RETTENS DOM (Fjerde Afdeling)

12. marts 2019 (*)

»EUGFL – Garantisektionen – EGFL – sukker – midlertidig ordning for omstrukturering af sukkerindustrien i Fællesskabet – forordning (EF) nr. 320/2006 – forordning (EF) nr. 968/2006 – udgifter, der er udelukket fra finansiering – udgifter afholdt af Ungarn – betingelser for tildeling af støtte for fuldstændig nedlæggelse og støtte for delvis nedlæggelse – begrebet »produktionsfaciliteter« – bedømmelse af brugen af siloer på tidspunktet for indgivelsen af støtteansøgningen – begrebet »fuldstændig nedlæggelse« – bilag 2 til dokument VI/5330/97 – vanskeligheder ved fortolkning af EU-lovgivningen – loyalt samarbejde«

I sag T-139/15,

Ungarn først ved M. Fehér, G. Koós og A. Pálfy, derefter ved M. Fehér, G. Koós, Z. Biró-Tóth og E. Tóth, som befuldmægtigede,

sagsøger,

støttet af

Den Franske Republik ved D. Colas, som befuldmægtiget,

og af

Den Italienske Republik ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato C. Colelli,

intervenienter,

mod

Europa-Kommissionen ved P. Ondrůšek og B. Béres, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

angående et søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF om delvis annullation af Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/103 af 16. januar 2015 om udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt inden for rammerne af Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) (EUT 2015, L 16, s. 33), for så vidt som den udelukkede et beløb på 11 709 400 EUR fra ELFUL’s finansiering af den omstruktureringsstøtte i sukkerindustrien, der var blevet tildelt af Ungarn,

har

RETTEN (Fjerde Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, H. Kanninen, og dommerne J. Schwarcz og C. Iliopoulos (refererende dommer),

justitssekretær: fuldmægtig N. Schall,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 8. maj 2017,

afsagt følgende

Dom

 Retsforskrifter

 Forordning(EF) nr. 320/2006

1        Rådet for Den Europæiske Union har vedtaget forordning (EF) nr. 320/2006 af 20. februar 2006 om en midlertidig ordning for omstrukturering af sukkerindustrien i Fællesskabet og om ændring af forordning (EF) nr. 1290/2005 om finansiering af den fælles landbrugspolitik (EUT 2006, L 58, s. 42). Forordning nr. 320/2006 er blevet ændret flere gange, senest ved Rådets forordning nr. 72/2009 af 19. januar 2009 om ændringer af den fælles landbrugspolitik ved ændring af forordning (EF) nr. 247/2006, (EF) nr. 320/2006, (EF) nr. 1405/2006, (EF) nr. 1234/2007, (EF) nr. 3/2008 og (EF) nr. 479/2008 samt om ophævelse af forordning (EØF) nr. 1883/78, (EØF) nr. 1254/89, (EØF) nr. 2247/89, (EØF) nr. 2055/93, (EF) nr. 1868/94, (EF) nr. 2596/97, (EF) nr. 1182/2005 og (EF) nr. 315/2007 (EUT 2009, L 30, s. 1). Forordning nr. 320/206, som ændret ved forordning nr. 72/2009, finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i denne sag.

2        I første og femte betragtning til forordning nr. 320/2006 anføres følgende:

»(1)      […] Hvis EF’s ordning for sukkerproduktion og ‑handel skal bringes i overensstemmelse med internationale krav og sukkerindustriens konkurrenceevne sikres på langt sigt, er det nødvendigt med en gennemgribende omstrukturering, således at den urentable produktionskapacitet i EF reduceres betydeligt. Med henblik herpå bør der, som en forudsætning for indførelsen af en ny velfungerende fælles markedsordning for sukker, oprettes en særskilt og selvstændig midlertidig ordning for omstrukturering af sukkerindustrien i EF. […]

(5)      Der bør indføres et betydeligt økonomisk incitament i form af tilstrækkelig omstruktureringsstøtte for at få de mindst produktive sukkervirksomheder til at ophøre med kvoteproduktion. I dette øjemed bør der indføres omstruktureringsstøtte, der skal tilskynde de berørte virksomheder til at indstille produktionen og give afkald på de pågældende kvoter og samtidig gøre det muligt at tage behørigt hensyn til de sociale og miljømæssige forpligtelser, der er forbundet med indstilling af produktionen. Støtten bør kunne udbetales i en periode på fire produktionsår, således at produktionen reduceres så meget, at der opnås ligevægt på EF’s sukkermarked.«

3        Artikel 1 i forordning nr. 320/2006 med overskriften »Midlertidig omstruktureringsfond« bestemmer:

»1.      Ved denne forordning oprettes der en midlertidig fond for omstrukturering af sukkerindustrien i Fællesskabet (i det følgende benævnt »omstruktureringsfonden«).

Omstruktureringsfonden indgår i Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget, Garantisektionen. Fra den 1. januar 2007 vil den indgå i Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL).

2.      Omstruktureringsfonden skal finansiere udgifterne til de foranstaltninger, der er fastsat i artikel 3, 6, 7, 8 og 9.

[…]

4.      Denne forordning gælder ikke for fjernområderne som omhandlet i traktatens artikel 299, stk. 2.«

4        Artikel 3 i forordning 320/2006 med overskriften »Omstruktureringsstøtte« bestemmer:

»1.      En virksomhed, der producerer sukker, isoglucose eller inulinsirup, og som har fået tildelt en kvote inden den 1. juli 2006 […], er berettiget til omstruktureringsstøtte pr. ton kvote, den har givet afkald på, forudsat at den i et af produktionsårene 2006/07, 2007/08, 2008/09 eller 2009/10:

a)      giver afkald på den kvote, som den har fordelt på en eller flere af sine fabrikker, og fuldstændig nedlægger produktionsfaciliteterne på de pågældende fabrikker, eller

b)      giver afkald på den kvote, som den har fordelt på en eller flere af sine fabrikker, delvis nedlægger produktionsfaciliteterne på de pågældende fabrikker og ikke benytter produktionsstedet og de tilbageblevne produktionsfaciliteter til produktion af produkter, der er omfattet af den fælles markedsordning for sukker, eller

[…]

3.      Ved fuldstændig nedlæggelse af produktionsfaciliteter skal:

a)      produktionen af sukker, isoglukose og inulinsirup på de pågældende produktionsfaciliteter indstilles endeligt og fuldstændigt

b)      fabrikken eller fabrikkerne lukkes, og produktionsfaciliteterne nedlægges inden for den i artikel 4, stk. 2, litra d), nævnte frist, og

c)      miljøet på fabrikkens område genoprettes, og der skal træffes foranstaltninger til at lette omskolingen af arbejdsstyrken inden for den i artikel 4, stk. 2, litra f), nævnte frist. […]

4.      Ved delvis nedlæggelse af produktionsfaciliteter skal:

a)      produktionen af sukker, isoglucose og inulinsirup på de pågældende produktionsfaciliteter indstilles endeligt og fuldstændigt

b)      der [ske] nedlæggelse af de produktionsfaciliteter, der ikke skal bruges til ny produktion, og som var bestemt for og anvendt til produktion af produkterne nævnt i litra a)

c)      miljøet på fabrikkens område genoprettes, og der skal træffes foranstaltninger til at lette omskolingen af arbejdsstyrken inden for den i artikel 4, stk. 2, litra f), nævnte frist […]

5.      Omstruktureringsstøtten for hver ton kvote, der gives afkald på, fastsættes:

a)      for så vidt angår tilfældet i stk. 1, litra a), til:

–      730,00 EUR/t for produktionsåret 2006/07

–      730,00 EUR/t for produktionsåret 2007/08

–      625,00 EUR/t for produktionsåret 2008/09

–      520,00 EUR/t for produktionsåret 2009/10

b)      for så vidt angår tilfældet i stk. 1, litra b), til:

–      547,50 EUR/t for produktionsåret 2006/07

–      547,50 EUR/t for produktionsåret 2007/08

–      468,75 EUR/t for produktionsåret 2008/09

–      390,00 EUR/t for produktionsåret 2009/10.

[…]«

5        Endvidere bestemmer artikel 4 i forordning nr. 320/2006 med overskriften »Ansøgning om omstruktureringsstøtte« følgende:

»1.      Ansøgninger om omstruktureringsstøtte indgives til den pågældende medlemsstat senest den 31. januar i året forud for det produktionsår, hvor der er givet afkald på kvoten.

[…]

2.      Ansøgninger om omstruktureringsstøtte skal indeholde:

a)      en omstruktureringsplan

[…]

c)      et tilsagn om at give afkald på den pågældende kvote i det pågældende produktionsår

d)      et tilsagn om fuldstændig nedlæggelse af produktionsfaciliteterne inden for en frist, der fastsættes af den pågældende medlemsstat, jf. artikel 3, stk. 1, litra a)

e)      et tilsagn om delvis nedlæggelse af produktionsfaciliteterne inden for en frist, der fastsættes af den pågældende medlemsstat, og om ikke at anvende produktionsstedet og de tilbageblevne produktionsfaciliteter til produktion af produkter, der er omfattet af den fælles markedsordning for sukker, jf. artikel 3, stk. 1, litra b)

[…]

3.      Omstruktureringsplanen i stk. 2, litra a), skal indeholde mindst følgende elementer:

[…]

c)      en fuldstændig teknisk beskrivelse af de pågældende produktionsfaciliteter

d)      en driftsplan, der indeholder nærmere detaljer vedrørende modaliteter, en tidsplan for og udgifter i forbindelse med lukning af fabrikken eller fabrikkerne og fuldstændig eller delvis nedlæggelse af produktionsfaciliteterne

[…]

h)      en finansieringsplan, der indeholder en detaljeret beskrivelse af alle udgifter i forbindelse med omstruktureringsplanen.«

6        Artikel 5 i forordning nr. 320/2006 med overskriften »Beslutning om omstruktureringsstøtte og kontrol« bestemmer:

»1.      Senest inden udgangen af februar forud for produktionsåret, jf. artikel 3, stk. 2, skal medlemsstaterne træffe beslutning om, hvorvidt der skal ydes omstruktureringsstøtte. Beslutningen for produktionsåret 2006/07 træffes dog senest den 30. september 2006.

[…]

2.      Der ydes omstruktureringsstøtte, hvis medlemsstaten efter grundig kontrol har fastslået, at:

–        ansøgningen indeholder de elementer, der er nævnt i artikel 4, stk. 2

–        omstruktureringsplanen indeholder de elementer, der er nævnt i artikel 4, stk. 3

–        de foranstaltninger og tiltag, der er beskrevet i omstruktureringsplanen, er i overensstemmelse med fællesskabslovgivningen og national lovgivning,

–        […]

3.      Hvis en eller flere af betingelserne i stk. 2, første, andet og tredje led, ikke er opfyldt, sendes ansøgningen om omstruktureringsstøtte tilbage til ansøgeren. Ansøgeren oplyses om, hvilke betingelser der ikke er opfyldt. Ansøgeren kan derefter enten trække sin ansøgning tilbage eller supplere den.

[…]«

 Forordning (EF) nr. 968/2006

7        Europa-Kommissionen har vedtaget forordning (EF) nr. 968/2006 af 27. juni 2006 om de nærmere bestemmelser for gennemførelsen af forordning nr. 320/2006 (EUT 2006, L 176, s. 32). Forordning nr. 968/2006 er blevet ændret adskillige gange, senest ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 672/2011 af 13. juli 2011 om ændring af forordning nr. 968/2006 (EUT 2011, L 184, s. 1). Forordning nr. 968/2006, som ændret ved forordning nr. 672/2011, finder anvendelse på denne sags faktiske omstændigheder.

