RETTENS DOM (Niende Afdeling)
11. september 2019 (*)
»Personalesag – tjenestemænd – forfremmelse – forfremmelsesåret 2017 – afgørelse om ikke at forfremme sagsøgeren til lønklasse AD 7 med virkning fra den 1. januar 2017 – vedtægtens artikel 45 – artikel 9, stk. 3, i bilag IX til vedtægten – magtfordrejning – disciplinærsanktion»
I sag T-545/18,
YL, tjenestemand ved Europa-Kommissionen, ved advokaterne P. Yon og B. de Lapasse,
sagsøger,
mod
Europa-Kommissionen først ved L. Radu Bouyon og R. Striani, derefter ved L. Radu Bouyon og B. Mongin, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
angående et søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF med påstand for det første om annullation af Kommissionens afgørelse, der blev meddelt Kommissionens personale den 13. november 2017, om ikke at forfremme sagsøgeren til lønklasse AD 7 i forbindelse med forfremmelsesåret 2017, for det andet om forfremmelse af sagsøgeren til lønklasse AD 7 med virkning fra den 1. januar 2017, og for det tredje om erstatning for det tab, sagsøgeren angiveligt har lidt,
har
RETTEN (Niende Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, S. Gervasoni, og dommerne K. Kowalik-Bańczyk (refererende dommer) og C. Mac Eochaidh,
justitssekretær: fuldmægtig M. Marescaux,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 3. juli 2019,
afsagt følgende
Dom
Tvistens baggrund
1 Sagsøgeren, YL, er en tjenestemand, der gør tjeneste i Kommissionens Generaldirektorat (GD) [fortroligt] (1) siden den 16. maj 2010. Han har været indplaceret i lønklasse AD 6 siden den 1. januar 2012.
2 Fra den 6. januar 2014 til den 15. januar 2016 fik sagsøgeren tjenestefrihed af personlige årsager.
3 Ved afgørelse af 23. marts 2016 (herefter »afgørelsen af 23. marts 2016«) pålagde Kommissionens ansættelsesmyndighed sagsøgeren en sanktion i form af indplacering på et lavere løntrin, fordi han for det første uberettiget havde opnået en sygefraværsdag den 18. juni 2013, hvor han havde deltaget i en politisk aktivitet, og for det andet den 6. februar 2014 havde offentliggjort en »polemisk« artikel om EU på sin personlige internetside uden på forhånd at have underrettet ansættelsesmyndigheden herom, for det tredje mellem den 11. april og den 1. maj 2014 var fremkommet med udtalelser til journalister af en karakter, som risikerede at skade Kommissionens rygte, for det fjerde havde undladt at informere ansættelsesmyndigheden om, at han den 30. marts 2014, hvor han havde tjenestefrihed af personlige årsager, var blevet valgt til offentlige hverv, og for det femte havde udøvet eksterne aktiviteter mellem den 25. februar og den 15. april 2014 uden forinden at have anmodet ansættelsesmyndigheden om tilladelse hertil.
4 Sagsøgeren har ikke anfægtet afgørelsen af 23. marts 2016.
5 Ved brev af november 2017 meddelte generaldirektøren for GD [fortroligt] sagsøgeren, at denne i overensstemmelse med det paritetiske forfremmelsesudvalgs anbefalinger ville blive forfremmet til lønklasse AD 7 med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2017.
6 Den 13. november 2017 offentliggjorde ansættelsesmyndigheden listen over tjenestemænd, der blev forfremmet i forbindelse med forfremmelsesåret 2017. Denne liste indeholdt ikke sagsøgerens navn.
7 Den 12. februar 2018 indgav sagsøgeren en klage over ansættelsesmyndighedens afgørelse om ikke at forfremme ham. Han gjorde bl.a. gældende, at ansættelsesmyndigheden ikke kunne tage afgørelsen af 23. marts 2016 i betragtning med henblik herpå.
8 Ansættelsesmyndigheden afviste sagsøgerens klage den 8. juni 2018 med den begrundelse, at artikel 45 i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«) ikke indeholdt en udtømmende liste over de kriterier, der skulle tages hensyn til i forbindelse med den sammenligning af fortjenester, der er fastsat i denne artikel, og at afgørelsen af 23. marts 2016 således kunne tages i betragtning med henblik på denne sammenligning. Den anførte endvidere, at begrebet »adfærd i tjenesten« også kunne udgøre et af disse kriterier.
Retsforhandlinger og parternes påstande
9 Sagsøgeren har anlagt denne sag ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 11. september 2018. Kommissionen indleverede svarskrift til Rettens Justitskontor den 14. december 2018.
