Language of document : ECLI:EU:F:2007:166

PERSONALERETTENS KENDELSE (Første Afdeling)

26. september 2007

Sag F-129/06

Rocío Salvador Roldán

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Personalesag – tjenestemænd – vederlag – udlandstillæg – betingelser i artikel 4, stk. 1, litra a), i bilag VII til vedtægten – varig bopæl – søgsmålet åbenbart ugrundet«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Rocío Salvador Roldán dels har nedlagt påstand om annullation af Kommissionens ansættelsesmyndigheds afgørelse af 18. august 2006 om afslag på sagsøgerens klage, indbragt den 15. maj 2006, over Kommissionens afgørelse af 6. april 2006 vedrørende afslag på at tildele sagsøgeren udlandstillæg, dels påstand om, at Kommissionen tilpligtes at betale et beløb, der svarer til det nævnte tillæg, med virkning fra den 1. april 2006, forhøjet med renter.

Udfald: Sagen afvises. Hver part bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

Tjenestemænd – vederlag – udlandstillæg – tildelingskriterier

[Tjenestemandsvedtægten, bilag VII, art. 4, stk. 1, litra a)]

Den varige bopæl, som artikel 4, stk. 1, litra a), i bilag VII til vedtægten henviser til med henblik på tildeling af udlandstillæg, er det sted, hvor den pågældende har villet oprette og stabilisere det varige midtpunkt for sine interesser. Ved fastsættelsen af den varige bopæl skal der tages hensyn til samtlige faktiske forhold, der udgør dette, navnlig tjenestemandens faktiske bopæl.

I den forbindelse udgør det sted, hvor en person har udøvet sit hverv, uafhængigt af rækkevidden heraf som et selvstændigt kriterium for anvendelsen af artikel 4, stk. 1, litra a), i bilag VII til vedtægten, et væsentligt indicium for fastsættelsen af den varige bopæl.

Den omstændighed, at en person kunne have til hensigt at søge en stilling i et andet land end bopælslandet, ændrer ikke fastsættelsen af den varige bolig, såfremt det er ubestridt, at den pågældende i løbet af hele referenceperioden har bibeholdt midtpunktet for sine interesser på et sted, der adskiller sig fra tjenestestedet, hvor vedkommende havde bopæl, og hvor vedkommende i den væsentligste del af referenceperioden udøvede sit hverv. Et sådant krav om at ville oprette og stabilisere det varige midtpunkt for sine interesser skal ikke fortolkes således, at den berørte tjenestemand skal have udelukket at vende tilbage til hjemlandet eller rejse til et andet land i Den Europæiske Union.

En tjenestemands tilknytning til sit hjemland, såsom besiddelse af bil, lægebesøg, forældrenes faste ejendom i dette land, fornyelse af officielle identitetsbeviser, udøvelse af de civile rettigheder, skattepligt samt interesser og ejendom såsom en bankkonto samt besøg er blot den almindelige tilknytning, personer opretholder med det land, hvor deres forældre bor, eller hvor de har boet længe, men udgør ikke dokumentation for, at den varige bopæl er i dette land.

(jf. præmis 48, 51, 56 og 59)

Henvisning til:

Retten, 8. april 1992, sag T-18/91, Costacurta Gelabert mod Kommissionen, Sml. II, s. 1655, præmis 42; 28. september 1993, sag T-90/92, Magdalena Fernández mod Kommissionen, Sml. II, s. 971, præmis 30; 13. april 2000, sag T-18/98, Reichert mod Parlamentet, Sml. Pers. I-A, s. 73, og II, s. 309, præmis 25; 3. maj 2001, sag T-60/00, Liaskou mod Rådet, Sml. Pers. I-A, s. 107, og II, s. 489, præmis 53 og 64; 13. september 2005, sag T-283/03, Recalde Langarica mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 235, og II, s. 1075, præmis 114; 25. oktober 2005, sag T-83/03, Salazar Brier mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 311, og II, s. 1407, præmis 56 og 71, appel ved Domstolen, C-9/06 P; 27. september 2006, sag T-259/04, Koistinen mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-2, s. 177, og II-A-2, s. 879, præmis 34, og 16. maj 2007, sag T-324/04, F mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-2, s. 0000, og II-A-2, s. 0000, præmis 87.