser.
53 Det fremgår af den af sagsøgeren selv anførte retspraksis, at administrationens omsorgspligt over for dens ansatte er udtryk for den balance mellem gensidige rettigheder og forpligtelser, som vedtægten har skabt mellem den offentlige myndighed og de ansatte i den offentlige tjeneste. Denne pligt indebærer bl.a., at myndigheden, når den træffer afgørelse vedrørende en tjenestemands eller en ansats situation, skal tage samtlige omstændigheder i betragtning, der kan være bestemmende for dens afgørelse, og at den herved skal tage hensyn til ikke blot tjenestens interesse, men tillige til den berørte tjenestemands interesse. Beskyttelsen af tjenestemændenes rettigheder og interesser skal dog altid ske inden for rammerne af de gældende bestemmelser (dom Angelidis mod Parlamentet, T-416/03, EU:T:2006:375, præmis 117 og den deri nævnte retspraksis).
54 Tjenestens interesse og tjenestemandens interesse er derfor to forskellige begreber. I det specifikke tilfælde med vedtægtens artikel 52, stk. 2, er der allerede taget hensyn til den pågældende tjenestemands interesse derved, at denne skal ansøge om at kunne forblive i tjenesten ud over den vedtægtsbestemte aldersgrænse for automatisk pensionering. Ifølge selve ordlyden af denne bestemmelse afhænger den afgørelse, som den kompetente myndighed skal træffe vedrørende en sådan ansøgning, udelukkende af tjenestens interesse, uden at ansættelsesmyndigheden skal tage hensyn til den ansøgende tjenestemands interesser. Tjenestemanden har derfor ikke behov for over for ansættelsesmyndigheden at godtgøre hans personlige interesse i at forblive i tjenesten, således som sagsøgeren har gjort i forbindelse med denne sag, idet en sådan interesse er irrelevant i forbindelse med hans ansøgning.
55 Sagsøgerens klagepunkt om, at ansættelsesmyndigheden eventuelt har tilsidesat sin omsorgspligt, kan derfor ikke tiltrædes.
– Om den påståede tilsidesættelse af principperne om ligebehandling og om god forvaltningsskik og af vedtægtens artikel 5
56 Sagsøgeren har gjort gældende, at generaldirektøren for GD »Erhvervspolitik« aldrig havde imødekommet en ansøgning om fortsættelse i tjenesten ud over aldersgrænsen i modsætning til praksis i de andre generaldirektorater, og at en sådan omstændighed »rejser spørgsmålstegn ved overholdelsen af princippet om ligebehandling af tjenestemænd, som knæsat i bl.a. vedtægtens artikel 5«.
57 Personaleretten konstaterer, at sagsøgeren ikke ud over hans påstands meget generelle karakter har anført noget retligt argument til støtte for hans påstand om, at ansættelsesmyndigheden med vedtagelsen af den anfægtede afgørelse ikke overholdt ligebehandlingsprincippet. Sagsøgeren har navnlig ikke forsøgt at godtgøre, at han blev behandlet mindre gunstigt end en anden tjenestemand, som havde befundet sig i en retlig situation, som lignede sagsøgerens. Dette klagepunkt kan kun forkastes i overensstemmelse med artikel 35, stk. 1, litra e), i det procesreglement, som var gældende på tidspunktet for indgivelsen af stævningen, efter ændring nu procesreglementets artikel 50, stk. 1, litra e).
58 Det samme gælder sagsøgerens argumenter om en påstået tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik, som er anført i stævningens punkt 21, uden nogen redegørelse for de retlige anbringender eller argumenter, som ville kunne støtte hans synspunkt.
59 Sagsøgerens eneste anbringende må herefter forkastes.
Om erstatningspåstanden
60 Personaleretten konstaterer, at stævningen, selv om sagsøgeren har nedlagt påstand om erstatning for de »tab, som fulgte af eller vil kunne følge af [afgørelsen af 28. marts 2014 og af skrivelsen af 7. april 2014]«, ikke indeholder nogen redegørelse vedrørende denne påstand og heller ikke præciserer den økonomiske eller ikke-økonomiske karakter af det tab, som sagsøgeren har påstået erstattet, således at erstatningspåstanden skal afvises.
61 Under alle omstændigheder gælder, at når påstanden om annullation af de af sagsøgeren anfægtede afgørelser er forkastet, skal erstatningspåstanden, hvorved der tilsigtes at opnå erstatning for det tab, der angiveligt fulgte af de nævnte afgørelser, ligeledes forkastes (jf. dom CT mod EACEA, F-36/13, EU:F:2013:190, præmis 79 og 80 og den deri nævnte retspraksis).
62 Det følger heraf, at søgsmålet skal forkastes i det hele.
Sagens omkostninger
63 I henhold til procesreglementets artikel 101 bærer den tabende part sine egne omkostninger og pålægges at betale modpartens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom, medmindre andet gælder i henhold til bestemmelserne i reglementets andet afsnit, ottende kapitel. I henhold til det nævnte reglements artikel 102, stk. 1, kan Personaleretten, såfremt dette findes rimeligt, træffe bestemmelse om, at den tabende part bærer sine egne omkostninger, men kun pålægges at betale en del af modpartens omkostninger eller slet ikke pålægges at betale omkostninger afholdt af modparten.
64 Det følger af denne doms præmisser, at sagsøgeren er den tabende part. Hertil kommer, at Kommissionen specifikt har nedlagt påstand om, at sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger. De foreliggende omstændigheder kan ikke begrunde anvendelsen af procesreglementets artikel 102, stk. 1, hvorfor sagsøgeren pålægges at bære sine egne omkostninger og betale de af Kommissionen afholdte omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med sag F-36/14 R om foreløbige forholdsregler.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
PERSONALERETTEN (Anden Afdeling):
1) Europa-Kommissionen frifindes.
2) Hartwig Bischoff bærer sine egne omkostninger og betaler de af Kommissionen afholdte omkostninger.
Bradley | Kreppel | Rofes i Pujol |
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 18. maj 2015.
Justitssekretær | | Afdelingsformand |