10 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– Afgørelsen om ikke at forfremme ham til lønklasse AD 7 i forbindelse med forfremmelsesåret 2017 annulleres.
– Afgørelsen, hvorved klagen blev afvist, annulleres.
– Sagsøgeren forfremmes til lønklasse AD 7 med virkning fra den 1. januar 2017.
– Erstatning for det lidte tab, opgjort til 100 000 EUR, som følge af afgørelsen om ikke at forfremme ham til lønklasse AD 7 i forbindelse med forfremmelsesåret 2017.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne, der er opgjort til 10 000 EUR.
11 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Retlige bemærkninger
12 Det skal indledningsvis bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at en ansats klage og den kompetente myndigheds afvisning udgør en integrerende del af en sammensat procedure, således at søgsmålet, selv om det formelt er rettet mod afvisningen af den ansattes klage, bevirker, at Retten skal prøve den akt, der indeholder det klagepunkt, som har været genstand for klagen (dom af 17.1.1989, Vainker mod Parlamentet, 293/87, EU:C:1989:8, præmis 8, og af 25.10.2018, KF mod Satcen, T-286/15, EU:T:2018:718, præmis 115).
13 Det følger heraf, at påstanden om annullation af ansættelsesmyndighedens afgørelse om afvisning af sagsøgerens klage må anses for en påstand om annullation af afgørelsen om ikke at forfremme ham til lønklasse AD 7 i forbindelse med forfremmelsesåret 2017 (herefter »den anfægtede afgørelse«).
14 Selv om sagsøgeren formelt har fremsat to særskilte anbringender, hvoraf det første angår en åbenbar tilsidesættelse af retsreglen, og det andet angår magtfordrejning og procedurefordrejning, skal det bemærkes, at disse anbringender i det væsentlige udgør et enkelt anbringende om, at hensyntagen til afgørelsen af 23. marts 2016 i forbindelse med den sammenligning af fortjenester, der er fastsat i vedtægtens artikel 45, bevirkede, at sagsøgeren blev sanktioneret to gange for de samme forhold. Sagsøgeren har således gjort gældende, at ansættelsesmyndigheden både har tilsidesat vedtægtens artikel 45 og artikel 9, stk. 3, i bilag IX til vedtægten samt princippet non bis in idem og har gjort sig skyldig i magt- og procedurefordrejning.
15 Kommissionen har bestridt sagsøgerens anbringender.
16 I henhold til artikel 9, stk. 3, i bilag IX til vedtægten, som gengiver det almindelige EU-retlige princip non bis in idem, kan der kun iværksættes en enkelt sanktion for en og samme fejl.
17 Det fremgår i øvrigt af vedtægtens artikel 44 og 45, at til forskel fra det avancement, hvorved tjenestemænd i princippet automatisk stiger til et højere løntrin efter en vis periode, tildeles en forfremmelse først efter en sammenligning af fortjenesterne hos de tjenestemænd, der kan komme i betragtning ved den pågældende forfremmelse.
18 Heraf følger, at en suspension af avancement til et højere løntrin i henhold til artikel 9, stk. 1, i bilag IX til vedtægten udgør en sanktion. Afslag på forfremmelse, som i øvrigt ikke er nævnt i denne bestemmelse, kan derimod i princippet ikke sidestilles med en sanktion, når det er baseret på en sammenligning af fortjenesterne hos de tjenestemænd, der kan komme i betragtning ved den pågældende forfremmelse.
19 I denne forbindelse bemærkes med hensyn til sammenligningen af fortjenester, at det fremgår af vedtægtens artikel 45, at »ansættelsesmyndigheden især [tager] hensyn til udtalelserne om tjenestemændene, brugen af andre sprog i udøvelsen af deres hverv end det sprog, som de har godtgjort, at de har indgående kendskab til, […] og hvor stort ansvar de har«.
20 Ved anvendelsen af udtrykket »især« præciserer vedtægtens artikel 45 de tre hovedkriterier, som obligatorisk skal tages i betragtning ved sammenligningen af fortjenester. Bestemmelsen udelukker imidlertid ikke, at der tages hensyn til andre kriterier, der ligeledes er egnede til at give oplysninger om de forfremmelsesværdige tjenestemænds fortjenester (dom af 28.9.2011, AC mod Rådet, F-9/10, EU:F:2011:160, præmis 25, og af 14.11.2012, Bouillez mod Rådet, F-75/11, EU:F:2012:152, præmis 57).