8        I fjerde betragtning til forordning nr. 968/2006 anføres:

»Hvad angår afkald på kvoter, giver artikel 3 i forordning […] nr. 320/2006 mulighed for fuldstændig eller delvis nedlæggelse af produktionsfaciliteter, som afføder forskellige beløb i omstruktureringsstøtte. I de betingelser, der gælder for disse to muligheder, skal der tages hensyn til, at der ydes et højere beløb i omstruktureringsstøtte ved fuldstændig nedlæggelse på grund af de højere omkostninger herved, men det synes hensigtsmæssigt at gøre det muligt at bibeholde dele af fabrikken, som ikke indgår i produktionslinjen, hvis de kan anvendes til andre formål, som fremgår af omstruktureringsplanen, navnlig hvis denne anvendelse skaber arbejdspladser. På den anden side bør installationer, som ikke direkte vedrører sukkerproduktion, nedlægges, hvis der ikke findes alternative former for anvendelse af dem inden for en rimelig tidshorisont, eller hvis det vil skade miljøet at bibeholde dem.«

9        Artikel 4 i forordning nr. 968/2006 med overskriften »Nedlæggelse af produktionsfaciliteter« bestemmer:

»1.      I tilfælde af fuldstændig nedlæggelse som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra a), i forordning […] nr. 320/2006 gælder kravene vedrørende nedlæggelse af produktionsfaciliteterne for:

a)      alle faciliteter, som er nødvendige for at producere sukker, isoglucose eller inulinsirup, som for eksempel faciliteter til oplagring, analyse, vask og opskæring af sukkerroer, sukkerrør, kornprodukter eller cikorie og alle faciliteter, som er nødvendige til udvinding og forarbejdning eller koncentrering af sukker fra sukkerroer eller sukkerrør, stivelse fra kornprodukter, glukose fra stivelse eller inulin fra cikorie

b)      den del af faciliteterne – bortset fra de under litra a) nævnte – som direkte vedrører fremstilling af sukker, isoglucose eller inulinsirup, og som er nødvendig for produktion under den kvote, der er givet afkald på, selv om den kan anvendes i forbindelse med fremstilling af andre produkter, for eksempel faciliteter til opvarmning eller behandling af vand eller til frembringelse af energi, faciliteter til håndtering af sukkerroeaffald eller melasse samt faciliteter til intern transport.

c)      alle øvrige faciliteter, såsom emballeringsfaciliteter, som efterlades uanvendte, og som skal demonteres og fjernes af miljøhensyn.

2.      I tilfælde af delvis nedlæggelse som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra b), i forordning […] nr. 320/2006 gælder kravet vedrørende nedlæggelse af produktionsfaciliteter de faciliteter, der nævnes i stk. 1 i nærværende artikel, og som ikke er beregnet til anden produktion eller anden anvendelse på fabrikken i henhold til omstruktureringsplanen.«

10      Artikel 6 i forordning nr. 968/2006 med overskriften »Medlemsstaternes forpligtelser« bestemmer:

»1.      Senest 20 dage efter, at medlemsstaten har modtaget kopi af indbydelsen til konsultationer som omhandlet i artikel 2, stk. 3, underretter den de parter, der er involveret i omstruktureringsplanen, om sin beslutning vedrørende:

[…]

b)      den periode, med udløb senest den 30. september 2010, der er afsat til nedlæggelse af produktionsfaciliteter og til opfyldelse af de sociale og miljømæssige krav, der omhandles i artikel 3, stk. 3, litra c), og artikel 3, stk. 4, litra c), i forordning […] nr. 320/2006.

[…]

Uanset [stk. 1,] litra b), kan medlemsstaten på begrundet anmodning herom fra virksomheden forlænge den i [stk. 1, litra b),] fastsatte tidsfrist indtil senest den 31. marts 2012. I sådanne tilfælde forelægger virksomheden en ændret omstruktureringsplan efter artikel 11 [i forordning nr. 968/2006].

[…]«

11      Artikel 9 i forordning nr. 968/2006 med overskriften »Berettigelse til omstruktureringsstøtte« bestemmer:

»[…]

2.      For at ansøgningen kan betragtes som berettiget, skal omstruktureringsplanen:

a)      indeholde en oversigt over de vigtigste mål, foranstaltningerne og aktionerne samt omkostningerne i forbindelse hermed samt en finansieringsplan og en tidsplan

b)      for hver berørt fabrik specificere den kvotemængde, der gives afkald på, idet denne mængde skal være mindre end eller lig med den produktionskapacitet, der skal nedlægges helt eller delvist

c)      omfatte en erklæring om, at produktionsfaciliteterne nedlægges helt eller delvist og fjernes fra produktionsstedet

[…]

e)      klart fastlægge alle de aktioner og omkostninger, der skal finansieres af omstruktureringsfonden, og eventuelle øvrige beslægtede elementer, som ønskes finansieret af andre fællesskabsfonde.

3.      Hvis betingelserne i stk. 2 ikke er opfyldt, informerer medlemsstaten ansøgeren om årsagerne hertil og fastsætter en frist inden for den tidsramme, der nævnes i artikel 4, stk. 1, i forordning […] nr. 320/2006, hvor ansøgningen kan tilpasses i overensstemmelse hermed.

Medlemsstaten træffer beslutning om den tilpassede ansøgnings berettigelse inden for 15 arbejdsdage efter den frist, der nævnes i første afsnit, dog mindst 10 arbejdsdage før den tidsfrist, der nævnes i artikel 5, stk. 1, i forordning […] nr. 320/2006.

Hvis den tilpassede ansøgning ikke indgives i rette tid eller ikke betragtes som berettiget, afvises ansøgningen om omstruktureringsstøtte, og medlemsstaten underretter ansøgeren og Kommissionen herom inden for fem arbejdsdage. Hvis den samme ansøger indgiver en ny ansøgning, indgår denne i den kronologiske rækkefølge, som nævnes i artikel 8.

[…]«

12      Artikel 11 i forordning nr. 968/2006 med overskriften »Ændringer af omstruktureringsplanen« bestemmer:

»1.      Så snart omstruktureringsstøtten er tildelt, gennemfører ansøgeren alle de foranstaltninger, der beskrives i den godkendte omstruktureringsplan, samt overholder de forpligtelser, der indgår i ansøgningen om omstruktureringsstøtte.

2.      Enhver ændring af en godkendt omstruktureringsplan skal godkendes af medlemsstaten på grundlag af en anmodning fra den pågældende virksomhed, hvori virksomheden:

a)      redegør for årsagerne og problemerne med gennemførelse af planen

b)      præsenterer de justeringer eller nye foranstaltninger, der foreslås, og den forventede virkning heraf

c)      beskriver de økonomiske og tidsmæssige konsekvenser.

Ændringerne må ikke medføre ændring af den samlede omstruktureringsstøtte, der tildeles, eller af de midlertidige omstruktureringsafgifter, der skal betales i henhold til artikel 11 i forordning […] nr. 320/2006.

Medlemsstaten underretter Kommissionen om den ændrede omstruktureringsplan.«

13      Artikel 16 i forordning nr. 968/2006 med overskriften »Udbetaling af omstruktureringsstøtte« bestemmer:

»Udbetalingen af hver rate af omstruktureringsstøtten, som omhandlet i artikel 10, stk. 4, i forordning […] nr. 320/2006, afhænger af, at der stilles sikkerhed for et beløb svarende til 120% af den pågældende rate.

[…]«

14      Artikel 22 i forordning nr. 968/2006 med overskriften »Frigivelse af sikkerhed« bestemmer:

»1.      Den sikkerhedsstillelse, der er omhandlet i artikel 16, stk. 1, […] og artikel 18, stk. 2, frigives på betingelse af, at:

a)      alle planlagte foranstaltninger og aktioner i omstruktureringsplanen, de nationale omstruktureringsprogrammer og driftsplanen er gennemført

b)      den endelige rapport, som er omhandlet i artikel 23, stk. 2, er indsendt

c)      medlemsstaterne har gennemført de kontrolforanstaltninger, der er omhandlet i artikel 25

[…]

3.      Bortset fra tilfælde af force majeure fortabes sikkerhedsstillelsen, hvis betingelserne i stk. 1 ikke er opfyldt senest den 30. september 2012.«

15      Artikel 25 i forordning nr. 968/2006 med overskriften »Kontrol« bestemmer:

»1.      Hver virksomhed og hvert produktionssted, som der modtages støtte for under omstruktureringsfonden, inspiceres af medlemsstatens kompetente myndighed inden for tre måneder efter den i artikel 23, stk. 2, nævnte tidsfrist.

Ved inspektionen kontrolleres det, at omstruktureringsplanen eller driftsplanen følges, og at de oplysninger, som virksomheden har givet i statusrapporten, er korrekte og fyldestgørende. Den første inspektion under en omstruktureringsplan omfatter desuden kontrol af eventuelle yderligere oplysninger, som virksomheden har givet i sin ansøgning om omstruktureringsstøtte, navnlig den bekræftelse, der er omhandlet i artikel 4, stk. 2, litra b), i forordning […] nr. 320/2006.

2.      Inspektionen skal i alle tilfælde omfatte elementerne i omstruktureringsplanen som nævnt i artikel 4, stk. 3, i forordning […] nr. 320/2006 […]«

16      Endvidere bestemmer artikel 26 med overskriften »Inddrivelse« i forordning nr. 968/2006 følgende:

»Hvis en støttemodtager ikke overholder en eller flere af sine forpligtelser under omstruktureringsplanen, driftsplanen eller et nationalt omstruktureringsprogram, inddrives den del af støtten, som er tildelt med henblik på denne eller disse forpligtelser, bortset fra tilfælde af force majeure, jf. dog stk. 3.

[…]«

17      Endelig bestemmer artikel 27 i forordning nr. 968/2006 med overskriften »Sanktioner« følgende:

»1.      Hvis støttemodtageren ikke overholder en eller flere af sine forpligtelser under omstruktureringsplanen, driftsplanen eller det nationale omstruktureringsprogram, pålægges det vedkommende at betale et beløb svarende til 10% af det beløb, der skal inddrives i henhold til artikel 26.

[…]«

 Tvistens baggrund

18      Mellem den 16. og den 19. marts 2010 gennemførte Kommissionens tjenestegrene et kontrolbesøg i Ungarn på tre af de fire tidligere sukkerproduktionsanlæg, der havde modtaget omstruktureringsstøtte for fuldstændig nedlæggelse i henhold til artikel 3 i forordning nr. 320/2006 i den udgave, der finder anvendelse på disse datoer.

19      Efter dette kontrolbesøg underrettede Kommissionen ved skrivelse af 20. juli 2010 (herefter »den første meddelelse af 20. juli 2010«) de ungarske myndigheder om resultatet af det gennemførte kontrolbesøg og præciserede, at denne meddelelse var blevet fremsendt i henhold til artikel 11 i Kommissionens forordning (EF) nr. 885/2006 af 21. juni 2006 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1290/2005 for så vidt angår godkendelse af betalingsorganer og andre organer og regnskabsafslutning for EGFL og ELFUL (EUT 2006, L 171, s. 90).

20      Det fremgår af den første meddelelse af 20. juli 2010, at Kommissionen fandt, at de ungarske myndigheder ikke fuldt ud havde overholdt kravene i EU-lovgivningen vedrørende betingelserne for tildeling af støtte til omstrukturering i sukkerindustrien for produktionsårene 2007/2008 og 2008/2009. Kommissionen konstaterede nemlig, at siloer var blevet bibeholdt på de besøgte industrianlæg, der tilhørte henholdsvis selskaberne Eastern Sugar i Kaba (Ungarn) og Matra Cukor i Szolnok (Ungarn), og at de disse selskaber følgelig ikke kunne modtage omstruktureringsstøtte for fuldstændig nedlæggelse, men udelukkende en omstruktureringsstøtte for delvis nedlæggelse, hvilken støtte er 25% lavere end omstruktureringsstøtten for fuldstændig nedlæggelse. I denne forbindelse anførte Kommissionen, at de pågældende selskaber ikke var berettigede til omstruktureringsstøtte for fuldstændig nedlæggelse, hvis de ikke foretog en fuldstændig gennemførelse af omstruktureringsplanen, og såfremt de øvrige bygninger, der var forbundet med produktionen, ikke blev nedrevet. Endelig anmodede Kommissionen de ungarske myndigheder om at fremlægge oplysninger om de bygninger, der stadig bestod på de sukkerproduktionsanlæg med sukkerproduktion, som Kommissionens ansatte ikke havde besøgt.

21      Ved skrivelse af 20. september 2010 besvarede de ungarske myndigheder indsigelserne i den første meddelelse af 20. juli 2010 og anførte over for Kommissionen, at nogle siloer på Eastern Sugars produktionsanlæg i Kaba var blevet lejet for at kunne oplagre sukker i løs afladning med henblik på emballering.

