Sag C-55/18
Federación de Servicios de Comisiones Obreras (CCOO)
mod
Deutsche Bank SAE
(anmodning om præjudiciel afgørelse
indgivet af Audiencia Nacional)
Domstolens dom (Store Afdeling) af 14. maj 2019
»Præjudiciel forelæggelse – socialpolitik – beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed – tilrettelæggelse af arbejdstiden – artikel 31, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – direktiv 2003/88/EF – artikel 3 og 5 – daglig og ugentlig hviletid – artikel 6 – maksimal ugentlig arbejdstid – direktiv 89/391/EØF – arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet – forpligtelse til at oprette et system til måling af længden af hver enkelt arbejdstagers arbejdstid«
1. Socialpolitik – beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed – tilrettelæggelse af arbejdstiden – ret til en begrænsning af den maksimale arbejdstid og til daglige og ugentlige hvileperiode – grundlæggende rettighed, der er sikret ved artikel 31, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – forpligtelse til at fortolke direktiv 2003/88 i lyset af disse rettigheder
(Art. 6, stk. 1, TEU; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 31, stk. 2; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88, art. 3, 5 og 6)
(jf. præmis 30 og 31)
2. Socialpolitik – beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed – tilrettelæggelse af arbejdstiden – ret til en begrænsning af den maksimale arbejdstid og til daglige og ugentlige hvileperiode – national lovgivning, som ifølge national retspraksis ikke pålægger arbejdsgiverne en forpligtelse til at oprette et system til måling af længden af hver enkelt arbejdstagers arbejdstid – ikke tilladt – de nationale domstoles forpligtelser – forpligtelse til at fortolke den nationale lovgivning i overensstemmelse med EU-retten
[Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 31, stk. 2; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88, art. 3, 5 og 6; Rådets direktiv 89/391, art. 4, stk. 1, art. 11, stk. 3, og art. 16, stk. 3]
(jf. præmis 47-50, 53-60 og 69-71 samt domskonkl.)
Resumé
Medlemsstaterne skal forpligte arbejdsgiverne til at oprette et system til måling af længden af den daglige arbejdstid
I sin dom i CCOO-sagen (sag C-55/18), der blev afsagt den 14. maj 2019, udtalte Domstolen (Store Afdeling) sig om, hvilke foranstaltninger der skal træffes af medlemsstaterne med henblik på at sikre, at arbejdstagernes ret til en begrænsning af den maksimale arbejdstid og til daglige og ugentlige hvileperiode respekteres, og navnlig med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt overholdelsen af denne ret kræver indførelse af et system til måling af længden af hver enkelt arbejdstagers daglige arbejdstid. Denne dom blev afsagt i forbindelse med en sag mellem en fagforening og en arbejdsgiver med påstand om, at det blev fastslået, at sidstnævnte er forpligtet til at oprette et system til registrering af dens ansattes effektive daglige arbejdstid, som gør det muligt at kontrollere dels, at de fastsatte arbejdstider overholdes, dels, at arbejdstagerrepræsentanterne faktisk modtager oplysninger om overarbejde hver måned.
Domstolen fastslog i den sammenhæng, at artikel 3, 5 og 6 i direktiv 2003/88 (1), sammenholdt med såvel artikel 31, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder som artikel 4, stk. 1, artikel 11, stk. 3, og artikel 16, stk. 3, i direktiv 89/391 (2), er til hinder for en lovgivning, der ifølge den fortolkning, der er anlagt heraf i national retspraksis, ikke pålægger arbejdsgiverne en forpligtelse til at oprette et system til måling af længden af hver enkelt arbejdstagers arbejdstid.
Domstolen bemærkede i denne forbindelse indledningsvis, at bestemmelserne i direktiv 2003/88 præciserer den grundlæggende ret for enhver arbejdstager til en begrænsning af den maksimale arbejdstid og til daglige og ugentlige hvileperioder, som er fastsat i artikel 31, stk. 2, i chartret om grundlæggende rettigheder, og som dermed skal fortolkes i lyset af denne sidstnævnte.