21 En ukorrekt adfærd, der udgør en tilsidesættelse af de forpligtelser, som tjenestemanden er underlagt i henhold til vedtægten, kan således tages i betragtning af ansættelsesmyndigheden og, hvor det er relevant, udelukke den pågældende fra forfremmelse (jf. i denne retning og analogt dom af 23.2.2001, De Nicola mod EIB, T-7/98, T-208/98 og T-109/99, EU:T:2001:69, præmis 220). Det er nemlig i institutionens interesse, at alene personer, der har en upåklagelig professionel adfærd, udpeges til ansvarsposter (dom af 2.4.1998, Apostolidis mod Domstolen, T-86/97, EU:T:1998:71, præmis 58).
22 Endelig skal det bemærkes, at selv om det paritetiske forfremmelsesudvalg i overensstemmelse med artikel 5, stk. 7, i Kommissionens afgørelse C(2013) 8968 final af 16. december 2013 om de almindelige gennemførelsesbestemmelser til vedtægtens artikel 45 forelægger ansættelsesmyndigheden listen over de tjenestemænd, som udvalget anbefaler at forfremme, er det alene ansættelsesmyndigheden, der har ansvaret for de afgørelser om forfremmelse og den sammenligning af fortjenester, der er fastsat i vedtægtens artikel 45 (jf. i denne retning dom af 14.11.2017, HL mod Kommissionen, T-668/16 P, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:802, præmis 30).
23 Under disse omstændigheder skal det for det første bemærkes, at ansættelsesmyndigheden dels ikke var bundet af det paritetiske forfremmelsesudvalgs anbefalinger, dels var berettiget til ved afvisningen af at forfremme sagsøgeren at tage afgørelsen af 23. marts 2016 i betragtning i forbindelse med den sammenligning af fortjenester, der er fastsat i vedtægtens artikel 45.
24 Denne konklusion kan ikke drages i tvivl af sagsøgerens anbringende, hvorved han kritiserer ansættelsesmyndigheden for i afgørelsen om afslag på hans klage at have fastslået, at begrebet »adfærd i tjenesten« kunne omfatte afgørelsen af 23. marts 2016 eller de faktiske omstændigheder, der blev sanktioneret ved denne afgørelse.
25 Eftersom dette anbringende er baseret på begrebet »adfærd i tjenesten« i vedtægtens artikel 43, skal det nemlig bemærkes dels, at dette begreb henviser til indholdet af tjenestemændenes bedømmelsesrapporter, der, som anført i præmis 20 ovenfor, kun udgør et af de kriterier, der skal tages i betragtning ved den sammenligning af fortjenester, der er fastsat i vedtægtens artikel 45.
26 Dels er det – uanset den af sagsøgeren påberåbte omstændighed om, at de forhold, der blev sanktioneret ved afgørelsen af 23. marts 2016 efter afgørelsens ordlyd ikke var »i forbindelse med hans hverv og hans ansvar i GD [fortroligt]«, og så meget desto mere, at de havde fundet sted under hans tjenestefrihed af personlige årsager – tilstrækkeligt at konstatere, at disse forhold ikke desto mindre angik tilsidesættelser af forpligtelser, som han var underlagt i sin egenskab af tjenestemand, og at de derfor var oplysninger om hans fortjenester som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i præmis 20 ovenfor. Selve den omstændighed, at en del af de nævnte faktiske omstændigheder fandt sted under sagsøgerens tjenestefrihed af personlige årsager, var således ikke i sig selv til hinder for, at de blev taget i betragtning med henblik på den sammenligning af fortjenester, der er fastsat i vedtægtens artikel 45.
27 For det andet skal det fastslås, at sagsøgeren ikke har fremlagt nogen oplysning, der kan godtgøre, at den anfægtede afgørelse ikke er truffet på grundlag af den sammenligning af fortjenester, der er fastsat i vedtægtens artikel 45, men med det formål at straffe sagsøgeren for anden gang for de forhold, der er omfattet af afgørelsen af 23. marts 2016.
28 I denne forbindelse har sagsøgeren nemlig begrænset sig til at gøre gældende, dels at ansættelsesmyndigheden afslog at forfremme ham uden på forhånd at have underrettet GD [fortroligt] herom, dels at GD »Personale og Administration« anvender en politik med afslag på forfremmelse af tjenestemænd, som er blevet pålagt en sanktion, og dette til trods for de henstillinger, der er formuleret af det paritetiske forfremmelsesudvalg.
29 Det skal imidlertid dels bemærkes, at den omstændighed, at GD [fortroligt] forventede, at sagsøgeren blev forfremmet, hvorfor generaldirektoratets generaldirektør fejlagtigt havde bebudet, at sagsøgeren ville blive forfremmet i forbindelse med forfremmelsesåret 2017, ikke kan godtgøre, at den anfægtede afgørelse blev truffet med det formål at straffe sagsøgeren og ikke efter en sammenligning af fortjenester i overensstemmelse med vedtægtens artikel 45.