22      I forbindelse med et bilateralt møde mellem Kommissionens tjenestegrene og de ungarske myndigheder, der fandt sted i Bruxelles (Belgien) den 6. december 2010, erklærede disse sidstnævnte bl.a., at der fortsat forefandtes siloer på dels Eastern Sugars produktionsanlæg i Kaba, dels Magyar Cukors produktionsanlæg i Petőháza (Ungarn), og at de siloer, der forefandtes på Matra Cukors anlæg, var under nedrivning. De har endvidere i det væsentlige gjort gældende, at der ikke forelå et retsgrundlag for pligten til at nedlægge siloerne, og at det var tilstrækkeligt at give afkald på kvoteproduktionen og at nedlægge produktionsfaciliteterne til, at de ungarske sukkervirksomheder var berettigede til omstruktureringsstøtte for fuldstændig nedlæggelse.

23      Kommissionen har for sin del medgivet, at det, selv om forordning nr. 320/2006 og nr. 968/2006 ikke omtaler nedlæggelse af siloer, følger af den omhandlede lovgivnings opbygning, at disse sidstnævnte, for så vidt som de udgjorde en integrerende del af produktionsfaciliteterne skulle nedlægges. Endvidere anførte Kommissionen, at de sukkervirksomheder, der havde ansøgt om omstruktureringsstøtte for fuldstændig nedlæggelse, havde kunnet vælge at foretage en delvis nedlæggelse, hvilket ville have givet dem en støtte på et beløb, der var 25% mindre end det, der blev tildelt ved en fuldstændig nedlæggelse. Endelig anførte Kommissionen over for de ungarske myndigheder, at de fik en periode på indtil september 2011 til at afhjælpe situationen og bevare retten til omstruktureringsstøtte for fuldstændig nedlæggelse.

24      Den 3. marts 2011 indgav de ungarske myndigheder deres bemærkninger til referatet af det bilaterale møde af 6. december 2010. De erklærede bl.a., at det alene var de sukkervirksomheder, der havde modtaget omstruktureringsstøtte for fuldstændig nedlæggelse, der kunne ansøge om forlængelse af fristen for den endelige nedlæggelse, hvilket de imidlertid ikke havde gjort.

25      Ved skrivelse af 8. november 2012, der blev fremsendt i henhold til artikel 11, stk. 2, tredje afsnit, i forordning nr. 885/2006, underrettede Kommissionen de ungarske myndigheder om, at den tilsigtede at udelukke et beløb på 11 709 400 EUR fra EU-finansiering, idet dette var blevet beregnet på grundlag af forskellen mellem det støttebeløb, der blev tildelt ved en fuldstændig nedlæggelse, og det tildelte støttebeløb ved en delvis nedlæggelse.

26      Den 18. december 2012 anmodede de ungarske myndigheder om, at der blev indledt en forligsprocedure på grundlag af artikel 16 i forordning nr. 885/2006.

27      Den 25. april 2013 udarbejdede forligsorganet en rapport, hvori det først konstaterede, at forsøget på at opnå et forlig mellem parterne var slået fejl, og at det væsentlige spørgsmål, der var genstand for uenighed mellem disse parter, verserede for Domstolen. Dernæst anførte den i det væsentlige dels, at Kommissionen ved adskillige lejligheder havde undladt at underrette de ungarske myndigheder om forpligtelsen til nedlæggelsen af siloerne, dels, at adskillige medlemsstater i lighed med Kommissionen selv havde haft vanskeligt ved at fortolke den omhandlede lovgivning. Endelig opfordrede forligsorganet Kommissionen til at tage hensyn til den omstændighed, at det følger af Kommissionens dokument VI/5330/97 af 23. december 1997 med overskriften »Retningslinjer for beregning af de finansielle følger ved udarbejdelsen af beslutningen om regnskabsafslutning for EUGFL, Garantisektionen« (herefter »dokument VI/5330/97«), at »såfremt uregelmæssighederne kan tilregnes fortolkningen af Fællesskabets regler, […] kan der tages hensyn til denne formildende omstændighed, og det kan foreslås, at en lavere korrektionssats eller ingen korrektionssats skal anvendes«.

28      Ved dom af 14. november 2013, SFIR m.fl. (C-187/12 – C-189/12, EU:C:2013:737), fastslog Domstolen i det væsentlige, at begrebet »produktionsfaciliteter« som omhandlet i artikel 3 og 4 i forordning nr. 320/2006 og artikel 4, stk. 1, litra b), i forordning nr. 968/2006, dækker siloer, der er beregnet til opbevaring af sukkeret fra modtageren af omstruktureringsstøtte. Domstolen fastslog imidlertid, at dette ikke er tilfældet i to situationer: for det første når det godtgøres, at siloerne udelukkende er blevet anvendt til opbevaring af sukker, der er kvoteproduceret, som andre producenter oplagrer, eller som købes af disse sidstnævnte, og for det andet såfremt de udelukkende er blevet anvendt til emballering eller indpakning af sukker produceret andetsteds med henblik på dets afsætning.

29      Ved skrivelse af 8. januar 2014 anførte de ungarske myndigheder igen over for Kommissionen grundende til, at de på baggrund af dom af 14. november 2013, SFIR m.fl. (C-187/12 – C-189/12, EU:C:2013:737), fandt, at de siloer, der blev bibeholdt på Eastern Sugars tidligere sukkerproduktionsanlæg i Kaba og Magyar Cukors anlæg i Petőháza (herefter »de omtvistede siloer«), ikke var omfattet af begrebet »produktionsfaciliteter«.

30      Ved skrivelse af 28. marts 2014 fastsatte Kommissionen en frist på to måneder for de ungarske myndigheder til at fremlægge overbevisende dokumentation for den omstændighed, at de omtvistede siloer inden ansøgningen om omstruktureringsstøtte udelukkende tjente som opbevaring og emballering af kvoteproduceret sukker fra andre producenter.

31      Ved skrivelse af 26. maj 2014 anfægtede de ungarske myndigheder Kommissionens synspunkt om, at der ved bedømmelsen af, om de omtvistede siloer faldt ind under begrebet »produktionsfaciliteter«, skulle tages hensyn til måden, hvorpå de blev anvendt på tidspunktet for ansøgningen om omstruktureringsstøtte.

32      Eftersom Kommissionen fandt, at de ungarske myndigheder stadig ikke havde henvist til forhold, hvoraf det ville have været muligt at udlede, at de omtvistede siloer på tidspunktet for ansøgningen om omstruktureringsstøtte udelukkende blev anvendt til opbevaring og emballering af kvoteproduceret sukker fra andre producenter, tilstillede Kommissionen de ungarske myndigheder en skrivelse af 6. oktober 2014, hvori den gentog det synspunkt, der blev tilkendegivet i dens tidligere skrivelse af 8. november 2012.

33      I den sammenfattende rapport, der blev fremlagt i mødet den 18. november 2014 i Komitéen for Landbrugsfondene, der var blevet hørt i overensstemmelse med artikel 31, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 1290/2005 af 21. juni 2005 om finansiering af den fælles landbrugspolitik (EUT 2005, L 209, s. 1) og samme forordnings artikel 41, stk. 3, anførte Kommissionen, at dens holdning vedrørende de konstaterede overtrædelser forblev uændret.

34      Det var under disse betingelser, at Kommissionen vedtog gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/103 af 16. januar 2015 om udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt inden for rammerne af Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) (EUT 2015, L 16, s. 33, herefter »den anfægtede afgørelse«), herunder dem, der blev afholdt af Ungarn med et beløb på 11 709 400 EUR for den omstruktureringsstøtte i sukkerindustrien, der er omhandlet i denne sag.

 Retsforhandlinger og parternes påstande

35      Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 27. marts 2015 har Ungarn anlagt nærværende sag.

36      Ved processkrifter indleveret til Rettens Justitskontor henholdsvis den 22. juni og den 3. juli 2015 har Den Franske Republik og Den Italienske Republik anmodet om tilladelse til at intervenere i sagen til støtte for Ungarns påstande. Ved kendelse af 21. august 2015 har formanden for Rettens Anden Afdeling tilladt disse interventioner. Den Franske Republik har indgivet interventionsindlæg til Rettens Justitskontor den 21. oktober 2015.

37      Kommissionen og Ungarn har fremsat deres bemærkninger til Den Franske Republiks interventionsindlæg henholdsvis den 16. december 2015 og den 6. januar 2016.

38      Ungarn har nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede afgørelse annulleres delvist, for så vidt som den udelukker et beløb på 11 709 400 EUR fra finansiering gennem EGFL af den omstruktureringsstøtte i sukkerindustrien, der blev tildelt af Ungarn.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

39      Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Ungarn tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

40      Den Franske Republik har nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede afgørelse annulleres.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

41      På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Fjerde Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling og som en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse i henhold til artikel 89 i Rettens procesreglement stillet parterne skriftlige spørgsmål og anmodet dem om at fremlægge en række dokumenter. Parterne har med undtagelse af Den Italienske Republik efterkommet foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse inden for fristen.

42      Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret spørgsmål fra Retten i retsmødet den 8. maj 2017.

43      Idet Den Italienske Republik ikke var til stede under retsmødet, er den mundtlige procedure blevet holdt åben med henblik på at give den mulighed for at fremsætte sine skriftlige bemærkninger inden for en frist på en uge regnet fra forkyndelsen af retsbogen. Den Italienske Republik har fremsat sine skriftlige bemærkninger inden for den fastsatte frist, hvori den har fundet, at Ungarns søgsmål skal tages til følge.

44      Den 16. juni 2017 har Ungarn og Kommissionen til Rettens Justitskontor indgivet deres bemærkninger til Den Italienske Republiks indlæg, som blev indgivet efter retsmødet.

 Retlige bemærkninger

45      Ungarn har til støtte for sit søgsmål i det væsentlige fremsat to anbringender om for det første tilsidesættelse af artikel 3 og 4 i forordning nr. 320/2006 og af artikel 4 i forordning nr. 968/2006 og for det andet om tilsidesættelse af retningslinjerne i dokument VI/5330/97 og princippet om loyalt samarbejde.

 Det første anbringende om tilsidesættelse af artikel 3 og 4 i forordning nr. 320/2006 og artikel 4 i forordning nr. 968/2006

46      Ungarn er – støttet af Den Franske Republik og Den Italienske Republik – i det væsentlige af den opfattelse, at den anfægtede afgørelse er i strid med artikel 3 og 4 i forordning nr. 320/2006 og artikel 4 i forordning nr. 968/2006, for så vidt som Kommissionen fandt, at de ungarske sukkervirksomheder ikke opfyldte betingelserne for at modtage omstruktureringsstøtte for fuldstændig nedlæggelse, eftersom de havde bibeholdt nogle siloer og derfor ikke havde nedlagt samtlige deres produktionsfaciliteter. I denne forbindelse har Ungarn gjort gældende, at Kommissionen begik en fejl ved at finde, at der ved bedømmelsen af, om siloerne udgjorde produktionsfaciliteter som omhandlet i forordning nr. 320/2006 og følgelig, om de faldt ind under de undtagelser, som Domstolen fastsatte i dom af 14. november 2013, SFIR, m.fl. (C-187/12 – C-189/12, EU:C:2013:737), skulle lægges vægt på den brug, der blev foretaget på tidspunktet for ansøgningen om omstruktureringsstøtte (herefter »det af Kommissionen opstillede kriterium«). Endvidere har Ungarn i det væsentlige gjort gældende, at forpligtelsen til fuldstændig nedlæggelse af produktionsfaciliteterne kan være opfyldt, også selv om siloerne sælges i stedet for at blive nedrevet, betinget af, at der gives afkald på sukkerkvoten, og at de bibeholdte faciliteter efter omstruktureringsprocessen ikke længere kan anvendes til sukkerproduktion af støttemodtageren.

