Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Superior de Justicia de Aragón (Spanien) den 31. december 2019 – Servicio Aragones de la Salud mod LB

(Sag C-942/19)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Tribunal Superior de Justicia de Aragón

Parter i hovedsagen

Appellant: Servicio Aragones de la Salud

Indstævnt: LB

Præjudicielle spørgsmål

Skal § 4 i rammeaftalen, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP om tidsbegrænset ansættelse, der er knyttet som bilag til direktiv 1999/70/EF 1 , fortolkes således, at den ret, som opnåelse af en stilling i den offentlige sektor giver med henblik på anerkendelse af en bestemt tjenesteretlig stilling i den stilling, også i den offentlige sektor, som hidtil er blevet beklædt, er et ansættelsesvilkår, hvorefter forskelsbehandling mellem ansatte med tidsbegrænset ansættelse og fastansatte er udelukket?

Skal § 4 i rammeaftalen, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP om tidsbegrænset ansættelse, der er knyttet som bilag til direktiv 1999/70/EF, fortolkes således, at begrundelsen for en forskelsbehandling mellem ansatte med tidsbegrænset ansættelse og fastansatte begrundet i objektive forhold omfatter et mål om at undgå betydelige forstyrrelser og ulemper i form af manglende kontinuitet personalet inden for et så følsomt område, som levering af sundhedsydelser er, i forbindelse med den forfatningssikrede ret til sundhedsbeskyttelse, således at det kan tjene som grundlag for at afslå at bevilge en bestemt tjenestefrihed til dem, som opnår en tidsbegrænset stilling, men ikke til dem, som opnår en fast stilling?

Er § 4 i rammeaftalen, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP om tidsbegrænset ansættelse, der er knyttet som bilag til direktiv 1999/70/EF til hinder for en bestemmelse som den i artikel 15 i Real Decreto 365/1995 (kongeligt lovdekret nr. 365/1995) omhandlede, hvorefter varetagelse af en stilling som midlertidig ansat tjenestemand eller kontraktansat med tidsbegrænset ansættelse udelukkes fra de tilfælde, som gør det muligt at opnå tjenestefrihed med henblik på udførelse af tjeneste i den offentlige sektor, når den nævnte stilling skal anerkendes for dem, der beklæder en fast stilling i den offentlige sektor, og er mere fordelagtig for en offentligt ansat end andre tjenesteretlige stillinger, som den pågældende ville være nødt til at søge for at kunne beklæde en ny stilling, som den pågældende er blevet udnævnt til?

____________

1     Rådets direktiv 1999/70/EF af 28.6.1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP (EFT 1999, L 175, s. 43)