PERSONALERETTENS KENDELSE
(Anden Afdeling)

5. juni 2008

Sag F-123/06

Marianne Timmer

mod

Revisionsretten for De Europæiske Fællesskaber

»Personalesag – tjenestemænd – vurdering – klagefrist – ny faktisk omstændighed – afvisning«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Marianne Timmer har nedlagt påstand dels om annullation af sine bedømmelsesrapporter udarbejdet af X, kontorchef for den nederlandske oversættelsesafdeling ved Revisionsretten, for perioden 1984-1997 samt de dermed forbundne og/eller deraf følgende afgørelser, herunder afgørelsen om udnævnelse af X, dels om, at Revisionsretten tilpligtes at betale hende erstatning for den økonomiske og ikke-økonomiske skade, som hun har angiveligt har lidt som følge af disse afgørelser.

Udfald: Søgsmålet afvises. Hver part bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – søgsmål – forudgående administrativ klage – frister

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

2.      Tjenestemænd – søgsmål – erstatningspåstand forbundet med en annullationspåstand – afvisningen af annullationspåstanden medfører afvisning af erstatningspåstanden

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

3.      Procedure – stævning – formkrav

1.     Fristerne for indgivelse af ansøgning, klage og søgsmål i vedtægtens artikel 90 og 91 er præceptive og kan ikke fraviges af parterne eller Personaleretten, da de har til formål at tilvejebringe klarhed og retssikkerhed. Eventuelle undtagelser eller fravigelser herfra skal fortolkes indskrænkende. Kun forekomsten af nye og væsentlige omstændigheder kan begrunde indgivelse af en ansøgning om genbehandling af en tidligere afgørelse, som ikke var blevet anfægtet inden for de fastsatte frister. Selv den omstændighed, at en sagsøger senere bliver klar over en i forvejen bestående omstændighed, kan desuden principielt ikke af hensyn til retssikkerhedsprincippet anses for en ny omstændighed, der kan begrunde, at disse frister fornyes.

(jf. præmis 34-36)

Henvisning til:

Domstolen, 15. maj 1985, sag 127/84, Esly mod Kommissionen, Sml. s. 1437, præmis 10.

Retten, 21. februar 1995, sag T-506/93, Moat mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 43, og II, s. 147, præmis 28; 11. juli 1997, sag T-16/97, Chauvin mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 237, og II, s. 681, præmis 32 og 37; 28. maj 1998, forenede sager T-78/96 og T-170/96, W mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 239, og II, s. 745, præmis 68.

2.     Når erstatningspåstande har en tæt forbindelse til annullationspåstande, som afvises, skal også erstatningspåstandene afvises.

(jf. præmis 49)

Henvisning til:

Domstolen, 16. juli 1981, sag 33/80, Albini mod Rådet og Kommissionen, Sml. s. 2141, præmis 18.

Retten, 24. marts 1993, sag T-72/92, Benzler mod Kommissionen, Sml. II, s. 347, præmis 21 og 22; 14. februar 2005, sag T-406/03, Ravailhe mod Regionsudvalget, Sml. Pers. I-A, s. 19, og II, s. 79, præmis 62.

3.     For at en erstatningspåstand kan antages til realitetsbehandling, skal stævningen indeholde de elementer, som gør det muligt at fastlægge det retsstridige forhold, som sagsøgeren foreholder institutionen, årsagerne til, at det er sagsøgerens opfattelse, at der består en årsagssammenhæng mellem adfærden og den skade, som sagsøgeren angiveligt har lidt, samt arten og omfanget af denne skade. Derimod savner en påstand om betaling af en hvilken som helst erstatning præcision og skal derfor afvises.

(jf. præmis 51)

Henvisning til:

Domstolen, 2. december 1971, sag 5/71, Zuckerfabrik Schöppenstedt mod Rådet, Sml. 1971, s. 275, org.ref.: Rec. s. 975, præmis 9.

Retten, 29. januar 1998, sag T-157/96, Affatato mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 41, og II, s. 97, præmis 45.