47      Kommissionen har bestridt argumenterne fra Ungarn, Den Franske Republik og Den Italienske Republik.

48      For det første bemærkes, at Domstolen i dom af 14. november 2013, SFIR m.fl. (C-187/12 – C-189/12, EU:C:2013:737), efter at have fastslået, at begrebet »produktionsfaciliteter« ikke var defineret i forordning nr. 320/2006 og nr. 968/2006, bemærkede, at begrebet »produktion« ligeledes kunne omfatte andre faser for fremstilling af et produkt, der ligger før eller efter den kemiske eller fysiske forarbejdningsproces, og derfor kunne omfatte opbevaring af sukker, der ikke blev emballeret umiddelbart efter dets udvinding af råstoffet. Den fastslog således, at opbevaringen kunne have en karakter, der »direkte vedrører fremstilling af sukker« som omhandlet i artikel 4, stk. 1, litra b), i forordning nr. 968/2006 (dom af 14.11.2013, SFIR m.fl., C-187/12 – C-189/12, EU:C:2013:737, præmis 26). For det andet fastslog Domstolen, at siloerne kunne have en direkte indvirkning på de sukkermængder, der kunne produceres, og på den produktionsproces, der afhænger af nærheden til en opbevaringsfacilitet, for så vidt som de navnlig gør det muligt helt eller delvist at udsætte salget af produktet fra et givent produktionsår og således indvirker på EF’s sukkermarked som omhandlet i femte betragtning til forordning nr. 320/2006 (dom af 14.11.2013, SFIR m.fl., C-187/12 – C-189/12, EU:C:2013:737, præmis 27-29). For det tredje fastslog Domstolen i det væsentlige, at det fulgte af artikel 3, stk. 3, litra a) og b), i forordning nr. 320/2006, at det berørte industrikompleks for at kunne tildeles den omstruktureringsstøtte for fuldstændig nedlæggelse i princippet skulle indstilles i sin helhed, og at muligheden for ikke at nedlægge eller endog at fortsætte med at anvende andre faciliteter end produktionsfaciliteter i fremtiden, samtidig med at retten til den samlede støtte bevares, udgjorde en undtagelse til denne regel, der skal fortolkes snævert (dom af 14.11.2013, SFIR m.fl., C-187/12 – C-189/12, EU:C:2013:737, præmis 30).

49      På baggrund af ovenstående betragtninger fastslog Domstolen i præmis 31 i dom af 14. november 2013, SFIR m.fl. (C-187/12 – C-189/12, EU:C:2013:737), at siloer, der er beregnet til støttemodtagerens opbevaring af sukker, måtte anses for en produktionsfacilitet, og dette gælder uanset den omstændighed, at de også anvendtes til andre formål.

50      Domstolen har imidlertid anerkendt to undtagelser til dette princip. Den har nemlig i det væsentlige fastslået, at siloer falder uden for kvalifikationen »produktionsfaciliteter« og følgelig uden for forpligtelsen til nedlæggelse for det første, når det godtgøres, at de udelukkende anvendes til opbevaring af kvoteproduceret sukker, som andre producenter oplagrer, eller som købes af andre producenter (dom af 14.11.2013, SFIR m.fl., C-187/12 – C-189/12, EU:C:2013:737, præmis 32 og 35), og for det andet, at de udelukkende anvendes til emballering eller indpakning af sukker med henblik på dets afsætning (dom af 14.11.2013, SFIR m.fl., C-187/12 – C-189/12, EU:C:2013:737, præmis 33 og 35) (herefter »de af Domstolen fastsatte undtagelser«).

51      I det foreliggende tilfælde er det ikke bestridt af Ungarn, Den Franske Republik eller Den Italienske Republik, at de omtvistede siloer på tidspunktet for ansøgningen om omstruktureringsstøtte for fuldstændig nedlæggelse ikke faldt ind under en af de af Domstolen fastsatte undtagelser. Endvidere har Ungarn heller ikke anfægtet, at de omtvistede siloer efter omstruktureringsprocessen var blevet opretholdt på produktionsstederne for de ungarske sukkervirksomheder, der havde modtaget omstruktureringsstøtte for fuldstændig nedlæggelse.

52      Ungarn er imidlertid af den opfattelse, at Kommissionen begik en fejl ved at finde, at de ovennævnte omstændigheder begrundede den finansielle korrektion på 25%, der blev anvendt på førstnævnte. Ifølge Ungarn, støttet af Den Franske Republik og Den Italienske Republik, er det væsentlige, at siloerne ved omstruktureringsprocessens afslutning ikke længere udgjorde installationer, der vedrører sukkerproduktion. Følgelig var det med urette, at Kommissionen fastslog, at det var på tidspunktet for ansøgningen om omstruktureringsstøtten, at der skulle foretages en bedømmelse af, om siloerne henhørte under en af de af Domstolen fastsatte undtagelser.

53      Ungarns argumentation, der ligeledes er støttet af Den Franske Republik og Den Italienske Republik, er imidlertid ikke i overensstemmelse med den omhandlede lovgivning.

54      Indledningsvis fremgår det af første og femte betragtning til forordning nr. 320/2006, at formålet med den omhandlede lovgivning er at reducere kapaciteten for den urentable sukkerproduktion i EU ved at tilskynde de mindst produktive virksomheder til at indstille deres kvoteproduktion for sukker og give afkald på de pågældende kvoter.

55      Det følger endvidere af femte betragtning til forordning nr. 320/2006, at omstruktureringsordningen hviler på sukkerproducentens frivillige deltagelse, for så vidt som den indfører et betydeligt økonomisk incitament i form af tilstrækkelig omstruktureringsstøtte (jf. i denne retning dom af 14.11.2013, SFIR m.fl., C-187/12 – C-189/12, EU:C:2013:737, præmis 44).

56      For at nå det mål om reduktion af kapaciteten for den urentable sukkerproduktion i EU, der forfølges med den omhandlede lovgivning, indførte EU-lovgiver to forskellige omstruktureringsordninger efter den form for nedlæggelse, der foretages, dvs. en fuldstændig nedlæggelse og en delvis nedlæggelse, som giver ret til forskellige beløb for omstruktureringsstøtten, som det fremgår af artikel 3, stk. 5, litra a) og b), i forordning nr. 320/2006, sammenholdt med fjerde betragtning til forordning nr. 968/2006.

57      For det første for så vidt angår de betingelser, der skal være opfyldt for at modtage omstruktureringsstøtte for fuldstændig nedlæggelse, kræves i henhold til artikel 3, stk. 1, litra a), og artikel 3, stk. 3, litra b), i forordning nr. 320/2006, at den ansøgende sukkervirksomhed giver afkald på den kvote, som den har fordelt på en eller flere af sine fabrikker, og foretager lukning af fabrikken og fuldstændigt nedlægger produktionsfaciliteterne. For at modtage omstruktureringsstøtte for delvis nedlæggelse kræves i henhold til artikel 3, stk. 1, litra b), og artikel 3, stk. 4, litra b), i forordning nr. 320/2006 derimod af den ansøgende sukkervirksomhed, at den giver afkald på den kvote, som den har fordelt på en eller flere af sine fabrikker, delvist nedlægger produktionsfaciliteterne på de pågældende fabrikker og ikke længere benytter de tilbageblevne produktionsfaciliteter til produktion af produkter, der er omfattet af den fælles markedsordning for sukker.

58      For det andet er omfanget af forpligtelsen til nedlæggelse af produktionsfaciliteterne blevet præciseret ved artikel 4 i forordning nr. 968/2006.

59      I henhold til artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 968/2006 vedrører den forpligtelse til fuldstændig nedlæggelse, der er omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra a), i forordning nr. 320/2006, bl.a. faciliteter, som er nødvendige for at producere sukker, isoglucose eller inulinsirup, [artikel 4, stk. 1, litra a), i forordning nr. 968/2006,] faciliteter, som direkte vedrører fremstilling af sukker, isoglucose eller inulinsirup, og som er nødvendig for produktion under den kvote, der er givet afkald på, selv om de kan anvendes i forbindelse med fremstilling af andre produkter [artikel 4, stk. 1, litra b), i forordning nr. 968/2006], og alle øvrige faciliteter, såsom emballeringsfaciliteter, som efterlades uanvendte, og som skal demonteres og fjernes af miljøhensyn [artikel 4, stk. 1, litra c), i forordning nr. 968/2006].

60      I henhold til artikel 4, stk. 1, litra c), i forordning nr. 968/2006, sammenholdt med artikel 3, stk. 1, litra a), i forordning nr. 320/2006 og fjerde betragtning til forordning nr. 968/2006, kan alle faciliteter, som ikke er nødvendige for at producere sukker, isoglucose eller inulinsirup, eller som ikke direkte vedrører sukkerproduktion, såsom emballeringsfaciliteter, i tilfælde af fuldstændig nedlæggelse undtagelsesvist bibeholdes betinget af, at de anvendes og ikke skal demonteres og fjernes af miljøhensyn.

61      Endvidere bestemmer artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 968/2006, at i tilfælde af delvis nedlæggelse gælder kravet vedrørende nedlæggelse de faciliteter, der nævnes i samme artikels stk. 1 (jf. præmis 59 ovenfor), og som ikke er beregnet til anden produktion eller anden anvendelse på fabrikken i henhold til omstruktureringsplanen. Endvidere fremgår det af artikel 3, stk. 1, litra b), i forordning nr. 320/2006, at de produktionsfaciliteter, der kan bibeholdes, ikke længere må benyttes til fremstilling af produkter, der er omfattet af den fælles markedsordning for sukker. I henhold til artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 968/2006, sammenholdt med artikel 3, stk. 1, litra b), i forordning nr. 320/2006, kan installationer, som er nødvendige for at producere sukker, isoglucose eller inulinsirup, eller som direkte vedrører fremstilling af de pågældende produkter således bibeholdes, forudsat at de ikke længere benyttes til fremstilling af produkter, der er omfattet af den fælles markedsordning for sukker, og at de er beregnet til anden produktion eller anden anvendelse på fabrikken i henhold til omstruktureringsplanen.

62      For det tredje skal valget mellem fuldstændig nedlæggelse og delvis nedlæggelse foretages af sukkervirksomhederne i forbindelse med ansøgningen om omstruktureringsstøtte.

63      Det følger nemlig af artikel 4, stk. 2, litra a), c), d) og e), sammenholdt med artikel 4, stk. 3, litra c) og h), i forordning nr. 320/2006, samt af artikel 9, stk. 2, litra a) og c), i forordning nr. 968/2006, at en omstruktureringsstøtte skal omfatte en forpligtelse til for det første at give afkald på den omhandlede kvote og for det andet en forpligtelse til fuldstændigt eller delvist at nedlægge produktionsfaciliteterne inden for en frist, der fastsættes af den berørte medlemsstat, samt en omstruktureringsplan, som bl.a. indeholder en fuldstændig teknisk beskrivelse af de pågældende produktionsfaciliteter, en sammenfatning af foranstaltninger og tiltag samt en vurdering af omkostningerne ved disse foranstaltninger og tiltag, en finansieringsplan og en tidsplan for gennemførelse af de forskellige påtænkte foranstaltninger.

64      Det er således i overensstemmelse med de bestemmelser, der er nævnt ovenfor i præmis 63, senest på tidspunktet for ansøgningen om omstruktureringsstøtte for fuldstændig eller delvis nedlæggelse, at støttemodtageren skal have identificeret samtlige de produktionsfaciliteter, som han forpligter sig til at nedlægge i henhold til omstruktureringsplanen. Dette forudsætter således for så vidt angår siloerne, at det på tidspunktet for ansøgningen om omstruktureringsstøtte skal fastlægges, om de udgør produktionsfaciliteter, hvoraf nedlæggelsen skal være fastsat i omstruktureringsplanen, når der ansøges om omstruktureringsstøtte for fuldstændig nedlæggelse, eller om de falder ind under de af Domstolen fastsatte undtagelser.

65      Enhver anden fortolkning ville fratage de krav, der er fastsat i artikel 4 i forordning nr. 320/2006 og artikel 9 i forordning nr. 968/2006, deres indhold og ville endvidere være i strid med den sondring mellem delvis og fuldstændig nedlæggelse, der foretages i den omhandlede lovgivning.

66      For det første gælder, at i det tilfælde, at sukkervirksomhederne på tidspunktet for ansøgningen om omstruktureringsstøtte ikke ved, om de siloer, der forefindes på deres produktionsanlæg, udgør produktionsfaciliteter eller ej, vil disse siloer ikke være betegnet i omstruktureringsplanen som produktionsfaciliteter, der skal nedlægges, hvilket er i strid med artikel 4, stk. 3, litra c), i forordning nr. 320/2006.