Hvad dernæst nærmere bestemt angår indførelsen af et system til måling af længden af hver enkelt arbejdstagers daglige arbejdstid bemærkede Domstolen, at hvis et sådant system ikke findes, er det reelt hverken muligt på et objektivt og pålideligt grundlag at fastlægge antallet af arbejdstagerens arbejdstimer og tidspunktet for deres udførelse eller at fastlægge de timer, der som overarbejde er arbejdet ud over den normale arbejdstid. Under disse omstændigheder forekommer det ifølge Domstolen at være uforholdsmæssigt vanskeligt eller i praksis umuligt for arbejdstagerne at sikre, at de rettigheder, som EU-retten tillægger dem, overholdes med henblik på rent faktisk at gøre brug af begrænsningen af arbejdsugens længde og de i dette direktiv omhandlede daglige og ugentlige minimumshvileperioder.
En objektiv og pålidelig fastlæggelse af antallet af daglige og ugentlige arbejdstimer er nemlig afgørende for dels at kunne fastslå, om den maksimale ugentlige arbejdstid, således som defineret i artikel 6 i direktiv 2003/88, inklusive overarbejde i henhold til denne bestemmelse, er overholdt i løbet af den i direktivets artikel 16, litra b), eller artikel 19 omhandlede referenceperiode, dels, om de daglige og ugentlige minimumshvileperioder som defineret i direktivets artikel 3 og 5 er overholdt inden for hver 24-timersperiode for så vidt angår den daglige hviletid, eller i løbet af den i samme direktivs artikel 16, litra a), omhandlede referenceperiode for så vidt angår den ugentlige hviletid.
Domstolen konkluderede, at henset til den omstændighed, at medlemsstaterne skal træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at minimumshvileperioderne overholdes, og at der ikke sker nogen overskridelse af den maksimale ugentlige arbejdstid, for at sikre den fulde virkning af direktiv 2003/88, kan en national lovgivning, der ikke indeholder en forpligtelse til at anvende et instrument, der muliggør en objektiv og pålidelig fastlæggelse af antallet af daglige og ugentlige arbejdstimer ikke garantere den effektive virkning af de rettigheder, der følger af artikel 31, stk. 2, i chartret om grundlæggende rettigheder og af nævnte direktiv, for så vidt som den fratager såvel arbejdsgivere som arbejdstagere muligheden for at kontrollere, om disse rettigheder overholdes, og den vil dermed kunne bringe dette direktivs mål om at sikre en bedre beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed i fare.
Endelig fastslog Domstolen, at den omstændighed, at en arbejdstager ifølge de nationale procesregler kan tage andre bevismidler i brug, såsom eksempelvis vidner, fremlæggelse af e-mails eller bevis for brugen af mobiltelefoner eller computere med henblik på at godtgøre, at den pågældendes rettigheder er blevet tilsidesat, hvilket medfører en omvendelse af bevisbyrden, er uden betydning i denne henseende. Ifølge Domstolen gør sådanne bevismidler det nemlig ikke muligt objektivt og pålideligt at fastslå de daglige og ugentlige arbejdstimer, som arbejdstageren har udført. Hvad navnlig angår bevisførelsen fremhævede Domstolen arbejdstagerens status som svag part i arbejdsforholdet. Domstolen fastslog endvidere også, at de undersøgelsesbeføjelser og sanktioner, som tilsynsmyndighederne, såsom arbejdstilsynet, er tillagt i medfør af national ret, ikke kan udgøre et alternativ til det ovenfor nævnte system, som gør det muligt at måle længden af hver enkelt daglige arbejdstagers arbejdstid, da disse myndigheder i mangel et sådant system selv ikke har adgang til objektive og pålidelige oplysninger om længden af arbejdstagernes arbejdstid i hver enkelt virksomhed, hvilke oplysninger er nødvendige for deres tilsynsopgave, og i givet fald med henblik på pålæggelse af en sanktion.
Domstolen præciserede endvidere, at medlemsstaterne har en skønsmargen med henblik på at fastsætte bestemmelser om indførelsen af et sådant system, navnlig med hensyn til hvilken form det skal have og i givet fald under hensyntagen til de særlige forhold inden for hver af de berørte virksomhedssektorer, herunder de særlige forhold, der gør sig gældende for visse virksomheder.