30 Dels bemærkes, at for at godtgøre eksistensen af den politik med afslag på forfremmelse, som sagsøgeren har påberåbt sig, har han begrænset sig til at fremlægge et udkast til referat af et møde mellem bl.a. repræsentanter for fagforeninger og generaldirektøren for GD »Personale og Administration« og en skrivelse fra visse af disse fagforeninger til generaldirektøren. Det fremgår imidlertid af disse dokumenter, at fagforeningerne var af den opfattelse, at afgørelsen om ikke at forfremme tjenestemænd, som var blevet pålagt en sanktion, »kan føre til« at disse tjenestemænd sanktioneres to gange, hvorfor der mellem fagforeningerne og Kommissionen skulle forhandles om en »klar retlig ramme«. Den omstændighed, at ansættelsesmyndigheden har afslået at forfremme andre tjenestemænd, som tidligere var blevet pålagt en sanktion, og at de nævnte faglige organisationer, uden andre præciseringer, har anført, at undersøgelsen af disse tjenestemænds fortjenester ikke var tilstrækkeligt klare, kan imidlertid ikke i sig selv godtgøre, at den anfægtede afgørelse i det foreliggende tilfælde blev truffet med det formål at straffe sagsøgeren og ikke efter den sammenligning af fortjenester, der er fastsat i vedtægtens artikel 45.
31 For det tredje bemærkes, at selv om sagsøgeren har anført, at han har fremlagt »tilstrækkelige, relevante og samstemmende indicier« for at godtgøre, at ansættelsesmyndigheden har anlagt et åbenbart urigtigt skøn i forbindelse med den undersøgelse af fortjenester, der er fastsat i vedtægtens artikel 45, er dette anbringende ikke ledsaget af nogen præcisering, der gør det muligt at bedømme, om det er velbegrundet.
32 Det følger heraf, at hverken tilsidesættelse af vedtægtens artikel 45, af artikel 9, stk. 3, i bilag IX til vedtægten eller af princippet non bis in idem, eller at der skulle være tale om magtfordrejning, hvoraf procedurefordrejning blot er en variant (dom af 2.4.1998, Apostolidis mod Domstolen, T-86/97, EU:T:1998:71, præmis 84), er godtgjort i det foreliggende tilfælde.
33 Denne konklusion kan ikke drages i tvivl af sagsøgerens øvrige anbringender. Sagsøgeren har således gjort gældende, at den omstændighed, at ansættelsesmyndigheden har pålagt ham en sanktion ved at afslå at forfremme ham, dels gør det muligt for ansættelsesmyndigheden at »sætte en stopper for [hans] karriere« i strid med retssikkerhedsprincippet, dels har frataget ham retten til effektive retsmidler, for så vidt som han ikke har kunnet anfægte »den fulde virkning, som [ansættelsesmyndigheden] ønskede at fremkalde«, af afgørelsen af 23. marts 2016.
34 Det er imidlertid tilstrækkeligt at konstatere, at de ovenfor i præmis 33 nævnte anbringender er baseret på en urigtig forudsætning, nemlig at den anfægtede afgørelse udgør en sanktion, hvilket, som anført i præmis 27 ovenfor, ikke er godtgjort i den foreliggende sag.
35 Desuden kan den anfægtede afgørelse ikke anses for at medføre en ubegrænset og vilkårlig blokering af sagsøgerens karriere i strid med retssikkerhedsprincippet. Dels tog ansættelsesmyndigheden nemlig hensyn til en afgørelse om sanktion truffet den 23. marts 2016, dvs. i året umiddelbart forud for forfremmelsesåret 2017. Dels er den anfægtede afgørelse ikke til hinder for, at sagsøgeren i givet fald kan opnå en forfremmelse i et senere forfremmelsesår, hvilket i øvrigt skete i forbindelse med forfremmelsesåret 2018.
36 Det eneste anbringende skal derfor forkastes som ugrundet. Følgelig skal sagsøgerens påstand om annullation af den anfægtede afgørelse forkastes, og som konsekvens heraf skal påstanden om dels at forfremme ham til lønklasse AD 7 med virkning fra den 1. januar 2017, dels om erstatning for det angiveligt lidte tab som følge af vedtagelsen af den nævnte afgørelse, forkastes.
Sagsomkostninger
37 Ifølge Rettens procesreglements artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Sagsøgeren har tabt sagen og pålægges derfor at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med Kommissionens påstand herom.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Niende Afdeling):
1) Europa-Kommissionen frifindes.
2) YL betaler sagomkostningerne.
Gervasoni | Kowalik-Bańczyk | Mac Eochaidh |
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 11. september 2019.
Underskrifter