67      Endvidere ville tilsagnet om at nedlægge samtlige produktionsfaciliteter, der skal være indeholdt i ansøgningen om omstruktureringsstøtte for fuldstændig nedlæggelse (jf. præmis 63 ovenfor), i dette tilfælde være mangelfuldt eftersom det ikke vedrører samtlige de produktionsfaciliteter, der forefandtes på tidspunktet, hvor tilsagnet blev afgivet.

68      For det andet gælder, at såfremt kvalifikationen af siloer som produktionsfaciliteter blev foretaget på tidspunktet for omstruktureringsprocessens afslutning, ville dette både i tilfælde af en fuldstændig nedlæggelse og en delvis nedlæggelse gøre det muligt at bevare siloer, der på tidspunktet for ansøgningen om tildeling af støtte udgjorde produktionsfaciliteter, med den begrundelse, at de efter omstruktureringen ikke længere anvendes som sukkerproduktionsanlæg. Muligheden for at bibeholde en del af produktionsfaciliteterne har derfor ikke karakter af delvis nedlæggelse, men kan ligeledes karakteriseres som en fuldstændig nedlæggelse, selv om operatørerne i dette sidstnævnte tilfælde modtager en omstruktureringsstøtte, der er 25% højere end den, der tildeles i tilfælde af delvis nedlæggelse på grund af de højere omkostninger herved, som det fremgår af artikel 3, stk. 5, litra a) og b), i forordning nr. 320/2006 og af fjerde betragtning til forordning nr. 968/2006.

69      På baggrund af det ovenstående følger, at såfremt en silo udgør en produktionsfacilitet på tidspunktet for ansøgningen om omstruktureringsstøtte, skal denne være omtalt i ansøgningen og være nedlagt i overensstemmelse med omstruktureringsplanen, og i modsat fald er betingelserne for tildeling af en sådan støtte ikke opfyldt.

70      Følgelig begik Kommissionen i modsætning til det af Ungarn, Den Franske Republik og Den Italienske Republik hævdede ingen fejl ved at finde, at det er på tidspunktet for ansøgningen om omstruktureringsstøtte, at bedømmelsen af siloernes kvalifikation skal foretages.

71      Den ovenstående konklusion kan ikke afkræftes af de argumenter, som Ungarn, den Franske Republik og Den Italienske Republik har fremført.

72      For det første har Ungarn i det væsentlige gjort gældende, at det af Kommissionen opstillede kriterium er i strid med opbygningen af omstruktureringsordningen for sukkerindustrien. Det afgørende for at opfylde det formål, der er knyttet til omstruktureringen, er ifølge Ungarn, at der ved omstruktureringsprocessens afslutning ikke længere foreligger produktionsfaciliteter, der kan benyttes til sukkerproduktion.

73      I denne forbindelse fremgår det af præmis 56, 57 og 68 ovenfor, at EU-lovgiver med henblik på at nå det mål om en reduktion af kapaciteten for den urentable sukkerproduktion i EU, der forfølges ved den omhandlede lovgivning, fastsatte to forskellige omstruktureringsordninger alt efter den form for nedlæggelse, der foretages, som indebærer forskellige beløb for omstruktureringsstøtten. Endvidere, og som anført i præmis 62-64 ovenfor, indebærer valget mellem en delvis og en fuldstændig nedlæggelse, at den virksomhed, der ønsker omstruktureringsstøtte på tidspunktet for støtteansøgningen, identificerer samtlige de produktionsfaciliteter, der forefindes på det pågældende anlæg, som den forpligter sig til at nedrive senest ved omstruktureringsprocessens afslutning.

74      På baggrund af det ovenstående indgår det af Kommissionen opstillede kriterium i logikken i den ordning, der er indført af EU-lovgiver, og er ikke i strid med opbygningen af sukkerindustriens omstruktureringsordning.

75      Følgelig skal Ungarns argument forkastes.

76      For det andet er Den Franske Republik af den opfattelse, at Kommissionen ikke af forpligtelsen i henhold til artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 320/2006, til i støtteansøgningerne at afgive et tilsagn om at nedlægge produktionsfaciliteterne inden for en frist, der fastsættes af medlemsstaten, kan udlede, at det tidspunkt, hvorpå der skal foretages en bedømmelse af brugen af siloerne, er tidspunktet for støtteansøgningen. Ifølge Den Franske Republik vedrører denne bestemmelse nemlig ikke betingelserne for tildeling af omstruktureringsstøtte, men udelukkende indholdet af ansøgningerne om omstruktureringsstøtte og datoen, hvorpå disse skal indgives.

77      Det fremgår udtrykkeligt af ordlyden af artikel 9 i forordning nr. 968/2006, at betingelserne i artikel 4 i forordning nr. 320/2006 vedrører berettigelsen af ansøgningerne om omstruktureringsstøtte. Det skal endvidere konstateres, at disse betingelser for berettigelse er forskellige fra de materielle betingelser for tildeling af omstruktureringsstøtte for fuldstændig nedlæggelse, som for deres del er fastsat i artikel 3, stk. 1, litra a), i forordning nr. 320/2006, nemlig for det første, at der gives afkald på den kvote, som støttemodtageren har fordelt på en eller flere af sine fabrikker, og, for det andet, fuldstændig nedlæggelse af produktionsfaciliteterne på de pågældende fabrikker (jf. præmis 57 ovenfor).

78      Selv om ansøgningen om omstruktureringsstøtte for fuldstændig nedlæggelse ikke identificerer alle de produktionsfaciliteter, der skal nedlægges i henhold til omstruktureringsplanen, er det ikke udelukkende berettigelsen af ansøgningen, der kan anfægtes, men ligeledes retten for den ansøgende virksomhed til at modtage en sådan støtte. Såfremt en installation eller en bygning ikke er nævnt i omstruktureringsplanen som en produktionsfacilitet, er nedlæggelsen deraf ikke forudsat i omstruktureringsplanen, og følgelig er den betingelse om nedlæggelse, som er omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra a), i forordning nr. 320/2006, ikke opfyldt.

79      Under alle omstændigheder gælder, at såfremt Den Franske Republiks argumentation blev godtaget, ville dette betyde, at den kontrol med ansøgninger om omstruktureringsstøtte, der udøves af medlemsstaten, kun ville vedrøre overholdelsen af betingelserne for berettigelsen af ansøgningerne, hvilket ikke kan tillades, eftersom tildeling af omstruktureringsstøtte for fuldstændig nedlæggelse i henhold til artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 320/2006 forestås af medlemsstaten efter denne første kontrol. I denne forbindelse præciserer artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 320/2006, at medlemsstaten inden tildelingen af omstruktureringsstøtte skal foretage »en grundig kontrol« af indholdet af støtteansøgningen og omstruktureringsplanen samt foreneligheden af de foranstaltninger og tiltag, der er beskrevet i omstruktureringsplanen, med EU-retten og de relevante nationale lovgivninger. Medlemsstaten kan således, når den behandler en ansøgning om omstruktureringsstøtte for fuldstændig nedlæggelse, ikke nøjes med at foretage en simpel formel kontrol, der er begrænset til, om forskellige oplysninger, der skal figurere dels i støtteansøgningen, dels i omstruktureringsplanen, er opfyldt, men skal ligeledes efterprøve, om disse oplysninger gør det muligt at konkludere i hvert fald ud fra en umiddelbar betragtning, at betingelserne for omstruktureringsstøtte for fuldstændig nedlæggelse er opfyldt, og følgelig at der ved omstruktureringens afslutning ikke længere forefindes produktionsfaciliteter på det nedlagte produktionssted.

80      I øvrigt fremgår det af artikel 25 i forordning nr. 968/2006, sammenholdt med dens artikel 26, at den kontrol, der skal foretages ved omstruktureringsprocessens afslutning i henhold til forordningens artikel 25, skal efterprøve, at omstruktureringsplanen er gennemført korrekt, og ikke, om de materielle betingelser for tildeling af omstruktureringsstøtte er opfyldt, idet disse sidstnævnte kontrolleres ex ante, dvs. inden støttetildelingen.

81      Den Franske Republiks argument må derfor forkastes.

82      For det tredje har Ungarn i det væsentlige gjort gældende, at det af Kommissionen opstillede kriterium fratager artikel 4, stk. 1, litra c), i forordning nr. 968/2006 dens virkning, idet det er til hinder for en bibeholdelse af de siloer, der er bestemt til at oplagre sukker, som skal emballeres, såfremt de er blevet anvendt forinden af støttemodtageren til opbevaring af dennes egen produktion.

83      På den ene side, som anført i præmis 59 og 60 ovenfor, følger det af artikel 4, stk. 1, litra c), i forordning nr. 968/2006, sammenholdt med artikel 3, stk. 1, litra a), i forordning nr. 320/2006 og fjerde betragtning til forordning nr. 968/2006, at alle andre installationer end dem, der er nødvendige for at producere sukker, isoglucose eller inulinsirup, eller som direkte vedrører fremstilling af de pågældende produkter som eksempelvis emballeringsfaciliteter, i tilfælde af fuldstændig nedlæggelse undtagelsesvist kan bibeholdes, betinget af, at de benyttes og ikke skal demonteres og fjernes af miljøhensyn.

84      På den anden side bemærkes, at Domstolen i dom af 14. november 2013, SFIR m.fl. (C-187/12 – C-189/12, EU:C:2013:737), fastslog, at en silo, der tjener til opbevaring af støttemodtagerens sukker, udgør en facilitet, som direkte vedrører fremstilling af sukker som omhandlet i artikel 4, stk. 1, litra b), i forordning nr. 968/2006 (dom af 14.11.2013, SFIR m.fl., C-187/12 – C-189/12, EU:C:2013:737, præmis 26 og 31), og således ikke faldt ind under de andre installationer, navnlig ikke emballeringsfaciliteter, der er omhandlet i artikel 4, stk. 1, litra c), i forordning nr. 968/2006, som kunne tillades bibeholdt i tilfælde af fuldstændig nedlæggelse, såfremt de benyttes og ikke skal demonteres og fjernes af miljøhensyn.

85      Følgelig og i modsætning til det af Ungarn hævdede tillader artikel 4, stk. 1, litra c), i forordning nr. 968/2006 ikke bibeholdelse af en silo, som anvendes til opbevaring af støttemodtagerens sukkerproduktion, eftersom en sådan bibeholdelse kun kan ske i tilfælde af delvis nedlæggelse og betinget af, at den omhandlede silo efter omstruktureringen ikke længere anvendes til fremstilling af produkter, der henhører under den fælles markedsordning for sukker.

86      På baggrund af det ovenstående skal Ungarns argument og ligeledes argumentet i Ungarns svar på Rettens skriftlige spørgsmål om, at fjerde betragtning til forordning nr. 968/2006 blandt produktionsfaciliteter udskiller en undergruppe af faciliteter, »som ikke indgår i produktionslinjen«, som omfatter siloer til opbevaring af sukker, og som kan bibeholdes, uanset om der sker fuldstændig eller delvis nedlæggelse, forkastes.

87      For det fjerde har Ungarn støttet af Den Franske Republik i det væsentlige gjort gældende, at det af Kommissionen opstillede kriterium ikke følger af dom af 14. november 2013, SFIR m.fl. (C-187/12 – C-189/12, EU:C:2013:737), og heller ikke følger af Domstolens argumentation i denne dom.

88      Det skal først bemærkes, at Domstolen i dom af 14. november 2013, SFIR m.fl. (C-187/12 – C-189/12, EU:C:2013:737), ikke tog stilling til spørgsmålet om, på hvilket tidspunkt bedømmelsen af, om siloerne udgjorde produktionsfaciliteter, der falder ind under forpligtelsen til nedlæggelse, skal foretages. I denne sag begrænsede Domstolen sig nemlig til at besvare de spørgsmål, der blev forelagt den af Consiglio di Stato (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Italien), og som for det første vedrørte kriterierne for, om siloer udgjorde produktionsfaciliteter, og for det andet om gyldigheden af artikel 3 og 4 i forordning nr. 320/2006 og artikel 4 i forordning nr. 968/2006, henset til de overordnede regler og principper i den primære EU-ret.

89      Den omstændighed, at Domstolen i dom af 14. november 2013, SFIR m.fl. (C-187/12 – C-189/12, EU:C:2013:737), ikke behandlede spørgsmålet om, på hvilket tidspunkt bedømmelsen af brugen af siloerne skal foretages, påvirker imidlertid ikke lovligheden af det af Kommissionen opstillede kriterium, idet der i denne forbindelse erindres om, at dette kriterium implicit, men nødvendigvis følger af en samlet læsning af artikel 3, stk. 1, 3, 4 og 5, i forordning nr. 320/2006, og artikel 4, stk. 2, og 3, i forordning nr. 320/2006, af samme forordnings artikel 5, stk. 2 og 3, artikel 4 i forordning nr. 968/2006 og af sidstnævnte forordnings artikel 9, stk. 2 og 3 (jf. præmis 57-68 ovenfor).

90      Følgelig skal Ungarns og Den Franske Republiks argument forkastes.

91      For det femte har Den Italienske Republik i det væsentlige gjort gældende, at det af Kommissionen opstillede kriterium er i strid med det formål om bevarelse af beskæftigelsen, der forfølges med den omhandlede lovgivning, for så vidt som det fører til nedrivning af siloer, som inden ansøgningen om omstruktureringsstøtte også blev lovligt benyttet til indpakning og emballering af det sukker, der blev produceret på stedet, og følgelig til tab af arbejdspladser.

92      I denne forbindelse bemærkes, at adskillige bestemmelser i forordning nr. 320/2006 og nr. 968/2006 vidner om den betydning, som EU-lovgiver tillagde den beskæftigelsesmæssige situation i de områder, der var berørt af omstruktureringen i sukkerindustrien. Eksempelvis følger det af artikel 3, stk. 3, litra c), og af artikel 3, stk. 4, litra c), i forordning nr. 320/2006, at der ved fuldstændig nedlæggelse og delvis nedlæggelse skal vedtages foranstaltninger til at lette omskolingen af arbejdsstyrken. Endvidere tillader artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 968/2006, sammenholdt med artikel 3, stk. 1, litra b), i forordning nr. 320/2006, i tilfælde af delvis nedlæggelse bibeholdelse af produktionsfaciliteter bestemt til fremstilling af andre produkter end dem, der er omfattet af den fælles markedsordning for sukker (jf. præmis 61 ovenfor), og således gøre det muligt at opretholde beskæftigelsen på de tidligere sukkerproduktionsanlæg. På samme måde tillader artikel 4, stk. 1, litra c), i forordning nr. 968/2006, sammenholdt med fjerde betragtning til samme forordning, i tilfælde af fuldstændig nedlæggelse opretholdelse af andre installationer end dem, der er nødvendige for at producere sukker, isoglucose eller inulinsirup, eller som direkte vedrører fremstilling af disse produkter som eksempelvis emballeringsfaciliteter, betinget af, at de benyttes og ikke skal demonteres og fjernes af miljøhensyn (jf. præmis 60).

93      Formålet om beskyttelse af beskæftigelsen og aktiviteten hos de virksomheder, der er omfattet af omstruktureringen, skal imidlertid bedømmes sammen med det væsentligste formål med den omhandlede lovgivning, som i overensstemmelse med første til femte betragtning til forordning nr. 320/2006 er en reduktion af kapaciteten for den urentable sukkerproduktion i EU (jf. præmis 54 ovenfor).

94      Endvidere kan de betragtninger om sociale hensyn, som Den Italienske Republik har fremsat, ikke begrunde dens fortolkning af den omhandlede lovgivning, som gør indgreb i den væsentlige sondring, som EU-lovgiver ønskede at indføre mellem delvis nedlæggelse og fuldstændig nedlæggelse (jf. præmis 56, 57 og 68 ovenfor), og er derfor i strid med den pågældende lovgivning.

95      Den Italienske Republiks argument skal derfor forkastes.

96      For det sjette har Ungarn støttet af Den Franske Republik gjort gældende, at det af Kommissionen opstillede kriterium ikke tager hensyn til sukkerproduktionens sæsonbetonede karakter, og har rejst tvivl om den praktiske anvendelighed af de af Domstolen fastsatte undtagelser. I denne forbindelse har Ungarn anført, at ansøgningerne om omstruktureringsstøtte skulle indgives til medlemsstaten senest den 31. januar før det produktionsår, hvori der skulle have været givet afkald på kvoten i overensstemmelse med artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 320/2006. Eftersom denne dato lå midt i den sæsonbetonede cyklus for sukkerproduktion, var det meget sandsynligt, at siloerne stadig på dette tidspunkt tjente til sukkerproduktionen inden for den fastsatte kvote for ansøgeren af omstruktureringsstøtten, henset til siloers funktions- og brugsegenskaber. Ungarn har således gjort gældende, at virksomhederne for at kunne modtage omstruktureringsstøtte for fuldstændig nedlæggelse samtidigt med, at siloerne bibeholdes med henblik på fremtidig brug vedrørende opbevaring af sukker fremstillet andetsteds, enten skal oplagre sukker, der er produceret andetsteds, og dette skal ske i det produktionsår, der ligger forud for afkaldet på kvoten, eller indstille brugen af siloerne, i givet fald ved at indstille produktionen af deres eget sukker, selv inden at have givet afkald på kvoteproduktionen. Den Franske Republik har i denne forbindelse tilføjet, at det er sjældent, at en virksomhed på det samme sted råder over en installation for sukkerproduktion under sin kvote og siloer, der tjener til opbevaring, emballering eller indpakning af kvoteproduceret sukker fra andre producenter.

97      Dels betyder den omstændighed, at de betingelser, der er fastsat i de undtagelser, som Domstolen har fastslået, vanskeligt kan opfyldes på tidspunktet for ansøgningen om omstruktureringsstøtten, ikke, at de pågældende betingelser ikke kan opfyldes. Kommissionen har i øvrigt fremlagt dom nr. 2966 af 15. juni 2015 fra Consiglio di Stato (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Italien), hvoraf det fremgår, at ud af de tre siloer, der forefandtes på tidspunktet for ansøgningen om omstruktureringsstøtte for den pågældende fuldstændige nedlæggelse, blev én silo anvendt til opbevaring af sukker, der blev produceret på produktionsanlægget for den støttemodtagende virksomhed, mens de to øvrige siloer tjente til opbevaring og emballering af sukker, som blev produceret af andre producenter.

98      Dels, og som Kommissionen med rette har gjort gældende, er opretholdelsen af siloer, der ikke udgør produktionsfaciliteter, en undtagelse til reglen, som fastslået af Domstolen i præmis 30 i dom af 14. november 2013, SFIR m.fl. (C-187/12 – C-189/12, EU:C:2013:737), om, at det berørte industrikompleks for at kunne tildeles den samlede omstruktureringsstøtte skal indstilles i sin helhed. Den omstændighed, at bedømmelsen af brugen af siloer på datoen for ansøgningen om omstruktureringsstøtte sjældent fører til, at de ikke kvalificeres som produktionsfaciliteter, er kun en følge af den omstændighed, at muligheden for ikke at nedlægge eller endog at fortsætte med at anvende andre faciliteter end produktionsfaciliteter i fremtiden samtidigt med, at retten til omstruktureringsstøtten for fuldstændig nedlæggelse bevares, udgør en undtagelse til den af Domstolen fastslåede regel, der skal fortolkes snævert (jf. i denne retning dom af 14.11.2013, SFIR m.fl., C-187/12 – C-189/12, EU:C:2013:737, præmis 30).

99      Ungarns og Den Franske Republiks argumenter skal derfor forkastes.

100    For det syvende har Ungarn støttet af Den Italienske Republik gjort gældende, at Kommissionens argument om, at det er uhensigtsmæssigt at tage hensyn til brugen af siloer ved omstruktureringsprocessens afslutning, eftersom omstruktureringen på dette tidspunkt er tilendebragt, og der ikke længere vil foreligge sukkerproduktion i henhold en kvote, der er givet afkald på, ikke er logisk: Det forudsætter nemlig i det væsentlige, at målet med omstruktureringen blev nået, allerede inden omstruktureringen blev indledt.

101    Som der blev redegjort for i præmis 57-68 ovenfor, havde efterprøvelsen af brugen af siloer på tidspunktet for ansøgningen om omstruktureringsstøtte til formål at fastslå, om disse siloer udgør faciliteter, der vedrører produktionen, hvor nedlæggelse er påkrævet for at kunne modtage omstruktureringsstøtte for fuldstændig nedlæggelse, eller faciliteter, der ikke vedrører sukkerproduktion, for hvilke støttemodtageren kunne vælge mellem bibeholdelse eller nedlæggelse. I modsætning til det af Ungarn hævdede forudsætter den omstændighed, at efterprøvelsen foretages på tidspunktet for støtteansøgningen, på ingen måde, at omstruktureringens formål allerede er nået, og at siloerne allerede er nedlagt på dette tidspunkt. I øvrigt følger det af artikel 6 i forordning nr. 968/2006, at fristen for gennemførelsen af nedlæggelsen senest udløb den 31. marts 2012. Såfremt en silo udgjorde en produktionsfacilitet på tidspunktet for støtteansøgningen, var en effektiv nedlæggelse ikke umiddelbart påkrævet, men kunne foretages på et senere tidspunkt og senest den 31. marts 2012.

102    Under alle omstændigheder fremgår det af præmis 57-60 ovenfor, at der ved omstruktureringens afslutning ikke må forefindes produktionsfaciliteter på et fuldstændigt nedlagt produktionssted, og heller ikke siloer, der er bestemt til opbevaring af sukker produceret af støttemodtageren, bortset fra det tilfælde, hvor omstruktureringsplanen ikke er blevet gennemført korrekt, hvilket derfor indebærer, at støttemodtageren må se støtten inddrevet i henhold til artikel 26 i forordning nr. 968/2006, og at virksomheden pålægges de sanktioner, der er fastsat i forordningens artikel 27.

103    Ungarns argument må derfor forkastes.

104    Henset til, hvad der blev anført i præmis 101 og 102, skal Den Franske Republiks argument om, at det heller ikke er sikkert, at de opretholdte siloer ved omstruktureringens afslutning nødvendigvis falder ind under de af Domstolen fastsatte undtagelser, ligeledes forkastes.

105    For det ottende har Ungarn i det væsentlige hævdet, at det af Kommissionen opstillede kriterium er i strid med råderummet ved udarbejdelsen og gennemførelsen af de omstruktureringsplaner, som sukkervirksomhederne råder over i henhold til gældende lovgivning og særligt artikel 4, stk. 1, litra c), i forordning nr. 968/2006. Den Franske Republik har for sin del hævdet, at det følger af den mulighed for at ændre omstruktureringsplanen, der er fastsat i artikel 11 i forordning nr. 968/2006, at den præcise benyttelse, der foretages med de siloer, som opretholdes, kan udvikle sig under nedlæggelsesprocessen. Ifølge Den Franske Republik er det forhold, at nedlæggelsesprocessen kan udvikle sig, således til hinder for, at bedømmelsen af brugen af siloer kan foretages på tidspunktet for støtteansøgningen.

106    Dels kan råderummet ved udarbejdelsen af den omstruktureringsplan, som støttemodtageren råder over, samt muligheden for at ændre denne plan i henhold til artikel 11 i forordning nr. 968/2006 ikke krænke bestemmelserne i forordning nr. 320/2006 eller i forordning nr. 968/2006 og navnlig ikke den væsentlige forpligtelse til at nedlægge de produktionsfaciliteter, der er fastsat i artikel 3, stk. 1, litra a) og b), i forordning nr. 320/2006, som i tilfælde af fuldstændig nedlæggelse indebærer nedrivning af enhver produktionsfacilitet, som forefindes på tidspunktet for støtteansøgningen.

107    Dels tager Ungarns og Den Franske Republiks argumenter ikke hensyn til sondringen mellem fuldstændig nedlæggelse og delvis nedlæggelse, som imidlertid er afgørende i den omhandlede lovgivning (jf. præmis 56, 57 og 68 ovenfor). Muligheden for at bibeholde produktionsfaciliteter, herunder siloer, kan kun finde sted i tilfælde af en delvis nedlæggelse og med et støttebeløb, der er lavere end det, der tildeles i det tilfælde, at alle produktionsfaciliteter nedlægges.

108    Ungarns og Den Franske Republiks argumenter skal derfor forkastes.

109    For det niende har Den Franske Republik i det væsentlige gjort gældende, at det følger af anvendelsen i den franske version af fremtidsformen af verbet i udtrykket »produktionsfaciliteter, der ikke skal bruges« i artikel 3, stk. 4, litra b), i forordning nr. 320/2006, at bedømmelsen af betingelsen om brug af installationer, der opretholdes på et produktionssted, ikke kan foretages på tidspunktet for ansøgningen om omstruktureringsstøtte.

110    Det bemærkes, at det i tilfælde af delvis nedlæggelse i henhold til artikel 3, stk. 4, litra b), i forordning nr. 320/2006 er tilladt at opretholde en del af produktionsfaciliteterne og at nedlægge dem, der eventuelt ikke længere anvendes af støttemodtageren ved omstruktureringsprocessens afslutning. Endvidere præciserer artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 968/2006 i denne forbindelse, at der skal foretages nedlæggelse af alle installationer, »[…] som ikke er beregnet til anden produktion eller anden anvendelse på fabrikken i henhold til omstruktureringsplanen«.

111    Det følger af en samlet læsning af de bestemmelser, der er nævnt i præmis 110 ovenfor, at modtageren af en omstruktureringsstøtte for delvis nedlæggelse på tidspunktet for ansøgningen om omstruktureringsstøtte skal vide, hvilke produktionsfaciliteter der ikke længere ønskes benyttet efter omstruktureringen, og nævne disse i omstruktureringsplanen.

112    I denne sammenhæng er anvendelsen i den franske version af fremtidsformen af verbet i artikel 3, stk. 4, litra b), i forordning nr. 320/2006 ikke til hinder for en anvendelse af det af Kommissionen opstillede kriterium.

113    Den Franske Republiks argument skal derfor forkastes.

114    For det tiende og afslutningsvis har Ungarn hævdet, at dom af 14. november 2013, SFIR m.fl. (C-187/12 – C-189/12, EU:C:2013:737), lader det stå hen i det uvisse, om det er muligt i siloer at opbevare sukker, der produceres af støttemodtageren i henhold til en anden kvote end den, der er givet afkald på, uden at falde ind under kvalifikationen produktionsfacilitet. I denne forbindelse har Ungarn gjort gældende, at Domstolens konklusioner i præmis 32 og 40 i dom af 14. november 2013, SFIR m.fl. (C-187/12 – C-189/12, EU:C:2013:737), ikke er indbyrdes forenelige, medmindre det lægges til grund, at siloerne kan anvendes til fremstilling af produkter, der er omfattet af den fælles markedsordning for sukker, eksempelvis for så vidt som de er bestemt til opbevaring af sukker, der produceres af støttemodtageren på et andet produktionssted og under en anden kvote.

115    For det første er Domstolens konklusioner i præmis 32 og 40 i dom af 14. november 2013, SFIR m.fl. (C-187/12 – C-189/12, EU:C:2013:737), indbyrdes fuldt ud overensstemmende. I dommens præmis 32 nævner Domstolen nemlig det tilfælde, at siloer ikke udgør produktionsfaciliteter, for så vidt som de udelukkende er bestemt til opbevaring af kvoteproduceret sukker fra andre producenter eller sukker, som købes af disse sidstnævnte. I dommens præmis 40 nævner Domstolen derimod den situation, hvori en silo, der udgør en produktionsfacilitet på tidspunktet for støtteansøgningen, fortsat anvendes til opbevaring af sukker, der produceres af støttemodtageren på dennes øvrige produktionssteder under en anden kvote. I denne forbindelse anførte Domstolen, at producenten »normalt ikke har ret til omstruktureringsstøtte« på grund af det forbud, der er fastsat i artikel 3, stk. 1, litra b), i forordning nr. 320/2006, mod i tilfælde af delvis nedlæggelse at benytte produktionsfaciliteter, der er omfattet af den fælles markedsordning for sukker.

116    For det andet har spørgsmålet, om begrebet »produktionsfaciliteter« omfatter siloer, der er bestemt til opbevaring af sukker, som produceres af støttemodtageren på dennes øvrige produktionssteder, ingen indvirkning på fastlæggelsen af tidspunktet, hvorpå bedømmelsen af brugen af siloerne skal foretages.

117    Ungarns argument må derfor forkastes.

118    Eftersom ingen af de argumenter, som Ungarn, Den Franske Republik og Den Italienske Republik har fremført, er begrundede, skal det første anbringende forkastes.

 Det andet anbringende om tilsidesættelse af retningslinjerne i dokument VI/5330/97 og princippet om loyalt samarbejde

119    Ungarns andet anbringende lader sig i det væsentlige opdele i to dele vedrørende for det første en tilsidesættelse af retningslinjerne i dokument VI/5330/97 og for det andet en tilsidesættelse af princippet om loyalt samarbejde.

120    Det skal først præciseres, at Ungarn inden for rammerne af det andet anbringendes første led har gjort gældende, at Kommissionen, henset til de fortolkningsproblemer, som den omhandlede lovgivning rejser, skulle have afholdt sig fra at anvende en fast korrektion eller skulle have anvendt en lavere korrektionssats, i henhold til det grænsetilfælde, der er fastsat i bilag 2 til dokument VI/5330/97. Ungarn har inden for rammerne af det andet led derimod kritiseret Kommissionen for ikke i forbindelse med gennemførelsen af ordningen for omstrukturering i sukkerindustrien at have meddelt den sin fortolkning af den omhandlede lovgivning, særligt med hensyn til pligten til nedlæggelse af siloer for at kunne opnå omstruktureringsstøtte for fuldstændig nedlæggelse, og derved tilsidesatte princippet om loyalt samarbejde.

 Det første led om tilsidesættelse af retningslinjerne i dokument VI/5330/97

121    Ungarn har støttet af Den Franske Republik foreholdt Kommissionen at have tilsidesat retningslinjerne i dokument VI/5330/97 med den begrundelse i det væsentlige, at Kommissionen, henset til for det første fortolkningsvanskelighederne med hensyn til forordning nr. 320/2006 og nr. 968/2006 vedrørende spørgsmålet om den behandling, der skal gives siloer i tilfælde af en fuldstændig nedlæggelse af et produktionssted, samt med hensyn til dom af 14. november 2013, SFIR m.fl. (C-187/12 – C-189/12, EU:C:2013:737), og for det andet de oplysninger, som den ikke rettidigt fik givet for så vidt angår dens fortolkning af den omhandlede lovgivning, skulle have nedsat størrelsen af den finansielle korrektion, der vedrører omstruktureringen af sukkerindustrien, eller endog afholdt sig fra at foretage nogen finansiel korrektion i henhold til retningslinjerne i dokument VI/5330/97.

122    Kommissionen har bestridt Ungarns argumenter.

123    Ifølge bilag 2 til dokument VI/5330/97, der har overskriften »Finansielle følger i forbindelse med regnskabsafslutningen for EUGFL, [Garantisektionen] på grund af mangelfuld kontrol i medlemsstaterne«, skal der anvendes finansielle korrektioner, når Kommissionen konstaterer, at medlemsstaterne ikke har foretaget de kontroller, der er specifikt foreskrevet i de gældende forordninger eller under alle omstændigheder er væsentlige med henblik på at sikre lovligheden af den udgift, der afholdes i henhold til EUGFL, Garantisektionen.

124    I bilag 2 til dokument VI/5330/97 med overskriften »grænsetilfælde« bestemmes følgende i andet afsnit (herefter »det i bilag 2 til dokument VI/5330/97 fastsatte grænsetilfælde«):

»Når manglerne skyldtes vanskeligheder ved fortolkningen af EU-retsakter undtagen i tilfælde, hvor det med rimelighed kunne forventes, at medlemsstaten behandler sådanne vanskeligheder sammen med Kommissionen, og når de nationale myndigheder tog effektive skridt til at afbøde manglerne, så snart de blev afsløret, kan denne formildende omstændighed tages i betragtning, og der kan foreslås en lavere sats eller ingen korrektion.«

125    Indledningsvis bemærkes, at den omhandlede institution, som i det foreliggende tilfælde er Kommissionen, med vedtagelsen af regler for fremgangsmåde ved forvaltning, såsom retningslinjerne i dokument VI/5330/97, der skal medføre eksterne virkninger, og med offentliggørelsen eller meddelelsen heraf, hvorved det tilkendegives, at den fremover vil anvende dem på de af reglerne omhandlede tilfælde, har pålagt sig selv en begrænsning i udøvelsen af sit skøn og kan ikke fravige disse regler uden i givet fald at blive mødt med en sanktion for en tilsidesættelse af almindelige retsgrundsætninger, såsom ligebehandlingsprincippet, retssikkerhedsprincippet eller princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. Det kan derfor ikke udelukkes, at sådanne vejledende regler, der har generel rækkevidde, under visse betingelser og på grund af deres indhold kan have retsvirkninger, og at navnlig administrationen ikke i en specifik sag kan fravige disse regler uden at angive grunde, som er forenelige med de almindelige retsgrundsætninger, såsom ligebehandlingsprincippet eller princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, på betingelse af, at en sådan fremgangsmåde ikke er i strid med trinhøjere EU-ret (jf. i denne retning dom af 9.9.2011, Grækenland mod Kommissionen, T-344/05, ikke trykt i Sml., EU:T:2011:440, præmis 192, af 16.9.2013, Spanien mod Kommissionen, T-3/07, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:473, præmis 84 og den deri nævnte retspraksis, og af 10.7.2014, Grækenland mod Kommissionen, T-376/12, EU:T:2014:623, præmis 106 (ikke trykt i Sml.)).

126    Endvidere bemærkes, således som Kommissionen også har gjort, at det grænsetilfælde, der er fastsat i bilag 2 til dokument VI/5330/97, er en vægtningsfaktor, der ikke automatisk åbner op for en ret til, at det anvendes. Som ordlyden af dokument VI/5330/97, som fastsætter tilfældet, vidner om, er anvendelsen nemlig undergivet nogle betingelser for det første, at den mangel, som Kommissionen konstaterer i forbindelse med regnskabsafslutningen, følger af fortolkningsvanskeligheder ved EU-lovgivningen, og, for det andet, at de nationale myndigheder har foretaget det fornødne med henblik på afhjælpning af manglen, så snart den er blevet opdaget af Kommissionen.

127    Hvad angår den første betingelse om anvendelse af det grænsetilfælde, der er fastsat i bilag 2 til dokument VI/5330/97, skal det først bemærkes, at det af Den Franske Republik hævdede om, at ni medlemsstater havde vanskeligheder ved at fortolke begrebet »produktionsfaciliteter«, og spørgsmålet om opretholdelse af opbevaringssiloer inden for rammerne af en fuldstændig nedlæggelse af et sukkerproduktionsanlæg ikke er bestridt af Kommissionen. Dernæst anerkendte forligsorganet i sin rapport af 25. april 2013 udtrykkeligt, at der forelå fortolkningsvanskeligheder ved den omhandlede lovgivning, som ikke kun medlemsstaterne, men også Kommissionens tjenestegrene havde oplevet (præmis 27 ovenfor). Endelig skal det konstateres, at Domstolen i dom af 14. november 2013, SFIR m.fl. (C-187/12 – C-189/12, EU:C:2013:737), udelukkende traf afgørelse vedrørende spørgsmålet, under hvilke betingelser en silo ikke omfattes af kvalifikationen produktionsfacilitet, der falder ind under forpligtelsen til nedlæggelse, men hverken udtalte sig om, på hvilket tidspunkt bedømmelsen af brugen af siloer skal foretages, eller om, hvorvidt forpligtelsen til nedlæggelse nødvendigvis indebærer nedrivning af produktionsfaciliteterne.

128    På baggrund af de omstændigheder, der er nævnt i præmis 127 ovenfor, og i modsætning til det af Kommissionen hævdede skal det konstateres, at den omhandlede lovgivning rejste fortolkningsproblemer med hensyn til spørgsmålet om bibeholdelse af siloer i tilfælde af fuldstændig nedlæggelse.

129    Denne konstatering afsvækkes ikke af Kommissionens argument om, at den altid har givet fuldstændigt sammenhængende oplysninger vedrørende forpligtelsen til nedlæggelse af siloer til de medlemsstater, der har stillet dem spørgsmålet. Kommissionens argument er nemlig ikke blot ikke understøttet, men er under alle omstændigheder faktisk fejlagtigt, eftersom Kommissionen i sin duplik anerkendte, at den aldrig havde besvaret den skrivelse, der blev tilstillet den af de ungarske myndigheder i november 2006, og som den modtog den 15. december 2006, og hvori myndighederne netop ønskede oplysninger om opretholdelse af siloer i tilfælde af fuldstændig nedlæggelse.

130    I det foreliggende tilfælde er den første betingelse for anvendelse af det grænsetilfælde, der er fastsat i bilag 2 til dokument VI/5330/97, således opfyldt.

131    Hvad angår den anden betingelse for anvendelse af grænsetilfældet i bilag 2 til dokument VI/5330/97, hvorefter medlemsstaten skal have vedtaget foranstaltninger, som tilsigter at afhjælpe manglen, så snart den er blevet opdaget, gjorde Ungarn i sine skriftlige indlæg gældende, at det, idet der ikke forelå sikkerhed vedrørende den korrekte fortolkning af den omhandlede lovgivning, ikke kan forventes af Ungarn, at medlemsstaten straks træffer korrigerende foranstaltninger.

132    Som svar på et spørgsmål fra Retten i retsmødet bekræftede Ungarn, at medlemsstaten ikke havde vedtaget foranstaltninger til afhjælpning af den mangel, der var blevet konstateret af Kommissionen i den første meddelelse af 20. juli 2010.

133    For at den anden betingelse for anvendelse af grænsetilfældet i bilag 2 til dokument VI/5330/97 var opfyldt, skulle Ungarn ikke nødvendigvis foretage nedrivning af de omtvistede siloer, men kunne have samarbejdet med Kommissionen ved at have vedtaget foranstaltninger i forhold til modtagerne af omstruktureringsstøtte, der gjorde det muligt at afhjælpe manglen eller i det mindste forebygge en forværring af den skade, der blev påført fonden af denne mangel navnlig ved at afvise at frigive den sikkerhed, der var blevet stillet af modtagerne af omstruktureringsstøtte i henhold til artikel 16 i forordning nr. 968/2006, hvilket den ikke gjorde.

134    Eftersom den anden betingelse for anvendelse af grænsetilfældet i bilag 2 til dokument VI/5330/97 ikke er opfyldt, var Kommissionen i modsætning til det af Ungarn af hævdede, som støttes af Den Franske Republik, ikke forpligtet til at afholde sig fra at anvende en finansiel korrektion eller at nedsætte beløbet.

135    Det andet anbringendes første led må derfor forkastes.

 Det andet led om tilsidesættelse af princippet om loyalt samarbejde

136    Ungarn har støttet af Den Franske Republik gjort gældende, at Kommissionen, henset til vanskelighederne ved fortolkningen af den omhandlede lovgivning, i henhold til princippet om loyalt samarbejde klart skulle have tilkendegivet sin holdning over for alle medlemsstaterne bl.a. ved at besvare de spørgsmål, der blev rejst i forbindelse med opstartsfasen for omstruktureringen, og ved at henlede deres opmærksomhed på, at der forelå en mulig risiko for, at opretholdelsen af siloerne ikke var i overensstemmelse med forpligtelsen til fuldstændig nedlæggelse, hvilket den imidlertid ikke gjorde. Endvidere har Ungarn kritiseret Kommissionen for aldrig at have besvaret den skrivelse, som Ungarn fremsendte Kommissionen i november 2006 med henblik på at få oplyst, om forpligtelsen til nedlæggelse vedrørte siloerne.

137    Kommissionen har bestridt Ungarns argumenter. I denne forbindelse har den for det første anført, at størstedelen af medlemsstaterne ikke havde haft vanskeligheder ved fortolkningen af den omhandlede lovgivning, og at de medlemsstater, der havde haft problemer i denne forbindelse, stadig havde modtaget et klart og sammenhængende svar fra Kommissionen. For det andet for så vidt angår den skrivelse, som Ungarn havde fremsendt Kommissionen i november 2006, har Kommissionen gjort gældende, at den ikke blev modtaget af den kompetente administrative enhed, og at selv såfremt den omstændighed, at en manglende besvarelse af en skrivelse, som Kommissionen havde modtaget, skulle udgøre en »undskyldelig undladelse« fra Kommissionens side, skulle Ungarn have udvist forsigtighed ved på ny at have udtrykt sin tvivl over for Kommissionen.

138    Det følger af artikel 4, stk. 3, TEU, at Unionen og medlemsstaterne i medfør af princippet om loyalt samarbejde respekterer hinanden og bistår hinanden ved gennemførelsen af de opgaver, der følger af traktaterne.

139    Princippet om loyalt samarbejde er i sagens natur gensidigt. Det forpligter nemlig medlemsstaterne til at træffe alle foranstaltninger, som er egnede til at sikre fællesskabsrettens gennemslagskraft, men også, at medlemsstaterne og Fællesskabets institutioner er gensidigt forpligtet til loyalt samarbejde (dom af 16.10.2003, Irland mod Kommissionen, C-339/00, EU:C:2003:545, præmis 71 og 72, og af 6.11.2014, Grækenland mod Kommissionen, T-632/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:934, præmis 34).

140    For det første følger det af den retspraksis, der er henvist til i præmis 139 ovenfor, at det i henhold til princippet om loyalt samarbejde påhvilede medlemsstaterne at fjerne enhver usikkerhed vedrørende den korrekte anvendelse af den omhandlede lovgivning, i givet fald ved at rette henvendelse til Kommissionen om muligheden for at tildele omstruktureringsstøtte for fuldstændig nedlæggelse til virksomheder, der ønskede at bibeholde siloer.

141    Endvidere anførte Kommissionen uden at blive modsagt af Ungarn, at det ud af 23 medlemsstater, der havde deltaget i omstruktureringsordningen, alene var seks medlemsstater, herunder Ungarn, der havde stillet Kommissionen spørgsmål vedrørende siloerne. Kommissionen kunne derfor rimeligvis finde, at størstedelen af medlemsstaterne havde forstået, at den omhandlede lovgivning foreskrev nedrivning af siloerne for at kunne modtage omstruktureringsstøtte for fuldstændig nedlæggelse, og følgelig at det ikke var nødvendigt, at den meddelte sin fortolkning af den omhandlede lovgivning til alle medlemsstaterne.

142    I modsætning til det af Ungarn og Den Franske Republik hævdede kunne det derfor ikke i henhold til princippet om loyalt samarbejde kræves af Kommissionen, at den meddelte sin holdning om forpligtelsen til fuldstændig nedlæggelse til alle medlemsstaterne.

143    For det andet gælder, at selv om det var beklageligt, at Kommissionen ikke besvarede Ungarns skrivelse af november 2006, kan denne manglende reaktion, som Kommissionen selv har kvalificeret som en »undskyldelig undladelse«, ikke karakteriseres som en tilsidesættelse af princippet om loyalt samarbejde under omstændighederne i den foreliggende sag.

144    I henhold til princippet om loyalt samarbejde påhvilede det nemlig Ungarn at fjerne enhver usikkerhed vedrørende forpligtelsen til fuldstændig nedlæggelse af siloer med henblik på at kunne modtage støtte for fuldstændig omstrukturering i givet fald ved på ny at rette henvendelse til Kommissionen, enten skriftligt eller i forbindelse med de månedlige møder i den kompetente forvaltningskomité, hvilket førstnævnte imidlertid ikke gjorde.

145    Under alle omstændigheder kan Kommissionens manglende reaktion på Ungarns skrivelse af november 2006 ikke sidestilles med en stillingtagen fra institutionens side, der godkender de ungarske myndigheders fortolkning af den omhandlede lovgivning. Det er kun en udtrykkelig og klar tilkendegivelse fra Kommissionen, der ville kunne give de ungarske myndigheder mulighed for at konkludere, at denne institution havde godtaget opretholdelsen af de omtvistede siloer i tilfælde af fuldstændig nedlæggelse (jf. i denne retning og analogt dom af 14.12.2011, Spanien mod Kommissionen, T-106/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2011:740, præmis 69 og den deri nævnte retspraksis).

146    For det tredje skal det først konstateres, at Kommissionen i den første meddelelse af 20. juli 2010 over for Ungarn tilkendegav, at siloerne direkte vedrørte sukkerproduktionen, og at de derfor skulle fjernes fra de industrianlæg, for hvilke der var blevet tildelt omstruktureringsstøtte for fuldstændig nedlæggelse.

147    Dernæst gjorde Kommissionen i den første meddelelse af 20. juli 2010 Ungarn udtrykkeligt opmærksom på, at de ungarske sukkervirksomheder ikke var berettigede til omstruktureringsstøtte for fuldstændig nedlæggelse, såfremt omstruktureringsplanerne ikke blev fuldt ud gennemført, og såfremt de bygninger, der vedrører sukkerproduktion og særligt siloer, ikke blev nedrevet. I denne forbindelse bemærkede Kommissionen, at den frist for afslutningen af nedlæggelsen, som er fastsat i artikel 6, stk. 1, andet afsnit, i forordning nr. 968/2006, i den dagældende udgave, udløb den 30. september 2011.

148    Ungarn havde derfor efter modtagelsen af den første meddelelse af 20. juli 2010 stadig mulighed for at undgå den anfægtede korrektion ved af de ungarske sukkervirksomheder at kræve, at de overholdt den omhandlede lovgivning, som fortolket af Kommissionen.

149    Selv om Ungarn var bekendt med Kommissionens holdning til spørgsmålet om nedlæggelsen af siloerne, traf den imidlertid ingen foranstaltninger med henblik på efterkommelse deraf. Tværtimod fortsatte Ungarn, som det fremgår af punkt 3.2.2 i den sammenfattende rapport, der blev fremlagt på Komitéen for Landbrugsfondenes møde den 18. november 2014 (jf. præmis 33 ovenfor), med at anvende den pågældende lovgivning i henhold til sin egen fortolkning deraf, eftersom Ungarn to dage efter det bilaterale møde, der fandt sted mellem Kommissionen og Ungarn den 6. december 2010 (jf. præmis 22 ovenfor), i henhold til artikel 22 i forordning nr. 968/2006, frigav de to sidste sikkerhedsstillelser foretaget af modtagerne af omstruktureringsstøtten for fuldstændig nedlæggelse, selv om der stadig forefandtes siloer på deres tidligere produktionsanlæg for sukker.

150    På baggrund af det ovenstående skal det andet anbringendes andet led om Kommissionens tilsidesættelse af princippet om loyalt samarbejde forkastes.

151    Idet ingen af de anbringender, som Ungarn har påberåbt sig, er begrundede, skal Kommissionen frifindes i det hele.

 Sagsomkostninger

152    I medfør af procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

153    Dog kan Retten, når det er påkrævet af rimelighedshensyn, ifølge procesreglementets artikel 135, stk. 1, undtagelsesvis beslutte, at en part, der taber sagen, ud over sine egne omkostninger alene skal betale en brøkdel af modpartens omkostninger. Ifølge samme procesreglements artikel 135, stk. 2, kan Retten desuden pålægge endog en vindende part helt eller delvist at betale sagsomkostningerne, såfremt det synes berettiget, henset til denne parts forhold, også forud for sagsanlægget.

154    Ungarn har tabt sagen. Som led i behandlingen af denne sag blev det imidlertid konstateret i præmis 143 ovenfor, at Kommissionen ikke havde besvaret Ungarns skrivelse af november 2006. Under disse omstændigheder finder Retten det retfærdigt og rimeligt at pålægge Ungarn at bære sine egne omkostninger og udelukkende betale halvdelen af de af Kommissionen afholdte omkostninger og at pålægge Kommissionen at bære halvdelen af sine egne omkostninger.

155    I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 1, bærer medlemsstater, der er indtrådt i en sag, deres egne omkostninger.

156    Den Franske Republik og Den Italienske Republik bærer derfor hver deres egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Fjerde Afdeling):

1)      Europa-Kommissionen frifindes.

2)      Ungarn bærer sine egne omkostninger og betaler halvdelen af de af Kommissionen afholdte omkostninger.

3)      Kommissionen bærer halvdelen af sine egne omkostninger.

4)      Den Franske Republik og Den Italienske Republik bærer hver deres egne omkostninger.

Kanninen Schwarcz Iliopoulos

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 12. marts 2019.

Underskrifter

Indhold

* Processprog: ungarsk.